Læsetid: 14 minutter

 

Illustration: Svend Vestergaard Jensen

 

Denne gang tiltræder han embedet med mere social og lovgivningsmæssig magt, og med flere erfaringer, end i sin første præsidentperiode fra 2017 til 2021-

 

Trump har proklameret, at hans MAGA-bevægelse (Make America Great Again) er begyndelsen på et nyt USA, begyndelsen på USA’s ’guldalder.’ Hvad er der sket i USA? Hvordan har den amerikanske magtelite ændret sig? Hvor er USA på vej hen?

 

Demokraternes nederlag

Trumps valgsejr er først og fremmest et knusende nederlag for det Demokratiske Parti, hvor mange opinionsmålinger havde peget i retning af, at de kunne bevare magten med Kamala Harris i front. I virkeligheden var nederlaget ikke kun vælgermæssigt, men frem for alt politisk, ikke kun i det mærkværdige og anakronistiske valgkollegium, men for første gang i 20 år også ved stemmeboksene.

 

Der er mange ting, der gør Trumps anden magtovertagelse til et repræsentativt eksempel på politiske forandringer, hvis konsekvenser helt umiddelbart er meget bekymrende for en kompleks og allerede nu ekstremt farlig verdenssituation.

 

Trump høstede i stort omfang stemmer i alle sociale sektorer, fra den traditionelle hvide arbejderklasse, der vendte ryggen til Demokraterne, til store dele af den spansktalende befolkning (herunder dem af mexicansk oprindelse), og gjorde også indhug, om end i mindre grad, blandt vælgere i asiatiske og sorte samfund.

 

Man er nødt til komme med en forklaring på disse begivenheder, hvis man skal give et bare nogenlunde præcist signalement af, hvad der skete, og hvilke scenarier, det åbner op for. Der er mange komplekse og modsætningsfyldte aspekter i denne situation, som har afstedkommet en lang række fortolkninger.

 

Lad os begynde med at udrede årsagerne til Trumps sejr blandt Republikanerne. Alting peger på, at den vigtigste er økonomien, især den voldsomt stigende inflation, der begyndte i 2022 som en konsekvens af Biden-administrationens tiltag for hurtigt at bringe det opsving til veje, som var hårdt tiltrængt for at komme ud af den lavkonjunktur, som var forårsaget af Covid19-epidemiens hærgen.

 

Resultaterne af disse tiltag var modsætningsfulde, fordi USA’s økonomi rent faktisk kom sig med stor succes, som det kom til udtryk ved de ekstraordinært store profitter i de mest magtfulde kapitalistiske sektorer. Dette opsving faldt derudover sammen med de to krige, der brød ud under Biden-administrationen, den i Ukraine og Netanyahu-regeringens folkemorderiske zionistiske offensiv mod befolkningen i Gaza og andre steder i Palæstina.

 

Disse krige krævede enorme mængder af våben. Det følgende meget spektakulære økonomiske boom i USA-økonomiens militær-industrielle kompleks virkede også ind på inflationen. De medfølgende højere leveomkostninger ramte arbejderbefolkningen hårdt.

 

Afstraffelsen af Biden-administrationen kom til udtryk på flere måder. Harris fik for eksempel færre stemmer end Biden fire år tidligere, andelen af dem, der undlod at stemme, var højere, end den plejede at være, og Demokraterne tabte i højborge som for eksempel Arizona, Georgia og Pennsylvania.

 

Den hårdhed, som den demokratiske regering navigerede efter i Bidens fire år ved magten, har også spillet en betydningsfuld rolle, og som den drevne manipulator af folkestemningen drog Trump stor fordel af det. De indgreb, som blev iværksat mod Trump for hans talrige lovovertrædelser og andre forsyndelser, både kriminelle og politiske, blev af den orangefarvede pengemand iscenesat som en ’heksejagt’ med ham som offer. Det gælder ikke mindst hans deltagelse i kuppet i januar 2021 i Washington for at forhindre proklamationen af Bidens valgsejr,

 

Den måde, hvorpå det liberale establishment håndterede de to krige, der brød ud i Ukraine og Palæstina på, udstillede deres skamløse hykleri. Modoffensiven mod Putin fandt sted sideløbende med den ubetingede støtte til Israels zionistiske regerings folkemord på den palæstinensiske befolkning. Fremstillingen af Putin som en skummel gangstertype og Bidens omfavnelse af Netanyahu i Tel Aviv kom således til at fungere som symbolske visualiseringer af de dobbelte standarders hykleriske triumf.

 

Dette groteske skuespil vejede tungt i forbindelse med Demokraternes nederlag, og det gik meget tydeligt igen i bølgen af demonstrationer på mange amerikanske universiteter imod Washingtons støtte til den israelske regering. Hvor var ’sandhed’, menneskerettigheder, pluralisme, demokrati og saglig dialog blevet stedt til hvile? Denne ublufærdige kynisme bestod ikke prøven i november 2024.

