Klimaloven skal inden årets udgang forsynes med et mål for 2035. De grønne bevægelser har gennem det sidste års tid ført kampagner for vidtgående forbedringer af klimaloven. Tempoet skal op, og ”hullerne skal lukkes”, så klimaindsatsen omfatter alle de udledninger, som Danmark har et ansvar for.

Men SVM-regeringen har siddet på hænderne det meste af året og nu åbnet forhandlinger med et udspil, der vender ryggen til bevægelsernes krav. Regeringen vil ikke høre tale om en ”ny klimalov”, kun om at indskrive et – uambitiøst – mål for 2035.

Hvis regeringen får lov til at fastholde den ramme i det lukkede forhandlingsrum, forspildes en chance for at styrke klimaloven. Derfor er det godt, at Den Grønne Ungdomsbevægelse har reageret ved at ”indkalde til åbne forhandlinger” for at ”bringe samtalen ud i det åbne”, nærmere bestemt ved at invitere klimaordførerne til en snak i Rigsdagsgården uden for Christiansborg. Og godt, at de sammen med bl.a. Klimabevægelsen har indkaldt til demonstration samme sted den 10. december.

Men desværre vil regeringen kunne fortsætte sin kurs, så længe den ikke udfordres af en stærk koalition for socialt retfærdig grøn omstilling, der også påvirker det socialdemokratiske bagland.

Det haster med at lukke hullerne

Klimaloven skulle sikre Danmarks rimelige bidrag til Paris-aftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader, og det haster mere end nogensinde. Rapporter fra bl.a. FN-organet Verdens Meteorologiske Institut siger, at de 1,5 grader sandsynligvis vil være overskredet permanent inden for højst 5 år, hvor man for få år siden mente, at det først ville ske i midten af 2030’erne.

Samtidig vokser risikoen for at overskride ”tippepunkter”, der accelererer den globale opvarmning, så alt taler for, at udledningerne af CO2, metan osv. skal falde brat mod nul fra nu af. Behovet for, at Danmark endelig får lukket hullerne i klimaloven og sætter et godt eksempel i verden, bliver ikke mindre af, at USA under Trump er gået i krig mod klimaet, eller af, at højrefløjen også i EU har taget fat på at rulle klima- og miljølovgivningen tilbage.

De grønne bevægelser i 92-gruppen kræver et 2035-mål på 90 procents reduktion, men også, at det suppleres med nye mål for de udledninger, som Danmark har ansvar for og kontrol over. Størstedelen af landets reelle klimaaftryk er hidtil ikke regnet med i klimalovens mål. Der er brug for reduktionsmål for de udledninger, som finanssektoren finansierer, udledninger fra international transport og forbrugsbaserede udledninger. Der er brug for stop for import af biomasse og dyrefoder samt en markant reduktion af biomasse-afbrænding. Dertil kommer langt større international klimabistand.

Men da regeringen inviterede til forhandlinger om et nyt klimamål i slutningen af november, var det på ingen måde for at råde bod på klimalovens indbyggede svagheder. Regeringens udspil lød på et reduktionsmål på 82 % i 2035. Ifølge en analyse fra Klimarådet er 80 procent ikke nok, hvis Danmark skal kunne kalde sig et grønt foregangsland, og ifølge regeringens egen klimafremskrivning vil de 80 % blive opnået med den allerede vedtagne politik.

Klassekamp bestemmer farven på omstillingen

Lige fra venstrefløjen til et stykke ud på højrefløjen bekender alle sig til ”den grønne omstilling”, men der findes ikke én grøn omstilling. Klima- og miljøpolitikken er et kampfelt, hvor forskellige klasser og klassefraktioner strides om retningen.

For S, V, M og de andre borgerlige handler det frem for alt om at bevare det bestående og overlade klimaløsningerne til markedskræfterne og nye teknologier fra Bovaer-kvægfoder til CCS-anlæg. Først og fremmest til fordel for den ene procent af befolkningen, der sidder på en fjerdedel af den samlede formue og ejer hovedparten af aktierne og virksomhederne.

De, der ejer mest, tjener mest og bestemmer mest, er også dem, der forurener mest. En person fra den rigeste top 1 % af den danske befolkning udleder otte gange mere CO2 end en person fra den fattigste halvdel af befolkningen, viser en analyse fra Oxfam Danmark. Og uligheden i CO2-udledninger er voksende. Siden 1990 har den fattigste 50 % af befolkningen reduceret deres udledninger med omkring 33 %, mens den rigeste 1 % har reduceret med 3 %.

Systembevarende ”grøn omstilling” betyder, at de dårligst stillede får lov til at betale regningen for, at dele af kapitalistklassen kan få profitable investeringsmuligheder (f.eks. i solcelleparker), og at klimatiltag bremses af kortsigtede profitinteresser (som når ingen selskaber vil byde på opstillingen af store havvindmølleparker). Disse mekanismer er for nylig beskrevet i bogen Klima og klasse.

Jo længere de prokapitalistiske kræfter får lov til at sætte retningen, desto mere umuligt bliver det at skabe folkelig opbakning bag en effektiv grøn omstilling og styring af produktion og forbrug.

