At søge om asyl kan føre til kriminalisering, frihedsberøvelse og at miste retten til at leve som et værdigt menneske - sådan er situationen for afviste asylansøgere i Mette Frederiksens regeringstid. En rapport fra Refugees Welcome går i dybden og fortæller, hvor slemt det står til - men viser også, at der er alternativer til den politisk dikterede elendighed.

af Arne Lund

Slå intet søm i væggen,

smid frakken på stolen!

Hvorfor tænke fire dage frem?

I morgen sender Danmark dig hjem.

 

Brecht vil nok tilgive, at jeg har ændret sidste linjes “Du vender hjem i morgen.”

 

Når selv en avis som Information skriver om kriminelle udlændinge – uden brug af anførselstegn – så er der noget galt med opfattelsen af de afviste asylansøgere på Kærshovedgård. Var de kriminelle, så sad de vel i fængsel, og så kunne de ikke færdes frit omkring.

 

Det er derfor brug for at tydeliggøre begreberne, og det bidrager en ny rapport fra Refugees Welcome med, forfattet af foreningens formand, den flittige og engagerede Michala Clante Bentzen: En fast hånd i ryggen – om afviste asylansøgere og hjemrejse.

 

Titlen refererer til Mattias Tesfaye, der ved indvielsen af Hjemrejsestyrelsen sagde, at “styrelsen skal give de afviste asylansøger en fast hånd i ryggen mod lufthavnen.”En mere diplomatisk variant af hans udsagn på et tidligere samråd: “Jeg er stor tilhænger af pisk til dem, som ikke samarbejder med myndighederne.” Så er niveauet lagt.

 

Rapporten gør rede for, hvem de afviste asylansøgere er, hvor de kommer fra, og hvorfor de ikke kan udvises. Endelig – længe været savnet i debatten – oplistes alternativer til den inhumane opbevaring og kriminalisering af de afviste asylansøgere. Da der i de senere år er udsendt en del rapporter om asylansøgernes forhold, så vil denne artikel i stedet se på de afviste asylansøgeres påståede kriminalitet, samt på alternativerne til den førte politik.

 

I snart 40 år har den danske strategi overfor afviste asylansøgere baseret sig på en teori om, at hvis deres levevilkår er dårlige nok, så rejser de hjem frivilligt. Gives der ophold, tiltrækker det blot endnu flere asylansøgere. Det er der intet belæg for, og det eneste, der er kommet ud af det, er tusindvis af ødelagte liv og spildte skattekroner.

 

Afviste asylansøgere på Kærshovedgård blandes med asylansøgere, der er dømt for vidt forskellige forhold – lige fra at være hashvagt på Christiania til forsøg på at dræbe Kurt Westergård – og så folk på tålt ophold (der vurderes at udgøre en trussel for statens sikkerhed, fx terrordømte og såkaldte fremmedkrigere.)

 

For at komme ind i Danmark er smuglere og falske papirer ofte nødvendige. Hvis man ikke straks ved ankomsten siger “Jeg søger om asyl, og mit pas er falsk”, risikerer man at starte sit ophold med en dom på 40 dage for dokumentfalsk. Sker det gentagne gange, at afviste asylansøgere ikke overholder meldepligten, kan det udløse en dom på 2-4 måneders fængsel, og så er man kriminel. Mere skal der ikke til i det lille land, med det store hjerte, hvor lovlydige mennesker, der gør brug af deres universelle ret til at søge om beskyttelse, tvinges ind i en illegal og kriminel tilværelse.

 

Antallet af nyankomne asylansøgere er gennem årene gået op og ned og toppede i 2015 med 21.300 personer. I dag er tallet det laveste nogensinde, nemlig ca. 1.550, hvoraf ca. 25 procent havde opholdstilladelse som familiesammenført. Indtil for få år siden modtog vi én flygtning, mens Sverige og Tyskland modtog 6 hver.

