De sorte penge, der ender i skattely, skal yngle, så der kan tjenes endnu mere. Hvordan? Forskere har fundet frem til, at en del af pengene investeres i miljø- og klimaskadelig kvæg- og soyaproduktion i Amazonas, samt i ulovligt trawlfiskeri ved Vestafrika - og at Vestens forbrugere nyder godt af det.

af Arne Lund

Afsløringerne af bankers, virksomheders og de riges systematiske skattesvindel og hvidvask, er i de senere år kommet som perler på en snor. Listen omfatter bl.a. Nike, Apple, det engelske kongehus, russiske oligarker, en islandsk statsminister, rocksangeren Bono, den nye græske premierministers hustru, arabiske prinser, virksomheder, der pynter sig med grønne fjer og hævder, at de udviser social ansvarlighed – ja, de var der (næsten) alle.

 

Takket være ihærdige journalister fra 46 lande, blev det afsløret, at Luxemburg, Panama og ca. 50 skattely i Europa og Vestindien skjulte penge, der ikke var betalt skat af. Intet tyder på, at det er ophørt. Svindlen har blot antaget nye former, og er måske søgt til andre skattely.

 

I første omgang så journalisterne “kun” på selve skattesnyderiet, mens der ikke var ressourcer til også at undersøge, hvad der videre skete med de 1.500-2.000 mia. kr. der årligt blev gemt af vejen.

 

Det har forskere fra universiteterne i Stockholm og Amsterdam nu sat sig for at undersøge. Resultatet har de publiceret i tidsskriftet Nature.

 

Undersøgelserne viser, at pengene bl.a. er investeret i aktiviteter, der har negative politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige effekter og bidrager til at forværre de globale klimaændringer. Undersøgelsen koncentrerer sig om Amazonas og havet langs Vestafrika.

 

En del af den viden, forskerne aktuelt formidler, er i dag kendt af beslutningstagerne og af offent-ligheden. Alligevel ignoreres de miljø- og klimamæssige konsekvenser fortsat, bl.a. fordi indførelsen af de nødvendige restriktioner vil gribe drastisk ind i de rige landes forbrug og livsstil.

 

Skattely-lande

Eller når det skal se tilforladeligt ud: Off shore finanscentre. Aktiviteterne er dog alt andet end tilforladelige, for det handler om aggressiv skatteplanlægning, hvidvask, finansiering af legale og illegale aktiviteter (våben, terrorisme, narkotika, menneskehandel mv.). Mange af aktiviteterne foregår i “det globale syd,” hvor risikoen for at blive opdaget er ringe.

 

Cayman (på størrelse med Møn) spiller en central rolle i det globale skattesnyderi, hvor “kunderne” tilbydes lovlighed, effektivitet, reduktion af skatten og diskretion. Caymans administration (der er underlagt den britiske dronning), har kunnet modstå et vedvarende pres fra FN, OECD, EU m.fl. om at ændre politik.

 

Penge, der er anbragt på Cayman, kan sendes til andre skattely med endnu lavere skatter. En udbredt finansstrategi er gældsbelåning, hvor en virksomhed låner af de penge, man har anbragt i Cayman til renter, der er så høje, at lånet er fradragsberettiget i virksomhedens eget – højtbeskattede – hjemland.

 

Afsløringerne har ikke været populære hos dem, der gemmer pengene. Nogle borgerlige politikere og kommentatorer har haft svært ved at skjule deres vrede over afsløringerne. Ikke så meget fordi der blev snydt, men snarere over, at det blev røbet. Skatteminister Karsten Lauritzens køb af navne fra Panama-papirerne til 6 mio kr. på “den sorte børs” gav anledning til vrede kommentarer.

 

EU’s indsats er lunken. For et par år siden blev der udarbejdet en liste over de globale skattely, dog kun småstater og oversøiske territorier, ikke EU’s egne. Ikke så mærkeligt, for man skal jo ikke genere kommissionsformand Jean-Claude Juncker, der var hovedarkitekten bag Luxembourgs skatte-snydersystem. Om det nye kommissariat vil gøre det bedre, er et åbent spørgsmål.

 

Schweiz, Luxembourg og England bærer et stort ansvar for, at det omfattende skattesnyd og hvidvask er mulig. England har juridisk overhøjhed over de europæiske skattely: Kanaløerne, Isle of Man og Gibraltar, samt de oversøiske territorier (Cayman, Barbados, Bermuda m.fl.). Den engelske indsats har været ringe, og når landet forlader EU, vil mulighederne for at bekæmpe skattesnyd og hvidvask blive endnu ringere. Som kompensation for den faldende samhandel med EU vil England kunne skaffe sig nye indtægter via finansielle ydelser, måske endda som ét stort off shore-område. En udvikling, der allerede er i gang, idet kinesiske virksomheder bl.a. Huawei, bruger én af Europas største banker i London, HSCB (der ejes af den kinesiske stat), til suspekte finansielle transaktioner. Disse udgør i dag ca. 7 procent af det britiske BNP.

