content-picture.php

Over for den stigende økonomiske krise har europæiske ledere lovet hjælp til de hårdest ramte medlemsstater. Men der er altid knyttet nogle krav til. Ifølge Manuel Bompard, EU-parlamentsmedlem for venstrefløjspartiet France Insoumise, overser forslagene om lån og tilskud det reelle omfang af krisen - fordi de alle sætter tilbagebetaling af gæld over de gennemsnitlige europæeres behov.

af Manual Bompard, Antoine Prat

Ved mandagens pressekonference bekræftede den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Emmanuel Macron igen deres tætte partnerskab – hvor de annoncerede, at de sammen ville foreslå en europæisk fond på 500 mia. euro til at sikre de økonomier, der er hårdest ramt af krisen. Efter måneder, hvor velhavende medlemslande i eurozonen som Nederlandene (og Tyskland selv) havde modstået at “betale for Sydeuropas gæld”, hyldede mange medier Berlin-Paris-aftalen som et gennembrud.

 

Men en nærmere granskning af forslaget giver et mindre optimistisk billede. Selv bortset fra mulig modstand fra folk som den østrigske statsminister Sebastian Kurz, er de foreslåede tilskud og lån minimale i relation til krisens omfang – og behovet for at aflaste gælden på mange billioner euro, som allerede tynger lande som Italien. Med Macron-Merkel-forslaget ser vi igen truslen fra krisepolitikken efter 2008, hvor økonomisk støtte gives i bytte for privatiseringer og budgetnedskæringer, da det skal ”bygge på en klar forpligtelse fra medlemslandene til at følge en sund økonomisk politik og en ambitiøs reformdagsorden .”

 

For Manuel Bompard er disse forslag “en tilbagevenden til nedskæringspolitikken.” I et interview 8. maj for l’Heure du Peuple (før Merkel-Macron-pressekonferencen) fortalte han Antoine Prat om EUs ansvar i tidligere nedskæringer i sundhedsvæsenet, dets mangel på et koordineret svar på skattespørgsmålet og forslaget fra France Insoumise om at binde eftergivelse af gæld til en bredere omlægning af økonomien.

 

Hele kontinentet er rystet af pandemien. Hvad er EU’s ansvar i den nuværende krise?

 

EU har helt klart et ansvar på flere måder.

 

Først og fremmest ved et svagt sundhedssystem, som har været ramt af mange års nedskæringspolitik. Gennem adskillige år har Europa-Kommissionen givet anbefalinger til medlemslandene, omkring hvilke politiske tiltag de skulle gennemføre for at leve op til budgetkriterierne. Vi har gennemgået historikken, og siden 2011 har der været 63 forskellige anbefalinger i relation til nedskæringer eller privatiseringer på sundhedsområdet (se artikel i SI).

 

Disse nedskæringer havde en stor og meget tydelig effekt og har blandt meget andet resulteret i mangel på hospitalssenge og dårlig løn til sundhedspersonalet. Det er nærmest uanstændigt, den måde formanden for Europa-Kommissionen siger, hun hylder dedikationen hos ansatte i sundheds- og plejesektoren – hun burde snarere undskylde.

 

Derudover har frihandels-dogmer og afslag på alle former for protektionisme øget antallet af udflytninger og lukninger af produktionsvirksomeheder på europæisk jord. Vi tænker naturligvis her på produktion af masker, medicinsk udstyr og medicin, hvor 80 procent af de aktive ingredienser nu produceres i Indien og Kina. Konsekvenserne af dette er tydelige: Den nationale produktion af medicinske forsyninger er meget lav i Europa på et tidspunkt, hvor importen forværres af overbelastningen i den globale efterspørgsel.

 

Endelig ved vi, at udbredelsen af disse epidemier er knyttet til virkningerne af menneskelig aktivitet på den biologiske mangfoldighed, på transporten af dyr samt skovrydning. Alt dette tilskynder til overførsel af sygdomme fra dyr til mennesker. Det er klart, at EU’s politik også er ansvarlig for nogle af disse spørgsmål. Når man ser, at der stadig forhandles om en frihandelsaftale med Mercosur, selvom rydningen af Amazonas regnskov fortsætter med rekordfart.

 

Hvordan vurderer du den Europæiske Unions reaktion på krisen (og specielt Eurogruppens samt Centralbankens)?

 

Til at starte med var der ingen reaktion fra EU. Selv da Italien og Spanien blev hårdt ramt af epidemien, gjorde man intet. Overfor truslen om en virus, der spredtes over hele kontinentet, har de forskellige medlemslande reageret vidt forskelligt uden at koordinere strategier, selv om vi ved, at sundhedstilstanden befolkningerne imellem er forbundet.

 

Da Europa-Kommissionen besluttede at handle, skete det på en måde, der var helt utilstrækkelig. Naturligvis blev europæiske midler brugt, navnlig på initiativ af formanden for Europa-Parlamentets kommission for regional udvikling, vores kammerat Younous Omarjee. Nogle dogmer er naturligvis faldet væk, ligesom reglerne for budgetunderskud. Men reaktionen har for det meste været holdt i rammen af den ordoliberalistiske doktrin.

 

Så Eurogruppen godkendte et forslag til støtte for tidsbegrænsede arbejdsordninger på nationalt plan, hvilket er positivt. De drøftede et låneprogram via Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til at holde virksomheder oppe under krisen; en sådan mekanisme var allerede oprettet, men risikerede kun at finansiere meget rentable virksomheder, da EIB vil gøre alt for at opretholde sin AAA-rating. Kommissionen besluttede også at aktivere den europæiske stabilitetsmekanisme for at udlåne penge til medlemslandene (op til 2 procent af deres BNP).

 

De støttebeløb, der foreslås, er imidlertid latterlige. Vi taler alle sammen om 540 mia. euro, som i det væsentlige er lån, mens Frankrig alene på nationalt plan har fremlagt over 300 mia. euro i lån. Fremfor alt vil midlerne, der kommer fra den europæiske stabilitetsmekanisme – bortset fra dem, der går direkte til sundhedssektoren – blive givet under forudsætning af overholdelse af budgetbalancerne; det vil sige på betingelse af nye spareforanstaltninger. Det er den samme opskrift, der blev givet til Grækenland.

 

EU-aftalen blev imidlertid præsenteret som en “fremragende aftale” af Emmanuel Macrons finansminister Bruno Le Maire …

 

Det er bare bureaukrati-snak. Alle de virkelig ambitiøse tiltag blev blokeret af “klubben for budgethøge”, anført af Tyskland og Holland. Og som det ofte er tilfældet, foretrækker Frankrig at underkaste sig end at modstå. Der er dog en unik mulighed for at samle en blok fra Sydeuropa for at påvirke disse forhandlinger.

 

Hvilke alternativer foreslås af La France Insoumise og jeres gruppe i Europa-Parlamentet?

 

Akkurat som vores repræsentanter i den franske Nationalforsamling har vores EU-delegation besluttet at fremsætte aktive forslag. På dette tidspunkt har vi fremsat 25 nødforanstaltninger, der skal træffes på europæisk niveau for at imødegå den aktuelle udfordring for folkesundheden. Disse foranstaltninger handler f.eks. om oprettelse af reel europæisk sundhedsplanlægning og giver beskyttelse af arbejdstagerne ved at beslutte, hvilke aktiviteter der virkelig er væsentlige for folkesundhedskampen, og hvilke der ikke er.

 

Vi mobiliserede også for flere midler til at hjælpe de dårligst stillede, til at forsvare de mest usikre arbejdstagere som deltidsarbejdere, der ikke er berettigede til understøttelse, til støtte for kulturindustrien og suspension af frihandelsaftaler samt en strategi for at bringe industrien tilbage til det lokale niveau. Vi har også krævet, at alle hjælpepakker eller foranstaltninger skal være i overensstemmelse med klimaaftalen fra Paris, men flertallet af Europa-Parlamentet, inklusive medlemmer fra [Emmanuel Macrons] La République en Marche, afviste desværre dette.

 

Og hvad med offentlig gæld?

 

Vi går ind for direkte indgriben fra Den Europæiske Centralbank med det formål at annullere en del af den offentligt ejede gæld. Logisk nok stiger denne gæld betydeligt i de kommende måneder. Dette vil sætte medlemslandene under urimelige budgetmæssige begrænsninger, hvis der ikke tages modskridt. Imidlertid vil de kommende udfordringer være både store og meget spændende. Vi skal arbejde for at styrke vores offentlige sundhedssystemer, som er blevet svækket af nedskæringer. Vi er også nødt til at genopbygge den europæiske industri for at genvinde den suverænitet, vi mangler overfor virussen. Vi er også nødt til at arbejde for at inkludere det grønne aspekt som en del af vores økonomiske beslutninger.

 

Alligevel er det klart, at vi ikke vil være i stand til at gøre alt dette, hvis vi bliver knust af tyngden fra gælden. Den Europæiske Centralbank besidder allerede en femtedel af de europæiske staters økonomiske gæld. Den kan dog omdanne noget af dette til meget langvarig gæld, og på grund af nulrenten og inflationen ville det gradvist smelte væk. Vi kunne derfor annullere denne gæld med samme beløb, som staterne skal bruge på det sundhedsmæssige og sociale område samt gå i gang med at løse de industrielle og økologiske udfordringer, der ligger foran os.

 

Det er den løsning, vi foreslår. Europæiske institutioner har hidtil afvist det. Imidlertid forsvarer flere og flere økonomer fra alle skoler denne vision i dag. I Storbritannien og USA har centralbankerne f.eks. allerede brudt tabuer ved at beslutte at finansiere stater direkte. Det er på tide, at EU gør det samme, snarere end at fortælle europæerne, at de ikke har nogen fremtid andet end at betale gæld.

 

Interviewet blev foretaget af Antoine Prat for l’Heure du Peuple, som bragte det den 8. maj 2020.

 

Oversat fra den engelske oversættelse i Jacobin af Rasmus Keis Neerbek

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com