Illustration: Svend Vestergaard Jensen

Benjamin Netanyahu håbede i den grad på en sejr til Trump og gjorde alt, hvad han kunne for at bidrage dertil, både ved at opildne sine højreorienterede amerikanske allierede og ved at nægte at give Joe Biden og den demokratiske præsidentkampagne en våbenhvile i Gaza. Den, de havde håbet på for at opnå et argument i valgkampen, som de desperat havde brug for.

Så hvad venter der os nu, hvor Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus er bekræftet?

Ud fra de tilgængelige oplysninger om Trumps ageren i sin første præsidentperiode, hans udmeldinger under kampagnen, og hvad der er lækket fra hans cirkler, ser det ud til, at han er ivrig efter at fremstå som en leder, der opnår “fred”. Dette i modsætning til hans fremstilling af Biden som en evig kriger, der ikke formår at løse det. Mens Trump søger at afslutte krige, som han ikke finder i Amerikas interesse, er han omvendt ivrig efter at nå sine mål i tilfælde, hvor han øjner en vigtig interesse.

Mens han således i sin tidligere periode forhandlede med Taleban som forberedelse til tilbagetrækningen af ​​amerikanske styrker fra Afghanistan og også ønskede at trække den amerikanske militære dækning for kurderne i Syrien tilbage efter anmodning fra den tyrkiske præsident Erdogan, støttede han alligevel den fortsatte tilstedeværelse af amerikanske styrker i Irak, og udtrykte uden blusel sin interesse for landets olierigdom.

Fred i Palæstina?

Og samtidig med, at han udtrykte en ambition om at indgå “århundredets aftale” om Palæstina, var den “fred”, han foreslog, så uretfærdig, at selv Mahmoud Abbas afviste den. Netanyahu derimod hilste den velkommen og indså, at ingen fra palæstinensisk side ville kunne acceptere betingelserne i sådan en “aftale”. Netanyahu håbede derfor, at den palæstinensiske afvisning af dette “generøse” tilbud ville legitimere den zionistiske stats yderligere greb om Palæstinas land vest for Jordanfloden. Ud over dette havde Trump forkastet mange års officielle amerikanske politiske holdninger til den regionale konflikt til fordel for Israel, lige fra hans officielle godkendelse af Israels annektering af de besatte syriske Golanhøjder til hans overførsel af den amerikanske ambassade til Jerusalem og hans lukning af det amerikanske konsulat for de besatte områder i 1967.

Alt dette indikerer støtte til zionistisk ekspansionisme. Og føjer sig til Trumps tilslutning til Israels holdning til Iran, hans ophævelse af den atomaftale, som hans forgænger Barack Obamas administration indgik med Teheran efter lange og vanskelige forhandlinger, og støtte til optrapningen af den militær provokation i form af mordet på chefen for den iranske Quds-styrke Qassem Soleimani og så videre.

Trump har ingen interesse i at støtte Ukraine og vil hellere nå frem til en aftale med Vladimir Putin, der kunne tilfredsstille den russiske præsident, som han beundrer for dennes reaktionære personlighed, samtidig med at Trump ønsker adgang til amerikanske investeringer. Han ser ikke noget incitament til en alliance med europæiske lande, medmindre de giver flere økonomiske indrømmelser til USA og øger deres militære indsats for at blive stadig mere involveret i USA’s konfrontation med Kina, som Trump ser som USA’s største konkurrent (mens direkte fjendtlighed over for Kina er en grundlæggende søjle i ideologien for den amerikanske imperialistiske højrefløj, som han leder). Samtidig er det ingen hemmelighed, at Trump anser de arabiske golfmonarkiers olie og oliepenge for at have den allerhøjeste amerikanske interesse og anser den zionistiske stat for en uvurderlig allieret i rollen som vagthund for denne overordnede interesse.

Det handler om interesse i groveste forstand – hvor personlig og familiemæssig egeninteresse trumfer ethvert andet hensyn, og hvor “Amerikas interesse” tænkes i sin mest snævre og kortsigtede forstand, i tæt sammenhæng med ønsket om at prikke til offentlighedens mest primitive instinkter (ofte kaldet “populistisk” eller “demagogisk” adfærd) – denne interesse styrer Donald Trumps adfærd, intet andet.