 

Soya

Forskerne har ved hjælp af data fra Brasiliens centralbank fundet frem til, at ud af de ca. 27 mia $, der blev investeret i kvægdrift og soyaproduktion i Amazonas fra 2000 til 2011, kom ca. 19 mia $ især fra Cayman og Panama. For nogle virksomheder udgør transaktionerne 90-100 procent af den samlede investerede kapital.

 

Omdannelsen af regnskoven til landbrugsproduktion, er katastrofal. For det første er Amazonas en vigtig del af “jordens lunger”, hvorfra en stor del af den ilt, vi indånder, kommer. Jo mindre regnskov, desto mindre ilt til en voksende global befolkning.

 

Da Lula var præsident i Brasilien blev der lagt restriktioner på udplyndringen af Amazonas, men efter at Bolsanero er kommet til magten, er der atter frit spil for soya- og kvægindustrien.

 

Den ryddede regnskov bruges til kvægdrift for burgerindustrien, og til sojadyrkning. Soya eksporteres til de rige lande, hvor den hældes i de husdyr, vi enten selv fortærer, eller lever højt på at sælge til dem, der har råd til at betale 15-20 procent mere for danske landbrugsprodukter.

 

Foruden tab af regnskov og uerstattelig biodiversitet, så tærer soya- og oksekødsproduktionen på vandressourcerne. For at producere et kilo soyabønner bruges ca. 1.800 liter vand, mens oksekødet tegner sig for ca. 15.000 liter vand, og udleder 22 kg CO2 pr. kilo (se artikel).

 

Et så voldsomt vandforbrug er ikke bæredygtigt. Presset på den globale vandforsyning vil stige i de næste årtier – årligt bliver vi 85 mio flere. Ifølge FN kan 2/3 af verdens befolkning imødese vandmangel inden 2030. Derfor skal der snarest ske kraftige reduktioner i vandforbruget. Kloden kan ikke bære, at 40 procent af det dyrkede areal bruges til dyrefoder, i Danmark er det ca. 70 procent

 

Ikke kun oksekødsproduktion er en stor vandsluger. Også får og svin tager godt for sig: 9.000 og 4.500 liter vand. I bunden ligger ris (1.000 liter), hvede (900 liter), kartofler (500 liter) osv.

 

De fleste af os ved godt, at vandmangel er et voksende problem, og at vi skal forhindre, at det bliver endnu værre. Så det gør vi ved at købe vandsparer, opsamle regnvand til haven og lignende. Kun de færreste sparer dér, hvor det virkelig batter – i kosten.

 

Vandkrisen kan kun løses, hvis vi skærer kraftigt ned på kødforbruget Så længe det ikke sker, vil vi fortsat bruge de mindre velstillede landes marker til at dyrke foder til vores slagtedyr. Ofte uden tanke på, at vi, takket være gode og stabile vækstforhold, kan dyrke flere mindre klimabelastende fødevarealternativer end i “det globale syd.” Gandhis udsagn om, at den rige mands ko stjæler den fattige mands korn, gælder mere end nogensinde.

 

Fisk

Et andet sted hvor skattesnyderne boltrer sig, er i de fiskerige farvande langs Vestafrikas ubevogtede kyster. Global Fishing Watch, det internationale transportarbejderforbund og Interpol antager, at ca. 70 procent af trawlerne sejler under bekvemmelighedsflag, de fleste er hjemmehørende i Panama eller Belize. Skibe, der sejler under bekvemmelighedsflag, kan skjule, hvor de fisker, og hvor meget de fanger, samt besætningernes arbejdsforhold. Hertil kommer en yderst lempelig beskatning. “Havenes frihed” er til gavn for de velstillede redere, ikke for den afrikanske befolkning.

 

Afrika er, ifølge den Afrikanske Union, det kontinent, der lider mest under ureguleret fiskeri, maritim terrorisme, pirateri, smugleri af våben, menneskehandel eller narkotika. Alt sammen som følge af svage stater, manglende infrastruktur og teknologi, og ringe samarbejde staterne imellem. Hertil kommer fraværet af en lovgivning, der kan dæmme op for de mange ulovligheder.

 

Dagligt fanges flere hundrede tons fisk – illegalt – som sendes til Europa. Stedse større trawlere støv-suger havene for fisk, og det i en sådan grad, at det truer fiskebestanden, og der fanges fisk, der ikke overholder mindstemålene. Hertil kommer, at overfiskeriet fjerner eksistensgrundlaget for de store havpattedyr og søfugle.

 

Ud over de trawlere, der finansieres af midler fra skattely, så operer også et stort antal kinesiske trawlere i området. Heller ikke de afstår fra rovfiskeri. IUU fishing index bedømmer Kina som én af de værste nationer, når det gælder rovfiskeri. Med den anden hånd har Kina store bistandsprogrammer i – Ghana.

 

Det intensive trawlfiskeri truer kystbefolkningens erhvervsmuligheder. I Ghana lever 12.000 familier af kystnært fiskeri fra kanoer, og de skønnes årligt at miste ca. en mia kr. på grund af trawlfiskeriet, skrev Guardian den 17. juni 2019. Siden 2000 er kystfiskene gået 40 procent ned i indtægt. Mange har opgivet fiskeriet som levevej og migrerer nu til Europa for at kunne forsørge familien.

