Læsetid: 10 minutter

 

Men han er stadig engageret i det politiske arbejde i USA, hvor han er medlem af gruppen Reform and Revolution, der er et såkaldt ’caucus’ i den bredere venstrefløjsorganisation Democratic Socialists of America (DSA). Brandon har tidligere været medlem af erklæret trotskistiske grupper.

 

Reform and Revolution har observatørstatus i 4. Internationale.

 

USA’s største venstrefløjsorganisation

”DSA er klart den største venstrefløjsorganisation i USA. Der er i øjeblikket omkring 80.000 medlemmer. DSA har bakket om venstrefløjspolitikere som Bernie Sanders, og Alexandria Ocasio-Cortez, kendt som AOC, er medlem af DSA,” fortæller Brandon, men tilføjer, at ingen af dem står politisk til ansvar over for DSA.

 

DSA voksede oprindeligt ud af den anti-kommunistiske del af venstrefløjen i 1970’erne, men er siden blevet genfødt som en ny organisation. Over 90 % af medlemmerne er kommet til inden for de seneste otte år. Før Sanders-kampagnen og valget af Trump i 2016 var organisationen ret døende, men bagefter var der en massiv tilstrømning af titusinder af nye medlemmer, da folk søgte efter et værktøj til at organisere sig og kæmpe imod med.

 

I dag er det en meget bred organisation med socialdemokrater, anarkister, libertære socialister, maoister, stalinister og trotskister. Den har mange organiserede tendenser, som kaldes ’caucuses’ i USA.

 

Reform and Revolution er sådan et caucus. Vi er en lille gruppe marxister – omkring 100. Vi er medlemmer af DSA, selv om den har mange svagheder og problemer og grundlæggende er reformistisk.

 

Alle de problemer, man støder på i DSA, vil man også støde på i resten af venstrefløjen. Det er diskussioner, vi må tage og arbejde med, og som vi ikke ville undgå, hvis vi lavede en lille steril organisation uden for DSA.

 

Vi arbejder tålmodigt for at vinde folk for en revolutionær og marxistisk tilgang. I øjeblikket svømmer vi mod strømmen.”

 

Venstrefløjen og Det Demokratiske Parti

Bernie Sanders og AOC er valgt som Demokrater, og forholdet til det Demokratiske Parti har altid været et stort diskussionsemne på USA’s venstrefløj. Den diskussion fortsætter i DSA.

 

”Der er tre forskellige grundholdninger til, hvordan DSA skal forholde til Demokraterne.” forklarer Brandon.

 

”På højrefløjen af DSA er der nogle kræfter, der er fuldstændig bundet til ideen om, at den eneste vej frem er gennem Demokraterne. Der er mange, der mener, at vi skal arbejde som en del af Demokraterne og arbejde for at ændre og udvikle det i progressiv retning. Det kaldes ’realignment’-strategien.

 

Så er der de kræfter, der går ind for ’a clean break’. De mener, at venstreorienterede ikke skal have noget med partiet at gøre, at man aldrig kan føre kampagner for personer, der opstiller for Demokraterne, og at man aldrig skal stemme på dem. Det synspunkt har jeg forsvaret det meste af mit politiske liv.

 

I dag går jeg ind for det, som kaldes ’a dirty break’. Det er stadig det strategiske mål, at arbejderklassen får sit eget parti, der er uafhængigt at Republikanerne og Demokraterne.

 

Men i øjeblikket er der ikke udsigt til, at vi kan trække større dele af arbejderbevægelsen i den retning. Lige nu må vi samle små grupper af mennesker, der deler dette perspektiv, konsolidere os og forberede bedre konjunkturer for et selvstændigt arbejderparti.

 

Efter min mening kan det være tilladt og nogle gange endda fordelagtigt for DSA at opstille kandidater på den demokratiske stemmeseddel osv. Men kun hvis vi samtidig er bevidste og åbent arbejder på at skabe grundlaget for et nyt parti og uforbeholdent kritiserer begge kapitalistiske partier.”

 

Lammelse på venstrefløjen

Hvad har Trumps sejr betydet for venstrefløjen?

