Print 🖨

Netmagasinet Solidaritet

Defensivt forsvar – venstrefløjens sikkerhedspolitiske svar?

19. november havde græsrodsorganisationen Nej til Oprustning – JA til Bæredygtig Sikkerhedspolitik inviteret til offentligt debatmøde mellem politisk ordfører for Enhedslisten, Pelle Dragsted, og tidligere medlem af Folketinget for VS, Steen Folke.
Af Rasmus Keis Neerbek
Læsetid: 8 minutter

 

Først og fremmest må det pointeres, at arrangementet havde tiltrukket mange tilhørere. Jeg talte omkring 75 mennesker, da debatten startede, så der var fyldt godt op i lokalet øverst i Valby Kulturhus. Dernæst var det også markant, at aldersfordelingen var ekstrem skæv. ”Hvor er alle de unge,” kunne man høre diskuteret blandt de fremmødte. Det er svært at sige, om forklaringen var var emnet, manglende opreklamering relevante steder eller bare det faktum, at mødet var lagt på et tidspunkt, der kan være svært at nå for børnefamilier og folk på arbejdsmarkedet.

 

Ordstyreren åbnede mødet med at opridse organisationens historie. Den er dannet i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine, er naturligvis bekymrede for den stigende militarisering og konsekvenserne af denne, herunder også for klimaet, men støtter Ukraines ret til at forsvare sig mod en aggressor.

 

Formålet med denne debat var at afklare, om et såkaldt ”defensivt forsvar” er en mulighed, og hvordan et sådant eventuelt ser ud.

 

Herefter fulgte debatten mellem Pelle Dragsted og Steen Folke. Det bestod af få lange indlæg, med mange pointer, som kan være svære at gengive, så jeg vælger i stedet sammenfatte nogle af pointerne tematisk.

 

Overordnet set så var debatten på ingen måde præget af skyttegravskrig, hvor parterne gravede sig ned i hver deres lejr. Tværtimod anerkendte begge kompleksiteten af spørgsmålene, og at der var behov for stadig at udvikle svar. Flere steder lå uenighederne i nuancer, men der var også enkelte punkter, hvor man stod længere fra hinanden.

 

Steen Folke lagde ud med lidt historiske betragtninger, og erindrede om, at SF tidligere havde haft paroler om “Afrust vor Land”, samt at et land som Costa Rica er kendt for netop ikke at have et forsvar. Men selv om det var eksempler på idealer at efterstræbe, så gentog han igen, at man i Nej til Oprustning også anerkendte, at virkeligheden nogle gange krævede andre metoder, og man fx havde støttet våbenstøtte til Ukraine, men modsat sig baseaftalen med USA.

 

Pelle Dragsted anerkendte, at Enhedslisten havde flyttet sig på spørgsmålet siden partiets dannelse, hvor man oprindeligt havde haft en position med at nedlægge forsvaret i en model a la Costa Rica, men understregede også, at Costa Rica kun kan eksistere uden forsvar, så længe de spiller efter stormagternes regler, hvor en beslutning om fx at nationalisere deres bananproduktion øjeblikkeligt vil få konsekvenser af anden karakter, end hvis de havde et forsvar.

 

Angrebet på Ukraine og Trumps genoplivning af Monroe-doktrinen - ikke mindst i relation til Grønland - har været medvirkende årsag til, at man i Enhedslisten nu går ind for et stærkt forsvar, men dette skal have en defensiv karakter. Dette dels som en forudsætning for at kunne føre en selvstændig politik, men også i erkendelse af, at vi ikke kan forsvare os selv alene, men må indgå i fællesskab med andre, og dette fællesskab forudsætter at vi også kan yde andre støtte.

 

Spørgsmålet om NATO

Steen Folke understregede flere gange, at NATO var et afgørende problem. Som medlem af NATO gælder NATOs regler, som man vælger at underlægge sig. Man bliver viklet ind i stormagtsinteresser, dels USAs naturligvis, men også EU-lande som Frankrig, der har store interesser i dele af Afrika. Samtidig bemærkede han, at mange af de nordiske lande, som Enhedslisten jo gerne ser en militæralliance med, i øjeblikket styrker deres samarbejde med netop USA. Dette aspekt synes han ikke, at Enhedslisten brugte tid nok på, og han efterlyste, at man var mere tydelig i den eksterne kommunikation.

 

Pelle Dragsted understregede, at Enhedslisten ikke er tilhænger af NATO, men påpegede, at NATO gennem tiden havde udviklet sig med forskellige doktriner, og disse også var et udtryk for styrkeforhold internt i NATO. En tilhører bemærkede i debatten, at mange af de sidste årtiers militærkampagner ikke har været ført i regi af NATO, men har været ført af koalitioner indenfor NATO. Men Pelle stillede yderligere det polemiske spørgsmål, om hvilket realistisk alternativ der her og nu var til Nato?

 

Hvilket forsvar?

