Tusindvis af tyskere står på de højreradikales dødslister. Formålet er at lukke munden på dem, der enten vil fremme et mangfoldigt og tolerant samfund, og/eller bekæmpe de højreradikales terror. Takket være myndighedernes halvhjertede indsats har de højreradikale let spil.

af Arne Lund

Foto: Forside af bogen, som er udgivet sammen med rapporten om dødslisterne. Kan bestilles her.

 

Kort efter Anden Verdenskrig dukkede de første dødslister op på den yderste tyske højrefløj. Forfattet af tidligere værnemagts- og SS-officerer i det paramilitære Bund Deutscher Jugend og undergruppen Technischer Dienst, der tog sig af efterretnings- og terroraktiviteter. Grupperne ville bl.a. likvidere kommunister og socialdemokrater for at fremkalde Dag X – samfundets sammenbrud, der skulle bane vejen for et højrekup. De to grupper indgik i CIA’s Stay Behind-netværk, der, i tilfælde af en russisk invasion, udgjorde en del af en undergrundshær. Da de to grupper begyndte at træne partisaner, blev de forbudt i 1953.

 

Dette afholdt dog ikke de højreradikale i at fortsætte aktiviteterne i 70’erne, nu som bevæbnede ”kampsportsgrupper,” hierarkisk opbygget, og med det klare mål at ville ramme modstanderne korporligt, omstyrte det forhadte demokrati og fremkalde Dag X. De fleste grupper opdages, kommer for retten, der forbyder grupperne – hvorefter nye grupper opstår igen og igen.

 

Tilslutningen til grupperne er gået op og ned, men den stigende tilstedeværelse i Tyskland af flygtninge og indvandrere har boostet mobiliseringen til det yderste højre. Fra omkring 2000 har internettet og sociale medier som Telegram, WhatsApp, Messenger og nettets mørke afkroge gjort rekruttering og kommunikation langt lettere.

 

Højreradikale er ferme til at udnytte it-teknologien. Snart vil det nyeste – det israelsk udviklede Pegasus-system, blive taget i brug. Systemet skaffer sig adgang til mobilen via en SMS og kan aflæse krypterede meddelelser samt gps-lokaliteten. I Ungarn bruger myndighederne det til at belure kritiske journalister, og i Mexico hjælper det narkokartellerne til at ramme modstandere.

 

Skræmmer folk fra politisk engagement

Højreradikale, selverklærede Anti-Antifa-grupper, vaccinemodstandere m.fl. kan trygt sidde hjemme og sammensætte lokale dødslister over dem, de vil likvidere. Forbundsregeringen har kendskab til 20 dødslister, men det er et mørketal. Tallet er langt højere.

 

Dødslisterne virker. Ved at lække dem skræmmes engagerede borgere, progressive politikere m.fl., der frygter for egen eller familiens sikkerhed. Enten tier de, eller også forlader de politik, for ”måske er jeg den næste, der rammes.”

 

På listerne står politikere fra de fleste partier, journalister, forskere, feminister, kunstnere, homoseksuelle, socialarbejdere, præster mv. En tredjedel har ikke-vestlig baggrund.

 

I 2020 har ca. 1.900 borgere – heraf ca. 20 procent børn og unge – været udsat for højreradikal terror. Ni er blevet dræbt på grund af etnicitet, og to fordi de var homoseksuelle. (Siden 1971 har højre-radikale begået ca. 2.450 brandattentater og myrdet omkring 350 personer.)

 

For at afdække problemets omfang og de højreradikales metoder har journalistgruppen Correctiv sammen med 11 lokalaviser udsendt rapporten Menschen – Im Fadenkreuz des rechten Terrors (Mennesker i de højreradikales sigtekorn)

 

Det skønnes, at der er ca. 13.000 – en fordobling siden 2015 – voldsparate højreradikale, og at ca. 500 bevæbnede er gået under jorden, efter at de blevet dømt for deres aktiviteter.

 

De højreradikale kunne ikke eksistere, hvis ikke der var et miljø, hvorfra de kunne hente såvel ideologisk næring som logistisk støtte. Det er som at se på et gennemskåret løg. Inderst er der en kerne (de aktive), udenom sympatisører, ideologisk forbundne partier (AfD) og organisationer.

 

Hadtale bagatelliseres

Den norske journalist Åsne Seierstad skriver i “En af os” om Anders Behring Breivik, at han trådte sine ideologiske barnesko i Fremskrittspartiet. Det er derfor ikke nok at tage et opgør med de højreradikale. Opgøret må også omfatte de partier, der omtaler indvandrere og flygtninge som “kræftknuder” og på Facebook klager over, at Anders Behring “ikke fik gjort arbejdet færdigt, og skriver om “befolkningsudskiftning” og “vesterlandenes undergang.”

 

Højrefløjens hadtale bagatelliseres og gøres til et spørgsmål om forskellige holdninger, som enhver jo har ret til. Det politiske og befolkningsmæssige flertal vil ikke anerkende, at det ikke er legitimt at advokere for had og eliminering af visse befolkningsgrupper. I Sverige er der en lov mod “folkhets”, der hjælper til at ramme de værste ytringer. Her i landet blev blasfemiparagraffen ophævet i 2017 – med venstrefløjens stemmer!

 

Havde Nationalsozialistischen Untergrund (NSU) været ensomme ulve, da havde de ikke kunnet operere i 13 år. Uden et stort netværk og medvidere i politiet ville de for længst være blevet stoppet. Det blev de først efter 9 mord, 43 mordforsøg, flere sprængstofattentater og røverier.

 

I dag er NSU rollemodel for nye højreradikale grupper, med et budskab, der ikke til at misforstå: Handling i stedet for ord – små celler, der agerer førerløst – adgang til et organiseret netværk.

 

Også i jakkesæt

De højreradikale er ikke kun skinheads i store støvler. Det er også tilforladeligt udseende borgere i jakkesæt, eller i småflippet fritidstøj. De findes overalt, også i alternative miljøer. AfD’s gruppeforkvinde i Forbundsdagen, Alice Weidel, er lesbisk. De er ikke kun kødædende macho’er, en del er veganere eller økologer. Her er ikke langt fra drømmen om det rene samfundslegeme, befriet for fremmed forurening (jøder, muslimer m.fl.) til den rene krop – fri for sprøjtegifte. kemikalier osv.

 

De heil’er ikke, taler hellere om en “konservativ revolution” og udveksler ideer og visioner om det fremtidige samfund i tænketanken Institut für Staatspolitik. De skriver (også) i aviserne om kunst, filosofi, og om etnopluralisme i stedet for om race. De taler ikke om at smide “de fremmede” ud, men om re-migration – det lyder pænere. Således har fx De Identitære haft held til at gøre hadet stuerent, og vinde borgerligt sindede mennesker for deres sag.

 

Stadig er der “borgerværn”, rocker- og hooliganklubber, hvorfra nye medlemmer rekrutteres til de brutale aktiviteter. Først og fremmest for at ramme politiske modstandere – og dem er der mange af: Erklærede antifascister, folk med tilknytning til venstrefløjen, men også borgerlige, der har en progressiv holdning til indvandring og flygtninge, forskere, dommere og politikere, børnehavepædagoger, der arbejder med regnbuefamilier, og som har pådraget sig AfD’eres vrede.

 

I de senere år er feminister kommet på listerne, hvilket hænger sammen med det øgede fokus på feminisme som en sammensværgelse mod mændene.

 

Nye persongrupper optages løbende på listerne, senest læger, virologer, forskere mv. – alle de, der gør sig til talspersoner for coronavaccinationer og for de restriktioner, der knytter sig til bekæmpelsen af pandemien.

 

Ofte er det tilfældigt, hvem der kommer på en dødsliste. Et intetnetfirma, der sælger CD’ere og merchandise til punkere, fik sin kundedatabase hacket, og de endte på en dødsliste. Andre lister er uaktuelle, enten fordi folk er døde eller ikke længere er aktive .

 

Også NSU-trioen førte dødslister med ca. 10.000 navne. De folk, de skød, stod dog ikke på listerne. Det var tilfældige borgere med mellemøstlig baggrund, der blev skudt, og uden at der lå nogen planlægning bag. I forbindelse med NSU-drabene, anklagede politiet længe de myrdedes familier for selv af have begået mordene – som led i familiestridigheder.

 

Regionalpolitiker i Kassel og tilhænger af Merkels flygtningepolitik, Walter Lübcke, stod på ny-nazisten Stefan Ernsts nøje udarbejdede dødsliste. På listen stod desuden lokale medlemmer af Mosaisk Trossamfund, journalister, og engagerede borgere

 

Sympatier i politiet

De, der står på dødslisterne, føler sig ofte ladt i stikken af politiet, der ikke oplyser dem om, at de er/kan være i fare. Det er der flere årsager til. Problemet bagatelliseres, affærdiges som polemik eller internet-fantasier. Værre er det, at det også kan skyldes, at der er ansatte i politi og efterretningstjenesterne, der sympatiserer med de højreradikale, hvis de da ikke er aktive i højreradikale netværk.

 

Det gælder fx  Marco G, der administrerede Nordkreuz, hvor 60-70 politifolk var medlemmer. Gruppen planlagde at dræbe politikere, journalister, kunstnere, kritiske medborgere mv. for at fremkalde Dag X. Da politiet ransagede Marco G’s bolig fandt de store mængder våben og ammunition, samt dødslister med 24.000 navne. Politiet mente dog ikke, at dette i sig selv betød, at de, der stod på listerne, var i en konkret faresituation.

 

Regelmæssigt afsløres ansatte i politiet med relationer til eller sympati for det højreradikale miljø. I september 2020 blev 34 politifolk, heraf seks kvinder, suspenderet for at have opbevaret og på WhatsApp delt billeder af Hitler, hagekors, nazivåben- og uniformsgenstande, samt photoshoppe billeder af flygtninge i gaskamre. Betjentene var enten medlemmer af den forbudte Reichsbürger-bevægelse, eller de havde lækket persondata fra politiets computere, eller havde trænet folk fra det højreradikale miljø. Aktionen fandt sted i Nordrhein-Westfalen, der er én af de højreradikales stærkeste bastioner, men det kunne have været hvor som helst i Tyskland.

 

Frankfurter-advokaten Seda Başay-Yıldız, mistede tilliden til politiet, da hendes adresse blev lækket fra politiets computere til det højreradikale miljø. I kølvandet herpå trådte politipræsidenten i Hessen tilbage, fordi han havde ignoreret de hyppige læk, der foruden advokater omfattede kunstnere, politikere, feminister og folk med indvandrerbaggrund. De og deres familie fik tilsendt hademails, dødstrusler – underskrevet NSU 2.0 og signet af en “SS-Oberstumbannführer,” og måtte i perioder have politibeskyttelse.

 

Forbundsdagens udvalg til udredning af NSU-sagen konkluderede i december 2020, at politi og efterretningstjenesten (Verfassungsschutz) samarbejdede med og betale ledende højreradikale for at kunne bruge dem som kilder til overvågning af det højreekstreme miljø. Samt at de højreradikale fik oplysninger fra sympatisører i politi og efterretningstjenesterne om politikere, aktivister og engagerede borgere, der modarbejdede de højreradikale og/eller fx havde en positiv holdning til asylansøgere og indvandrere. NSU-sagen viste desuden, at det højreradikale netværk i politiet, var større end hidtil antaget.

 

Når der i de senere år er blevet afsløret stedse flere ansatte med højreradikale holdninger i politi og militær, skyldes det bl.a., at med Alternativ für Deutschlands fremgang er folk mindre bange for at vise deres højreradikale sympatier.

 

Det har været svært, at få politikere i delstaterne, og i forbundsdagen til at interessere sig for de højreradikale aktiviteter indenfor militær og politi. Kun Die Linke og Die Grüne tager det alvorligt. Indenrigsminister Horst Seehofer, afblæste en undersøgelse af racisme i politiet – uagtet, at der havde været flere hændelser, hvor fok med indvandrerbaggrund var blevet brutalt behandlet. Seehofer mente, at man skulle se det mere bredt i samfundet som helhed.

 

Tidligere kunne dødslister ustraffet cirkulere i det skjulte, men i dag, hvor megen kommunikation foregår på nettet og på de sociale medier, da har myndighederne langt bedre muligheder for at gribe ind, og stoppe de ansvarlige.

 

Selvom der er sket lovændringer for at beskytte ofrene, så tvivler eksperter dog på, at dette er nok. Fx indeholder de nye love ikke en pligt til at underrette de, der står på listerne – det må folk selv finde ud af, og det viser, at problemet ikke tages alvorligt. Og nok er der i Tyskland indført skær-pede bøder for hadtale og chikane på nettet, men det retter sig mod tech-selskaberne, ikke mod de, der poster hadet.

 

Beskyttelse nu!

Efter drabet på Walter Lübcke er der ingen undskyldning for ikke at gribe ind, for mordet viste, at når man først er kommet på en dødsliste, så er der ikke tale om tomme trusler, så kan der være kort fra ord til handling. Så snart myndighederne erfarer, at en borger står på en dødsliste, da skal der straks gribes ind, dels med støtte/beskyttelse – i givet fald en sikker bolig, – samt en politiindsats mod den eller dem, der har lavet dødslisten.

 

I et land, hvor så mange udsættes for trusler fra det højreradikale miljø, er der brug for rådgivning, støtte og evt. beskyttelse, så “ofrene” fortsat kan opretholde en almindelig hverdag. I fx Stuttgart er oprettet “Leuchtlinie” – et rådgivningscenter, der understøtter dem, der er ramt af racistisk eller anti-semitisk had på de sociale medier, eller som er blevet truet. Leuchtlinie støtter ofrene overfor myndigheder, i retssager mv. Med tiden har rådgivningscentre opnået støttemidler fra delstaterne, der bruger rådgivningscentrene til faglig sparring med henblik på forebyggelse.

 

Også her i landet er der brug for en langt mere aktiv støtte til dem, der rammes af højreradikales had og chikaner. Inspiration kan hentes hos Verbandes der Beratungsstellen für Betroffene rechter, rassistischer und antisemitischer Gewalt.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com