 

”Da Trump vandt første gang, reagerede mange ved at protestere, og DSA voksede eksplosivt. Nu er folk lammede, de trækker på skuldrene – og i dele af arbejderklassen er der ligefrem begejstring for Trump. Det er ikke en god situation for venstrefløjen.

 

Vi er i en situation, hvor der ikke er en stærk synlig kraft, der kan artikulere et arbejderklasse-alternativ til Trumps højre-populisme.

 

Visse mindre grupper på den radikale venstrefløj nedtonede vigtigheden af at besejre Trump, mens den brede progressive venstrefløj lagde alle deres æg i kurven hos Det Demokratiske Parti, som selv har vist sig at være en ineffektiv og halvhjertet modstander, siden Trump vandt.

 

Alt i alt blev der stort set ikke gjort noget for at forberede arbejdere og aktivister på en uafhængig kamp, hvilket efterlod dem på bar bund.

 

Hvis venstrefløjen kan finde fodfæste og give en klar politisk ledelse, vil det gøre en stor forskel i forhold til at opbygge en effektiv modstand mod Trumps dagsorden.”

 

Tag folks bekymring alvorligt!

På hvilke områder ser du muligheder for at opbygge modstand mod Trump og hans politik?

 

”Der vil ske kraftige angreb på migranter. Mange vil blive deporteret, og der vil være angreb på de områder, hvor migranterne bor. Men folk vil på et tidspunkt opdage, at jagten på udlændinge ikke løser de økonomiske og sociale problemer, de gerne vil have løst.

 

Det vil kunne påvirke bevidstheden i brede grupper, og folk vil begynde at reagere imod Trumps politik.

 

Venstrefløjen må også blive bedre til at adressere det emne. Dele af venstrefløjen har fremmedgjort sig selv i forhold til arbejderne, fordi de har sagt, at alle, der udtrykker bekymring over for immigration, er racister. De siger, at det ikke er noget problem. De ignorerer de problemer, som folk har.

 

Når der kommer to millioner mennesker ind i landet om året, der har brug for hjælp, så presser det et i forvejen presset arbejdsmarked, er presset boligmarked og en presset offentlig velfærd. Venstrefløjen skal ikke benægte dette grundlæggende træk ved det kapitalistiske system, som vi kæmper imod.

 

Men vi skal samtidig forklare, at det er problemer, der kan løses. USA er det rigeste samfund i verdenshistorien. Vi kan finansiere velfærd, vi kan skaffe job til alle, vi skaffe bolig til alle.

 

De rige kapitalister og deres politikere er dem, der i første omgang har forårsaget disse migrationskriser med deres undertrykkende politik over for Latinamerika – og det er dem, der skal betale regningen for at løse de problemer, det skaber inden for deres system. Det er socialistisk klassepolitik. Det er sådan, vi må argumentere, hvis vi vil have folk til at vende sig mod Trumps udlændingepolitik.”

 

Klassekampslinje i fagforeninger

Inden for de seneste tre-fire år har der været meldinger om et opsving i arbejderkampe i USA. Hvordan ser det ud i dag?

 

”Set i forhold til højdepunkterne i fagforeningskampen i det foregående århundrede står fagbevægelsen stadig svagt. Men i forhold til det lavpunkt, vi oplevede for 10-20 år siden, er der stadig fremgang.

 

Det mest slående eksempel er bilarbejdernes fagforening (UAW), der har opnået nogle af bedste overenskomster i en hel generation. Formanden, Shawn Fain, er valgt på en venstrefløjsplatform med en klassekampslinje.

 

Desværre bakkede han fuldstændig ukritisk Kamela Harris op under valgkampen. Han kaldte hende en arbejderforkæmper. Hun er vores bedste ven, sagde han.

 

Det er meget almindeligt, at faglige topfolk – selv de mest klassekamps-orienterede – støtter Demokraterne. Men sådan en støtte til prokapitalistiske politikere får ikke flere arbejdere overbeviste om en klassekampslinje. Tværtimod mister fagforeningslederne troværdighed, fordi det åbenlyst ikke passer.