En del af debatten gik også på, hvordan et dansk forsvar konkret kunne se ud, hvis det stod til debattørerne. Pelle Dragsted gjorde det meget klart, at udgangspunktet for debatten var, at Danmark p.t. ikke har et forsvar. Det blev reelt set nedlagt med det 20 år game forsvarsforlig, hvor hæren blev omlagt til en mindre professionel enhed, der kunne indgå i internationale missioner.

 

Steen Folke understregede problematikken med, at defensive våben sagtens kan anvendes offensivt. Det er en meget svær skillelinje at anlægge. Pelle uddybede med at påpege, at Ukraines angreb på militære mål langt inde i Rusland sagtens kunne udlægges som offensiv strategi, men jo er koblet til et forsøg på at forsvare sig, hvor man var meget ilde stedt, hvis man ikke kunne udføre den slags angreb.

 

Steen Folke påpegede også, at forsvar handlede om andet end decideret militære midler, men også inkluderede cybersikkerhed og forskellige former for hybridkrig, men at styrkelsen af diplomatiske relationer var afgørende. Pelle gjorde opmærksom på, at Enhedslisten havde fået styrket disse områder med 5 mio. ekstra til freds- og konfliktforskning.

 

De store forskelle

I løbet af debatten blev det tydeligt, at analysen af to centrale emner var afgørende for forskellene mellem Pelle Dragsted og Steen Folke, nemlig spørgsmålet om USA's ageren i forhold til Grønland, og nok endnu vigtigere spørgsmålet om fremtiden for Ukraine.

 

I forhold til Grønland mente Steen Folke, at man havde håndteret sagen helt forkert. Der var reelt ikke en trussel mod Grønland, det var bare rabaldersnak fra Trump. Resultatet er blevet en øget militarisering i Grønland. USA har fået en aftale, der giver dem ekstra magt til at bygge deres Golden Dome missilforsvar. Resultatet er alt andet end en sejr, og Enhedslisten burde være langt mere offensiv i kritikken af dette.

 

Her var Pelle tydeligvis lodret uenig. Trumps trusler var ikke tomme, men helt reelle. I den forstand var troppemobiliseringen på Grønland helt nødvendig. Man fulgte også ønskerne fra den grønlandske venstrefløj, og nok planlægger USA udvidelsen af en base, men sammenlignet med deres aktiviteter i 1980'erne og tidligere, så er de langt fra den tids kapaciteter. Og intet af dette kunne ikke også ske i regi af den gamle aftale.

 

Om Ukraine havde Steen Folke den holdning, at krigen ikke kan vindes militært af Ukraine. Rusland kan reelt ikke smides ud af landet, og man vil ende i en såkaldt frossen krig, hvor fronterne er mere eller mindre cementeret, mens tabstallene bare stiger. Tværtimod mente han, at sandsynligheden for, at Rusland blev den endelige sejrherre, var langt større.

 

Igen erklærede Pelle sig lodret uenig, og trak en sammenligning til Vietnam-krigen - tænk hvis venstrefløjen dengang havde argumenteret for, at man ikke skulle støtte kampen mod en imperialistisk invasion. Venstrefløjens historie indeholder også en kamp for nationernes ret til selvbestemmelse fra Nicaragua til Kurdistan, hvor vi har støttet en væbnet kamp.

 

Med på mødet var også Thomas Højrup, som er forfatter til bogen “Det stærkeste forsvar”. Han fik et par indlæg, hvor han opridsede nogle pointer fra sin forskning. Han fastslog, at det mest effektive forsvar altid var klart defensivt. Når stater baserer deres militærpolitik på at skræmme “fjenden” ved at kunne ramme dem i eget land, så ser vi en accelererende oprustning. mens de lande, som omlægger et defensivt forsvar, historisk har øget samarbejdet lande imellem og nedbragt antallet af væbnede konflikter. Samtidig understregede han også, at Danmark grundet sin beliggenhed var et nøglepunkt, hvor han sammenlignede vores betydning for hele Østersøområdet med betydningen af det, vi nu ser i Hormuz-strædet. I hans optik altså noget, der krævede et meget stærkt defensivt forsvar, men som politikere ofte misforstår og blander sammen med offensive kapaciteter, lod han os forstå.

 

Mødet gjorde det klart, at venstrefløjens debat om forsvars- og sikkerhedspolitik vil fortsætte en rum tid. Det er komplicerede snakke med mange dilemmaer.

 

Personligt savnede jeg et lidt større fokus på klassemodsætningerne i de involverede lande. Uanset om der tales om krige eller diplomatiske løsninger, så er der en tendens til, at vi taler i nationer og de pågældende landes magthavere. Men kapitalismens indbyggede ekspansionstrang vil føre til konflikter, og derfor forudsætter en fredelig verden, at vi skaber et andet samfundsystem. Og det forudsætter, at vi styrker samarbejdet med kræfter på venstrefløjen og progressive bevægelser på tværs af landegrænser.

 

Hvis man vil læse mere om, hvor SAP står, så er der et par bud her:

Oprustning mod krig?

Stop imperialistisk oprustning

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Er du menneske? - Udregn regne stykket her ved siden af.Captcha