Modstanden mod Modi omfatter i dette tilfælde ikke kun arbejderkampe og andre konventionelle venstrefløjsaktiviteter, men også kampe mod kastesystemet og patriarkatet og mod Hindutva, den hinduistiske, antimuslimske ideologi, som kendetegner Modis regerende parti – BJP, såvel som andre organisationer, der hylder ideen om et hinduistisk overherredømme.

Inden for den mangfoldige vifte af partier på venstrefløjen i Indien adskiller CPI(ML) sig fra både maoisterne, der fokuserer på væbnet kamp, og den overvejende parlamentariske strategi hos CPI(M), der overvejende er til stede i det sydlige Indien, og og som styrede delstaten Vestbengalen i 34 år indtil det massive nederlag [i 2011, o.a.], som i vid udstrækning tilskrives partiets nyliberale økonomiske politik.

I øjeblikket spiller CPI(ML) en særlig vigtig rolle i den antifascistiske modstand i Indien først og fremmest af to grunde. For det første har partiet været centralt for mange af de folkelige bevægelser, der ryster Indien. For det andet er partiet dominerende på venstrefløjen i den store østlige delstat Bihar, som er en del af det “hindu-bælte”, som hinduistiske organisationer betragter som deres kerneområde. Her har partiet 12 pladser i parlamentet og deltager i en stor valgalliance af oppositionspartier, som har gjort det muligt at ændre styrkeforholdet og dermed holde BJP fra magten i Bihar, i det mindste indtil videre.

Det er netop i Patna, hovedstaden i Bihar, at CPI(ML)-kongressen afholdes. Bihar er en af Indiens fattigste stater, men har en overbevisende revolutionær historie. Den har været centrum for ikoniske kampe for retfærdighed gennem mere end et århundrede. Det er her, at den Quit India-bevægelse som til sidst fik briterne fjernet fra magten, havde sin oprindelse. Det er her, at den revolutionære naxalit-bevægelse, der tog Indien med storm i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 70’erne og blev brutalt nedkæmpet, genopstod i 1980’erne. Nu i form af de jordløse dalitters og andre undertrykte kasters politiske massekamp for jord, løn, værdighed og andre rettigheder. Her var Ram Naresh Ram og andre legendariske ledere af dalitterne [de mennesker, der befinder sig på bunden af det indiske kastesystem, o.a.] med til at forme bevægelsen i Bihar.

Mens CPI(ML) forblev under jorden, havde partiet i mange områder med succes konfronteret feudale godsejere, der havde deres egne private hære støttet af styrker, der går ind for hindu-overherredømme. Partiet omfordelte jord, forhøjede lønningerne for landarbejdere, kæmpede imod den seksuelle vold, som de undertrykkende godsejere betragtede som deres medfødte ret, og gjorde en ende på godsejernes kontrol over valgstederne.

Samtidig lagde partiet stadig større vægt på at opbygge åbne masseorganisationer af arbejdere, bønder, kvinder og studerende på landet og i byerne. I 1992 gik partiet selv over jorden og begyndte at deltage i valg, samtidig med at det bevarede sin base og støtte blandt landarbejdere og de undertrykte kaster og styrkede organisationer som den velkendte studenterorganisation AISA, kvindeorganisationen AIPWA, fagforeningscentret AICCTU og organisationer for landarbejdere og landmænd.

Vi fra South Asia Solidarity Group ankommer dagen før et massemøde under parolen “Slå fascismen ned, red demokratiet”, der foregår som optakt til kongressen. Gaderne er i miles omkreds pyntet med røde flag og dekorationer med kommunistiske symboler – som vi får at vide, måtte sættes op tidligt om morgenen for at undgå politiets chikane.

Om eftermiddagen strømmer folk ind i Patna – det er primært de fattige fra landdistrikterne – kvinder og mænd, der arbejder i landbruget, småbønder, arbejdere i små industrier, skole- og universitetsstuderende og arbejdsløse unge. De ankommer med tog, på cykler og mange til fods. Sammen med deres ejendele til overnatning på demonstrationspladsen har de røde flag og bannere med sig. Stemningen karakteriseres ved, at de kræver byens rum for deres eget parti, Ma-Lé, som det kaldes i Bihar.

I mellemtiden ankommer andre internationale gæster, blandt andet fra Venezuela, Bangladesh, Nepal og Australien, en ukrainsk socialist med base i Indien og andre. Gæster fra Pakistan blev nægtet visum, og gæsterne fra Sri Lanka havde også problemer, men de har sendt hilsener, ligesom gæsterne fra Palæstina og Cuba har gjort det.

På dagen for demonstrationen er den store Gandhi Maidan Plads fyldt med anslået 150.000 mennesker, og de reagerer begejstret på talerne, som de tydeligvis kender godt. Ingen har nogen illusioner om, at det bliver let at vinde over BJP ved det nationale valg i 2024. Men der er en enorm følelse af, at det haster, og en energi til at føre denne kamp videre og vinde.

Talerne fremhæver de igangværende bevægelser mod stigende arbejdsløshed og fattigdom og mod det antimuslimske og antikristne vanvid, som BJP har pisket op, angrebene på dalitter og undertrykte kaster, intensiveringen af patriarkalsk vold og på et andet plan statens offensiv mod mediefriheden. De taler imod Modis berygtede lov om ændring af loven om statsborgerskab, som har til formål at fratage landets muslimske mindretal dets rettigheder [se artikel i SI], afskaffelsen af artikel 370, som reelt annekterede Kashmir og fratog delstaten den begrænsede autonomi, den tidligere havde, og de nye arbejdsmarkedslove, som tramper på arbejdstagernes rettigheder.

Blandt dem, der taler, er nogle af partiets meget populære medlemmer af Bihars lovgivende forsamling, som næsten alle tilhører undertrykte kaste- eller muslimske samfund og har en fortid som ledere af græsrodsorganisationer. Andre er Shashi Yadav, lederen af fagforeningen “Scheme Workers Union”, der repræsenterer tusindvis af kvinder, der er ansat som “frivillige” sundhedsmedarbejdere, skolekokke og vuggestuepædagoger, og som kæmper for at blive anerkendt som offentligt ansatte, og Meena Tiwari, formand for den massebaserede kvindeorganisation All-India Progressive Women’s Association, der opfordrer kvinderne til at gøre modstand mod de nye love, der kriminaliserer ægteskaber mellem religioner, og mod den politik, hvor forbrydere, der har begået voldtægter af muslimske og dalit-kvinder, bliver offentligt hyldet.

CPI(ML)-generalsekretær Dipankar Bhattacharya minder om, at Bhagat Singh, den socialistiske, revolutionære frihedskæmper, der blev hængt af briterne, havde advaret om de “brune sahibs”, der ville sætte sig i de stole, som de hvide sahibs havde efterladt, og det er faktisk virkeligheden i dag, fordi virksomheder som Adani har fået en hidtil uset magt. Han siger, at vejen til ægte demokrati starter i de landsbyer, hvorfra folk er rejst til denne demonstration, og med kravene fra de mest undertrykte og udbyttede.

Den næste dag fylder omkring 1.700 delegerede et kæmpestort mødested i det centrale Patna. De er rejst helt fra Himachal i nord til Pondicherry og Kerala i syd, fra Karbi Anglong og Assam i øst til Maharashtra i vest.

Efter de indledende møder, hvor gæsterne bliver budt velkommen, og et livligt kulturelt arrangement, går de delegerede i gang med at diskutere forskellige resolutioner. Disse synes ved første øjekast at være uhyggeligt lange, men i praksis er diskussionen interessant og stimulerende. Der er uenighed og debatter, som alle holdes sammen med et tydeligt engagement i den demokratiske proces. De delegerede tager et væld af forskellige emner op og taler enten på hindi eller andre regionale sprog. Et hold af oversættere arbejder med bemærkelsesværdig hurtighed og effektivitet for at gengive hvert enkelt indlæg til både engelsk og hindi, hvor det er nødvendigt.

En kvindelig sanitetsarbejder og fagforeningsleder fra Karnataka beskriver nogle af de seneste inspirerende sejre. En gammel miljøforkæmper og partiaktivist fra Himalaya-staten Uttarakhand fortæller om de forfærdelige konsekvenser af elprojekter med miljøødelæggelser, som har bragt en historisk by på randen af sammenbrud med huse, der brækker over, og hvor jorden synker. En ung kvindelig studenteraktivist fra Delhi opfordrer partiet til at gøre mere for LGBTQI+-spørgsmål. Andre diskuterer den kollektive organisering mod den gældsætning, der er forårsaget af mikrofinansieringsordninger, og andre igen taler om behovet for at styrke bevægelsen for klimaretfærdighed.

Et centralt tema er vigtigheden af at anerkende Modi-styret som fascistisk. Modi-regimet er ikke blot “autoritært”, da det har rødder i og er underlagt RSS, en åbenlyst fascistisk kadreorganisation, der blev grundlagt i 1925 og er inspireret af Mussolinis sortskjorter. De historiske ledere af bevægelsen for hinduernes overherredømme beundrede åbent Hitler og nazisterne – og mente, at Indien burde efterligne dem.

Udtrykket “hindu-nationalisme” til at beskrive dets ideologi er også en misvisende betegnelse: Der er ingen spor af økonomisk nationalisme, da regimet er uløseligt knyttet til den globale erhvervskapital og dets hyper-nyliberale politikker betyder, at landet sælges til udenlandske og indiske multinationale selskaber.

Som Arundhati Roy, der deltager i kongressen og taler om behovet for at forene anti-kaste- og antikapitalistiske bevægelser, siger: “Landet ledes i øjeblikket af fire personer, to der sælger [Modi og indenrigsminister Amit Shah] og to der køber [de to indiske multimilliardærer Adani og Ambani].”

Kategoriseringen af det nuværende regime som fascistisk er ikke blot en intellektuel øvelse, men afgørende for planlægningen af strategien – konfrontationen med fascismen kræver for eksempel opbygning af så brede alliancer som muligt, herunder med dem, der i andre perioder har været modstandere.

Selv om det borgerlige demokrati symbolsk stadig er til stede, bliver demokratiske strukturer som uafhængige medier og retsvæsen samt frie og retfærdige valg målrettet og systematisk ødelagt – hvilket betyder, at den antifascistiske kamp må fortsætte længe efter Modis valgnederlag, som de fleste andre oppositionspartier ser som slutmålet. Men ved siden af denne erkendelse af, at der venter en lang kamp forude med den yderste højrefløj i fremmarch i Indien og globalt, var CPI(ML)-kongressen også fyldt med håb om radikal social og politisk forandring, og den var en meget tiltrængt arena til at forestille sig fremtidige muligheder og tænke over, hvordan drømme kan blive til virkelighed.

Oversat fra Green Left af Peter Kragelund