I en historisk afstemning i et stort Amazon-varelager i USA stemte flertallet af de ansatte nej til at danne en fagforening på arbejdspladsen. 738 stemte ja og 1.798 imod. men kampen fortsætter.

af Erwin Freed, Ernie Gotta

Et år med ujævn, men vedvarende mobilisering kaster lys over de forhold, som fik ansatte i varelageret med navnet BHM1 i Bessemer, tæt på byen Birmingham i sydstaten Alabama, til at arbejde for en faglig organisering. Omkring seks måneder efter at have anmodet om en afstemning om at oprette en fagforening, viser de foreløbige stemmetal, at 1798 stemte imod og 738 for fagforeningen. Det dårlige resultatet afspejler flere forhold, blandt andet firmaets ulovlige taktik, en topstyret organiseringsmodel og en fagforeningsledelse, der tænker i klassesamarbejde. Dette vil blive diskuteret senere.

 

Kapitalismens kriser i hjertet af USA-imperialismen skaber en voksende modstand mod status quo. Hele landet sidder på en krudttønde af klassemodsætninger. Det, der mangler for at starte en social eksplosion, er afgørende sejre for arbejderklassen og undertrykte grupper, som viser, at det er muligt selv at slå tilbage og tage klassekampens grundlæggende metoder i anvendelse.

 

Kampen fortsætter

Ganske vist lykkedes det ikke med denne specifikke kampagne at få etableret en lokalafdeling af Retail, Wholesale and Department Store Union (RWDSU) på varelageret i Bessemer, men det, man har lært, er afgørende for at forstå den næste periode. Hvordan organiserer arbejderne sig, når de er stillet over for ekstraordinære problemer? I forhold til grundlæggende fagligt arbejde, viser denne kampagne tre indbyrdes forbundne vilkår, som man er nødt til at tage fat i, når faglige aktivister i fremtiden vil fortsætte med at kæmpe for repræsentation og organisering på fabriksgulvet.

 

Det første er den enorme mængde af penge, ressourcer og politisk kapital, som ”big business” er parat og i stand til at kaste ind i kampagner mod fagforeningerne. Amazon overvågede de ansatte, tvang dem til at deltage i uendeligt mange fagforeningsfjendske møder og fik det lokale bystyre til at hjælpe. Faglige græsrodsaktivister er nødt til at gå ind i organiseringskampagner med en klar bevidsthed om, at virksomhederne vil gå meget langt for at smadre dem. Det betyder at ”vaccinere” kollegaer allerede fra starten mod de velkendte arbejdsgiverfiduser og altid at øge forståelsen for, at det kæmpe pres, de utallige rygter og den løgnagtig atmosfære, der kan forekomme på arbejdspladsen i løbet af en kampagne, alt sammen er en del af arbejdsgiverens strategi for at skabe splittelse.

 

Det andet er, at det er nødvendigt at leve op til læresætningen om, at arbejderne må organisere sig selv. En aftale om at etablere en fagforening er vigtig, men uden en basisaktivitet på gulvet, som vil kæmpe for bedre forhold, bliver det bare ord på et stykke papir. Bessemer-kampagnen var et perfekt eksempel på, hvordan man ikke skal køre efter denne grundlæggende model. I stedet for at fastholde et højt aktivitetsniveau blandt de ansatte i virksomheden, trådte det faglige bureaukrati ind som erstatning.

 

En succesfuld organiseringskampagne betyder, at de ansatte i virksomheden påtager sig selv et ansvar, gennemfører regelmæssige udadvendte opgaver og jævnligt melder tilbage til hinanden. Konkret betyder det at finde åbninger, hvor man kollektivt kan sende delegationer til ledelsen om problemer, at bære fagforeningens nål på tøjet, banke på døre væk fra ledelsens nysgerrige øjne, afholde regelmæssige møder for at tage temperaturen blandt de ansatte, afdække ledelsens fagforeningsfjendtlige kampagner, identificere kollegaer, som bukker under for ledelsens pres – og et væld af andre, vedvarende, kollektive og kompromisløse redskaber til reelt at fungere som en fagforening.

 

RWDSU har haft succes med organisere ansatte på fjerkræslagterier i Alabama og andre sydstater. Siden 2011 voksede antallet af medlemmer i Mid-South fra 4700 til omkring 9000 medlemmer. Dette første nederlag hos BHM1 viser behovet for en grundlæggende forståelse af de kvantitative og kvalitative tiltag blandt de ansatte. Det handler ikke kun om, hvor mange ansatte der er i virksomheden og deres relationer til hinanden, men også om, hvordan virksomheden kan prøve at regulere på, hvem der skulle være dækket af en faglig overenskomst. I Bessemer var Amazon i stand til at udvide dækningsgruppen i forhold til RWDSU’s oprindelige skøn, efter at fagforeningen havde indgivet sin anmodning om afstemning.

 

Amazon var i stand til at inkludere opsynsmænd, mellemledere, ingeniører og andre ansatte, som ikke havde været en del af den oprindelige organisering. Dette var et arbejdsgiver-trick, men det burde have været forudset og forberedt af fagforeningen og de ansatte i virksomheden. [43 procent – 2.536 – af de 5.876 stemmeberettigede deltog i afstemningen. Fagforeningens første anmodning repræsenterede 1.500 fuldtids- og deltidsansatte, men efter pres fra Amazons ledelse blev dækningsgruppen udvidet betragteligt, også med sæsonansatte. Fagforeningen ønskede ikke at forlænge procedureforhandlinger yderligere og gik derfor med på dette, o.a.].

 

Det sidste er, at kapitalistiske politikere måske kan tale til fordel for en fagforening, men det eneste, der reelt kan vinde, er en organiseret arbejderklasse. Den dobbelte opbakning fra medlemmer af begge de to store partier, inklusiv USA’s præsident og prominente republikanere, gjorde intet for kampagnen. Fagbevægelsen bygger fortsat på en strategi, hvor man dyrker kontakten til disse forrædere af arbejderklassen i håbet om at få ”en plads ved bordet” eller at vende udviklingen i deres favør. Bessemer bør begrave dette perspektiv.

 

Fagbevægelsen er moden til forandringer

Organiseringsbestræbelserne i Bessemer er det seneste udtryk for en voksende klassebevidsthed, som ofte bliver overset. Samtidig ser vi en række dramatiske eksempler på en tiltagende reaktion på kapitalismens kriser: I 2014 fremvæksten af Black Lives Matter og Folkets Klimamarch, i 2017 kvindemarchen, i 2018 lærernes strejke og succesrige græsrodsaktioner mod regeringens deportationer og i 2020 opstanden efter mordet på George Floyd. Groft sagt har fagbevægelsen holdt sig ude af disse massebevægelser. Selv lærernes strejke blev kun taget op af fagforeningstoppen, fordi menige medlemmer pressede energisk på og nægtede at indstille kampen.

 

For virkelig at høste sejre i denne periode må arbejdere positionere sig selv og deres organisationer i forreste række i alle disse kampe mod kapitalistisk undertrykkelse. Det betyder at udvikle et program og en strategi, som er i stand til koordinere ikke bare landsdækkende organiseringskampagner, men også at komme med en vision for et andet samfund, som tilfredsstiller grundlæggende behov og bekæmper undertrykkelse.

 

Betydningen af Bessemer i denne ligning er ikke begrænset til det arbejde, der bliver gjort på en enkelt arbejdsplads. I stedet afspejler denne kampagne, at et lag af arbejdere på gulvet har travlt med at opbygge klassekamps-organisationer. Det er disse folk, som aktivt skaber kontakt til lokale arbejdspladsklubber, organiserer kollektive sygemeldinger, arbejd-langsomt-aktioner og endda vilde strejker; og som generelt når til den konklusion, at fagforeninger er en nødvendighed – disse aktivister udgør den objektive avantgarde i arbejderklassen. Alle øjne er på disse unavngivne tusinder, der hver dag stempler ind og ud og er sprængfyldt med kampgejst.

 

Det er op til fagforeningerne – det vil sige de 14,3 millioner organiserede arbejdere i USA – at sætte disse tilsyneladende adskilte dele sammen. AFL-CIO har muligheden for at blive en landsdækkende platform mod alle de mekanismer, der skaber udbytning og undertrykkelse i det kapitalistiske samfund. Sagt mere direkte, så understreger det seneste nederlag på BHM1, hvor nødvendigt det er at tage organiseringen fra arbejder til arbejder alvorligt, at koordinere ud over den enkelte arbejdsplads og at udstikke politisk funderede strategier

 

Nogle politiske konklusioner på organiseringskampagnen hos Amazon

Kapitalismens objektive kriser skaber periodiske kampe. Selv om kampagnen på BHM1 ikke vandt retten til en fagforening, så er forsøget på at organisere et helt Amazon-varelager uden sidestykke i USA. Der er nu bevis for, at selv efter en kampagne, hvor mange millioner bliver brugt til at bekæmpe fagforeningen, så stemte hundreder af ansatte for en fagforening. Disse stærke grupper af ansatte, som går ind for faglig organisering, eksisterer på alle arbejdspladser. Opgaven i denne periode er at omdanne disse kræfter fra passive støtter til aktive frontkæmpere for en venstreorienteret klassekampslinje inden for fagbevægelsen. Det vil kræve, at aktivister, socialister og revolutionære har en klar strategi for at ”gå” til masserne, blive en aktiv del af organiseringskampagner og lede kampe som græsrods-organizere.

 

Med dette perspektiv har den næste Amazon-kampagne potentialet til ikke bare at blive en succes, men også at være en del af et generelt skridt fremad for hele arbejderbevægelsen. Læren fra Bessemer må være at forstå faren ved at begrænse aktiviteterne til enkelte arbejdspladser, og svagheden ved isolerede kampagner. For at fastholde den bredere vision for, hvad der må gøres, må arbejderbevægelsen, og især dens ledelse, udvide sit sigte og sine organisationer til et landsdækkende og endda et internationalt niveau.

 

12. april 2021

 

Oversat og forkortet fra socialistresurgence af Åge Skovrind

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com