Miljøjournalist og landmand Kjeld Hansen advarer i en ny bog om, hvad der kan ske, hvis vi fortsat lukker øjnene for, at de 13 millioner svin kan udløse den næste corona-pandemi.

af Arne Lund

Miljøjournalist og landmand Kjeld Hansen advarer i en ny bog om, hvad der kan ske, hvis vi fortsat lukker øjnene for, at de 13 millioner svin kan udløse den næste corona-pandemi.

 

Midt i al den elendighed, som Coronaen bragte med sig, så har den dog alligevel været nyttig. Dels har den vist, hvor vigtig det er at have et velfungerende beredskab, der kan sættes ind i tilfælde af akut opståede begivenheder, der, som her, truer menneskers sundhed, og vigtige samfunds-funktioner. Covid-19 afslørede, at ikke én nation havde sit beredskab i orden.

 

Dernæst så rettede coronaen fokus på den tikkende bombe, som minkfarme og det animalske landbrug udgør som superspredere af smitsomme vira. Minkindustriens sammenbrud har vist, hvor sårbar det animalske landbrug er over for zoonoser – smitte overført fra dyr til dyr eller fra dyr til mennesker.

 

Og her er dansk landbrug særlig udsat på grund af de store koncentrationer af industridyr. Store forsamlinger af genetisk ensartede husdyr avles under forhold, der kan udvikle zoonoser, vira og med potentiale for, at pandemier kan opstå.

 

Om dette har miljøjournalisten og landmanden Kjeld Hansen skrevet en faktaspækket bog – Velkommen til fremtidens landbrug, der anklager landbrugslobbyen og følgagtige beslutningstagere for at fastholde et forældet produktionssystem, der nok giver arbejde til 200.000 ansatte, og billigt flæsk til forbrugerne, men også belaster natur og klima i uacceptabel grad.

 

Bogen sammenstiller landbrugslobbyens indflydelse på globaliseringen, dens krav om deregulering, og modviljen mod at bidrage til at løse klimakrisens udfordringer. En ordentlig mundfuld, javist, men researchen er i orden, sådan som det jo er Kjeld Hansens ”adelsmærke” Han lader ikke sin læser i tvivl om, hvilket mareridt det i værste fald kan udvikle sig til, hvis den smittespredning, der opstod i minkbesætningerne, skulle opstå blandt de 13 mio. danske svin.

 

Han efterlyser beredskabsplaner i tilfælde af større smitsomme udbrud i svinebesætningerne. Hertil svarede daværende fødevareminister Mogens Jensen i Politiken den 29. april 2020, at “den slags er utænkeligt på grund af det meget høje danske beskyttelsesniveau.”

 

Mogens Jensen ser bort fra, at i 2009 dræbte den globale svineinfluenza en halv milliard mennesker, og at en mild form for MRSA har ramt flere tusinde danske svinebønder. Endnu kan MRSA slås ned med antibiotika. Som andre vira kan den mutere til noget, vores immunforsvar ikke kan genkende. I Norge er MRSA næsten ukendt. Her slås hele besætningen, inkl. avlsdyr ned, så snart smitte er konstateret i én besætning.

 

At landbrugslobbyen frygter MRSA så man, da de og Fødevarestyrelsen for nogle år siden rejste sigtelse mod to journalister, der havde offentliggjort adresser på gårde med smittede besætninger.

 

Kjeld Hansen er ikke ene om at være bekymret. I Dansk Veterinærtidsskrift 1/2021 skrev virolog, professor Lars Erik Larsen, ”at den næste pandemi helt sikkert vil komme fra svineindustrien.”

 

Alvoren er ikke til at tage fejl af i FN’s rapport: ”At antibiotikaresistens anses for at være én af frem-tidens allerværste trusler mod den globale folkesundhed …på højde med coronaen.”

 

Ét af de første steder, hvor coronaen slog til her i landet, var på slagterierne i Ringsted og Randers, Et fugtigt, indelukket arbejdsmiljø, hvor ubeskyttede slagteriarbejdere sled med hårde akkorder – og udenfor arbejdstid boede sammen i beklumrede mandskabsbarakker. Bedre blev det ikke af, at en del af dem kom fra Østeuropa, hvorfra de uden test kunne rejse ind landet, når de havde været hjemme på ferie.

 

Globalisering og pandemi

Coronaen afslørede også, at vi har fortrængt al viden om, hvordan epidemier opstår. Videnskaben og kunsten har ellers ikke forsømt nogen lejlighed til at fortælle om det. Vi har en årtusindgammel viden, som ikke bruges, fordi den stiller sig i vejen for vækst, beskæftigelse og hurtig profit.