Socialdemokratiet viger tilbage fra alt, hvad der kan udfordre kapitalen. De har givet industri- og landbrugstoppen vetoret over for klimapolitikken gennem bl.a. klimapartnerskaber og Grøn Trepart. Denne fredning af de rådende magt- og ejendomsforhold har givet fred med magtfulde aktører som DI og Landbrug og Fødevarer, men samtidig har de tabt opbakning i befolkningen, både vælgermæssigt og i forhold til klimamålsætningerne.

Undersøgelser viser, at de fleste lønarbejdere lægger vægt på, at grøn omstilling er socialt retfærdig. Opbakningen undergraves af øget ulighed og jobusikkerhed.

Højrefløjskræfter har – hyklerisk, men med fremgang – udnyttet følgerne af ”grøn kapitalisme” til at mobilisere mod klima- og miljøtiltag. De slår sig op som forsvarere af den jævne mand og det såkaldte Udkantsdanmark, selv om det er dem, der er de hårdeste modstandere af social lighed.

Som FHO-formand Morten Skov Christiansen konstaterede i forbindelse med et udspil for retfærdig grøn omstilling sidste år: ”Der er stadig opbakning til den grønne omstilling i Danmark, men opbakningen er faldet mere end ti procentpoint de sidste tre år. Udviklingen skal vendes, og derfor skal vi sikre, at nye grønne afgifter ikke rammer socialt skævt, ligesom det er afgørende, at lønmodtagere i nogle af de brancher, der i høj grad skal omstille sig, får muligheder for efteruddannelse og omskoling.”

Et handlingsprogram for grøn retfærdig omstilling

Enhedslisten er gået ind til klimalovsforhandlingerne med krav om, at målet for 2035 bliver en 90 procents CO2-reduktion, og om at klimaloven udvides til Danmarks globale CO2-aftryk, men også om at ”klimaindsatsen bliver mere inkluderende, socialt retfærdig og demokratisk forankret”.

Det skriver partiets klimaordfører, Leila Stockmarr, på Facebook (28.11.2025), og hun tilføjer: “Vi kæmper med alt, hvad vi har.”

Det er rigtig godt, men styrken til at gennemtvinge et kursskifte på Christiansborg får vi kun, hvis grønne bevægelser, fagbevægelse, lokalsamfund og andre folkelige kræfter går aktivt sammen om at rejse krav om en retfærdig og demokratisk grøn omstilling.

Enhedslisten skal fortsat fremføre gode bevægelseskrav i Folketinget, men må også bidrage til at samle trådene i et offensivt program for grøn retfærdig omstilling og sætte handling bag uden for Christiansborgs mure.

Som det slås fast i bogen Klima og klasse, må det være en ”grøn omstilling til materiel gavn for de mange”, ud fra ”en strategi, der sætter jobs og materiel tryghed i centrum”.

Den må bygge på social omfordeling og demokratisering af økonomien, både i forhold til investeringer, arbejdspladser, ejerskab og forbrug.

Det gælder blandt andet krav som følgende:

• Planlægning af investeringer for at sikre hurtig udbygning af vedvarende energi, nye arbejdspladser i sårbare områder, klimarenovering af boliger og sikker forsyning
• Grøn jobplan med hovedvægt på installation, reparation og omsorg
• En offentlig grøn jobgaranti
• Ret til at blive om- og opkvalificeret til bæredygtige job
• Værn mod social dumping i forbindelse med grønne investeringer
• Samfundsovertagelse af energisektoren gennem forskellige former for offentligt eller kollektivt eje og brugerkontrol
• Opstilling af vind- og solenergi m.v., der styres af behov – herunder hensyn til mennesker og natur – frem for af jordejeres og spekulanters profitoptimering.
• En jordreform, der både udbreder fælles ejerskab og omstiller til økologisk og plantebaseret produktion
• En spekulationsfri finanssektor, som finansierer grønne investeringer, ikke fossile
  Formueskat, der lader de store formuer betale for oprydningen
• Gør det bæredygtige forbrug til det billigste, f.eks. sunde og klimavenlige fødevarer
• Værn mod prischok på basisfødevarer, energi og varme: priskontrol, loft på energipriser for forbrugeren, statslige reservebeholdninger af centrale varer til at styre prisen
• Indgreb mod luksusforbrug såsom luksusyachter og private jetfly
• Progressive klimaafgifter, f.eks. på fly-kilometer og på bilkørsel, hvor der er kollektive alternativer (dvs. målrettet roadpricing og billig offentlig transport).
• Kompensation til lavindkomstgrupper for større afgifter og prisstigninger.

Socialdemokratiet kan næppe presses til at bryde sit ægteskab med kapitalen, men kan formentlig presses til visse indrømmelser, da partiet er i krise efter kommunalvalget og har brug for at få sig en mere social profil inden næste års folketingsvalg.

Under alle omstændigheder – og endnu vigtigere – er en aktiv rød-grøn front uden for Folketinget afgørende for, at styrkeforholdene kan ændres i de kommende år. Så der kan skabes en platform for et magtskifte, der med et program som ovennævnte tager seriøst hul på at begrænse klimakatastrofen. Det gælder nemlig både når det handler om styrkeforhold og indhold: Klimakampen kan kun vindes arm i arm med klassekampen.

SAP’s Forretningsudvalg, den 7. december 2025