 

Endnu værre var det, at formanden for Teamsters Union, Shawn O’Brien, der også er valgt på en reformliste, talte på Republikanernes Valgkonvent. Det var et historisk nybrud for faglige ledere. Det, han sagde, var ikke i sig selv særlig slemt. Men det skaber problemer og forvirring, når han gør det på en Republikansk talerstol uden at påpege republikanernes egen arbejderfjendtlige politik.

 

Fagbevægelsen har ikke fyldt noget i Trumps valgkamp. Men der var et fællesinterview med Elon Musk, hvor de skamløst og grinende talte om at fyre strejkende arbejdere. Det afspejler hans holdning, og jeg tror han vil tage arbejderfjendske initiativer i form af f.eks. skattelettelser for de allerrigeste.

 

National Labor Relations Board, som blev oprettet i 1935, har som opgave at kontrollere, at arbejdernes rettigheder bliver overholdt. Det er sandsynligt, at Trump vil forsøge at nedlægge det eller fylde det med folk, som er fagforeningsfjendske.

 

Så længe de ikke er en aktiv trussel mod hans dagsorden, er det usandsynligt, at Trump vil gå langt for at bruge vold for at smadre fagforeningerne. Men i forbindelse med omfattende uro i forbindelsen med en arbejderkamp, kan man ikke udelukke, at han vil bruge statsapparatet mod strejkende arbejdere – i forlængelse af hans lov-og-orden-politik.”

 

Klimabevægelse uden national gennemslagskraft

Trump har ikke lagt skjul, at han vil rulle klimapolitikken tilbage. Hvad er situationen i klimabevægelsen?

 

”Klimakampen er meget vigtig. Men klimabevægelsen har ikke den store nationale gennemslagskraft. På den ene side har vi haft store demonstrationer på en bestemt dag, og så er der ikke sket mere. På den anden side er der små, lokaler kampagner f.eks. for at trække investeringerne ud af særligt forurenende industrier, men de får ingen landsdækkende betydning og tager aldrig rigtig fat om problemets rod.

 

På et tidspunkt opstod ideen og sloganet om en Green New Deal. Efter min mening var den på rette spor. Den opstillede krav på nationalt plan for at opnå en netto-nuludledning af CO2 på bare 10 år gennem et massivt offentligt arbejdsprogram for at bygge og udvikle grøn energi og transport, der giver millioner af godt betalte fagforeningsjob og gratis uddannelse i disse områder. Det var også forbundet med universel sundhedspleje, betalt familie- og sygeorlov, pensionsordninger og betalt ferie. Det er den slags omfattende, men realistiske visioner om et bedre liv, der kan fange folks fantasi.

 

Jeg havde håbet, at der kunne skabes en stærk kampagne om dette forslag, men i dag får hver eneste lille miljøreform på lokalt plan prædikatet ’Green New Deal’, så for mange progressive ledere og bevægelser er den vidtrækkende vision, der inspirerede så mange mennesker i første omgang, stort set gået tabt.

 

Der er også nogle, der fremsætter klimaforslag, som jeg ikke synes er særligt nyttige, f.eks. højere afgifter på benzin og biler, ofte som en flad skat med samme procent på billige og dyre biler. Det rammer de fattigste hårdest.

 

Det skaber også det indtryk, at klimaproblemet skyldes, at folk tager de forkerte individuelle beslutninger om deres forbrug. Men problemet ligger på produktionssiden.  Når folk køber varer i supermarkedet, er varerne allerede blevet produceret. De må vælge de varer, der er til salg.

 

Det er muligt, at Trumps politik vil fremprovokere en reaktion. Især, hvis der er nogle i en særlig del af landet eller en del af en by, der vil blive ramt af mere udvinding eller andet af det, Trump vil åbne for og sætte i gang. Den slags kampe kan i bedste fald samle opbakning rundt om i landet.

 

Men medmindre den er bevæbnet med et stærkt pro-arbejder-program, vil det være svært for miljøbevægelsen at få rigtig vind i sejlene.”

 

Opsummerende siger Brandon:

 

”Der vil opstå defensive kampe, men det er nødvendigt at forbinde dem med en positiv vision for, hvad vi virkelig vil.”

 

Artikler på engelsk af Brandon Madsen: