Læsetid: 17 minutter

 

Den betydning, som Mellemøstens olie stadigvæk besidder, går langt ud over dens rolle som energikilde. Det er disse dynamikker, der har bevirket, at de vestlige magter – frem for alt USA – siden 2. verdenskrig hele tiden har haft blikket rettet mod Mellemøsten. For at forstå hvorfor kampen mod den fossile kapitalisme er uadskillelig fra kampene for retfærdighed i Mellemøsten, er det nødvendigt at undersøge nærmere, hvordan olie, militarisme og verdensherredømme er knyttet sammen igennem det seneste århundrede.

 

Europas overherredømme over olien

Forklaringen på hvordan dette herredømme er bragt i stand, går tilbage til det 20. århundredes begyndelse. Ved det osmanniske riges sammenbrud efter 1. verdenskrig delte Storbritannien og Frankrig Mellemøsten i zoner. De afgrænsede deres indflydelse og kontrol over de zoner, som de hver især besad. Det var olien, der var afgørende: regionens oliereserver var enorme, billige at udvinde og geografisk tæt på Europa.

 

Udvindingen af olie blev kontrolleret af en række europæiske firmaer. De betalte afgifter, der var så små, at de næsten ikke var værd at nævne, til de lokale monarker, der kun blev siddende, fordi de europæiske firmaer så en fordel ved, at de gjorde det. De amerikanske oliefirmaer var i denne periode kun i meget begrænset omfang til stede i regionen.

 

Selv om kul blev ved med at være det vigtigste fossile brændstof i denne periode, blev olien i tiltagende grad vigtigt for at føre krig.

 

Winston Churchill havde erklæret, at Irans oliereserver var af afgørende betydning for, at den britiske flåde kunne begynde at bruge olie i stedet for kul. Skibe, der brugte olie i stedet for kul, var lettere og hurtigere, og oplagringen af olie fyldte ikke så meget som oplagring af kul. Der kunne på den måde være flere våben og mandskab ombord. Udvindingen og raffineringen af olien i Iran var i hænderne på Anglo-Persian Oil Company, et firma der var ejet af den britiske regering. Det er det firma, der i dag hedder BP.

 

To overgange: Fra kul til olie og fra europæisk til amerikansk dominans

I kølvandet på 2. verdenskrig ændrede det globale energiforbrug sig endegyldigt fra kul til olie som det vigtigste fossile brændstof, selv om denne overgang dog ikke indebar et mærkbart fald i forbruget af kul. Det blev ved med at vokse, indtil det nåede sit højdepunkt i 2024. Denne overgang i energiforbrug var tæt knyttet til, at USA nu fremstod som verdens vigtigste stormagt. USA overtog den position, som de vesteuropæiske stater, der var svækket af krigen, tidligere havde indtaget.

 

Mellemøsten var af afgørende betydning for den globale overgang fra kul til olie som fossilt brændstof.

 

Da efterspørgslen efter olie voksede med lynets hast, forsøgte USA at beskytte sine indenlandske oliereserver imod at blive eksporteret, fordi prisen på deres egne varer kunne blive dyrere. Derfor blev det i Marshall-planen stillet som en betingelse, at Europas energibehov primært skulle opfyldes fra udlandet, og Mellemøstens olie var relativt billig, der var enorme mængder af den, og den var let at transportere. Den økonomiske hjælp, som de europæiske lande ifølge Marshall-planen skulle modtage, skulle fortrinsvis bruges på olie, frem for hvad som helst andet, og det meste af den kom fra Mellemøsten. På den måde var den overgang fra kul til olie, som fandt sted i Vesteuropa, lige så meget udtryk for, hvad der skete i Mellemøsten, som den var for det, der skete i de europæiske lande.

 

Mellemøsten var af afgørende betydning for de to forbundne overgange, der fandt sted i denne periode, sideløbende med at den gamle europæisk-kontrollerede orden i Mellemøsten smuldrede.

 

Antikoloniale og arabiske nationalistiske bevægelser opstod og gjorde sig gældende på tværs af regionen, især i Egypten, hvor kong Farouk blev afsat ved et kup i 1952, anført af den populære officer, Gamal Abdel Nasser. Nassers sejr gav inspiration til en lang række sociale og politiske kampe i hele regionen, hvor politiske bevægelser i mange lande opfordrede til at nationalisere olien og bruge denne rigdom til at udbedre skaderne efter den koloniale dominans.