Libanon og Iran

Det forventes derfor, at han med hensyn til Libanon vil videreføre Biden-administrationens holdning om at afslutte den igangværende krig på vilkår, der tilfredsstiller Israel, baseret på tilbagetrækningen af ​​Hizbollah-styrker nord for det område, der er fastsat i FN’s Sikkerhedsråds resolution 1701 fra 2006 , og her gradvist at erstatte Hizbollahs styrker såvel som Israels besættelsesstyrker med den regulære libanesiske hær. Alt sammen forudsat, at der gives garantier under amerikansk tilsyn af, at Hizbollah ikke vender tilbage til det førnævnte område og ikke genopfylder sit arsenal af missiler fra Iran via syrisk territorium. Dette vil blive ledsaget af en forstærkning af den libanesiske hær, så magtbalancen i Libanon kan ændre sig, hvilket vil tillade den USA-dominerede stat at overvinde landets Iran-dominerede part. Naturligvis er opnåelsen af ​​denne aftale i øjeblikket betinget af Irans godkendelse, hvilket stadig afvises, da Teheran foretrækker at fastholde Hizbollah i kamp, så de kan spille en rolle i den kommende konfrontation mellem Iran og den amerikansk-israelske alliance.

Netanyahu er overbevist om, at Trump vil være mere villig end Biden til at engagere sig i denne konfrontation. Han har allerede sendt en repræsentant for at forhandle med den nyvalgte præsident om de næste skridt mod Iran. Trump vil også konsultere sine arabiske Golf-venner, som håber, at Iran vil blive tildelt et afgørende slag, uanset hvor meget de på overfladen frier til Teheran og har empati for befolkningen i Gaza. Med sådanne positioner vil de undgå, at Iran overbyder dem vedrørende Palæstina og overbevise Teheran om at skåne deres olieanlæg, som Iran har truet med at ramme, hvis dets atomanlæg bliver angrebet. Sandsynligheden for et fælles amerikansk-israelsk angreb på Iran er blevet meget høj med Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus. Han vil helt sikkert forsøge at genetablere et fast amerikansk herredømme over Golf-regionen, efter at det blev svækket under Obama og Biden.

Hvad angår Palæstina, vil Trump sandsynligvis støtte Israels officielle annektering af en betydelig del af Vestbredden og Gaza (især den nordlige del af Gaza, hvor den zionistiske hær i øjeblikket gennemfører en “etnisk udrensning”) for at udvide landets bosættelser på Vestbredden og genoptage ​​en opbygning af deres styrker i Gaza. Israel vil beholde sit greb over strategiske korridorer, der muliggør kontrol over de resterende palæstinensiske befolkningscentre i de to besatte områder.

Som i Århundredets Aftale, udarbejdet af Trumps svigersøn Jared Kushner og annonceret i starten af ​​2020, vil transaktionen sandsynligvis omfatte en “kompensation” til palæstinenserne for det, der bliver taget fra dem og officielt annekteret til israelsk territorium, ved at de får tilbudt områder i Negev-ørkenen. For otte måneder siden udtalte Kushner, at Israel burde erobre den nordlige del af Gaza-striben og investere i at udvikle sin “havnefront”, mens de overførte de palæstinensiske indbyggere til Negev-ørkenen. Endnu en gang vil denne “aftale”, der antager det palæstinensiske folk for idioter, ikke finde accept hos nogen palæstinensisk medspiller med den mindste smule troværdighed. Således vil Israel se sig i sin fulde ret til ensidigt at gennemtvinge det med magt. Samtidig vil den zionistiske yderste højrefløj fortsat presse på for at få fuldført Nakba’en fra 1948 ved at annektere alt palæstinensisk land mellem floden og havet og rykke de fleste af dets indbyggere op med rode.

Oversat fra Gilbert Achcars blog af Anne Haarløv.

Først bragt i det arabiske Al-Quds al-Arabi den 12. november 2024.