De store danske banker hjælper danske og udenlandske kapitalejere med at undgå skattebetalinger og hvidvaske penge, der er tjent ved kriminalitet. En stor del af befolkningen er forargede og vrede. Alligevel oplever vi ikke folkelig mobilisering mod bankerne.

af Michael Voss

Det vælter stadig frem med afsløringer af de danske topbanker. I et par år har Danske Bank forsøgt at undskylde sig med, at det ”slemme” foregik i Estland. Men i juni kom det frem, at en af deres danske afdelinger havde formidlet 169 mio. kroner, der indgår i en sag om skattesvindel og hvidvask.

 

Senere på sommeren kunne forskellige medier dokumentere, at Danske Bank tilbage i 2014 bremsede en undersøgelse af hvidvask i Estland, som banken selv havde bestilt. Til gengæld v mere var de mere pro-aktive, da de forsøgte grave smuds frem om whistlebloweren, Howard Wilkinson, der var med til at afsløre banken.

 

Fem års afsløringer

Dette er kun de seneste, og lokalt danske, afsløringer af storbanker i Europa, der hjælper deres kunder med at undgå at betale skat. Siden 2014 har vi haft en stribe historier, hvor interne bankdokumenter er blevet offentliggjort: Lux Leaks i 2014, Swiss Leaks i 2015, Panama Papers i 2016 og Paradise Papers 2016.

 

Der var også danske banker, firmaer og personer involverede i de store internationale ”leaks”, men det kom helt tæt på, da sagen om Danske Banks estiske filial nåede avisernes forsider i 2017. Siden første omtale er den sag kun vokset. I første omgang vurderet til 200 mia. kr., men senest tal, der har været fremme, er 1.000 mia. kr.

 

I 2019 kom Nordea med i selskabet af afslørede banker. Mere end 260 skattelyselskaber og skuffeselskaber havde i perioden 2004 til 2014 konti i Vesterport-afdelingen.

 

Grådighed

Med til det billede, som vi i de seneste år har fået af storbankerne, hører enorme direktørlønninger og gyldne håndtryk, også til direktører, som har været involveret i de lyssky aktiviteter.

 

Den forholdsvis ukritiske tilgang til kunderne har været populær. En undersøgelse tidligere i år kårede Danske Bank til årets bedste eksterne kapitalforvalter i Danmark.

 

Det har ført til store profit-udbetalinger til aktionærerne. Ikke så mærkeligt, at ”grådighed” har været kodeordet for nogle af medieafsløringerne – og for den efterfølgende debat.

 

Når vi for alvor skal forstå, hvad det betyder for befolkningens holdning til bankerne, er det også nødvendigt at inddrage finanskrisen i 2008. For de fleste mennesker var det tydeligt, at storbankerne både i Danmark og ude i verden havde et stort ansvar for krisen. Den gang lovede de oprydning og bedre ”forretningsmoral”, og de blev reddet af skatteborgerne i form af statsstøtte og statsgarantier. Og så få år efter kommer det frem, at de kører videre i samme rille.

 

Vrede uden konsekvenser

Der er næppe tvivl om, at en stor del af befolkningen er langt mere kritisk over for bankerne i dag end for fem år siden, og mange også forargede og vrede. De fleste af os kender borgerlige familiemedlemmer eller kolleger, der synes, det er for meget med bankernes ulovligheder og grådighed.

 

Sjovt nok er der ikke lavet ret mange meningsmålinger om folks holdning til storbankerne. En enkelt viste, at kun 40 procent af danskerne finder Danske Bank troværdig mod 70 procent tidligere. En anden, at hvidvask-skandalen har sænket den generelle tillid til hele finanssektoren.

 

Alligevel er der ikke opstået nogen folkelig bevægelse for politiske indgreb mod bankerne. Dong-salget kunne få mange til at protestere. I forbindelse med de seneste overenskomster har der været optræk til brede mobiliseringer. Under valgkampen gik folk på gaden for bedre normeringer i daginstitutionerne og for klimapolitiske krav, og i boligområder har der været organiseringer mod ghettoplanen. Men den forholdsvis brede offentlige vrede over for bankerne bliver ikke omsat i politisk bevægelse?

 

Hvad skal der til?

Det diskuterede vi i en workshop på SAP’s påskeseminar. I mit oplæg stillede jeg det op på denne måde:

 

  1. Finanssektoren har afsløret sig som det, den er: storkapital, der forfølger jagten på profit uafhængigt af moral og lovgivning – præcis, som socialister altid har sagt.
  2. En meget stor del af befolkningen har hørt og har forstået, hvad der er foregået – i store træk.
  3. En meget stor del af befolkningen synes, det er for groft.
  4. Systemet fortsætter, Den Danske Bank udbetaler store udbytter, og myndighedskontrollen er stort set ikke ændret.
  5. Hvorfor har der ikke rejst sig en proteststorm?
  6. Og hvad kan Enhedslisten gøre ved det?

 

Mange faktorer skal gå op i en højere enhed, før mange mennesker vælger at handle kollektivt for at ændre forhold i samfundet, de er utilfredse med. I workshoppen diskuterede vi nogle af dem.

 

I debatten blev det nævnt, at enhver bevægelse skal have et klart fjendebillede, og at den skal bygges op omkring en kommunikation, der formidler forargelsen og vreden over det, der foregår i bankerne. I DONG-sagen udgjorde Bjarne Corydon og Goldmann-Sachs dette fjendebillede. I min ungdom omdøbte elev- og studenterbevægelsen undervisningsminister Helge Larsen til ”Onde  Helge”.

 

Der var nogenlunde enighed om, at det er vigtigt at sætte ansigter på de direktører og bestyrelsesformænd, som har ansvaret, og at vi sætter fokus både på svindlen og på berigelsen. Men noget konkret alternativ til Corydong nåede vi ikke frem til.

 

Fra gennemarbejdet program til mobiliserende forslag

Helt centralt er det at udvikle et konkret forslag, som bevægelsen kan samles om. Ofte opstår sådan et krav spontant blandt aktivister i en spirende bevægelse. Men i en situation, hvor der ikke opstår en bevægelse trods mange forudsætninger, kan det være Enhedslisten rolle at formulere, foreslå og udbrede sådan et slogan.

 

Enhedslisten har udarbejdet et helt program for indgreb i finanssektoren. Det tager fat i mange flere problemer end skatteunddragelse, hvidvask og grådighed. Det indeholder en stribe gode forslag, og der er dokumentation og beregninger til at underbygge dem.

 

Men bortset fra en forholdsvis omfattende pressedækning, da det blev lanceret, og lidt efterfølgende debat har det ikke været brugt særlig meget. Det har ikke haft en bredere gennemslagskraft, og det lykkedes knap nok Enhedslisten at bringe emnet ind i valgkampen med afsæt i dette program.

 

I sig selv betyder det ikke, at finanssektor-programmet er dårligt. Den slags omfattende programmer er gode og vigtige, når vi skal overbevise andre om, at vi som parti har gennemtænkte løsninger. Det er vigtigt baggrundspapir og et godt arsenal af forslag, vi kan tag frem i forskellige situation.’

 

Men vi må erkende, at den slags programmer ikke er gode redskaber til at samle og opbygge en bevægelse. For at skabe en bevægelse er det vigtigt at have ét politiske forslag eller et slogan, der kan udtrykkes kort og slagkraftigt. Det skal kunne udbredes hurtigt og med det samme fange mange mennesker med forskelligt udgangspunkt.

 

Samfundsbank eller nationalisering

I workshoppen blev der rejst to forslag til sådan et krav:

–          Oprettelsen af en statsejet samfundsbank

–          Nationalisering af bankerne

 

Det første krav vil det sandsynligvis være nemmere at skabe opbakning til i dag. Ideen om, at private kunder, kommuner og andre skal kunne benytte en bank, som ikke genererer overskud til udbytter, og som ikke involverer sig lyssky transaktioner, virker oplagt på mange.

 

Det vil kunne sætte en positiv udvikling i gang, hvor de private bankers magt og muligheder gradvist indskrænkes. Men det er et problem, at kravet i sig selv lader Danske Bank og Nordea fortsætte som hidtil – og derfor måske ikke ses som svaret i en situation, hvor vreden er rettet mod især disse banker.

 

På den anden side vil nationaliseringskravet være et direkte indgreb mod skurkene, mod dem, som har skabt problemer, og som vreden vender sig mod. Det vil kunne standse svindel og sætte en stopper for overførelsen af store midler til direktørlønninger og aktieudbytter. Det vil også føre magten over store samfundsøkonomiske beslutninger over i den politiske sfære, hvor det kan blive genstand for offentlig debat og i sidste ende politiske beslutninger. Men der er ikke tvivl om, at mange opfatter kravet som urealistisk, og det svært at samle en bevægelse for et krav, som mange ikke tror kan lade sig gøre.

 

Nogle af overvejelserne i workshoppen gik på, at Enhedslisten kan rejse nationaliseringskravet i det øjeblik, at en af de store banker rent faktisk dømmes for svindel. Lige på det tidspunkt vil der være maximal forståelse for kravet. En nationaliseret bank vil samtidig kunne være et stærkt afsæt for en ny statsbank.

 

Græsrodsorganisering og store organisationer

Hvilke typer aktiviteter og organisering der kan bære sådan en bevægelse, blev også kort diskuteret. Det er ikke noget, der kan fastlægges på forhånd, og det er utrolig vigtigt, at en fremtidig bevægelse for indgreb mod finanssektoren udvikler sig efter sin egen dynamik. Alligevel kan det være værd at overveje, hvilke typer organisering som kan tage det første skridt.

 

Vi var enige om, at Facebook er et vigtigt redskab, men også om, at det er afgørende, at bevægelsen træder ud af cyberspace og markerer sig på gaden og i form af reel organisering. Initiativet kan komme fra aktivistgrupper eller fra etablerede organisationer. Det vil også styrke en bevægelse, hvis den vinder opbakning fra fagbevægelsen og lignende organisationer. Men det er afgørende, at folk kan være aktive, og at de aktive får mulighed for at organisere sig. En levende og demokratisk bevægelse har det største potentiale til at udvikle en styrke, der kan give resultater.

 

Det rigtige øjeblik

Endelig diskuterede vi timing. Ingen tror rigtig på, at Enhedslisten bare kan beslutte at kaste kræfter ind i en bevægelse mod finanssektoren, og så sker det. Netop, fordi der ikke er opstået noget, der ligner, endnu, er det vigtigt, at vi griber det rigtige tidspunkt. Det kan f.eks. være, når den næste store afsløring af bankerne kommer, eller når der falder dom over en af bankerne.

 

Så skal vi til gengæld også være klar. Vi skal på forhånd have gjort os nogle videre overvejelser om, hvordan vi formulerer vores kritik og vores forslag i en form, der kan få opbakning. Vi skal på forhånd have nogle ideer til, hvordan vi kan tage de første initiativer, helst også nogle aftaler med andre uden for Enhedslisten, der også mener, at bankerne skal stækkes.

 

Workshoppen på SAP’s påskeseminar kom kun et lille stykke ad vejen. Med denne artikel håber jeg, at diskussionen kan bredes længere ud og dermed kommer nærmere de svar, der er brug for. Næste skridt kunne være en aktivgruppe af Enhedslistemedlemmer med interesse for opgaven.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com