 

Den orange storm

Ved indsættelsesceremonien som ny beboer af Det Hvide Hus præsenterede Trump den mest outrerede version af sig selv, præcist som han havde gjort det i valgkampen. Det var i hans taler, begyndende med hovedtalen, at han gav udtryk for sine standpunkter… op til det øjeblik.

 

Han sparede ikke på kritikken af Biden, der trist i blikket lyttede til ham. Af taktiske grunde talte Trump ikke om de krige, som USA’s regering for tiden tager del i, omend indirekte. Han talte i stedet meget udførligt om det, som han kaldte ’invasionen’ af immigranter, som han benævnte som kriminelle, der infiltrerer Guds eget land via den sydlige grænse til Mexico, og truer USA’s sikkerhed, af hvilken grund han straks har plastret den til med tusinder af soldater.

 

Arrogant, som han er, gjorde han det klart, at alle de tidligere og efterfølgende erklæringer, som han har fremsat om at købe Grønland, kræve Panama-kanalen tilbage, annektere Canada som en ny stat i den amerikanske union, forandre navnet ’Gulf of Mexico’ til ’Gulf of America’, og indføre høje toldtariffer på importerede varer, ikke bare er provokationer, men er udtryk for de herskende omstændigheder, der også er kendetegnet af kampe mellem de grupperinger, der har magten i USA.

 

Trump gik også med det samme i gang med at underskrive ’dekreter’ til øjeblikkelig ikrafttræden:

* forbud mod ret til statsborgerskab ved fødslen for børn af immigranter uden papirer

* annullering af den såkaldte CPOB-plan, der planlagde samtaletidspunkter for de tusinder af immigranter, der ønsker at indrejse legalt og som for indeværende opholder sig I Mexico

* en generel benådning af 1500 tiltalte, hvoraf mange allerede er i fængsel, for deltagelse i besættelsen af kongresbygningen for at forhindre proklamationen af Bidens valgsejr i januar 2021

* USA’s tilbagetrækning fra Paris-aftalerne om klimaet og fra WHO.

 

Det inhumane og afstumpede ved disse dekreter springer klart i øjnene. De er rettet direkte mod fem millioner medborgere, og ligeså mange fra Caribien, Central- og Sydamerika, og selv immigranter fra Asien og Afrika. Den autoritære ensidighed ved disse tiltag kom med det samme til udtryk ved fornyelsen af Remain in Mexico-planen uden forudgående drøftelse med Mexico, en plan, som Biden i øvrigt havde forladt.

 

Diskussionen om de praktiske muligheder for at udvise millioner af immigranter uden papirer varer ved, ligesom også reaktionerne fra de arbejdere, der har truslen hængende over hovedet. Men uanset hvordan det rent praktisk vil blive grebet an, er der er én ting, der er helt sikker: meget skade, smerte og lidelser vil blive virkeligheden for titusinder af arbejdere og deres familier.

 

I Chicago, for eksempel, har der allerede været en demonstration imod disse anti-humane og anti-demokratiske forholdsregler. ’Vi har arbejdet her i 40 år, og vi rejser ikke’, siger millioner af immigranter, og andre vil gøre det samme. Frygten for den undertrykkelse, der er i vente, hvor de vil blive jagtet i kirker, herberger og på arbejdspladser, vil udvikle sig til modstand og kampvilje.

 

Det er en enorm udfordring for Mexico, af mange grunde. Den situation, der kan opstå i den nordlige grænseregion, med de udviste og karavanerne af dem, der vil krydse grænsen den anden vej, bliver svær at styre. Og hvis der bliver sendt meget færre penge hjem, vil det påvirke tusinder af familier, der er afhængige af dem til deres livsunderhold. Under sådanne omstændigheder vil der uundgåeligt opstå kaotiske tilstande.

 

Den politik, der blev ført under præsident Andres Manuel Lopez Obradors regering fra begyndelsen af 2019, bestod i at samarbejde med USA’s grænsepatrulje om at kontrollere den strøm af immigranter, der kom ind gennem Mexicos sydgrænse, og forhindre dem i at nå frem til nordgrænsen. AMLO sendte tusinder af nationalgardister for at dæmme op for strømmen. Den nuværende præsident, Claudia Sheinbaum, har handlet tilsvarende ved at sende 10.000 soldater til nordgrænsen for at afværge de høje toldtariffer, som Trump havde dekreteret, og de blev efterfølgende sat på standby som reaktion herpå.

