Fredag den 14. Juni 2019 gik hundredtusindvis af kvinder i hele Schweiz i strejke for anden gang siden 1991. Kvinder i alle aldre, fra alle regioner og i forskellige arbejdssituationer deltog i hundredvis af protestaktiviteter, der strakte sig fra at putte bannere op til besættelse af gader og centrale torve.

af BFS Zürich

Begrundelserne var mange – det patriarkalske og kapitalistiske samfund bliver ved at producere nye motiver hver eneste dag. På trods af den økonomiske og politiske stabilitet, der generelt hersker i Schweiz, havde venstrefløjen held til at organisere en af de mest succesfulde mobiliseringer i Schweiz’ historie.

 

Schweiz er kendt for mangt og meget, og selv om mange tror, at det nok er et progressivt land, hvad angår kvinders rettigheder, så er Schweiz er særligt markant eksempel på, hvordan en stærkt globaliseret, neoliberal økonomi, et frit marked for varer, kapital og arbejdskraft kan eksistere sammen med patriarkalske strukturer

 

I Appenzell, som er en lille kanton, blev kvinders stemmeret først indført i 1990. Men det skete kun, fordi de statslige myndigheder tvang dem. På nationalt niveau har der også kun været stemmeret for kvinder siden 1971. Indtil 2004 var voldtægt inden for ægteskabet ikke en kriminel handling, som staten skulle forfølge (på eget initiativ), og barselsret har kun været på plads fra 2006 – og varer stadig kun 14 uger. Fædreorlov findes ikke – mænd får én fridag efter deres barns fødsel. Samtidig har Schweiz et af de dyreste børnepasningssystemer i verden: børnepasning for ét barn, fem dage om ugen koster op til halvdelen af en gennemsnitsløn. Derudover er arbejdsforholdene for pædagogerne på daginstitutionerne katastrofale.

 

Desuden er løngabet mellem kønnene enormt. Når det kommer til lønninger, kan der være en forskel på op til 30 procent, også selv om denne forskel ofte skjules i statistikkerne, hvor den reduceres til 10-20 procent. Ydermere er der chokerende mange kvinder, som har oplevet seksuel vold, overfald, overgreb og psykologisk vold. I Schweiz sker der et kvindedrab hver anden uge. Alle disse begrundelser og mange flere var baggrunden for kvindestrejkerne i 2019.

 

Hvorfor den 14. juni 2019?

Den 14. juni 1981 blev en såkaldt “lighedsartikel” indføjet i den schweiziske forfatning. Hensigten med denne artikel var, at den skulle udgøre det juridiske grundlag for at promovere ligestilling mellem kønnene. Men den var ikke til megen nytte. I lang tid forblev den forfatningsmæssige artikel bare et stykke papir, indtil nogle kvinder fik nok. På artiklens tiårsdag indkaldte de til den første nationale kvindestrejke den 14. juni 1991. Det var meningen, at den – langt om længe – skulle give autoritet til kvinders krav om rigtig lighed.

 

Mange kvindeorganisationer sluttede sig til. Over hele landet deltog kvinder den 14. juni i forskellige strejke-aktiviteter og omdannede gader og torve til et lilla hav – kvindebevægelsens farve. I Bern blev den aflukkede Bundesplatz stormet til lyden af fløjter, mens politiske ”pinger” var samlet for at fejre den 700-år gamle schweiziske konføderation.

 

Idéen til kvindestrejken kom fra kvindelige ur-arbejdere i den fjerntliggende Vallée de Joux, som var rasende over de ulige lønninger i deres industri, som stadig ikke havde ændret sig (nogle af dem tjente kun halvdelen af deres mandlige kolleger!). I oktober 1990 besluttede sammenslutningen af schweiziske fagforeninger på deres kongres også at tilslutte sig og deltage i den nationale kvindestrejke.

 

Strejkedagen orienterede sig mod udenlandske eksempler: Den 26. august 1970, et år før schweiziske kvinder fik stemmeret, blev der afholdt en ”kvindestrejke for lighed” for at markere 50-året for kvinders stemmeret i USA. Strejken fokuserede mest på New York, men der var også aktioner i andre dele af landet og i alt var 20.000 kvinder involveret.

 

Den anden kvindestrejke i Schweiz’ historie

Mange af de problemer, der blev nævnt i 1991, er ikke blevet løst i løbet af de sidste 28 år. Neoliberal omstrukturering, angreb på den offentlige sektor og prekariseringen af hele arbejdsområder har i nogle tilfælde skærpet problemerne i kvindefagene. Derfor blev idéen om endnu en national kvindestrejke født i foråret 2018 i det vestlige Schweiz.

 

Snart blev idéen taget op i flere byer og kvindestrejke-kollektiver blev dannet. I efteråret 2018 vedtog kongressen i de schweiziske fagforeningers landsorgansation at tilslutte sig. I april 2019 var der et nationalt møde for kvindestrejke-kollektiverne.

 

Under forberedelserne til kvindestrejkerne den 14. juni 2019 har kvinder, trans-, inter,- og queer personer networket, udvekslet og organiseret sig i utallige komitéer, arbejdsgrupper, foreninger og organisationer i dagplejecentre, nabolag, kontorer, butikker, uddannelsesinstitutioner, hospitaler og mange andre sociale fora i over et år.

 

I modsætning til 1991 var der ikke nogen central ledelse af strejkeforberedelserne. I stedet blev hovedparten af arbejdet udført lokalt i kollektiverne, og de forskellige projekter blev koordineret på nationalt niveau.

 

Kvindestrejkerne og deres krav blev intensivt diskuteret op til aktionen. Det blev åbenlyst, at strejken og de problematikker, der blev adresseret, havde stor social betydning, og at mange mennesker ville slutte sig til strejken. Men ingen kunne have forudset, hvor stor den faktisk blev.

 

Et godt stykke over en halv million mennesker deltog i strejken. Næsten en halv million mennesker, de fleste kvinder, deltog i demonstrationerne i de forskellige større og mindre byer. Andre strejkede derhjemme eller viste deres solidaritet på andre måder. Mange større byer var vidne til de største demonstrationer i nyere historie. For et land med en befolkning med kun 8 millioner indbyggere, var det kæmpestort.

 

En dag ud over det sædvanlige

Det, der skete i Schweiz til kvindestrejkedagen, er noget ud over det sædvanlige på mange måder. Det er usædvanligt, fordi der i de seneste år dårligt har været nogen større sociale bevægelser i dette land, som er kendetegnet ved et samarbejdende arbejdsmarked og en stor grad af enighed. Det er specielt, fordi vi kan se en bekymrende vækst i højreorienterede ekstremistiske partier omkring Schweiz – som valget til Europa-Parlamentet i slutningen af maj endnu engang har bekræftet. I stort set alle europæiske lande (og længere væk) er racistiske, anti-sociale og anti-feministiske partier og organisationer i vækst. I Italien, Ungarn og muligvis snart igen i Østrig er de allerede med i regeringen, og et magtskifte er ikke i syne i den nærmeste fremtid. Mange af disse partier henviser åbent til ”the Swiss People’s Party (SVP, et stærkt højreorienteret parti) som deres rollemodel. Partiet har været det stærkeste parti i Schweiz i mange år. Så man må konkludere, at Schweiz ikke bare er langt bagud hvad angår lighed, men også fører an med hensyn til stærkt højreorienterede partier.

 

Det er præcis i denne historiske situation, at Schweiz oplever en af de stærkeste mobiliseringer i nyere historie. Kun sjældent –ikke en gang under kvindestrejkerne i 1991 – har en social bevægelse været så markant til stede i samfundet som den nuværende feministiske bevægelse. Kvindestrejken er uvurderlig, ikke kun for at politik- og mediediskursen skal bevæge sig mod venstre. Den har også potentialet til at tilvejebringe en blivende forandring i magtbalancen i et af verdens mest stabile lande og til at bidrage til en langsigtet selvorganisering af kvindelige lønmodtagere.

 

Den schweiziske kvindestrejke var indlejret i de verdensomspændende feministiske kampe lige fra starten. De argentinske og polske feminister, kvindemarchene i USA, ”ni una di meno”-bevægelsen i Italien og frem for alt de million-stærke kvindestrejker i den spanske stat i 2018/19 – de udøvede alle en direkte indflydelse på den feministiske bevægelse i Schweiz. Og disse internationale forbindelser er også bevægelsens store styrke: at vide, at kvinder i Schweiz – i modsætning til strejken i 1991 – ikke strejker alene og ikke er løsrevet fra resten af verden kan vise sig afgørende vigtigt for dens videre udvikling.

 

Efter den 14. juni

Kortet på 1406.ch viser den utrolige variation og udbredelse af strejkeaktiviteterne den 14. juni. I alle større byer, og dusinvis af mindre, var der arbejdsstandsninger og udvidede pauser, walkouts, byture, forelæsninger, møder, blokader og demonstrationer.

 

Men de feministiske kollektiver i Schweiz har i månedsvis sagt, at den 14. juni 2019 ikke vil være afslutningen, men derimod et startsignal for et bredt feministisk netværk i Schweiz og andre lande. Sammen med klimastrejkebevægelsen oplever Schweiz nu et opsving i sociale bevægelser, der støttes af hundredtusinder af aktivister og er unikke ved deres selvorganisering. For første gang i årevis har den antikapitalistiske, feministiske og økologiske venstrefløj grund til at se frem til de kommende måneder.

 

Oversat fra bfsozialismus.ch af Bodil Olsen. Billeder i den originale artikel og her.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com