 

I Den fjerde rytter – 10.000 års epidemihistorie skriver museumsinspektør Jeanette Varberg: “Sygdommes hærgen og succes kan vi takke os selv for. De største og mest omfattende sygdoms-udbrud skyldes det tætte forhold til de dyr, vi opdrætter, slagter og spiser. Samlere og jægere var sjældent bofaste og kom aldrig op på en befolkningstæthed, der gjorde det muligt at opretholde floksygdomme. For over 10.000 år siden begyndte mennesket i Mellemøsten at dyrke jorden og holde husdyr…og indrettede bysamfund, hvor affaldet hobede sig op, og hvor mennesker og dyr boede op ad hinanden. Deres kropssekreter blandede sig med fødevarerne, og gav ideelle betingelser for, at sygdomme kunne opstå. Det skabte samtidig mulighed for produktionsoverskud, som øgede befolkningsstørrelsen og -tætheden, samtidig med, at landsbyerne blev forbundet gennem handel, som muliggjorde, at sygdommene bredte sig over store landområder.”

 

Grundmønstret er fortsat det samme. Det eneste, der har ændret sig, er den hast og det omfang, hvormed det hele sker. Flere zoonoser er kommet til siden, WHO har kendskab til ca. 150 virus-infektioner, fx hundegalskab, ebola, pest, salmonella, borrelia, gul feber, malaria, spoleorm, fugle-influenza osv., og skønner, at 60 procent af infektionssygdommene er zoonotiske i deres oprindelse.

 

Den viden, vi har om de smitsomme sygdomme, anser industrien for en “teknisk handelshindring,” der hæmmer varernes frie bevægelighed af fx avlsdyr, foderstoffer, råvarer mv. Danske landmænd har en milliardeksport af ornesæd til resten af kloden – urenset for virus, har det vist sig i flere tilfælde på grund af dyrlægers sjusk.

 

Globaliseringen bærer sin del af ansvaret for, at coronaen kom til Europa. Den slog først ned i Bergamo i Norditalien. Her ligger de fleste italienske minkfarme, hvor én af direktørerne nylig havde været på forretningsrejse i Kina..

 

Følgagtighed

Beslutningstagernes følgagtighed overfor landbruget er ikke ny. Hyppigt dokumenteres, hvor slemt det står til. Statsrevisorerne kunne for nylig berette om, hvordan en del landmænd siden 2005 har snydt sig til ulovlige EU-tilskud. Skulle EU forlange pengene tilbagebetalt, så vil det ikke være de pågældende landmænd, der må til lommerne, men derimod skatteyderne..

 

Kjeld Hansen har flere eksempler på, hvor slemt det står til. I 2008 MRSA-testede Statens Seruminstitut 770 svineproducenter, der var til kongres. Initiativet kom fra svinebønderne, der betalte for testen, mod at få ejendomsret til resultaterne og fuld anonymitet.

 

Regeringen nedsatte i 2020 “Forum for genstart af dansk eksport” for at få gang i erhvervslivet igen. Formand for fødevaregruppen var chefen for Danish Crown, Jais Valeur.

 

I finanslov for 2022 – “den grønneste nogensinde” – afsættes 250 mio kr. til nye svinestalde, der vil forøge antallet af svin med ca. 1,1 mio. dyr. Og skulle det knibe, så står Danish Crown parat til at lånefinansiere yderligere staldbyggeri. Om dét er udtryk for den “virkeliggjorte nordiske socialisme”, som en forfatter skrev for nylig, overlades til læserens skøn.

 

Kommunerne er magtesløse overfor de stedse større svinefabrikker. Hensynet til lokal natur og naboer fejes af bordet med henvisning til svinelandbrugets vækstpotentiale. Men fortvivl ikke: Miljøminister Lea Wermelin er gået i krig mod 19 havbrug, der ikke har deres placeringstilladelser i orden, og som udleder tungmetaller i massevis. Lidt har vel også ret.

 

Nyt er det ikke, at svinebønderne dagligt smider 26.000 døde smågrise på møddingen. Hvad jeg derimod ikke vidste er, at der forskes i at udvikle søer med op til 20 patter, mod de nuværende 14. Så kan der produceres flere smågrise i hvert kuld, og uden at smågrisene dør af sult i den første levetid, fordi grisemor ikke har patter nok. Naturen – det billige skidt, tænker mange bønder – er til for at blive lavet om på, så vi kan tjene lidt ekstra.

 

“Love Pork”

Smarte landmænd bøjer sig ikke for naturens luner, og derfor har vi her i landet langt flere svin end i andre lande – 215 svin pr. indbygger, mod hollændernes 70. Danskerne er blandt klodens mest kødspisende, om end mængden i de senere år er gået ned. Især blandt yngre, der bekymrer sig om dyrevelfærd, og det animalske landbrugs udbytning af ressourcer og klimabelastning.

 

Også her går Kjeld Hansen i dybden, og dokumenterer med data udviklingen, samt at det faldende kødforbrug får landbrugslobbyen til at iværksætte kampagner rettet mod de unge – “Love Pork” – hvilket viser, at man ikke fatter, hvad det er, de unge siger. Og ej heller forstår, hvilken betydning det store kødforbrug har for bl.a. udviklingen i fedme og diabetes 2.

 

Et dysfunktionelt landbrug har fået et helt land stillet til rådighed, til dyrkning af dyrefoder, der kan ernære 15 mio. mennesker, mens en tilsvarende dyrkning af vegetabilier på det samme areal vil kunne ernære ca. 80 mio. mennesker.

 

Alligevel påstår landbrugslobbyen, at den er med til at mætte klodens sultne befolkning. En hul påstand al den stund, at danske landbrugsprodukter er 15-20 procent dyrere end lokale, og at kun de velstillede har råd til at sætte gaflen i en dansk kotelet.

 

De positive tendenser

Alt er dog ikke elendighed hos Kjeld Hansen. Knap halvdelen af bogen handler om fremtidens landbrug, og her er der flere ting at se frem til. Dels at stedse flere landmænd har forstået nødven-digheden af at omstille til økologi og dyrkning af afgrøder, der ikke belaster jorden. Som fx Thise Mejeris landmænd, der fodrer køerne med græsproteiner i stedet for soja fra Brasilien.

 

Landbruget skal bidrage til at løse klimakrisen, ikke forværre den, sådan som det sker i dag. Den udfordring har en del landmænd taget op. Nogle undlader at pløje markerne – det holder på det frugtbare muldlag og hindrer erosion. Andre varierer sædskiftet, rejser skove, etablerer dyrkningsfri bræmmer langs vandløb. Og hvis ellers regeringen og landmændene kan blive enige, skal et areal på størrelse med Fyn tages ud af drift og mere eller mindre omdannes til beskyttet natur.

 

På den måde kan vi slippe for monokulturelle ørkner med rapsmarker, så langt øjet rækker. Vi kan få en rigere og mere varieret natur med levende hegn, flere vådområder, flere fugle, insekter og store græssende dyr.

 

Alt dette kræver et pres fra de grønne organisationer, ildsjæle og de politiske partier, der, indtil nu, ikke har fortalt, hvordan de vil afvikle størstedelen af det animalske landbrug. Lær af Holland, der er i gang med at reducere svineproduktionen med ti procent, og som giver tilskud til landmænd, der “dyrker” naturindholdet på deres marker.

 

De rød-grønne partier er tavse med hensyn til, hvilke job der skal udfases og erstattes – af hvad? Her er et bud: Danske Havne satser på storstilede off shoreprojekter (vindmøller, energiøer mv.), der kan beskæftige ca. 80.000 i årene, der kommer.

 

Engang foreslog Enhedslisten at fjerne momsen på frugt og grønt. Siden regeringen afviste en oksekødsafgift har de rød-grønne også her været underligt tavse. Der er brug for modige, gennemtænkte forslag, der fremmer alternativer til kød – for sådanne findes: I dag fremstilles plantekød i laboratorietanke baseret på vand, bakterier og fx hestebønner. Kødspisere siger, de ikke smage forskel, men man kan naturligvis også bare holde sig til grønt, frugt, nødder og korn, hvor der fortsat er utallige muligheder.

 

Det engelske lægetidsskrift The Lancet har sammen med 37 ernærings- og klimaforskere udsendt et notat om, hvordan man sammensætter en bæredygtig, klimavenlig kost.

 

Fremtidens landbrug er både for viderekomne og for den nye læser. Den håndterer ofte komplicerede forløb og processer på en letforståelig måde i et klart sprog. Det eneste, jeg savner, er et stikordsregister.

 

 

Kjeld Hansen: Velkommen til fremtidens landbrug. Gads Forlag, 2021. 224 sider. Pris 180 kr.

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com