Der er grund til at glæde sig over en styrket og mere levende venstrefløj, men man må absolut ikke fejre dette uden at have øje for højrefløjen.

Men lad os alligevel se nærmere på DSA. Democratic Socialists of America er en organisation, som har eksisteret siden 1970’erne, og som frem til omkring 2015 stort set bestod af medlemmer fra – i bogstavelig forstand – ”den gamle venstrefløj” i USA: ældre socialister, marxister og folk, som generelt lå til venstre for Demokraterne, men som ikke havde nogen overvejelser om at gå ind i andre, mere eksplicit revolutionære socialistiske organisationer. I begyndelsen af det nye årtusinde lå medlemstallet i DSA i mange år på omtrent det samme niveau, omkring 6500 medlemmer, indtil Bernie Sanders’ første præsidentkampagne i 2015/16 fik organisationen til at eksplodere og nå op på over 10.000 medlemmer og over 20.000 i 2017. Disse nye medlemmer var overvejende unge og optimistiske, og mange var aktive i bevægelser som Black Lives Matter, feministiske organisationer, grupper omkring #MeToo, faglige aktivister osv.

Organisationen fortsatte med at vokse, mens Trump var præsident, men oplevede en ny eksplosion under Bernies kampagne i 2019/2020, og fremgangen fortsatte under Bidens kampagne. I slutningen af 2020 havde organisationen omkring 80.000 medlemmer, og jeg har hørt rapporter om, at der nu er i nærheden af 100.000. Som man kan forestille sig, er det utroligt svært at håndtere en medlemstilgang i den størrelsesorden – titusinder – i så kort en periode. DSA havde i mange år eksisteret med en helt anden størrelse, og organisationen var og er stadig ikke gearet til at fungere demokratisk og effektivt med så mange medlemmer. På meget kort tid er det væltet ind med mange nye medlemmer, som har mange forskellige forventninger til den organisation, de har meldt sig ind i. Det har været en stor udfordring at forstå de problemer, det skaber – og at finde de rigtige løsninger herpå.

Den største erklæret revolutionære socialistiske organisation i USA, International Socialist Organization (ISO), besluttede i 2019 at nedlægge sig selv efter mange interne konflikter om det interne demokrati, politiske spørgsmål, forholdet til andre organisationer og desuden en intern skandale om seksuelle krænkelser. På det tidspunkt havde ISO over 1000 medlemmer, som indgik i en lang række bevægelser og var i kontakt med masser af aktivister. Mange hundreder, om ikke tusinder, havde på et tidspunkt været med i ISO.

Nogle af ISOs medlemmer havde allerede meldt sig ind i DSA før nedlæggelsen af ISO, og mange flere er kommet til siden. Andre socialister, både organiserede og ikke-organiserede, er også gået ind i DSA. DSA er en bred paraplyorganisation og har haft held med at samle et bredt udsnit af det socialistiske aktivistmiljø på tværs af USA. Det er også lykkedes DSA (måske ved et tilfælde) at skabe en intern debat- og diskussionskultur, som virkelig har gavnet den amerikanske venstrefløj. Vi har fået en platform til at stille og  tænke over spørgsmål som: Hvordan skal vi forholde os til det Demokratiske Parti? Skal vi, og hvordan skal vi, danne et arbejderparti? Skal vi fokusere på bevægelsesarbejde, eller på at deltage i valg? Og så videre.

Denne atmosfære af åbenhed, som er blevet mulig i kraft af denne paraplyfunktion, kombineret med en vilje blandt medlemmerne til at gå konstruktivt ind i diskussioner om strategi og taktik, fortsætter med at tiltrække socialistiske aktivister. Senest har Kshama Sawant, medlem af byrådet i Seattle, og hendes organisation Socialist Alternative (se note), besluttet at gå med, ligesom adskillige ex-ISO-medlemmer og andre aktivister har gjort det. Umiddelbart springer det i øjnene, at Socialist Alternative er meget sent på banen med hensyn til at gå med i DSA. Det er lidt skuffende (og ikke særlig overraskende), at SA har været så sent ude. Hvis de ville være en effektiv, socialistisk organisation forbundet med andre aktivister og socialister og være engageret i de aktuelle politiske diskussioner på den socialistiske venstrefløj, så skulle de være gået med for flere måneder siden.

Der er virkelig mange spørgsmål, som bliver debatteret i DSA for tiden, men de to vigtigste kredser omkring disse to: Hvordan skal man forholde sig til det Demokratiske Parti, og hvordan skal man organisere sig internt?

Hvad angår Demokraterne, er det vigtigste spørgsmål for DSA: Vil organisationen blive ved med at eksistere som et permanent venstreorienteret horn i siden på Demokraterne, men uden nogensinde at forsøge at blive mere end det (altså uden at bryde med Demokraterne og blive et nyt parti)? Eller vil en del af DSA eller hele DSA på et tidspunkt beslutte sig for et brud for at skabe grundlaget for et parti, som repræsentanter arbejdsklassens Amerika? Der har været meget diskussion indtil nu om den ”beskidte splittelses”-strategi – det vil sige at bruge det Demokratiske Parti og DSA som en platform til at samle kræfter, som senere bryder ud. Nogle i DSA insisterer på, at ”udbryder”-folkene må i gang nu. Andre ser ud til at have stillet sig tilfreds med at presse Demokraterne til en mere venstredrejet retorik, uden nogen intention om et brud.

Til spørgsmålet om demokrati: Der har været offentlige appeller om et mere demokratisk DSA, blandt andet fra Tempestgruppen, som meget klart peger på nogle af de udfordringer, som organisationen står overfor. Appellen (som især mange tidligere ISO-medlemmer står bag) indeholder blandt andet disse tre centrale punkter:

• DSA har brug for bedre rammer til medlemsdiskussioner om strategi.
• Ledelsesstrukturen må ændres, så den bliver mere repræsentativ og står mere til ansvar over for de mange nye medlemmer.
• DSA har brug for en bedre mekanisme til konfliktløsning.

Der er en lang række netværk og grupper i DSA, som har været med til at rejse disse diskussioner. Det er grupper, som hele tiden bliver dannet og bliver nedlagt. For eksempel Afrosocialist and Socialists of Color Caucus, Bread and Roses caucus (et fællesskab af marxistiske socialister, og Collective Power Network.

Den hastige medlemsfremgang dækker over en bred vifte af venstreorienterede i USA, fra folk som er tæt knyttet til det Demokratiske Parti og formentlig aldrig vil melde sig ud – til folk, som betragter sig som revolutionære socialister og kun er med i DSA i håbet om senere at kunne danne et parti, som repræsenterer arbejderklassen i USA.

Det er en utrolig positiv udvikling for venstrefløjen i USA, men også en udvikling, som rejser lige så mange spørgsmål og udfordringer, som den giver svar på.

Note:

Socialist Alternative (SA) er en revolutionær socialistisk organisation i USA, som ifølge egne oplysninger har over 1000 medlemmer, men som også er kendt for at overdrive sit medlemstal. Det mest kendte medlem er Kshama Sawant, byrådsmedlem i Seattle [se artikel i SI].

I slutningen af 2020 besluttede SA, at (nogle af deres) medlemmer vil begynde at være aktive i DSA (se udtalelse) – uden dog at forlade SA.

SA er del af en international organisering med rødder i den trotskistiske bevægelse. I mange år var de tilsluttet Komiteen for en Arbejder-Internationale (på engelsk: CWI), hvis absolut vigtigste medlemsorganisation var britiske Militant, som indtil starten af 1990’erne arbejdede inden for det britiske Labourparti, og som blandt andet sad på flertallet i byrådet i Liverpool i midten af 1980’erne. I 1997, efter at være blevet ekskluderet fra Labour, skiftede Militant navn til Socialist Party.

CWI gennemgik en splittelse i 2019. Flertallet, som SA tilhører, er siden 2020 organiseret internationalt under navnet International Socialist Alternative. Blandt de tilsluttede grupper er Rättvisepartiet Socialisterna i Sverige.