 

Truslerne mod Mexico

Som det fremgik klart af hovedtalen ved indsættelsen 20. januar, opfatter Trump Mexico som et af de vigtigste steder, hvor han kan lade sin ondsindede politik udfolde sig. Der er to områder, hvor Trumps trusler udgør en reel fare: økonomien og den nationale sikkerhed.

 

Den tidligere genforhandlede USA-Canada-Mexico handelsaftale vil blive taget op til drøftelse på grund af Trumps beslutning om at hæve tolden på import til hans land. Mexico er siden sidste år blevet USA’s vigtigste handelspartner, så det er klart, at udfordringen for Mexicos regering og de virksomheder, der handler med USA, er enorm.

 

Meget vil afhænge af, hvad man fremover kan blive enige om, eller ikke blive det. Trump mener, at overvågning af grænsen til Mexico er essentiel i handelskrigen med Kina. Den mexicanske regering er begyndt at reagere, og har lukket populære kinesiske butikscentre.

 

Men det er på sikkerhedsområdet, at den mest ømtålelige situation er opstået, der åbner op over for meget farlige konfrontationer. Det er sket ved den bekendtgørelse, hvori Trump erklærer de mexicanske karteller for at være ’udenlandske terrororganisationer’, der udgør en fare for USA’s nationale sikkerhed, idet de kontrollerer enorme områder, hvor de fungerer som de facto regeringer.

 

Ordren, som blev underskrevet af Trump 20. januar, satte en periode på 14 dage for Udenrigsministeriet, efter rådførsel med Justits- og Finansministerierne og Direktoratet for Efterretninger (DNI). Inden da skal man komme ned en anbefaling om, hvorvidt kartellerne skal betegnes som sådanne organisationer. Som begrundelse for førnævnte ordre anførtes, at kartellerne arbejder sammen med Kina om distribution og salg af fentanyl.

 

Det er en trussel mod den nationale sikkerhed, fordi fortolkningen af disse love åbner op for, at USA kan intervenere overalt i verden, hvor den slags organisationer opererer. Så vigtigt var dette for Trump, at han greb til at påberåbe sig Act Against Foreign Enemies, udstedt i Washington 1798, altså for mere end 200 år siden!

 

Den type love er brede i deres anvendelse, idet deres sigte er at straffe enhver fysisk eller moralsk entitet, der har relationer af enhver slags, det være sig økonomiske eller personlige, for eksempel, med kartellerne. Trumps relation til kartellerne, er i dag meget forskellig fra AMLO’s 6 årige embedsperiode, både sammen med Trump i hans første periode, og senere med Biden.

 

Det var rent faktisk i sidstnævntes periode, at disse relationer undergik en abrupt forandring med fængslingen af Mayo Zambada i Sinaloa, som resultat af en operation, hvor retshåndhævende myndigheder fra USA åbent intervenerede.

 

Situationen er alvorlig, fordi fortolkningen af denne lov kan indvirke på tilgang til kartellerne, ’kram-i -stedet-for kugler´, som AMLO-regeringen stod for i en periode på 6 år. Resultatet, der bestemt ikke var positivt, var, at der slet ikke var nogen politiske retningslinjer for bekæmpelsen af kriminelle (’kram’), men ’kuglerne’ stoppede ikke, og ved afslutningen af AMLO’s regeringsperiode begik kartellerne flere mord end under Caldéron og Peña Nietros administrationer [hhv. 2006-2012 og 2012-2018, o.a.]..

 

Konkurrencen om verdensherredømmet

De kolossale forandringer, der har fundet sted i verden i de seneste tre årtier – Sovjetunionens sammenbrud, genoprettelsen af kapitalismen i de enorme områder, der udgjorde Sovjetunionen, men frem for alt genoprettelsen i Den Kinesiske Folkerepublik, har ført til to hovedblokke. Den ene er anført af USA, og den anden af Kina, med hver deres satellit-allierede. USA’s hegemoni som den dominerende pol i den globaliserede kapitalisme gennem mere end et århundrede er nået til sin afslutning.

 

I Den Kolde Krigs æra 1945-1991 var den udfordring, som Sovjet-blokken udgjorde, først og fremmest politisk og ideologisk og i mindre grad økonomisk. Årsagen til dette var, at disse lande, som befandt sig i en overgangsfase fra kapitalisme til socialisme, ikke var integreret i det kapitalistiske verdensmarked. Men dette marked influerede på dem og forårsagede deres fiasko, hvilket genoprettelsen af kapitalismen, som fandt sted i de fleste af landene, demonstrerede meget præcist.

 

USA mere end bare opretholdt sin dominans, indtil den nye situation, der kom i kølvandet på finanskrisen i 2008, gjorde det klart, at Kina, sammen med Rusland, med succes var begyndt at konkurrere på verdensmarkedet. Med sin hær og kontrollen over Pentagons militær-industrielle kompleks, der tegner sig for halvdelen af verdens våbenproduktion, var USA’s verdensherredømme dog stadig uantastet på det militære område.

