Da general al-Burhane gennemførte sit kup, havde han regnet med en svag mobilisering og et hurtigt tempotab. Dette er langt fra tilfældet, og hans opbakning inde i landet er meget begrænset.

Støttet af krigsherrer og fundamentalister
Under ledelse af premierminister Abdallah Hamdok forhandlede den overgangsregering, der blev dannet efter revolutionen, en fredsaftale med væbnede grupper i Juba. Som et resultat heraf blev Mini Minawi, leder af en fraktion af Sudans Befrielseshær, udnævnt til guvernør i Darfur, og Djibril Ibrahim, leder af Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen, overtog finansministeriet. Disse to krigsherrer har valgt at alliere sig med deres tidligere fjender i militæret mod civilbefolkningen.

Fredsaftalen og oprørernes deltagelse i overgangsstrukturerne med Hamdok i spidsen har således svækket hans position. Imidlertid afspejler disse to lederes støtte til kuppet ikke holdningen blandt Darfurs befolkning, som det er fremgået af de store demonstrationer i el-Fasher, hovedstaden i delstaten Nord-Darfur, eller i Zalingei, hovedstad i Central-Darfur.

I sidste ende kunne juntaens militær kun stole på tidligere islamistiske tilhængere af Nationalkongressen, al-Bashirs [Sudans diktator frem til 2020, hvor han blev afsat efter en folkelig opstand, o.a.] parti, hvoraf mange er vendt tilbage til deres poster efter at være blevet fordrevet i overgangsperioden. Generalerne har undladt at integrere politiske partier eller personligheder for dermed at udvide deres sociale grundlag.

… og af Egypten og Israel

Internationalt var fordømmelsen af kuppet og den efterfølgende undertrykkelse enstemmig i Vesten, den Afrikanske Union og den Arabiske Liga. De sudanesiske generalers vigtigste støtter, Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, har officielt erklæret, at de går ind for at vende tilbage til en overgangsregering delt mellem militæret og civile. Disse to lande har en stærk økonomisk indflydelse på Sudan.

Kun Egypten optræder åbenlyst som hovedtilhænger af kuppet. Wall Street Journal har afsløret, at dagen før kuppet var al-Burhane på besøg i Kairo. Den sudanesiske ”sag” administreres direkte af de egyptiske sikkerhedstjenester, som foretrækker et diktatur, der skal stabilisere landet. Desuden er Sudan og Egypten modstandere af Etiopiens forvaltning af Renæssancedæmningen ved Nilen (læs mere her).

Den vestlige presse er mere diskret omkring den israelske holdning og med god grund. Landets udenrigsminister nægtede at fordømme kuppet. Få dage efter kuppet tog en israelsk delegation til Khartoum. Årsagen blev givet af en israelsk officer:

”Militæret er den største styrke i landet, og Burhan er dets øverstkommanderende. Begivenhederne mandag [25. oktober] øger derfor sandsynligheden for stabilitet i Sudan […] og øger samtidig chancerne for stærkere bånd til USA, Vesten og Israel i særdeleshed.

Men i modsætning til Egyptens og Israels analyse har juntaens kup ikke bragt den ønskede stabilitet til landet.

En ny manøvre

Juntaen har måttet resignere for at acceptere forslaget fra de vestlige hovedstæder om en tilbagevenden til den tidligere status quo. Dette blev forhandlet af en gruppe sudanesiske mæglere. Hamdok har netop genvundet sin post som premierminister. Internettet, der havde været afbrudt i ugevis, er blevet genoprettet, og nogle af de politiske fanger er blevet løsladt. Denne nye situation afspejler et styrkeforhold, der er ugunstig for juntaen. Den modstand, der har været organiseret i hele landet, har båret frugt. Men at vende tilbage til den tidligere situation er at bevare juntaens dominans over landet. Det er netop, hvad demonstranterne afviser, når de kræver: “Ingen dialog, ingen forhandling, intet partnerskab med hæren”.

28. november 2021