Foto: Det lykkedes en række kandidater fra organisationen Democratic Socialists of America (DSA) at vinde både lokalt, på delstatsniveau og til Kongressen.

 

[Udtalelsen er forkortet af SI’s redaktion. Den fulde tekst kan hentes på Tempests hjemmeside]

 

Vælgerne vendte tilbage til Det Demokratiske Parti – men den strategi, som venstrefløjen primært benytter inden for rammerne af dette parti, risikerer at afspore bevægelsen. Vi har alle set de ødelæggende konsekvenser af denne strategi mange gange før: Oprørske vælgere, der var godt trætte af republikanerne, stemte på demokraterne, men lænede sig derefter tilbage i forventning om forandring. Deres håb blev imidlertid svigtet, hvilket banede vejen for, at republikanerne kunne fremstille sig selv som det eneste reelle alternativ og vende tilbage til magten.

 

For at bryde denne onde cirkel må venstrefløjen, fagforeningerne og de sociale bevægelser opgive denne strategi og i stedet føre en kamp på to fronter. For det første skal vi fortsætte med at forsvare os mod Trump-administrationen, som stadig udgør en klar og overhængende fare. Det ser ud til, at de skruer yderligere op for en dagsorden præget af racistisk, reaktionær nationalisme – hvilket blandt andet kommer til udtryk ved udnævnelsen af ​​den hvide nationalist Stephen Miller til ny stabschef.

 

For det andet må vi presse demokraterne til både at gennemføre umiddelbare reformer – såsom genoprettelse af finansieringen til Medicaid – og kæmpe for langt mere radikale tiltag, eksempelvis et universelt sundhedssystem (”Medicare for All”) og en afvikling af immigrations-myndigheden ICE. Gennem denne uafhængige kamp må vi sigte mod at opbygge vores helt eget nye parti: et arbejderparti.

(…)

På trods af hysterisk hetz mod venstrefløjen (såkaldt ”redbaiting”) og racisme, lykkedes det en række kandidater fra organisationen Democratic Socialists of America (DSA) at vinde både lokalt, på delstatsniveau og til Kongressen. Dette vidner om en radikalisering mod venstre, især blandt unge. I en opsigtsvækkende udvikling betegner en tredjedel af de unge vælgere på landsplan sig selv som socialister – mere end tre gange så mange, som identificerer sig med MAGA-bevægelsen.

 

Selv i ”DeSantis-land” – også kendt som Florida – var DSA-medlemmet Angie Nixon tæt på at vinde en plads i delstatens senat, og det endda uden støtte fra det demokratiske partiapparat (DNC). Hun manglede blot tre procentpoint i at vinde. Nogle politiske kommentatorer hævder, at hun ville have vundet, hvis hun havde været mere moderat. Men den betragtning overser det væsentlige: at en sort kvinde og DSA-medlem var tæt på sejren i en ellers dybt konservativ delstat.

(…)

 

Demokraternes sejr og dens indbyggede modsigelser

Det er Det Demokratiske Parti, der drager fordel af Trumps krise. Deres kandidater vandt valgkampe over hele landet – med ganske få undtagelser. De fleste af vinderne, især i de "røde" delstater, er pro-kapitalistiske midtsøgende politikere, hvoraf mange indtager reaktionære standpunkter i centrale spørgsmål som abort, transkønnedes rettigheder og indvandring.

 

De tog afstand fra Trumps yderligheder, samtidig med at de lovede at gøre noget ved krisen med de høje leveomkostninger. Men hverken de eller deres støtter i det politiske etablissement løftede en finger for at modarbejde bølgen af ​​folkeafstemninger rettet mod transkønnede på tværs af landet. Værre endnu: Josh Turek, den midtsøgende vinder af valget til Senatet i Iowa, udtalte sig imod, at transkønnede atleter deltager i ungdomssport.

