Gennem de sidste tre måneder har Indiens bønder optrappet protesterne mod Modi-regeringens ”reformer” - et oprør uden sidestykke i landets nyere historie.

af Susan Ram

Foto: Bondedemonstration i Indien. Randeep Maddoke.

 

Ofrene for de landbrugs-”reformer”, som Narenda Modis yderste højreregering har hastet igennem parlamentet, har siden slutningen af september forladt deres marker og deltaget i massemøder, protestmarcher, blokeret motorveje og jernbanelinjer, slået sig ned i midlertidige lejre uden for storbyer og deltaget i masseslagsmål med politiet.

 

Et tital af millioner af producenter på landet – husmænd, små og mellemstore bønder er sammen med rigere bønder, hvis arbejdskraft til sammen tilvejebringer fødevarer til omkring en sjettedel af jordens befolkning – gået sammen om det, der er blevet den mest alvorlige trussel nogensinde mod Modis nyliberale dagsorden og splittende autoritære regime.

 

Der er kommet rapporter om protester fra alle dele af landet, selv fra Kashmir, som har været underlagt en drakonisk undtagelsestilstand og de facto isolation fra resten af Indien siden august 2019.

 

Den kendsgerning, at disse protester finder sted midt under Covid-pandemien, med deraf følgende frygt for helbredet og uoverskuelige økonomiske konsekvenser, gør blot denne opstand endnu mere imponerende.

 

Hvorfor har de indiske bønder rejst sig i sådan en målestok og med sådan en vild beslutsomhed? Hvad står der på spil i denne monumentale konfrontation mellem regeringen og producenterne på landet? Kan dette blive et afgørende øjeblik – et vendepunkt for Modis fascistlignende BJP-regering (Bharatiya Janata Parti), der har været ved magten siden 2014?

 

Udløseren: Tre nye love

Den 27. september i år blev tre sammenhængende landbrugslove føjet til Indiens lovsamling efter en sand galop gennem parlamentet. Kernen i dem var en afregulering af markedet for landbrugsproduktion og at åbne det på vid gab for privat kapital, både national og global.

 

Som en del af regeringens forsøg på at sælge denne ”reform”, har Modi-regeringen lokket med et løfte om højere indkomst til bønder gennem kontraktdyrkning og tilførsel af private investeringer.

 

Men det er der ikke mange, der er faldet for. I stedet har alle grupper i Indiens meget forskelligartede landbrugsmiljø, fra marginaliserede småforpagtere til rige gårdmænd og kapitalistiske bønder, gennemskuet lovgivningen som et billigt kneb.

 

De siger, at det virkelige formål er at tillade storkapitalen at handle med landbrugsvarer og give private firmaer ret til at indgå aftaler med bønder uden nogen form for regeringsovervågning eller kontrol.

 

Resultatet af dette er åbenlyst: Afviklingen af Indiens komplekse system med statslig indblanding i landbruget, som spænder sig fra fastlæggelse af priser og marketing til statslig fordeling af korn og andre livsvigtige landbrugsprodukter som for eksempel spiseolie.

 

Denne statslige indblanding er selve grundlaget for Indiens fødevaresikkerhed. For millioner udgør den – uden nogen form for overdrivelse – garantien for overlevelse. Systemet blev opbygget efter uafhængigheden fra Storbritannien i 1947 og blev udbygget med ”den grønne revolution” i 1960´erne, som gjorde Indien i stand til at undslippe afhængigheden af at importere korn fra USA og blive selvforsynende med fødevarer. Det udgjorde en beskyttende mur for millioner af mennesker mod sult og hungersnød.

 

Landbrug i krise

At dette system nu er truet af ødelæggelse fra Modis kapitalistvenlige regering forklarer i et vist omfang, hvorfor de indiske bønder er så oprørte. Men det er også vigtigt at forstå den prekære arbejdssituation, som det store flertal af landets producenter står i.

 

Gennem de sidste tiår har den indiske langbrugssektor hængt fast i en krise. Selv om dette skyldes en lang række faktorer, så er den helt grundlæggende årsag en meget skæv jordfordeling, og at det ikke er lykkedes at gennemføre en gennemgribende jordreform (måske den afgørende forskel mellem Indien efter uafhængigheden og Kina efter revolutionen).

 

Et resultat heraf er landets yderst skævvredne mønster af ejerskab til jorden, med en voksende koncentration af den mest frugtbare og produktive jord i hænderne på godsejere og store kapitalistiske bønder. Denne proces har nået et særligt fremskredent niveau i den nordvestlige stat Punjab, hvor mellemstore og store jordejere (med en ejendom over 2 hektar) udgør to tredjedele af alle i landbruget.

 

I klar modsætning hertil udgør små og marginale bønder (med under 1 hektar) 86 procent i resten af Indien. Dette nederste trin af bønderne, ofte med håbløst små jordlodder, er tyngede af gæld, dårlig adgang til vand, stigende omkostning ved dyrkningen og gentagne fejlslagne høstresultater.

 

Det er disse ressourcestærke, men højst sårbare, gældstyngede producenter, der står til at miste mest ved Modis markedsrettede ”reformer”.

 

At Indiens systemiske landbrugskrise nu også gnaver sig dybt ind i de mest udviklede landbrugs-delstater som Punjab og nabostaten Hayana er vidnesbyrd om dens ubønhørlig spredning. I tilfældet Punjab, noterer forskeren Gaurav Bansal:

 

”stagnerede udbytter, faldende fortjeneste per enhed af dyrket jord, dalende grundvandsniveau og øget saltindhold i jord og vand har tilsammen udøvet et ikke tidligere set pres på statens landbrugsøkonomi…. dette har vist sig gennem en tredobling af bonde-selvmord mellem 2000 og 2014, en stor del af disse blandt landarbejdere, Dalitter [de såkaldt kasteløse; o. a.] og små og marginale jordejere”.

 

Kernespørgsmålet for bønder: Mindstepriserne

Med udgangspunkt i den ekstreme sårbarhed, der dominerer livet for et voksende antal af børnerne i Indien, så udgør de statsgaranterede mindstepriser for deres produkter en slags bolværk.

 

I Indien går denne mekanisme under navnet MSP: Minimums Støtte Pris. MSP har to grundlæggende formål: At sikre landbrugsproducenter mod dramatiske fald i priserne på deres produkter, specielt i år med rekordhøst, og at sikre korn til offentlig fordeling.

 

Mindstepriserne for bestemte afgrøder bliver hvert år offentliggjort af den indiske regering ved starten af såningsperioden. Priserne bliver fastlagt med udgangspunkt i anbefalinger fra en offentlig institution, Kommissionen for Landbrugsomkostninger og Priser (CACP).

 

Hvis markedsprisen for et produkt falder til under den offentliggjorte minimumspris på grund af et overmættet markedet, så opkøber regeringskontorer det overskydende fra bønderne til den offentliggjorte minimumspris.

 

Mere end nogen anden enkelt faktor, så er det den eksistentielle trussel mod denne støttemekanisme, som Modiregerings omstridte tre love udgør, der driver de indiske bønder historiske oprør frem.

 

Økonomen Aunindyo Chakrevarty fordømmer konsekvenserne i skarpe vendinger:

 

”I realiteten sikrer disse tre nye love, at bønderne vil stå magtesløse overfor kæmpefirmaernes opkøbere. De vil blive tvunget til at indgå salgskontrakter, før såningen kan gå i gang. Bonden ville blive afkrævet, at afgrøden opfylder den aftalte kvalitet. Køberen vil have retten til at opsige kontrakten, når det passer ham. Hvis der opstår konflikt, vil bonden ikke have mulighed for at kunne tage den til et civilt søgsmål. Bonden vil rent faktisk være udleveret til storopkøberens nåde eller unåde”.

 

Imperialisme kontra fødevaresikkerhed

Endelig er det nødvendigt at rette opmærksomheden mod en anden side af de aktuelle protester i Indien: At landets landbrugssektor og systemet med regulering af fødevareproduktion og -distribution er i fare på grund af den verdensomspændende imperialisme.

 

Under de indiske forhold, hvor jord er en mangelvare og mulighederne for at forøge udbyttet er begrænsede, vil der ske en omlægning af produktionen fra afgrøder til indenlandsk forbrug til produktion af afgrøder rettet mod verdensmarkedet. Det vil blive konsekvensen, når disse lavproduktive landområder åbnes for opkøb fra fra udlandet.

 

Med Modis reformer vil indiske regeringer ikke længere være nødsaget til at købe dyrkernes samlede produktion, hvilket yderligere vil opmuntre til et skifte fra korndyrkning til andre afgrøder. Og det globale industrilandbrug slikker sig allerede om sin kollektive mund.

 

Den marxistiske økonom Prabrat Patnaik noterer sig:

 

”Under Doha-forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen WTO blev der lagt meget pres på Indien for at begrænse opkøbet af korn; men efterfølgende indiske regeringer har, med blik for de kolossale sociale konsekvenser af at gøre noget sådant, både for de producerende bønder og forbrugerne i byerne, indtil nu modsat sig dette pres…”.

 

Et vendepunkt for Modi-regeringen?

Kan de indiske bønder fastholde den kolossale bevægelse, de har opbygget gennem de sidste måneder og føre den videre frem? Vil de være i stand til at tvinge Modiregeringen til et tilbagetog på en så afgørende del af dens nyliberale program?

 

Først et par afsluttende betragtninger:

For det første har denne bevægelse allerede aftvunget vigtige indrømmelser fra en regering, der normalt er immun overfor folkeligt pres og demokratisk ansvarlighed.

 

Den 8. december sendte Modi sin benhårde indenrigsminister og nære allierede, Amit Shah, til at mødes med bøndernes ledere efter endnu en succesfuld landsdækkende nedlukning. Fra dette møde kom der et skriftligt forslag fra regeringen, som fremlagde en række ændringer, herunder skriftlige forsikringer vedrørende Minimums Støtte Prisen.

 

Regeringen lovede også at trække sin plan tilbage om at afvikle Landbrugs Produkt Markeds Komiteen (APMC), det vil sige systemet med regulerede landbrugsmarkeder.

 

Bønderne afviste lodret disse forslag. De kaldte dem en ”fornærmelse” og gentog deres krav om total ophævelse af alle tre love. ”Vi ønsker ikke ændringer,” fortalte en af bøndernes ledere, Jagmohan Singh, til Al Jazeera.

 

For det andet, så betyder de spørgsmål, der har drevet bønderne til oprør overordentligt meget for brede dele af det indiske samfund, fra den gigantiske traditionelle arbejderklasse (både på landet og i byerne) til den umådelige hær af uorganiserede arbejdende, der kæmper for overlevelse på kanten af samfundet.

 

For næsten alle i Indien, bortset fra landets superrige og den øverste middelklasse, så har prisen – og tilgængeligheden – af fødevarer eksistentiel betydning. Og der er umådelig respekt for producenterne, hvis anstrengelser sørger for at brødføde landet.

 

Det forklarer omfanget af den brede støtte til bevægelsen, der især er synlig i de improviserede lejre af demonstrerende bønder, der er sprunget op omkring bygrænserne ved Delhi og andre  storbyer i det nordlige Indien.

 

Her har bøndernes opfindsomhed, villighed til at modstå de bittert kolde vinternætter og rene stædighed affødt en voksende bølge af gaver, bestående af mad, penge, tæpper og andre tegn på solidaritet. En række indiske grupper i udlandet er nu også begyndt at bidrage til denne materielle støtte.

 

I samme tradition som de indiske soldater, der bragte ”oprøret” [sepoy-oprøret mod Det britiske Ostindiske kompagni; o.a.] frem til Delhis porte i 1857, kæmper Indiens bønder mod en undertrykkende regering, der tjener de riges interesser, både hjemme og i udlandet. De har en stærk folkelig støtte. Og i øjeblikket er en afslutning ikke i syne.

 

Oversat fra Counterfire.org af Peter Kragelund

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com