Med en passende prissætning af CO2-udledning, en moderat CO2-afgift, vil markedskræfterne mere eller mindre af sig selv klare den grønne omstilling. Dette dogme er tydeligt fundamentet for de aftaler, der påstås at skulle gennemføre de danske klimaløfter. Det har altid været anfægtet af sådan nogen som os – men nu fremstår det også åbenlyst som latterligt. I sidste uge besluttede energiministeren helt at aflyse de resterende udbud af havvindmølleparker, fordi det var udsigtsløst at bruge mere tid på at ”vente på flere tomme kuverter”.

Men hvad i alverden er forklaringen på, at der ikke er nogen, der byder ind på at bygge havvindmølleparker? Lige netop havvindmølleparker, som i Danmark er en skrigende oplagt, billig og miljømæssigt forholdsvis problemfri metode til at producere masser af CO2-fri energi?

Ikke – kun – pengeafpresning

Helt akut kan man godt få mistanke om et element af primitiv pengeafpresning af den danske stat: Hvorfor nøjes med ”almindelig profit”, hvis man kan lugte, at regeringen nemt kan presses til at indføre en klækkelig statsstøtte?!

Men dertil kommer, at der også er andre og ”bedre” argumenter for, at profitstyrede investeringer i havvind er sat på hold.

Først og fremmest er den kortsigtede rentabilitet usikker, fordi der lige nu faktisk kan være problemer med at afsætte de store mængder el fra havvindmøllerne. Og de kapitalstærke investorer, f.eks. kapitalfonde, er i almindelighed stærkt optaget af netop profitten på kort sigt: Investeringerne skal hele tiden placeres præcis der, hvor afkastet lige her og nu er størst.

Næste spørgsmål er så, hvordan i himlens navn der kan være problemer med at afsætte elproduktionen – når hele samfundet allerede burde være nået langt med en gennemgribende omstilling fra fossile brændstoffer til el? Her er der – desværre – igen en god, markedsmæssig forklaring: Den store omstilling til el går uhyggeligt langsomt – og er lige nu ved at gå helt i stå! Så ofte er der meget el på markedet, i forhold til det der faktisk forbruges.

Når energimarkedet drill’er

Hvorfor er elektrificeringen gået i stå? Alle ved jo, at de fossile brændstoffer snart skal væk, og at el står til at være den helt centrale afløser? Igen er der en afgrund mellem sund fornuft og profit-/markeds-styring:  Der bliver (bortset fra el-biler) ikke elektrificeret ret meget lige nu, fordi elektriciteten ikke længere er konkurrencedygtig i forhold til fossile brændstoffer. Gas og olie er blevet billigt igen – bl.a. fordi russisk gas stadig finder vej til verdensmarkedet, men sandelig også fordi alle mulige andre, bl.a. ”drill-baby-drill”-USA og for den sags skyld også nye ”miniudbud” i Nordsøen, leverer masser af fossilt brændstof, så priserne bliver holdt nede.

På papiret foregår der godt nok en vis ”grøn omstilling” – men her handler det i uhørt høj grad om omstilling til afbrænding af biomasse, hvilket (yderst veldokumenteret) generelt er en meget lidt bæredygtig energiform. I 2023 dækkede biomasse 23% af Danmarks energiforbrug, mens vindkraften lå under 11%. En væsentlig grund til dette misbrug af biomasse er, at den danske stat yder massiv statsstøtte til netop dette. Også ca. 16% af elproduktionen kommer fra biomasse.

Det statsstøttede biomassemisbrug bidrager således både ad kringlede veje og helt direkte til vindkraftens afsætningsproblemer. Og både vindkraftinvestorerne og den borgerlige regering har samme geniale løsning på problemerne: Der skal da bare også gives en ordentlig gang statsstøtte til vindkraften!

Også profitstyring på landjorden

Mens havvindmølleparkerne er sat i stå af markedskræfterne, presser staten på for at få opstillet flere landvindmøller. Også her sætter man sin lid til profitstyringen – og heller ikke her er det en succes.

Placeringen kommer i høj grad til at afhænge af, hvor f.eks. spekulationsglade godsejere får lyst til at tilbyde jord til profithungrende investorer – ikke af hensyn til mennesker og natur. For at optimere profitten vil man helst lave store, samlede ”energiparker” med enorme solcellearealer kombineret med de størst mulige vindmøller. Da kæmpevindmøllerne ikke af sikkerhedsmæssige grunde må ligge langs motorveje o.l. (hvor ”jernmarkerne” selvfølgelig oplagt burde placeres), placeres projekterne ofte på naturskønne og kystnære arealer, hvor de møder voldsom lokal modstand. En modstand der ikke mildnes af, at det sædvanligvis handler om spekulationsprojekter, som på ingen måde har karakter af noget, der skal sikre billig strøm og varme til lokalområdet.

Tværtimod er der masser af eksempler på, at lokale energiparker og f.eks. fjernvarmeprojekter baseret på el og vedvarende energi løber ind i utallige benspænd. Et grelt eksempel på dette, endda i lidt større skala, er folkeprojektet ”Bornholms Havvind”, der skulle sikre grøn strøm til øens borgere, men er løbet ind i det ene afslag efter det andet. Mens megaprojektet ”Energiø Bornholm”, der bl.a. skulle levere store mængder energi til Tyskland, nød stor fremme i regeringen. Men dette er nu sat på pause på ubestemt tid, sammen med de andre udbudte havvindprojekter…

En energisektor under demokratisk kontrol

Hvis der skal gang i den grønne omstilling, er det en forudsætning, at det bliver de samfundsmæssige behov, ikke kortsigtet profitmaksimering, der styrer investeringerne. Der er brug for en fuldstændig samfundsovertagelse af energisektoren under demokratisk kontrol.

Det kan ikke være rigtigt, at vores skattepenge skal bruges til at give garanti for en god, kortsigtet profit til alle mulige kapitalfonde, bare for at gøre os en spinkel forhåbning om at få gang i havvinden!

Her og nu må det være et krav, at staten selv overtager styringen og som et offentligt projekt sikrer opførelsen af havvindmølleparkerne ASAP. Staten har via sit engagement i Ørsted allerede adgang til de nødvendige kompetencer og medarbejdere. Profitstyringen har spillet fallit og må aflyses.  Der er ingen tvivl om, at det er en helt rigtig og nødvendig investering i en bæredygtig fremtid – og det skulle være gået i gang for flere år siden!

På landjorden skal placeringen af solceller og vindmøller ske efter en demokratisk vedtaget, fornuftig plan, der tager hensyn til natur og mennesker – og hvor fællesejede lokale energiprojekter selvfølgelig får fortrinsret til både arealer og støtte. Kampen mod godsejernes ”jernmarker” kan og skal ikke overlades til Inger Støjberg – den kan sagtens føres på et økosocialistisk grundlag!

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 9. februar 2025