 

I takt med at Storbritannien og Frankrig svækkedes i Mellemøsten, kunne USA indtage positionen som regionens dominerende stormagt. Washingtons fremgang hvilede på to vigtige alliancer. Den første var den med Saudi-Arabien.

 

I løbet af 1940’erne og 1950’erne havde de amerikanske firmaer opnået fuld kontrol over den saudiske olieproduktion. Saudi-Arabien var dog ikke immun over for   venstreorienterede bevægelser og den oprørske stemning blandt arbejderne, og der var endda en ”nasseristisk” strømning  inden for den saudiske kongefamilie. USA gav derfor ubetinget støtte til kongefamiliens konservative fløj ved at levere våben til dem, træne den saudiske nationalgarde og bakke dem op i kampen mod både interne rivaler og regionale nationalistiske strømninger. På den måde kom Saudi-Arabien til at indgå i den regionale og globale orden, som USA stod i spidsen for.

 

Det samme gjaldt staten Israel, frem for alt efter 1967-krigen, hvor Israel besejrede Egypten og en koalition, hvori der indgik andre arabiske stater, og hvor ”nasserismen” og venstreorienterede bevægelser led et sviende nederlag.

 

Fra dette tidspunkt begyndte USA at levere våben til Israel. USA sendte dem våben for milliarder af dollars hvert år og er blevet ved med det siden. Med sikkerhed for støtte udefra i kampen for overlevelse er Israel en allieret, der er meget mere afhængig af USA, end en hvilken som helst anden stat, som for eksempel Egypten eller Jordan, der hele tiden må være klar til at reagere på et socialt og politisk pres nedefra. Det er ligesom med Sydafrika under apartheid, at alliancen med Israel er baseret på, at Israel er en bosætter-kolonial stat: en stat, der opretholdes ved fordrivelse og undertrykkelse  af den oprindelige palæstinensiske befolkning, og ved at de, der er blevet i landet, hvad enten det er under den militære besættelse på Vestbredden eller i Gaza eller som palæstinensiske borgere i Israel, fortsat forfølges eller bliver slået ihjel. En meget stor del af de sociale goder, som israelerne nyder godt af, har deres udspring i de onder, som palæstinenserne har været udsat for. Det er privilegier, som kommer til udtryk i en racialiseret og messiansk [tro på frelse af de udvalgte, red.] diskurs, som er kendetegnende for zionistisk tænkning.

 

Israel har på trods af et større BNP [per indbygger, red.] end Storbritannien, Tyskland eller Frankrig fået mere hjælp fra USA end noget andet land i verden. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Alexander Haig sagde engang om Israel, at det var ”verdens største amerikanske hangarskib”. Joe Biden sagde i en tale i 1986, at Israel var ”den bedste måde, man kan investere 3 milliarder på”, og hævdede, at ”hvis ikke Israel var der, ville USA blive nødt til at opfinde et Israel for at beskytte sine interesser i regionen”.

 

Sideløbende med den militære og økonomiske støtte er USA blevet ved med at modsætte sig enhver kritik af Israel. Siden 1945 er mere end halvdelen af alle de resolutioner, som FN’s Sikkerhedsråd har fremsat som kritik, blevet mødt med et veto fra USA. USA’s støtte til Israel er ikke knyttet til nogen bestemt præsident eller parti, den er tværpolitisk og har været den samme i mere end to årtier.

 

Olie, OPEC og petrodollar-rigdom

Der fandt store forandringer sted i 1960, olieproducenterne i alle lande blev enige om at oprette Organization of the Petroleum Exporting Countries (OPEC), bestående af firmaer fra de største olieproducerende lande: Iran, Irak, Kuwait, Saudi-Arabien og Venezuela.

 

På det tidspunkt da OPEC blev dannet, havde de stater der stod bag  endnu ikke fuld kontrol over de enorme olieressourcer, der lå inden for deres egne grænser. Udvinding, produktion, raffinering, markedsføring og salg var for næsten al den olie, der fandtes i hele verden, under kontrol af syv amerikanske og europæiske oliefirmaer – kendt af de fleste som De Syv Søstre. Disse firmaer var forløbere for nutidens vestlige oliegiganter:  Exxon, Chevron, Shell og BP.

 

De Syv Søstre havde det hele under kontrol; fra oliefelterne til benzinpumperne var det De Syv Søstre, der havde de styr på den globale udvinding af olie, herunder hos OPEC’s medlemsstater, hvornår den blev afskibet og senere vendte tilbage som raffinerede produkter, som blev solgt til dem, der havde brug for dem, og som især hørte til i Vesten. Det afgørende var, at De Syv Søstre også fastsatte prisen på råolie og betalte afgifter for adgang til deres olie og ret til at udvinde den. Afgifterne var nu så bagatelagtige, at de ikke var værd at nævne, og de blev afskaffet, da OPEC blev dannet.

 

Med etableringen af OPEC begyndte de fem største olieproducerende lande dog at tage magten over udvinding og produktion af råoliereserver i deres egne lande. Den nationalisering, som disse lande foretog sig, svækkede de vestlige firmaers magt over olieindustrien og bidrog til fremvæksten af nationale olieselskaber, NOC’er, for eksempel i Saudi-Arabien. I 1970 sad vestlige olieselskaber på mere end 90% af de oliereserver, der fandtes uden for USA og Sovjetunionen. Et årti senere var deres andel faldt til mindre end en tredjedel.

 

Nationalisering af olien betød også, at de vestlige oliefirmaer mistede deres magt til at fastsætte priserne på deres egen olie, hvad der gav anledning til enorme prisstigninger i 1970’erne. Da olie nu var verdens mest anvendte fossile brændstof, betød prisstigningerne, at de olieproducerende stater valgte at sælge deres olie billigt. Mellem 1965 og 1986 tjente OPEC-medlemmerne fra Mellemøsten ca. 1,7 trillioner dollar [en trillion = en million millioner, red.] ved salget af olie, hvor Saudi-Arabien tjente mere end 40 % af det samlede beløb.

 

De enorme overskud, som datidens journalister talte om, og som de kaldte ”petrodollars” på det tidspunkt, var en yderst vigtig del af den globale økonomiske struktur, som udviklede sig fra 1970’erne og fremad. Det vigtigste var, at det bidrog til at styrke USA’s position som dem, der stod i spidsen for et internationalt system, centreret omkring dollaren, troen på at markedet kunne regulere samhandelen mellem landene, og at de euro-amerikanske økonomiske institutioner kunne sikre, at denne tilstand forblev stabil.

 

USA’s forbindelse til Saudi-Arabien og de andre Golf-monarkier afhang af, hvordan det økonomiske system udviklede sig. USA’s støtte til det saudiske kongedømme gav sikkerhed for, at magten over olien ikke blev brugt til at bringe det globale politiske system i fare. Det afgørende var, at saudierne gik med til, at prisen på olie blev angivet i amerikanske dollars (helt op til midten af 1970’erne var det britiske pund). Det bidrog til at styrke dollaren som international reservevaluta, fordi alle lande blev nødt til at ligge inde med dollars i et enormt omfang for at finansiere deres import   af de vigtigste varer. For USA betød det så også, at den internationale efterspørgsel efter dollars gik ud over, hvad de selv havde brug for, og hvor de kunne købe mere i udlandet uden bekymre sig over inflation eller vekselkurser, end det var tilfældet i andre lande. Med dollaren som global reservevaluta kom USA til at stå stærkere over for andre stater, der kunne trues med sanktioner, eller med at de ikke længere ville blive accepteret af de amerikanske banker. Det kan vi se i dag.

 

Et vigtigt element i denne økonomiske struktur havde at gøre med, at Golfens beholdninger af petrodollars vendte tilbage til de amerikanske børser. En side af det var efterspørgslen efter amerikanske statsobligationer og andre værdipapirer. Der blev indgået en række hemmelige aftaler mellem den amerikanske regering og det saudiske kongedømme om, at indtægterne fra salget af olien skulle overføres til det amerikanske marked, og i slutningen af 1970’erne var Saudi-Arabien i besiddelse af alle de statsobligationer og andre værdipapirer, som var ejet af regeringer uden for USA. Golfstaterne blev nu de vigtigste købere af amerikanske våben, og det er de blevet ved med at være lige siden.

 

Øst-øst forbindelser

I det meste af det 20. århundrede er Golf-staternes eksport af olie i stort omfang strømmet mod Vesteuropa og Nordamerika ad de forskellige ruter, der er blevet nævnt ovenfor. Siden begyndelsen af 2000-tallet er olieindustriens geografi blevet ændret, efter at Kina er trådt frem på den internationale scene som ”workshop of the world”. Det at Kina nu er blevet en industriel stormagt på globalt plan har betydet, at der sideløbende med landets fremkomst som et centrum for produktion er sket en hurtig vækst i landets energibehov, og det meste af den er primært dækket af import.

 

I 2008 stod Kina for kun 6 % af verdens olieefterspørgsel. I 2024 var landets forbrug af olie vokset til 16 procent, mere end de europæiske lande tilsammen. I dag går næsten halvdelen af verdens olieeksport til Østasien, især til Kina. Det meste af den kinesiske import af olie kommer fra Mellemøsten, især Golf-staterne og Irak.

 

Kina har også oplevet en stigning i efterspørgslen efter naturgas;  i 2024 gik lige under en femtedel af verdens naturgaseksport til Kina. Her var Golf-staterne næststørste leverandør, efter Australien.

 

Eksport af olie og naturgas fra Golf-staterne bliver i overvejende grad kontrolleret af regionens National Oil Companies (NOC). Det gælder for eksempel Saudi Aramco, der nu er det største olieselskab i verden. I modsætning til hvordan det var 1970’erne, er Golf-staternes NOC’er ikke længere kun involveret i udvindingen af råolie, men har udvidet værdikæden med raffinering, petrokemikalier, for eksempel plastic og kunstgødning, samt markedsføring, transport og logistik. Selskaber som Aramco har også startet en række joint ventures i Kina, Korea og Japan og derved styrket den gensidige afhængighed. Dette øst-øst kulbrintekredsløb koordinerer dermed den globale produktion og forbruget af den. Produktionen er i overvejende grad domineret af Golf-staterne og de kinesiske NOC’er, frem for de traditionelle vestlige oliefirmaer.

 

Væksten i den globale efterspørgsel efter olie og naturgas i forbindelse med, at Kina er trådt ind på den globale scene, er sket i en situation, hvor der i to årtier har været relativt høje priser på olie. Det har for kongedømmerne i Golfen betydet, at der er skabt et petrodollar boom, hvor milliarder af dollars havner i deres centralbanker og deres nationale investeringsfonde, Sovereign Wealth Funds (SWF). Omfanget af denne rigdom afspejler sig i Golf-staternes beholdninger af udenlandsk valuta, der nåede op på 800 milliarder dollar i 2024, den fjerdestørste i verden efter Kina, Japan og Schweiz. Ved siden af disse beholdninger af valutareserver, er der aktiver for næsten 5 trillioner dollar i Golf-staternes SWF’er, hvilket udgør omkring 40 % af den globale SWF-rigdom.

 

På trods af at Golf-staternes energieksport har fulgt den nye orientering mod øst, så er regionens rigdom primært fokuseret på børserne i USA og Vesteuropa. Golf-staternes investeringer på det amerikanske aktiemarked er næsten tredoblet siden 2017, og tegner sig nu for 5 % af alle udenlandske investeringer i amerikanske selskaber.

 

Som en fortsættelse af de historiske mønstre, er eksporten af våben til Golf-staterne også røget i vejret i løbet af det seneste årti. Mere end en femtedel af verdens våbeneksport gik til Golf-staterne i årene mellem 2019 og 2023, og det overgik alle andre regioner i verden. Det omfatter både fly, skibe og missiler, hvor det meste bliver leveret af USA, og desuden Italien, Frankrig og Storbritannien. Omkring en fjerdedel af USA’s våbeneksport gik i årene fra 2016 til 2020 udelukkende til Saudi- Arabien, og de var i årene fra 2020 til 2024 i den største modtager af våben fra USA. Med disse militære indkøb stod Golf-staterne for størstedelen af de amerikanske våbenfirmaers indtægter, og samtidig styrkedes de strategiske bånd mellem Golf-staterne og USA.

 

Salget af våben til Saudi-Arabien og De Forenede Emirater (UAE) har også understreget betydningen for overlevelsen af allierede industrier i lande som Storbritannien, hvor salget af kampfly til Riyadh har haft afgørende betydning for at Storbritannien kan bevare sin egen luftfartssektor. Disse våben er af Golf-staterne blevet anvendt til at føre deres egen udenrigspolitik, der har vist sig fra sin mest destruktive side i Yemen og Libyen. De har også været brugt i bestræbelserne på at indgå politiske aftaler på tværs af Mellemøsten og Afrikas Horn.

