content-picture.php

I takt med at jordens ressourcer udtømmes, og i takt med at højrepopulistiske, korrupte regeringer, der afregulerer miljøbestemmelser og naturbeskyttelse, kommer til magten, er det blevet mere farligt at være miljøaktivist.

af Arne Lund

Siden 2002 er omkring 1.600 miljøaktivister blevet myrdet – en fordobling i perioden. Tallet er et mørketal, for der er talrige drab, der aldrig kommer til offentlighedens kendskab. Normalt forbindes så høje drabstal med krigszoner, men her er der tale om ikke-voldelige miljøaktivister, der beskytter deres jorder, de floder og søer, hvis vand de er afhængig af, eller de skove, hvor de jager de dyr, de lever af.

 

Drabene begås enten af dødspatruljer, gangsterbander, politi eller militær, og beordres udført af mineejere, storbønder, tømmer- og entreprenørfirmaer, eller af staten.

 

Global Wittnes har sammen Guardian kortlagt de mange hændelser. Fælles for dem er, at de sker i lande, hvor korruptionen er udbredt, hvor menneskerettigheder ikke respekteres, og hvor lovgivningen er svag. Kun få af de drab, der begås mod miljøaktivister, opklares.

 

De fleste overgreb finder sted i isolerede områder i Mellem- og Sydamerika, i Afrika, Indien, og Sydøstasien – fjernt fra offentlighedens og mediernes søgelys.

 

I en tidligere artikel “Skattesnyd, hvidvask og miljøforringelser”, blev det belyst, hvordan sorte penge fra de rige lande via skattely i fx. Caribien, blev investeret i rydningen af regnskoven i Amazonas for at give plads til den kvægdrift og soyaproduktion, der ender på vore spiseborde, i burgerbarerne og i danske eksportgrise..

 

Indgrebene i regnskovene og naturområderne er så voldsomme, at de truer de oprindelige beboere med fattigdom og – i værste fald – med udryddelse. Regeringerne i de relevante lande har ringe vilje til at beskytte de truede beboere, hensynet til stærke erhvervslobbyer (især minedrift, landbrug, olie, naturgas og vandkraft), vejer tungere.

 

Enkelte lande er dog begyndt, at blive opmærksomme på det internationale pres, og har fattet, at drabene skader landets renommé. I stedet for dødspatruljer bruges domstolene til at tvinge lokale beboere væk; det ser pænere ud. Nægter de fortsat, så viser de foragt for retten, og er dermed kriminelle. Væk skal de, og væk kommer de – på den ene eller anden måde.

 

I Honduras skulle opføres et dæmningsprojekt, Aqua Zarca, med støtte fra Hollands og Finlands udviklingsfonde. Lokale aktivisters modstand trak projektet i langdrag, og til sidst mistede ejeren tålmodigheden og beordrede drabet på den internationalt kendte miljøaktivist, Berta Cáceres.

 

Drabet gjorde, at Holland og Finland – ret usædvanligt – trak deres investeringer tilbage, samt at regeringen flyttede dæmningsprojektet til en lokalitet, der ikke truede de indianske jorder. I skrivende stund er der fortsat uklarhed om finansieringen.

 

Det generelle billede er dog, at der er tale om en forværring. Værst er det i Filippinerne efter at præsident Duterte overtog magten. I Brasilien har det – bortset fra Lulas regeringstid – altid været slemt, men efter at den højreekstreme præsident Bolsanero vandt valget i år, er forholdene blevet markant forværret. Bolsanero blev bl.a. valgt på, at nu skulle der ske en intensiveret udnyttelse af Amazonas’ rigdomme. Han forlanger iflølge Guardian den 6. august 2019, at “de oprindelige folkeslag må tilpasse sig flertallet eller forsvinde.” Her betyder “forsvinde,” at de enten kan flytte ind til byerne, eller gå til grunde. En del stammefolk vælger det sidste i og med, at de og deres slægt gennem hele deres eksistens har været knyttet til jorden, de lever på. For dem, er jorden hellig.

 

Andre latinamerikanske lande, der scorer højt, er Colombia (især efter “fredsaftalen” med FARC), Guatemala, Mexico, Honduras m.fl.,

 

Begæret efter mineraler og frugtbar jord har i perioder forvandlet Andesbjergene i Peru og Colombia til en krigszone, hvor lokale stammer forsvarer sig mod de amerikansk uddannede sikkerhedsstyrker og dødspatruljer.

 

Ecuador skiller sig ud fra de øvrige lande. Her har indianerstammer haft held til at standse udenlandske selskabers, bl.a. Mærsks, jagt efter olie på deres jorder – bl.a. med støtte af den venstreorienterede regering.

 

Uagtet at Mexico sidste år fik en venstreorienteret præsident, Andrés Obrador, så fortsætter opførelsen af kontroversielle energianlæg og pipelines – på bekostning af lokale stammefolk, der må rette sig efter ønsket om “lavere elektricitetsregninger.”

 

I Afrika går det ikke “kun” ud over miljøaktivister, der vil beskytte deres områder mod især mine- og tømmervirksomhedernes fremfærd. Kendt er Sierra Leones bloddiamanter, samt drab på aktivister, der modsatte sig Shells ødelæggende olieudvinding i Nigeria. I den i Centralafrikanske Republik, DR Congo og Zimbabwe myrder elfenbensjægere vildtfogeder, der bevogter naturreservaterne.

 

Filippinerne, Indien og Myanmar er de værste asiatiske lande, efterfulgt af Cambodja, Iran og Kina.

 

Det er ikke kun jagten på sjældne ressourcer eller frugtbart land, der koster menneskeliv. Selv en så banal ting som sand til byggeindustrien er med. Efterspørgslen er så stor, at der flere steder i verden sker organiseret tyveri af sand fra floder og strande – med store konsekvenser for miljøet.

 

Det manglende strandsand fremmer erosion af kystlinjen – et stort problem for kystnære byer. I Indien, hvor ‘sandmafiaerne’ er meget udbredte, udvindes sandet bl.a. fra flodsenge, hvilket sænker vandstanden. Det gør de beboede områder langs floden sårbare over for tørke. Forståeligt, at de, der er afhængige af flodvandet, sætter sig til modværge, og dét er ikke ufarligt. I Vietnam skal bevæbnede vagter forhindre sandtyveriet.

 

I Europa er miljøaktivister blevet myrdet i Irland, Ukraine og Tyrkiet. Desuden er journalister blevet dræbt på grund af afsløringer om overtrædelse af miljølovgivningen, samt korruption, mafiavirksomhed, skattesnyd og hvidvask.

 

EU har udsendt et interaktivt atlas over klodens ca. 2.300 miljøkonflikter https://ejatlas.org/ omfattende land, vand, energi og udvindingsindustrier med beskrivelse af hver enkelt konflikt.

 

FN’s deklaration for oprindelige folks rettigheder fra 2007 fastsætter, at de har ret til territorier og ressourcer, som de traditionelt har ejet og haft brugsretten til, og de er sikret mod at blive tvunget væk fra deres jorder mv. Ligeledes har de ret til at bestemme, hvad der skal ske med de områder, de bebor og dyrker. Deklarationen er vedtaget af alle medlemslande, men som det fremgår ovenfor, så er der mange, der ignorerer deklarationen.

 

Nok er der sket visse fremskridt i de senere år, dog langtfra nok. For når politikere som Bolsanero, Duterte og Trump kan blive valgt og slippe af sted med at ignorere eller overtræde deklarationen, så er der stadig meget langt igen.

 

FN opfordrer stater, banker og finansielle investorer til at stille samme krav til de relevante lande om at dokumentere, hvilke hensyn de tager til de oprindelige folk, der berøres af virksomhedernes aktiviteter. Helt på samme måde, som der i stigende grad stilles krav om forbud mod børnearbejde, bedre arbejds- og miljøforhold i lavtlønslandenes fabrikker, værksteder og landbrug, og at overholdelsen heraf kan kontrolleres af miljøets vagthunde som Greenpeace, Oxfam, Mellemfolkeligt Samvirke m.fl., fagforeninger og forbrugerorganisationer, ILO m.fl.

 

Indtil nu er det vist kun den hollandske udviklingsbank (FMO), der tager kravet alvorligt. EU-Parlamentet vedtog i 2015 en resolution om, at EU er et marked for produkter, der er fremstillet ansvarligt. Den er dog ikke blevet fulgt op af konkrete tiltag, som fx at lægge pres på de lande, der har drab på miljøaktivister på samvittigheden. Der er spæde forsøg på at regulere importen med tin, guld, tungsten – det er alt!

 

EU vælger i stedet at stole på, at europæiske virksomheder handler ansvarligt, og selv regulerer, hvem de handler med. Hvad denne kontrol er værd, dementerer det engelsk-schweiziske mine- og olieselskab, Glencore, der regnes for én af de værste europæiske investorer i Afrika og Latin-amerika, og som bl.a. anklages for at finansiere dødspatruljer i Colombia.

 

De europæiske landes indsats for et bedre miljø og ordentlige arbejdsforhold omfatter en forpligtelse til at holde styr på de selskaber og finansielle investorer, der opererer i de her nævnte lande. Her i landet har de lokale miljøorganisationer, der kan arbejde uden at risikere liv og lemmer, et ansvar for, at den danske stat, de finansielle institutioner, virksomheder og ikke mindst forbrugerne/lønmodtagerne har fokus på, hvad der foregår, og på hvordan mange af de produkter, vi forbruger, fremstilles. Solidariteten rækker også til Amazonas, Filippinerne og Honduras’ banan-plantager.

single.php