 

I august 2020 var der 1.072 afviste asylansøgere. Heraf har 350 siddet til udvisning i over 3 år, og 37 – heraf 5 børn. – i over 10 år. Den længst siddende i 27 år. De afviste asylansøgere kommer fra 68 lande, flest fra Iran (372) og Irak (104).

 

For de 653 beboere, der boede på Kærshovedgård i perioden fra marts 2016 til september 2019, var 74 udrejst eller udsendt – 78 havde fået opholdstilladelse – 26 opholdt sig i et andet center, og 419 var gået under jorden, enten her i landet eller i et andet EU-land, oftest Frankrig.

 

Regeringen og Folketingets flertal søger gennem ubehagelige motivationsfremmende foranstaltninger at få de afviste asylansøgere til at rejse hjem. Det har man forsøgt siden 80’erne, og med ringe resultat

 

Der er mange årsager til, at en afvist asylansøger ikke kan sendes tilbage til oprindelseslandet, hvor frygten for at blive fængslet, underkastet tortur eller blive udsat for repressalier, er den hyppigste årsag. Der er talrige tilfælde, hvor asylansøgere forsvinder, efter at de er kommet hjem. Hvor mange vides ikke, for ingen af de lande, der sender asylansøgere retur, ønsker at kende konsekvenserne af deres handlinger.

 

Ingen afvist asylansøger kan vende uset tilbage. Alene det at blive eskorteret hjem af danske betjente er i sig selv mistænkeligt, og vedkommende vil ved ankomsten blive forhørt om, hvorfor han/hun flygtede. I mange lande er det at flygte unationalt, illoyalt og er ofte strafbart.

 

“Udrejsecentrene tillader Danmark at nægte at tage ansvar for dem, der ikke kan sendes tilbage,” siger migrationsforskeren Annika Lindberg, Københavns Universitet.

 

Dansk Flygtningehjælp (og politiet) har ingen fidus til, at de motivationsfremmende foranstaltninger virker. “Der vil altid være nogle få, der rejser, men for de fleste kan foranstaltninger bidrage til apati, modvilje og fastlåshed,” siger Eva Singer, leder af Flygtningehjælpens asylafdeling

 

Må en stat behandle mennesker, så de bliver syge, deres værdighed nedbrydes og behandle dem som kriminelle, selvom de intet har gjort? Ja, ifølge international lov har stater vide beføjelser, når det gælder om at begrænse adgangen til deres land.

 

Andre EU-lande vælger at behandle de afviste asylansøgere mere humant, end vi gør. Retsforbeholdet giver os frihed til selv at bestemme vores egen asyl- og udlændingepolitik Vi kunne føre en mere progressiv politik, men et befolkningsflertal ønsker en hård kurs, langt værre end EU’s gennemsnit.

 

Vi er dog fortsat bundet af FN-konventionen om flygtninges rettigheder, som vi har ratificeret, og som EU’s regler bygger på. I praksis lader vi, som om det ikke er tilfældet, og er indtil nu sluppet godt fra det. Besynderligt, at den venstrefløj, der fastholder retsforbeholdet, tier. Det var nok ikke lige det, man havde forestillet sig, at retsforbeholdet ville føre til. En fordelingsnøgle i EU ville give bedre mening, end at skubbe flygtninge rundt ved hjælp af Dublin-forordningen og nationale stramninger, men også denne ordning er dele af den hjemlige venstrefløj imod.

 

Vi sender gerne flere penge til Frontex, og vi vil ikke tage imod de flygtninge, som danske skibe samler op i fx Middelhavet. Med regeringens plan om modtagecentre i fx Rwanda bevæger vi os endnu længere væk fra en fælles EU-løsning.

 

Sverige har givet asyl til 5-10 gange så mange som Danmark. Humanitære hensyn anerkendes i højere grad, og afviste asylansøgere kan søge om opholdstilladelse, hvis de har en arbejdskontrakt. Det er lettere at få lov til at bo privat under asylproceduren. Folk uden opholdstilladelse har fx adgang til sundhed og skole, og har man fået asyl, kan man få statsborgerskab efter 4 år. Her i landet kræver det normalt, at man har haft 9 års uafbrudt ophold i Danmark og i øvrigt opfylder en række stramme betingelser. Mange får det aldrig.