 

Derfor handler Palæstina også om klimaet

Energi- og petrodollarstrømmene skal også forstås på baggrund af geopolitikken i Mellemøsten. Det vigtigste er her den relative svækkelse af USA’s magt i regionen, noget der er taget til i de sidste to årtier, især efter invasionen af Irak i 2003. Mens USA stadigvæk er den dominerende udenlandske aktør, er deres position i tiltagende grad blevet udfordret af andre stater, herunder Kina og Rusland. Regionale magter – Tyrkiet, Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske emirater – fortsætter med at udvide deres indflydelse, selv om de stadigvæk er tæt knyttet til amerikansk militær og deres økonomiske ressourcer. Iran, der siden 1979-revolutionen har stået uden for den alliance, dyrker sine egne regionale netværk og strategier, som tit fører til konfrontation med Washington. Disse dynamikker giver en forklaring på, hvad der ligger bag den relative svækkelse af USA’s globale overherredømme og træder frem midt under de forbundne sociale, politiske og økologiske kriser i verden, som den ser ud i dag.

 

USA har som svar på disse udfordringer forsøgt at styrke sin førerposition i Mellemøsten. Hvis det skal ske, må de to vigtigste allierede i regionen, Golf-monarkierne og Israel, knyttes tættere sammen i en blok, der anerkender USA’s interesser. En klar indikation på denne strategiske orientering kom med Trumps tilslutning til Abraham-aftalerne i 2020, hvor UAE og Bahrain normaliserede deres relationer til Israel. Aftalen, som USA havde været meget opsat på, banede vejen for frihandelsaftalen mellem UAE og Israel i 2022, den første af sin slags mellem Israel og en arabisk stat. Sudan og Marokko fulgte hurtigt efter, hvorved Israel fik formelle diplomatiske relationer til fire arabiske stater. Israel har i dag formelle relationer med lande, der repræsenterer 40 % af regionens befolkning, herunder nogen af de stærkeste politiske og økonomiske magter.

 

Støtten til Israel og deres folkemordskrig udgør nu kernen i USA’s strategi. Israels militære ekspansion siden 2023, fra Gaza, til Libanon, til Iran, har været et forsøg på at omarbejde regionens politik til en slags normalisering af relationerne til Golf-staterne, især Saudi-Arabien, som del af en aftale om, hvad der skal ske efter krigen.

 

Ved at knytte Israels militære magt sammen med Golfens kulbrintereserver, enorme økonomiske ressourcer og den dollarbaserede oliehandel, er det USA’s hensigt at vende tilbage fra sin svækkede regionale og globale position. Hvis det lykkes, vil det ikke kun sikre USA’s indflydelse i Mellemøsten, men også styrke landet, hvis det skulle komme til en konfrontation med Kina, hvor Kinas afhængighed af import af olie fra Golf-staterne også spiller ind.

 

Til syvende og sidst kan disse dynamikker ikke adskilles fra den afgørende rolle, som Mellemøsten har i vores fossilcentrerede verden. Golf-staterne og deres NOC’er har fordoblet deres kulbrinteproduktion, så planeten bliver låst inde med kurs mod en klimakatastrofe.

 

For USA er den vedvarende fossilekspansion – bundet som den er til deres alliance med Golf-monarkierne og deres normalisering med Israel – en afgørende forudsætning for at de kan bevare deres indflydelse på et tidspunkt, hvor Amerikas globale dominans står over for stigende udfordringer. Der kan ikke blive tale om at afvikle den fossile verdensorden, og heller ikke om et frit Palæstina, uden at denne alliance bryder sammen. Det er derfor Palæstina er kernen i en kamp mod fossil kapitalisme, og derfor at den kamp for overlevelse, som bliver ført af palæstinenserne i dag, i Gaza og overalt, ikke kan adskilles fra kampen om planetens fremtid.

 

Adam Hanieh er professor i politisk økonomi og global udvikling på University of Exeter.

 

Artiklen har været bragt i Europe Solidaire Sans Frontières 28. oktober 2025. Den er oversat af Niels Overgaard Hansen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

%