content-picture.php

Gennem de sidste par uger er protester brudt ud over hele Indien, i den måske mest omfattende udfordring af Narendra Modis regering, siden den kom til magten i 2014. Staten har svaret igen med brutal magtanvendelse, i dusinvis er blevet dræbt af politivold rettet mod demonstranter.

af Achin Vanaik, Thomas Crowley

Den udløsende gnist var vedtagelsen af loven om Ændring af Reglerne for Statsborgerskab (CAA – the Citizenship Amendment Act), der var blevet hastet igennem parlamentet af Modis Bharatiya Janata Parti (BJP). Loven indfører diskriminerende religiøse betingelser for at opnå statsborgerskab.

 

Achin Vanaik har været involveret i protesterne i Delhi, og har gennem årtier skrevet om både højre- og venstrefløjen i Indien. Thomas Crowley talte med Vanaik i et interview til Jacobin

 

TC: Kan du indledningsvis give et kort overblik over Ændring af Reglerne for Statsborgerskab (ÆRS)?

 

AV: Denne lov gør det muligt i lyntempo at opnå indisk statsborgerskab for visse mennesker, under påskud af at de tilhører forfulgte mindretal fra tre nabostater til Indien, alle islamiske: Afghanistan, Bangladesh og Pakistan. Og den udelukker udtrykkeligt muslimer. Ved at udelukke muslimer udelukker den hazararer, baluchier og amadiyyaer – muslimske sekter, der også er forfulgte i Afghanistan og Pakistan. Det er også bemærkelsesværdigt, at der også er forfulgte minoriteter i andre nabostater, der heller ikke er omfattet af loven, som f.eks. rohingaerne. Så denne lov skaber en tydelig forskelsbehandling mellem muslimske og ikke-muslimske mindretal og fremmer forestillingen om, at Indien udgør det ”naturlige” hjem for hinduer.

 

TC: Hvordan hænger denne lov sammen med de bredere debatter og udviklingen omkring statsborgerskab i Indien?

 

AV: Denne lov er første trin – og det står meget, meget klart, det er blevet meddelt – i opbygning af, hvad der bliver kaldt et National Borgerregister (NB) på landsdækkende indisk niveau. Der er intet behov for et sådant register. I modsætning til folketællingerne, som gennemføres hvert tiende år, så vil du nu skulle bevise dit borgskab ud fra en meget begrænset liste af dokumenter, når de gennemfører NB. Så vil bevisbyrden for, at du er legitim statsborger hvile på den enkelte, ikke på en eventuel anklager eller på staten. Hvad nu, hvis du ikke er i stand til at løfte denne bevisbyrde? For eksempel foregår de fleste fødsler hjemme og ikke på sygehuse, og disse husstande har ingen fødselsattester. Alle, som ikke er muslimer, kan påberåbe sig at være ”forfulgte” under den nye lov og kan erhverve statsborgerskab i lyntempo. Hvad vil der ske med muslimer? De vil blive sendt til lejre. Dette er målet.

 

Lad mig minde om, at Rigsborgerskabsloven fra 1935 tog statsborgerskabet fra de tyske jøder og først derefter blev de sendt til koncentrationslejrene. Og tilsvarende skete i 1982 i Myanmar. Rohingaerne blev nægtet statsborgskab. Så dette er virkeligt en del af et systematisk forsøg på at udstøde muslimer. De kan ikke udvises, fordi nabostaterne ikke vil modtage dem. Så hvad vil der så ske med dem? De vil blive tilbageholdte i lejre. Og sådanne lejre er allerede under opbygning i forskellige dele af landet.

 

Det Nationale Borgerregister er allerede blevet gennemført i en delstat, i Assam. Hvad de her opdagede var, at i en stat med 33 millioner mennesker havde fire millioner som udgangspunkt ikke den nødvendige dokumentation. Gennem en periode blev dette antal reduceret, men der manglede stadig to millioner. De folk, der allerede er blevet tilbageholdt i lejre, har lidt meget. Nogle har begået selvmord. Der er foregået alt muligt i disse lejre. Og med det kolossale antal, der sandsynligvis er i fare, når NB bliver gennemført i hele Indien, vil der sikkert ske det, at en del af dem vil blive tilbageholdt i lejre. Men selv de, der ikke ryger i lejre, vil få frataget alle former for rettigheder: retten til at stemme, retten til at eje jord eller anden ejendom. Med andre ord, en systematisk bestræbelse for at reducere dem til andenrangs borgere. Det er tydeligvis planen.

 

TC: Hvordan har protesterne mod ÆRS og NB udfoldet sig?

 

AV: Der har været kæmpe modstand mod dem fra tre grupper. For det første har fra mange muslimer. Så er der mange andre, som er meget dybt bekymrede over overtrædelsen af det sekulære princip om, at rettigheder ikke skal være betinget af tilhørsforhold til en specifik religion. Og endelig er der også en stor del i nordøst, i delstaten Assam, som protesterer af årsager, der både har en positiv og en negativ side.

 

Det positive består i, at du har et stort antal ikke-muslimer, som støtter protesten. I det mindste er det tydeligt, at det ikke blot er en lille minoritet af såkaldte sekulariserede mennesker og muslimer, der er oprørte over dette, men også et stort antal hinduer og andre. Den negative side skyldes en regional chauvinisme, der retter sig mod migranter fra andre dele af Indien, især mod dem, der kommer fra Vestbengalen.

 

Når det drejer sig om de igangværende protester, bliver de i virkeligheden anført af studenter overalt i landet. Og man vil bemærke, at der har været meget omfattende brutalitet mod studenter især fra to universiteter: Jamia Millia Islamia Universitetet og Aligarh Muslim Universitetet (AMU). Det er såkaldte Minoritets Uddannelses-institutioner. De blev i sin tid oprettet for at give religiøse minoriteter, især kristne og muslimer, mulighed for at opnå længerevarende uddannelse og forbedre deres vilkår. De har en langt højere andel af muslimske og kristne studerende, men er som alle universiteter åbne for alle ansøgere.

 

Så på AMU og Jamia vil måske 40 procent af de studerende f.eks. være muslimer (hvorimod muslimer udgør 14 procent af hele befolkningen), men 60 procent vil være ikke-muslimer, og flertallet af de ansatte og professorerne vil heller ikke være muslimer. Og nu har man set studenter – både muslimske og ikke-muslimske – på disse to universiteter, såvel som på andre universiteter, der er gået til modstand mod loven og NB-registret. Men den brutalitet, som især disse to universiteter er blevet mødt med, fordi de officielt er muslimske minoritetsuniversiteter, er langt større end den type af brutalitet, som ellers er blevet anvendt over for de øvrige universiteter over hele landet. Så de studerende protesterer også mod denne forskelsbehandling.

 

Den kendsgerning, at unge mennesker i Indien, studenter og andre, er gået til modstand på denne måde, giver mig et håb, for hvis vi kun ser på valgresultaterne, i modsætning til billedet i i Storbritannien og USA, viser det sig, at de unge mellem 18 og 24 år i højere grad end andre aldersgrupper stemmer på det yderst højreorienterede BJP.

 

TC: Hvorfor eksploderer disse protester nu, hvorimod man ikke så en sådan reaktion på den igangværende undertrykkelse i Kashmir?

 

AV: Det, der skete i tilfældet Kashmir, er, at modviljen i det store og hele var begrænset til Kashmir. Man oplevede ikke nær den folkelige vrede. som vi nu ser. Rent faktisk handlede modstanden hos Kongrespartiet og endog de større venstreorienterede partier ikke så meget om selve afskaffelsen af paragraf 370 i grundloven som sådan, men om den måde, hvorpå afskaffelsen blev gennemført. Når alt kommer til alt, har Kongrespartiet en lang historie, der begyndte længe før BJP, om grundlovsstridig og skammelig undergravelse af den autonomi, som oprindeligt blev givet og lovet til Kashmirdalen.

 

De aktuelle protester har derimod fundet sted overalt. De har ikke været lokalt begrænsede. Og det er ikke et oprør, der er blevet igangsat af politiske partier, men af studenter på forskellige universiteter, der så igen har fået opbakning fra andre demonstranter. Der er en klar erkendelse af, at regeringen virkelig er på krigsstien mod muslimer.

 

Men da denne regering samtidigt er fast besluttet på at eliminere eller undertvinge alle andre politiske partier, så har de øvrige partier indset, at for at sikre deres egen overlevelse er de tvunget til at gå imod BJP.  Så de har ikke rene motiver, men de indser, at for deres egen skyld er de nødt til at gøre dette. Så det er interessant, at nu siger en række af de partier, der normalt er allierede med BJP – og som støttede statsborgerskabsloven – støt ikke oprettelsen af dette register.

 

TC: I dine tidligere værker, fra 1990erne, var du tilbageholdende med at beskrive hindu-nationalismen i BJP som fascisme, skønt du bemærkede, at den bestemt havde fascistiske tilbøjeligheder. Hvad har ændret sig siden da? Har BJP forandret sig fra en mulig til en faktisk fascistisk organisation?

 

AV: Den indiske venstrefløj har i lang tid debatteret den fascistiske eller fascistoide karakter af denne kraft, som helt klart tilhører den yderste højrefløj. Der var en del liberale lærde, som sagde, at som bekendt er Indien et meget sammensat land, og hvis man virkelig ønsker at få den centrale magt, er man nødt til at være moderat. Så ud fra denne opfattelse vil der altid være et pres på den yderste venstre- og højrefløj for at bevæge sig ind mod midten – noget jeg længe har afvist. Jeg har sagt, at det, der faktisk sker, er at det yderste højre har været i stand til at flytte tyngdepunktet i indisk politik mod højre.

 

Det teoretiske spørgsmål er: Hvordan forstår man fascisme?  Forstår du fascisme som en organisme, eller forstår du det som en proces? Jeg har altid haft det synspunkt, med udgangspunkt i en venstrefløjsforståelse, at det er en proces, det er noget i bevægelse. Der er altid et fascistisk potentiale. Og kulminationen på det fascistiske potentiale ville være den fascistiske stat. Og den fascistiske stat er en af de mest klasse-autonome former for stater. Du vil have en ekstremt centraliseret og autonom stat. Det er et etparti-diktatur, der intet har at gøre med demokrati, med en imperialistisk karakter og så videre.

 

Mange mennesker var bekymrede for muligheden for en fascistisk stat, da BJP for første gang kom til magten i 1990’erne. Men jeg husker, at jeg meget klart sagde, at selv hvis partiet kommer til magten, vil den demokratiske stat ikke være tabt. Nu indser de fleste, at der ikke vil blive en fuldstændig afskaffelse af demokrati. I stedet vil der ske en dramatisk udhuling af demokratiet, hvilket betyder, at der stadig vil blive afholdt valg, fordi disse giver legitimitet til mange yderste højrekræfter og så videre.

 

Så jeg tror ikke, at vi skal gøre alt for meget ud af debatten om fascisme. Det er nok at erkende, at det er en meget, meget, meget farlig kraft, med fascistiske træk, og det vigtige er ikke at hænge for meget fast i teoretiske forskelle. Programmatiske forskelle, som kan udspringe af teoretiske forskelle, er meget vigtigere. Hvad jeg mener med dette er: Er der en lige linje fra at sige, at det er fascisme til en programmatisk forståelse af, hvordan den bekæmpes? Og du vil opdage, at der ikke er en enkel sammenhæng i dette. Så jeg synes ikke, at man skal hænge sig for meget i kategorier, men indse vigtigheden af en enighed om, hvorledes den bekæmpes på langt sigt og også forstå, at sammenlignet med alle andre kræfter på den yderste højrefløj alle andre steder i verden, så er det den mest magtfulde og farligste. Må jeg blot lige kortfattet forklare, hvorfor dette er tilfældet?

 

TC: Ja, det ville være helt fint. Hvordan vil du placere BJP og andre hindu-nationalistiske organisationer – især Rashtriya Swayamsevak Sang (RSS) – ind i forhold til andre højrefløjskræfter rundt om i verden?

 

AV: For det første, i modsætning til Marine Le Pen, Duerte og Bolsonaro, så har vi en kraft, der har eksisteret uafbrudt i over halvfems år. Her taler jeg ikke bare om JBP eller RSS, men den samlede gruppe af hindu-nationalistiske organisationer, som er en del af det, der i Indien bliver kaldt for Sang Parivar eller Sang-familien. Hvilke andre kræfter på den yderste højrefløj i andre dele af verden har denne type af baggrund?

 

For det andet: Den har de bredeste og dybeste rødder i det indiske civilsamfund. Den har over otte hundrede NGO’er, som laver alle former for arbejde. Den har 36 tilknyttede organisationer og fire, der er landsdækkende: RSS, BJP, VHP (Verdens Hindurådet), og Bajrang Dal (paramilitær organisering af lumpenproletariatet). Og jeg kunne blive ved og ved. Der er millioner af kadrer og aktivister og så videre.

 

Den opnår sin loyalitet ikke bare fra folk, der accepterer dens ideologi, men fordi den gør alle mulige andre ting, som opfylder folks grundlæggende behov. Det er en kadrebaseret organisation, som også er institutionaliseret på forskellige måder. Den yder hjælp til lokale eller fritidsaktiviteter, eller hjælper en familie med at skaffe en læge, hvis deres barn ikke er rask. Den vil hjælpe dig med at få en uddannelse. Den har det største netværk af private skoler på folkeskoleniveau. Så det er alle disse ting. Ting, som venstrefløjen tidligere selv var i stand til, da den var i fremgang og som en kadreorganisation.

 

Den tredje forskel er, at i modsætning til Brasilien, Filippinerne, Frankrig og så videre, så er oppositionen her så meget svagere. Du har mere politisk konkurrence i andre lande fra andre politiske partier, selv hvis de er konservative, så det yderste højres vælgermæssige styrke, som ikke har så dybe rødder, bliver også i stor udstrækning stillet overfor andre politiske kræfter med en stor vælgermæssig opbakning. Her i landet er der en meget svagere opposition.