 

Men USA var begyndt at sakke agterud i forhold til Kina med hensyn til teknologisk og industriel produktion. Selv om dollaren ubestridt er den valuta, som andre tilpasser sig, har magtfulde sektorer i USA indset, at Kina er blevet en konkurrent, der skal tages alvorligt i kampen om verdensherredømmet.

 

Denne nye situation begyndte at blive noget, der kom op til diskussion, og der viste sig to forskellige strømninger inden for de to regeringspartier, som USA’s imperialistiske klasse råder over. Men det var i det Republikanske Parti, hvor den tankesæt blev fremherskende, at USA må reagere over Kina med fasthed og styrke for at forhindre dem i at overtage USA’s verdensherredømme.

 

Denne situation blev åbenlys allerede i Trumps første periode og bliver bekræftet her ved begyndelsen af den anden periode. De ikke alt for gennemskuelige planer, der har set dagens lys i økonomiske anliggender, peger på en protektionistisk ledetråd som kernen i hans vision.

 

Trump er olie-lobbyens mand i USA. Udvinding af råstoffer er i centrum, og han har kun hån til overs for miljø- og sundhedsanliggender.

 

Men den protektionistiske tråd er tydelig i hans vision om økonomisk fornyelse. En iøjnefaldende kendsgerning, der klart peger i retning af Trumps strategiske initiativer, er hans målsætning om at styrke den magtfulde kerne i det teknologiske industrikompleks – en beslutning, der er blevet godt modtaget af de selskaber, der har droppet deres tidligere støtte til det Demokratiske Parti og har bevæget sig tættere på Trump.

 

Apple, Microsoft, Alphabet (Google), Amazon, Oracle og Meta (Facebook) er alle amerikanske og førende på deres felt. Bare to dage efter hans indsættelse mødtes han med lederne af et projekt, der hedder Stargate, der fokuserer på udviklingen af kunstig intelligens anført af Softbank, ejet af den japanske magnat Masyoshi Son, og som involverer Oracle of OpenAI.

 

De meddelte, at deres indledende investering er 100 mia. dollars og forudser 500 mia. i de kommende år. De sagde også, at de ikke ville have påbegyndt et sådant projekt, hvis Demokraterne havde vundet valget.

 

Og hvad kan sige om Elon Musks ekshibitionistiske tilstedeværelse ved tiltrædelsesceremonien – ham, den rigeste mand i verden, der skamløst promoverede sin arrogance, gav en nazi-hilsen og viste med sin blotte tilstedeværelse, hvad den orangefarvede mand reelt repræsenterer?

 

Anti-imperialisme i det 21. århundrede

Ni dage efter Trumps indsættelse har det globale chok, som han har forårsaget, ikke fortaget sig. I Mexico, som er direkte påvirket af, hvad han gør og ikke gør, vil den strategiske position for de af os, der kæmper for et nyt Mexico og en ny verden, være at forsvare vores demokratiske, socialistiske, libertære, feministiske og internationalistiske program.

 

Vores anti-imperialisme er anti-kapitalistisk, den er internationalistisk, fordi den kæmper og vil blive ved med at kæmpe sammen med millioner af mexicanere og andre immigranter, der trues i USA. Vi kræver, at den mexicanske regering giver de mænd og kvinder, der vil ankomme til vores land, når de er blevet smidt ud af USA, en menneskelig og værdig behandling. Fordi de er arbejdere, og kun i en fælles kamp her, og med dem på den anden side af grænsen, vil det være muligt at vinde de hårde kampe, der venter.

 

Over for truslerne om at intervenere direkte med deres militær og politi på mexicansk territorium, opfordrer vi til en enhedsfront, som kan forsvare os mod imperialistisk aggression og en mulig intervention. Vi, de mexicanske arbejdere, vil føre an med at rense landet for den bærme og ondskab, som de borgerlige regeringers hykleriske politik har tilladt at brede sig og forstærke organiseret kriminalitet.

 

Vi vil kæmpe sammen med alle dem, der går imod Trump og hans lakajer, på tværs af partier og ideologier, men holde fast ved vores politiske og ideologiske uafhængighed, især i forhold til den nuværende regering, der ligesom de tidligere, PRI, PRIAN og AMLO, har været ansvarlige for den situation, vi nu befinder os i.

 

24. januar 2025

 

Manuel Aguilar Mora var en af lederne i studenteroprøret i Mexico By 1968 og senere mangeårig leder af PRT (Revolutionlrt Arbejderparti). I dag er han medlem af LUS (Forenet Socialistisk Forbund). Han har skrveet flere bøger om Mexicos sociale og politiske historie.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen