Titusinder af bønder holder stand i deres lejre ved Delhis porte – mod alle forsøg fra regeringen på at ødelægge deres historiske mobilisering.

af Susan Ram

Foto: Bondedemonstration i Indien. Randeep Maddoke.

 

Næsten 60 dage efter begyndelsen af deres historiske omringning af Delhi, fortsætter titusinder af indiske bønder med fredeligt – men livligt – at belejre Indiens hovedstad. En hær af bønder har slået sig ned i sprudlende lejre af telte, trailere og traktorer, som har forvandlet alle indfaldsveje til byen til et lysende farverigt karneval af protester og modstand. Der er tale om en hidtil uset udfordring af Narenda Modis ultrahøjre BJP-regering (Bharata Janata Parti).

 

Den 21. januar afviste bøndernes ledere det seneste forsøg fra regeringens på at løse hårdknuden, efter at de havde rådført sig med de protesterende bønder. Regeringens tilbud var at vente med at implementere tre kontroversielle ”landbrugslove” i 18 måneder, og desuden skabe ”fælles komiteer” for at løse konflikterne.

 

Bønderne fastholder deres centrale krav, da de korrekt har læst dette som et forsøg fra Modi og hans hold på at ødelægge fremdriften i deres mobilisering. Deres krav er en øjeblikkelig og betingelsesløs tilbagetrækning af alle tre love: en lovgivningsmæssig treenighed med sigte på at indlejre storkapitalen i Indiens landbrugssektor.

 

I en tidligere analyse gav jeg baggrunden for konflikten og dens bredere betydning, både for producenterne på landet selv, og også for Indiens overordnede fødeproduktionssystem og fødevaresikkerhed.

 

Denne opdatering har til formål at bibringe læserne den seneste udvikling, men også vurdere spørgsmålet om muligheden for, at dette oprør kan bære igennem, og dets bredere politiske betydning.

 

Regeringens svar

Siden den 26. november 2020 – dagen, hvor bønderne begyndte at samle sig omkring hovedstaden under sloganet ”Delhi Chalo!” (”Alle til Delhi! Delhi eller fallit!”) har Modi regeringen anvendt en række strategier for at få bønderne banket på plads.

 

I en første fase forsøgte politi og sikkerhedsstyrker med direkte undertrykkelse, herunder brug af knipler, vandkanoner og tåregas, på militaristisk facon at blokere veje og jernbanelinjer. Men i stedet for at opløse demonstrationerne, fik denne brutale offensiv – indfanget af kameraer og udsendt til hele Indien og resten af verden – kun disse hårdføre, fysisk stærke arbejdsfolk på vej mod hovedstaden til at blive endnu mere beslutsomme.

 

Næste taskenspillergreb i regeringens værktøjskasse: at nedslide bøndernes mobilisering gennem endeløse forhandlinger. Siden midten af oktober har regimet gennemført elleve runder af forhandlinger med bøndernes ledere, ofte indledt med at lokke med en indrømmelse eller to. Med dette greb har regeringen forsøgt at fremstille sig selv – såvel foran et hjemligt publikum som ude i verden – som ”fornuftig” og ”parat til dialog”. Men denne form for skønmaleri er blevet undergravet at regimets kategoriske afvisning af at forhandle på en meningsfuld måde, når det drejer sig om kernespørgsmålet: betingelsesløs tilbagetrækning af landbrugslovene.

 

Parallelt med dette – og til ingens overraskelse – har Modi og hans hold afsøgt en række del-og-hersk-initiativer.

 

Et forsøg har bestået af direkte bagvaskelse, specielt anklagen om, at ”anti-nationale” kræfter lurer i bøndernes rækker. Denne anklage synes at forsøge at udnytte den kendsgerning, at en stor del af de bønder, der er forsamlet uden for Delhi, er sikher fra de nærliggende stater Haryana og Punjab,

 

Som ikke-hinduer, der stammer fra en region med en historie om politisk løsrivelsestrang (Kahlistan-bevægelsen, særligt aktiv i 1970erne og 1980erne), er sikher vand på BJP´s mølle om et langsigtet projekt: forvandlingen af Indien til en stat, hvor hinduerne er en herskergruppe, og hvor ”minoriteterne” (muslimer, sikher, kristne og stamme- og lavkastefolk) vil få en underordnet status og begrænsede rettigheder.

 

Forsøgene på at skabe splittelse i bondebevægelsen langs klasse, kaste og regionale linjer er også blevet afvist.

 

Tidligt i det nye år forsøgte regeringen sig med en ny taktik: at benytte sig af domstolene. Den 12. januar offentliggjorde Indiens Højesteret pludselig sin beslutning om ”midlertidigt at suspendere” implementeringen af de tre omstridte love. Med sprogbrug, der var kritisk overfor regeringens håndtering af konflikten, offentliggjorde den også, at den ville nedsætte en komite med fire ”eksperter” for at løse alle kontroversielle spørgsmål.

 

Det hele faldt fra hinanden i samme øjeblik navnene på eksperterne blev afsløret: Alle fire havde tidligere afgivet offentlige udtalelser til støtte for de tre landbrugslove.

 

Balbir Singh Rajewal, leder af en af bøndernes organisationer, reagerede på dette med denne komentar:

 

”Dette er regeringens taktik for at mindske presset på sig. Alle komiteens medlemmer er tro mod regeringen. Alle har indtil nu retfærdiggjort regeringens love – de skriver artikler for at retfærdiggøre regeringsloven… Vi har besluttet, at vores agitation vil fortsætte”.

 

Hvorfor er bevægelsen så modstandsdygtig?

Hvad er forklaringen på, at denne bondeopstand, ifølge mange vurderinger den største mobilisering af bønderne i det selvstændige Indien nogensinde, har vist sig at være så vedholdende? Når vi taler om antal, skal man ikke blot tælle de titusinder, der er forsamlet i udkanten af Delhi, men også dem, der har været på gaderne i landsbyer, byer og delstatshovedstæder over hele landet – fra solidaritetsprotester i Kerala til massive støtteaktioner i Mumbai. Dette er en bevægelse, der har fænget fantasien og udløst aktiv handling hos millioner af små bønder.

 

Blandt de mange faktorer i spil, er der (som udgangspunkt) Indiens rige historie om bondekampe, der går helt tilbage til koloniperioden.

 

I Punjab begyndte der en ny fase af enhedskamp i starten af 00’erne, da krisen trængte endnu dybere ind i kornproducenternes rækker, gælden voksede – og det samme gjorde antallet af selvmord blandt bønderne. Denne periode så også bondeorganisationerne i Punjab organisere kampagner mod Verdenshandelsorganisationens (WTO) aftale fra 1995 om landbrug, som var et direkte angreb på støtte til landbruget og offentlige lagre af korn til fødevarer.

 

For Sukhdev Singh Kokri, generalsekretær for en af Punjabs største bondeorganisationer, forklarer succesen af de langvarige kampagner mod WTO, hvorfor bønderne har let ved at gennemskue den virkelige hensigt bag Modis nye love.

 

En anden faktor er den voksende enhed mellem bondeorganisationerne, en længerevarende proces der skyldes de på hinanden følgende kampe og forstærket af dannelsen i 2017 af en alliance på landsplan: AIKSCC (Al-Indiske Kisan Sangharsh Koordinations Komite), bestående af mere end 250 bondeorganisationer.

 

For det tredje er nye organisationer, der tilsigter at øge tilslutningen til bevægelsen, begyndt at spille en stadig mere fremtrædende rolle. I Punjab har BKU Ekta (Ugrahan), dannet i 2002 og aktiv i mange distrikter, bevidst forsøgt at nå længere ud end til de mere velhavende bønder. Ud over organisationens arbejde blandt små og marginale bønder har indsatsen også bidraget til den succesfulde deltagelse af et stort antal kvinder i protesterne uden for Delhi.

 

Medens Modi-regeringen fra sine luksuriøse omgivelser i Edwin Lutyens kejserlige citadel satser på at få knækket bevægelsen, står bønderne uden for byportene over for mere presserende praktiske problemer. Hvordan holdes gårdene i gang i deres fravær? Hvem skal høste afgrøderne? Hvad med pasningen af de dyrebare husdyr?

 

Der er her, man allerede med stor styrke kan se, hvad der typisk sker, når arbejdende mennesker forenes i kamp – opfindsomheden og evnen til at improvisere. Hjemme i det landlige Punjab, Haryana eller Maharashtra er venner og naboer stået frem for at hjælpe demonstranterne i Delhi med opgaverne hjemme. Bønderne har lavet rotations systemer hvor de, der er nødt til at forlade lejrene af presserende årsager, har afløsere stående parat.

 

Når det handler om forsyninger – varm mad, tæpper mod den bistre vinterkulde og alle andre fornødenheder, fortsætter det med at strømme ind, undertiden i et overvældende omfang. Kulturelle arrangementer hjælper til med at holde humøret oppe, medens demonstranternes egen avis Trolley Times, der udkommer hver anden uge, hjælper til med at holde alle velinformerede. I én lejr har bønderne organiseret en midlertidig skole for børn fra de nærliggende slumområder. Selvorganisering dukker op i kalejdoskopiske former.

 

I sin fejlagtige aflæsning af situationen er Modiregeringen gået ud fra, at demonstranterne ved Delhis porte ville være ude af stand til at holde bevægelsen kørende gennem længere tid. Indtil nu er der ingen tegn på, at dette har været andet end en gigantisk misforståelse.

 

24. januar 2021

 

Oversat fra Counterfire af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com