 

Og den fjerde forskel er, at siden 1947 er det det eneste større parti i Indien, der aldrig har været udsat for en større splittelse. Kongrespartiet har været udsat for splittelser, venstrefløjen har haft splittelser. Og jeg tilskriver dette til det specielle ved dets ideologiske grundlag, som også tillader det at være fleksibelt. Dette grundlag er, selvfølgelig, dets anti-islamiske karakter og dets hindu-nationalisme, som betyder, at det kan være fleksibelt gennem at afvise sin tidligere økonomiske nationalisme og blive kæphøj omkring anvendelse af nyliberal økonomi. På denne måde har det selvfølgelig også sikret sig støtte hos den herskende klasse.

 

TC: Hvis denne kraft har brugt 90 år til at bygge sig op, hvad skal der så til for at opbygge en bred bevægelse, som kan gå op imod den? 

 

AV: OK, lad os være meget klare: Et af de afgørende elementer i at opbygge en opposition ville være at være i opposition til den kapitalistisk-nyliberale økonomiske kurs, som den er slået ind på, og som alle de andre større partier også på den ene eller anden måde støtter. Og dette har selvfølgelig skabt kolossale problemer for dem. Du kan ikke udrydde fattigdom, du har et voksende problem med arbejdsløshed, du har massive uligheder i indkomst og formuer. Så hvor er den styrke, som vil gå imod alt dette?

 

Nuvel, på kort og mellemlangt sigt kan man gøre alle mulige ting. Man laver taktiske alliancer med andre politiske kræfter, med andre sociale bevægelser, man kæmper om specifikke spørgsmål vedrørende demokrati og så videre. Men hvordan opbygger man på længere sigt en kraft, som ville være seriøst engageret i at ændre en virkelighed med et voksende Hindutva? Hvilket ikke kan være adskilt fra en kraft, som vil kæmpe for at vælte den nyliberale kapitalisme. Hvilket efter min opfattelse ikke kan være adskilt fra en styrke, som vil være engageret i den endelige omvæltning af selve det kapitalistiske system. Og grunden til, at jeg siger dette, er, at jeg ikke ser nyliberalismen som et nyt akkumulations-system, som på et eller andet tidspunkt vil vende tilbage til en tidligere form for socialdemokratisk kapitalisme. Jeg tror, den æra er ovre. Jeg plejede at mene, at kampen for at omvælte kapitalismen i sidste ende ville være nødt til at gå gennem en genetablering af en mere human form for kapitalisme. Men jeg tror, vi er nødt til at udelukke dette. Om ikke andet, så vil klimaforandringerne sørge for det.

 

Det betyder ikke, at vi ikke kæmper for reformer, der er socialdemokratiske, selvfølgelig gør vi det. Men min grundlæggende pointe er, at vejen til på længere sigt at bekæmpe Hindutva er den samme, som vejen til på længere sigt at bekæmpe nyliberal kapitalisme og derfor selve kapitalismen, hvilket betyder at man er nødt til at skabe en ny slags venstrefløj.

 

Og hvordan vil det se ud, hvordan vil denne venstrefløj dukke op? Den vil selvfølgelige komme ud af splittelser og sammenslutninger og alle mulige aktiviteter, som skaber aktivistledere, ideologisk engagerede kadrer. Det er på den lange bane. Selv om vi er nødt til at kæmpe på det parlamentariske politiske niveau, er vi nødt til at opbygge en styrke af kadrer, som kan slå rødder ned i civilsamfundet, på den måde som selv den traditionelle venstrefløj tidligere gjorde, i hvert tilfælde i enkelte dele af Indien.

 

Man kan være sikker på, at der vil komme alle mulige former for opbrud, med udgangspunkt i alle slags problemer. Problemet med arbejdsløshden er meget alvorlig. BJP har ingen garanti for at kunne undgå omvæltninger og opstande. Og selv om det vil ske, så er den retning, som indisk politik vil tage som følge heraf, desværre helt afhængig af konkret politik. Om den vil bevæge sig mod højre eller mod venstre, vil afhænge af, hvad der sker, og hvordan vi kan udnytte disse kampe og omvæltninger. Og dette vil kræve en langt mere organiseret politisk kraft.

 

TC: Hvad tror du, vil blive eftervirkningen på længere sigt af den aktuelle udvikling?

 

AV: Jeg nærer intet ønske om at komme med nogle præcise forudsigelser. Indien er et kæmpe land. Så en af de mest farlige ting, man kan gøre med Indien, er at se noget som en uundgåelig udvikling på længere sigt, selv når jeg taler om Sang Parivars bestræbelser for at opnå overherredømme. Indien overrasker os hele tiden med, hvad der sker her. Måske søger jeg en smule tilflugt i en optimisme om fremtiden.

 

22. december 2019.

Oversat fra Jacobin af Peter Kragelund

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com