Læsetid: 10 minutter
Illustration: Svend Vestergaard Jensen
Vi, folketopmødet, samlet i Belém do Pará, i brasilianske Amazonas, fra 12. til 16. november 2025, erklærer over for jordens befolkning, hvad vi har samlet i kampe, debatter, undersøgelser, udvekslinger af erfaringer, kulturelle aktiviteter og vidnesbyrd gennem flere måneders forberedelser og i løbet af de dage, hvor vi har været samlet her i Belem.
Vores proces samlede over 70.000 personer fra lokale, nationale og internationale bevægelser af oprindelige folk, bønder, quilombolaer (efterkommere af afro-brasilianske slaver), fiskere, folk, der lever af bæredygtigt skovbrug, skaldyrsamlere, byarbejdere, fagforeningsfolk, hjemløse, kvinder, LGBTQ+, unge og ældre – folk fra skoven, landskabet, periferien, havene, floderne, søerne og mangroverne. Vi har påtaget os opgaven at opbygge en retfærdig og demokratisk verden: Det gode liv for alle. Vi er en enhed af mangfoldighed.
Den ekstreme højrefløjs og fascismens fremmarch og krigene verden rundt forværrer klimakrisen og udnyttelsen af natur og mennesker. Landene i det globale nord, transnationale virksomheder og de herskende klasser bærer hovedansvaret for disse kriser. Vi hylder modstanden og er solidariske med alle folk, der bliver grusomt angrebet og truet af styrkerne i det amerikanske imperium, Israel og deres allierede i Europa. I op imod 80 år har det palæstinensiske folk været ofre for folkedrab, begået af den zionistiske stat Israel, som har bombet Gaza-striben, med magt fordrevet millioner af mennesker og dræbt titusindvis af uskyldige mennesker, mest børn, kvinder og ældre. Vi afviser fuldstændigt folkedrabet mod Palæstina. Vi tilbyder vores støtte og solidaritet til de mennesker, der modigt gør modstand, og til bevægelsen Boykot, frasalg og sanktioner (BDS).
USA har i den seneste tid intensiveret sin imperiale tilstedeværelse i det caribiske hav. Det sker en forøgelse af “Southern Spear”-operationen, de fælles aftaler og militærbaser i samarbejde med den ekstreme højrefløj, under påskud af at ville bekæmpe narkotikahandel og terrorisme. Nu som før truer imperialismen folkenes suverænitet, kriminaliserer sociale bevægelser og legitimerer indgreb, der historisk set har tjent private interesser i regionen.
Vi er solidariske med modstanden mod de imperialistiske og ressourcerøvende angreb i Cuba, Venezuela, Haiti, Ecuador, Panama, El Salvador, Colombia, Den Demokratiske Republik Congo, Mozambique, Nigeria og Sudan, samt frigørende folkelige projekter i Sahel, Nepal og verden rundt.
Der er intet liv uden naturen. Der er intet liv uden etikken og omsorgsarbejdet. Derfor er feminisme central i vores politiske projekt. Vi sætter arbejdet med at reproducere livet i centrum. Det er det, der radikalt adskiller os fra dem der ønsker at bevare logikken og dynamikken i et økonomisk system, der prioriterer profit og privat ophobning af rigdom.
Vores verdenssyn er styret af folkelig internationalisme, med udveksling af viden og visdom, der bygger på solidariske bånd, på kamp og samarbejde mellem vore folk. Ægte løsninger styrkes af denne erfaringsudveksling, udviklet i vore territorier og af mange hænder. Vi er forpligtet til at stimulere og styrke disse processer. Derfor glæder vi os over stiftelsen af den “Internationale sammenslutning for mennesker, der er ramt af dæmninger, socio-miljøkriminalitet og klimakrise” (MAB),
Vi indledte vores folketopmøde med at sejle på Amazonas, hvis vande er livgivende, og som nærer et hav af møder og håb. Vi anerkender tillige tilstedeværelsen af magiske væsener i indfødte og traditionelle folks verdensbillede, hvis åndelige styrke viser veje, beskytter territorier og inspirerer til kampe for livet, erindringen og en verden med gode liv.
Efter mere end to års arbejde med kollektiv opbygning, forud for afholdelsen af Folkets Topmøde, bekræfter vi, at
- Den kapitalistiske produktionsmåde er hovedårsagen til den voksende klimakrise. Vor tids vigtigste miljøproblemer, er en konsekvens af forholdet mellem produktion, cirkula-tion og bortskaffelse af varer under finanskapitalens og store kapitalistiske virksom-heders logik og dominans.
- Perifere samfund er de mest berørte af ekstreme vejrbegivenheder og miljøracisme. På den ene side står de over for en mangel på infrastruktur og tilpasningspolitikker. På den anden side lider de under en mangel på retfærdighed og erstatning; det gælder især for kvinder, unge, fattige og farvede.