 

Trawlerne går især efter sardiner og saiko – en lækkerbisken på sushi-restauranter. Manglen på saiko og sardiner, der er vigtige proteinkilder for ghaneserne (og for Afrika som helhed), er nu så alvorlig, at landet er nødt til at importere over halvdelen af de fisk, befolkningen spiser.

 

FN’s tidligere generalsekretær, Kofi Annan, arbejder for, at alle nationer skal tilslutte sig en kollektiv aftale, der sikrer en forsvarlig forvaltning af fiskeriet og af havenes artsrigdom, samt støtte til det skånsomme kystfiskeri. Det ulovlige og uregulerede fiskeri bekæmpes bl.a. med et globalt register for fiskefartøjer, og ved at der indføres bøder og beslaglæggelse af fartøjer.

 

I takt med at forbruget af okse- og svinekød falder, vil det kunne forventes, at efterspørgslen efter fisk stiger. Fiskebestanden kan dog næppe forventes at blive tilsvarende forøget.

 

Problemet begrænses ikke til Afrika. Globalt er der over 12 mio småfiskere, der er afhængige af, hvad de kan tjene ved kystfiskeri, og de fleste trues i dag af det industrialiserede trawlfiskeri.

 

Udbytningen af Afrika er nået så vidt, at de rige donorlande trækker flere penge ud, end der ydes i bistand. I 2015 blev det givet ca. 160 mia $ i skatteyderbetalt bistand, mens private virksomheder hev over 200 mia $ (legalt og illegalt) hjem i fortjeneste, royalties mv. Den forarmelse, som private virk-somheder påfører den afrikanske befolkning, og de vanskeligheder migranterne møder, når de søger til Europa, heller ikke det ansvar vil virksomhederne løfte, men overlader det til EU, hvis indsats består i at holde migranterne væk fra Europas kyster.

 

Alternativer

Malawi og Kenya satser på aquakulturer, hvor hver familie eller hver landsby har egne fiskedamme, fodrer fiskene med husholdningsaffaldet – og således får dækket proteinbehovet. En lille ting måske, hvis betydning dog ikke skal undervurderes i og med, at de fleste bor i landområder. I perioder med tørke, har fiskedammene vist sig at være til stor nytte. Lokale fiskedamme hjælper dog ikke den voksende bybefolkning, de skal sikres forsyninger fra det kystfiskeri, der er beskyttet mod uden-landske trawlere.

 

Der skal gribes ind overfor brugen af bekvemmelighedsflag, og fiskeriet skal enten lovliggøres og reguleres ud fra hvad bestanden kan klare

 

Der er brug for overstatslige initiativer og sanktioner for at stoppe miljøforringelserne. FN og de frivillige bistandsorganisationer vil gerne, men har ikke de ressourcer, de har brug for.

 

FN’s fødevareorganisation, FAO, har udarbejdet retningslinier, der skal sikre bæredygtigt fiskeri i lille skala, og hvor der bl.a. etableres zoner, hvor det er forbudt at fiske for at genoprette truede fiskebestande.

 

En forstærket indsats mod maritim kriminalitet, samt respekt for territorialgrænserne er påkrævet. De afrikanske stater skal have mulighed for at overvåge og bevogte deres kyster. Ghana og Nigeria har til en begyndelse indsat droner og ombyggede (udrangerede) tyske marineskibe.

 

Verdenssamfundene må indse, at skatteunddragelse ikke kun er et politisk-socialt problem, men også handler om klima og miljø. Der skal forlanges dokumentation for de finansielle strømme i enhver fødevareproduktion, ganske som det i stigende grad sker for at sikre, at varer ikke er produceret ved brug af børnearbejde eller under uacceptable miljø- og sikkerhedsforhold.

 

Også forbrugerne har et medansvar for tingenes tilstand. Vi må acceptere, at klimabelastende varer er for billige, og at de fremover vil blive belagt med fx Co2-afgifter, der ikke skal gå i statskassen som andre afgifter, men tilbageføres til de geografiske områder, der påføres den givne miljøbelastning. Fødevarernes andel af de menneskeskabte klimaforandringer er på ca. 25 procent Der er brug for en national og en international indsats og for en samlet FN- og EU-strategi.

 

Ansvaret for klima- og miljøbelastningerne er et delt ansvar mellem staten/erhvervslivet på den ene side, og forbrugerne på den anden. Der skal anvendes en trestrenget strategi: Lovgivning og afgifter, omlægning af fødevareproduktionen, fx mindre intensiv udnyttelse af naturressourcerne, og mere braklagt natur, samt en omlægning af kosten – fra animalsk til vegetabilsk. For at fremme denne omlægning fritages til en begyndelse grønt, frugt og korn for moms.

 

Vi afskaffer ikke kapitalismen blot ved at stoppe skattesvindel og hvidvask. I bedste fald får vi et mindre uretfærdigt skattesystem, og at der lægges en bremse på den udbredte korruption. Men landenes statskasser får flere midler, og bekæmpelsen af skattesnyd bidrager til mindre ulighed i samfundet som helhed.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com