 

Tyskland giver midlertidig opholdstilladelse med begrænsede rettigheder til afviste asylansøgere, der ikke kan sendes tilbage. De kan tage kurser og uddannelse, søge om arbejdstilladelse og modtager (lave) ydelser. Alle med midlertidigt ophold får permanent ophold efter 5. år

 

I Frankrig er asylansøgere, der har boet i landet i ti år, og er gift med en fransk statsborger, eller er forældre til en fransk statsborger, eller har opholdt sig i landet i 20 år, eller ankom til landet før det 13. år – beskyttet mod udvisning. Amnesti gives migranter med skolesøgende børn, eller migranter med arbejdskontrakter, og familiesammenføringsreglerne er lempelige.

 

Spanien og Portugal er de lande, hvor det er lettest at få statsborgerskab. Med mellemrum gives der amnesti til dem, der har opholdt sig længe i landet og kan forsørge sig selv.

 

Nøgleordene er en pragmatisk tilgang med troværdig, tillidsfuld rådgivning og sagsbehandling, der skal gøre asylansøgeren egnet til at leve her i landet. Enten permanent, eller når forholdene i hjem landet er så sikre, at ansøgeren af egen drift kan rejse tilbage.

 

Afviste asylansøgninger skal kunne genoptages efter fx tre år for at genvurdere forholdene i hjemlandet. (Bindende vurderinger af sikkerheden i hjemlandene foretages af FN, Human Rights Watch, Amnesty el. lign. – ikke af de enkelte lande). Amnesti kan tildeles afviste asylansøgere efter fx fransk forbillede.

 

Har de afviste asylansøgere lært sig dansk, fået en vennekreds, måske stiftet familie, da bør dette gøre det lettere at opnå permanent opholdstilladelse. Også her kan vi lære af, hvordan andre EU-lande giver bedre muligheder for dem, der selv gør en indsats.

 

Der skal tilbydes sprogundervisning udenfor udrejsecentrene, evt. med privat indkvartering, eller i mini-centre med tilknyttet personale. Fængsling af asylansøgere ophører. Europarådet har udgivet en håndbog med alternativer til frihedsberøvelse, som opremser muligheder for at holde kontakten med udlændingene uden at spærre dem inde. Afgørende er det at give folk incitamenter og handlemuligheder frem for rå magtudøvelse.

 

I en række lande er der mulighed for, at privatpersoner eller en organisation påtager sig ansvaret for en flygtning, fx integration, en del af forsørgelsen og at finde en bolig.

 

Med de stramninger i asylpolitikken, der er sket i de senere år, så bliver systemet mere og mere absurd, grænsende til det idiotiske. Hvorfor investere i integrationsprogrammer til nyankomne, lære dem dansk og få et job eller tage en uddannelse – og så inddrage opholdstilladelsen og tvinge dem til at rejse hjem eller bo i et udrejsecenter. Den syriske gymnasieelev, der måtte afbryde sin uddannelse få måneder inden eksamen, viser hvor langt ud, befolknings- og folketingsflertallet har drevet galskaben – når nu vi står og mangler arbejdskraft her i landet.

 

Årsagen til asylpolitikkens fiasko er mangel på forståelse for, hvordan asylansøgere tænker og reagerer, og hvilke forhold, de er flygtet fra. Asylsystemet hviler på forkerte præmisser og er skabt ud fra politikeres mavefornemmelser frem for erfaringer og fakta.

 

Det kan aldrig være et mål at slippe for flygtninge, som Tesfaye erklærer. Der er tale om et globalt ansvar, og et rigt land som vores har råd til at tage flere asylansøgere, end vores størrelse og økonomi tilsiger.

 

Rapporten En fast hånd i ryggen i ryggen (140 sider) kan bestilles fra Refugees Welcome her

Se også vores omtale af den tidligere rapport Velbegrundet frygt

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com