- Transnationale selskaber er, i samarbejde med regeringer i det globale nord, centrum for magten i det kapitalistiske, racistiske og patriarkalske system. De forårsager og drager fordel af de mange kriser, vi står over for: Minedrift, energi, våben, agroindustri og Big Tech er de primære ansvarlige for den klimakatastrofe, vi oplever.
- Vi modsætter os falske løsninger på klimakrisen, herunder en klimafinansiering, som fastholder en skadelig praksis, skaber uforudsigelige risici og afleder opmærksomheden fra de transformative løsninger, baseret på klimaretfærdighed og folks retfærdighed i alle klodens store økologiske regioner (biomer) og økosystemer. TFFF (Tropical Forest Forever Facility) – et finansielt program – giver ikke et tilstrækkeligt svar. Alle finansielle projekter skal være underlagt kriterier om gennemsigtighed, demokratisk adgang, deltagelse og med reel fordel for de berørte befolkninger.
- Den nuværende multilateralismes fiasko er tydelig. Miljøforbrydelser og ekstreme vejr-hændelser, der forårsager død og ødelæggelse, bliver mere og mere almindelige. Dette udstiller fiaskoen af de utallige globale konferencer og møder, der lovede at løse disse problemer, men aldrig behandler de strukturelle årsager.
- Energiomstillingen gennemføres ud fra kapitalismens logik. På trods af udbredelsen af vedvarende energikilder er der ikke sket nogen reduktion i drivhusgasemissionerne. Udvidelsen af energiproduktionskilder er blevet et nyt rum for kapitalakkumulering.
- Endelig bekræfter vi, at privatisering, varegørelse og finansielisering af fælles goder og offentlige tjenester er direkte i modstrid med befolkningens interesser. I denne sammenhæng er love, statsinstitutioner og langt de fleste regeringer blevet fanget, formet og underordnet af finanskapitalens og transnationale selskabers stræben efter maksimal profit. Offentlige politikker er nødvendige for at fremme genopretningen af stater og tackle privatiseringen.
I lyset af disse udfordringer foreslår vi:
- En konfrontation med falske markedsløsninger. Luft, skove, vand, jord, mineraler og energikilder kan ikke forblive privat ejendom eller tilegnes, fordi de er folkets fælles goder.
- Vi kræver folkets deltagelse og lederskab i konstruktionen af klimaløsninger, i anerkendelse af vore forfædres viden. Multidiversiteten af kulturer og verdenssyn bærer på vore forfædres visdom og viden, som stater må anerkende som referencer for løsninger på de mange kriser, der rammer menneskeheden og Moder Natur.
- Vi kræver afgrænsning og beskyttelse af de oprindelige folks og andre lokale folks og lokalsamfunds landområder og territorier, da det er dem, der garanterer skovens overlevelse. Vi kræver, at regeringer implementerer nul skovrydning, stopper kriminel afbrænding og vedtager statspolitikker for økologisk genopretning af områder, der er forringet og påvirket af klimakrisen.
- Vi kræver implementering af folkelige landbrugsreformer og fremme af agroøkologi for at sikre fødevaresuverænitet og bekæmpe jordkoncentration. Der produceres sund mad for at brødføde folket for at eliminere sult i verden, baseret på samarbejde og adgang til teknikker og teknologier under folkelig kontrol. Dette er et eksempel på en reel løsning på klimakrisen. Ingen klimaret-færdighed, uden at jorden kommer tilbage til folket.
- Vi kræver bekæmpelse af miljøracisme og opbygning af fair byer og levende periferier gennem implementering af miljøpolitikker og -løsninger. Boliger, sanitet, adgang til vand, behandling af fast affald, skovrejsning og adgang til jord og jordreguleringsprogrammer skal kunne integreres med naturen. Vi ønsker investeringer i gratis offentlige og kollektive transportpolitikker af høj kvalitet. Dette er reelle alternativer for at kunne tackle klimakrisen i perifere territorier, kloden rundt, og skal realiseres med tilstrækkelige midler for at kunne klimatilpasses.
- Vi går ind for direkte høring, deltagelse og folkelig styring af klimapolitikkerne i byerne for at konfrontere ejendomsselskaber, der fremmer varegørelsen. Byens klima- og energiomstilling bør ske i en by uden segregation, og som omfavner mangfoldighed. Klimafinansiering er betinget af protokoller, der sigter mod boligers levetid og sikkerhed for jord og bolig, på landet og i byerne.
- Vi kræver ophør af krige, og vi kræver demilitarisering. At alle økonomiske ressourcer, der er allokeret til krige og krigsindustrien, omdirigeres til transformationen af denne verden. At militærudgifter rettes mod reparation og genopretning af regioner, der er ramt af klimakatastrofer. At alle nødvendige foranstaltninger bliver gjort for at presse Israel og holde landet ansvarligt for folkedrabet på det palæstinensiske folk.