 

Et mindretal af vinderne er progressive tilhængere af det kapitalistiske system. Den mest fremtrædende af disse er den nyvalgte senator Abdul El-Sayed fra Michigan. Selv om Det Demokratiske Partis etablissement – ​​sammen med AIPAC [Israel-lobbyorganisation, o.a.] forsøgte at forhindre hans sejr ved primærvalget, sikrede han sig nomineringen. Han overvandt [den republikanske modkandidat] Mike Rogers’ islamofobiske kampagne præget af had og intolerance, slog sin konkurrent i primærvalget, Haley Stevens, og vandt valget, hvorved han blev den første muslim, der sikrede sig en plads i Senatet.

(…)

De progressive og socialister, der faktisk vandt, vil udgøre et mindretal i et parti, der domineres af det kapitalistiske etablissement. Alt dette betyder, at Demokraternes massive sejr ved midtvejsvalget i vidt omfang vil forhindre de progressive i at fremme deres dagsorden.

(…)

 

Den globale tsunami

Uanset hvad Trump foretager sig, vil hans nederlag få enorme internationale konsekvenser. Det er det seneste i en række tilbageslag for højrefløjen – fra nederlagene for Ungarns Viktor Orbán til Serbiens Aleksandar Vučić og Brasiliens Flávio Bolsonaro.

 

Denne række af nederlag passer ind i et mønster, hvor der opstår udbredt folkelig modstand mod ethvert parti, der sidder på magten. Dette har ført til voldsomme politiske udsving, hvor vælgerne skiftevis smider det kapitalistiske etablissement, reformisterne og den yderste højrefløj på porten.

Ingen af ​​dem har formået at håndtere den globale kapitalismes mange kriser, som har ødelagt tilværelsen for det store flertal. Folk har altså bevæget sig fra det ene fejlslagne alternativ til det andet i en desperat søgen efter en løsning, der slet ikke er på bordet.

 

Ikke desto mindre bør Trumps nederlag inspirere folk verden over til at rejse sig mod den autoritære, nationalistiske højrefløj. Det vil give folk mod på at organisere sig og besejre AfD i Tyskland, Marine Le Pen i Frankrig, Narendra Modi i Indien og Vladimir Putin i Rusland – for blot at nævne nogle få.

(…)

Vi er nødt til at organisere os og tvinge Demokraterne til at gennemføre reformer her og nu. Vi bør kræve, at de stopper de truende nedskæringer på Medicaid, genopretter midlerne til hjælpeprogrammet for fødevarer (Supplemental Nutrition Assistance Program) og sørger for, at de 760.000 mennesker, der er blevet smidt ud af Obamacare, får deres sygesikring tilbage.

 

Skal vi vinde mere vidtgående reformer, er vi nødt til at opbygge en uafhængig massebevægelse – som bygger på klassekamp og social kamp nedefra. Ellers vil demokraterne blokere for vidtrækkende krav – lige fra »Medicare for All« og »Green New Deal« til nedlæggelse af ICE og, ja, nedskæringer i politibevillingerne.

 

I en tid med højere forventninger har venstrefløjen, sociale bevægelser og fagforeninger både en mulighed og et ansvar for at kæmpe for disse krav – også selv om demokraterne modsætter sig dem. På trods af hånlige afvisninger havde [den venstreorienterede historiker, nu afdøde] Howard Zinn ret: »Det, der betyder mest, er ikke, hvem der sidder i Det Hvide Hus, men hvem der ’sidder ned’ – og hvem der demonstrerer uden for Det Hvide Hus og presser på for forandring.«

(…)

Nu hvor Trump-æraen ser ud til at gå mod enden, kan vi ane det spæde lys af en ny dag i horisonten. Men for at gøre den til virkelighed kan vi ikke hvile på laurbærrene efter de modstridende resultater ved midtvejsvalget, og vi kan heller ikke sidde med hænderne i skødet og vente på præsidentvalget i 2028. Behold demo-skoene på, tag et protestskilt, og engagér jer i den lange kamp for et samfund, der sætter mennesker og planeten først. En ny verden er mulig, men vi er nødt til at kæmpe for den.

 

Oversat og forkortet fra Tempest af Åge Skovrind