- Vi kræver retfærdig og fuld kompensation for tab og skader der påføres mennesker som følge af destruktive investeringsprojekter, dæmninger, minedrift, udvinding af fossile brændsler, samt klimakatastrofer. Endvidere kræver vi, at de, der er skyldige i økonomiske og socio-miljømæssige forbrydelser, der påvirker samfund og familier kloden rundt, bliver retsforfulgt og straffet.
- Arbejdet med at reproducere livet skal synliggøres, værdsættes og forstås for, hvad det er: Et arbejde, og det skal deles af samfundet og staten. Dette arbejde er afgørende for kontinuiteten i menneskeligt og ikke-menneskeligt liv på planeten. Det garanterer tillige kvinders autonomi, som ikke kan holdes individuelt ansvarlige for omsorgen, men hvis bidrag skal tages i betragtning: Vores arbejde opretholder økonomien. Vi ønsker en verden med feministisk retfærdighed, autonomi og kvinders deltagelse.
- Vi kræver en retfærdig, suveræn og folkelig overgang, der garanterer alle arbejderes rettigheder, retten til anstændige arbejdsforhold, foreningsfrihed, kollektive forhandlinger og social beskyttelse. Energi er et fælles gode og skal bidrage til at overvinde fattigdom og energi-afhængighed. Hverken energimodeller eller overgangen må krænke noget lands suverænitet.
- Vi kræver en ende på udnyttelsen af fossile brændstoffer. Og vi opfordrer regeringerne til at udvikle mekanismer, der sikrer ikke-spredning af fossile brændstoffer. Formålet er at skabe en retfærdig, populær og inkluderende energiomstilling med suverænitet, beskyttelse og erstatning for territorier, især i Amazonas og følsomme regioner, der er afgørende for livet på planeten
- Vi kæmper for offentlig finansiering, beskatning af virksomheder og af de rigeste mennesker. Omkostningerne ved miljøforringelse og tab påført befolkninger skal betales af de sektorer, der har størst fordel heraf. Det omfatter finansielle fonde, banker og selskaber inden for agroindustrien og vandforsyning, akvakultur og industrifiskeri, energi og minedrift. Disse aktører skal også bære de nødvendige investeringer, så der kan ske en retfærdig omstilling med fokus på befolkningernes behov.
- Vi kræver, at international klimafinansiering ikke går gennem institutioner, der uddyber uligheden mellem nord og syd, som fx IMF og Verdensbanken. Det skal være struktureret på en retfærdig, gennemsigtig og demokratisk måde. Befolkningerne og landene i det globale syd, skal ikke fortsætte med at afdrage gæld til de dominerende magter. Det er disse lande og deres selskaber, der skal begynde at betale den sociale og miljømæssige gæld, der er akkumuleret gennem århundreders imperialistiske, kolonialistiske og racistiske praksisser, gennem tilegnelse af fælles goder og gennem den vold, der rammer millioner af mennesker, der enten er blevet dræbt eller gjort til slaver.
- Vi fordømmer den igangværende kriminalisering af bevægelser, forfølgelse, mord og kidnapningen af vore ledere, der kæmper for at forsvare vore territorier, såvel som politiske fanger og palæstinensiske fanger, der kæmper for national befrielse. Vi kræver en udvidelse af beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere og socio-miljømæssige rettighedsforkæmpere i den globale klimadagsorden inden for rammerne af Escazú-aftalen (regional miljø- og menneskerettigheds-aftale for Latinamerika og Caribien), samt andre regionale bestemmelser. Når territoriet og naturen forsvares, da beskyttes ikke kun et individ, men et helt folk, til gavn for det globale samfund.
- Vi opfordrer til at styrke de internationale instrumenter, der forsvarer folks rettigheder, deres sædvanerettigheder og økosystemernes integritet. Vi har brug for et juridisk bindende internationalt instrument for menneskerettighederne og for de transnationale selskaber. Vi bekræfter også, at erklæringen om rettigheder for bønder og andre, der arbejder i landdistrikter (UNDROP), bør være én af søjlerne i klimastyringen. Den fulde gennemførelse af bøndernes rettigheder bringer folk tilbage til deres territorier, hvilket direkte bidrager til deres fødevaresikkerhed, jordpleje og afkøling af planeten.
Endelig mener vi, at det er på tide til at forene vore styrker og møde vores fælles fjende. Hvis organisationen er stærk, er kampen stærk. Af denne grund er vores vigtigste politiske opgave, at organisere folkene i alle lande og på alle kontinenter. Lad os forankre vores internationalisme indenfor hvert territorium, og gøre det til en skyttegrav i den internationale kamp. Det er på tide, at vi komme videre på en mere organiseret, uafhængig og samlet måde for at øge vores bevidsthed, styrke og kamplyst. Dette er måden, hvorpå vi kan modstå og vinde.
“Verdens mennesker: Foren jer.”
16. november 2025
Oversat fra cupuladospovoscop30.org af Arne Lund