content-picture.php

I kølvandet på den globale finanskrise i 2008 så man til demonstrationer mod nedskæringer i den offentlige sektor ofte plakater og bannere med sloganet: ”Nedskæringer dræber”. Covid-19 pandemien viser den brutale sandhed, der ligger bag dette udsagn. Et årti med nedskæringer pålagt af EU-institutionerne og EU's medlemsstaters regeringer har medført en kraftig forringelse af sundhedsvæsnet i hele EU.

af Emma Clancy

I løbet af den sidste uge har læger i Norditalien beskrevet den rædselsvækkende situation, hvor de bliver tvunget til at vælge, hvilke patienter der kan blive behandlet, og hvilke man må lade dø.

 

Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme advarede den 12. marts om, at ”den hastighed med hvilken Covid-19 kan forårsage epidemier, der overstiger de nationale kapaciteter lige så snart den har spredt sig i samfundet, peger på, at det er sandsynligt, at vi i løbet af få uger eller måske kun dage vil kunne se situationer svarende til dem i Kina og Italien i andre EU/EEA-lande [EEA-lande er de lande, der er omfattet af Det Europæiske Miljøagentur; en bredere kreds end EU, OA] eller i Storbritannien (…) Risikoen for, at sundhedsvæsnets kapacitet overskrides i EU/EEA-landene og Storbritannien, må i de kommende uger anses for at være stor.”

 

WHO har skitseret de forholdsregler, vi med det samme bør indføre i alle EU’s medlemsstater:

 

·         Find, isoler, test and behandl hvert enkelt tilfælde og opspor alle kontakter;

·         Forbered jeres hospitaler;

·         Beskyt og træn jeres sundhedspersonale.

·

Det var den strategi, der blev brugt i Kina, Sydkorea og andre sydøstasiatiske lande, og som effektivt inddæmmede epidemien. Men mange af EU’s medlemsstaters reaktion indeholder ikke engang ambitionen om at ”finde, isolere, teste and behandle hvert enkelt tilfælde og opspore alle kontakter”. EU’s offentlige sektor og sundhedssystem er simpelt hen ikke udstyret, så de kan reagere i overensstemmelse med international best practice.

 

Et sundhedsvæsen raseret af nedskæringer og privatiseringer

En rapport, jeg offentliggjorde sidste måned, viste, at Europakommissionen i 63 tilfælde har krævet, at enkelte medlemsstater skar ned på deres bevillinger til sundhed og/eller privatiserede eller udliciterede sundhedsydelser mellem 2011 og 2018 for at imødekomme de vilkårlige måltal for gæld og underskud, der ligger i Stabilitets- og Vækstpagten.

 

Disse krav ramte særlig hårdt i de ”perifere” økonomier, der var ramt af den overordnede økonomiske krise: Grækenland, Spanien, Italien, Irland og Portugal.

 

Nogle af de vigtigste konklusioner i rapporten, herunder virkningen på den offentlige service i EU, vil jeg kort ridse op nedenfor.

 

EU’s overvågning og kontrol med medlemsstaternes budgetter

Stabilitets- og Vækstpagten, der først trådte i kraft i 1997, har vist sig at være en af de mest omstridte og kontroversielle sider af den Økonomiske og Monetære Union og EU som sådan. Den pålægger regeringernes udgifter to økonomiske lofter: (1) regeringens forhold mellem gælden og bruttonationalproduktet skal være under 60%; og (2) medlemsstaternes årlige underskud må højst være 3% af bruttonationalproduktet.

 

EU-Kommissionens magt til at overvåge og kontrollere de nationale budgetter i EU’s medlemsstater blev styrket betydeligt i 2011 ved vedtagelsen af ”sixpack-aftalen” og i 2013 ved vedtagelsen af ”topack-aftalen” samt ved underskrivelsen af Finanspagten, en traktat mellem regeringerne.

 

”Det Europæiske Semester” er det årlige program, der skal koordinere den økonomiske politik i hele EU, og det blev indført af EU-Kommissionen i 2011. Det går i al væsentlighed ud på at gøre medlemsstaternes nationale budgetter tilgængelige for Kommissionens og Europarådets granskning, ændring og godkendelse, før det endelige budget til sidst kommer til afstemning i det nationale parlament.

 

Det Europæiske Semester omfatter kravene i Stabilitets- og Vækstpagten (SVP) og aftalen om Korrektion af Makroøkonomiske Ubalancer samt de mere omfattende strukturelle reformer i Europa-2020-strategien. Som et svar på de økonomiske budgetforslag, medlemsstaterne fremlægger, laver Kommissionen ”lande-specifikke anbefalinger” til de enkelte stater.

 

Udpegning af sundhedsvæsnet som mål for nedskæringer

Rapporten undersøger SVP’s rolle i den stadig mere intensive overførsel af rigdom fra arbejderne til kapitalen i EU, specielt siden den globale finanskrise. Den undersøger præcis, hvordan SVP opnår overførsel ved at undersøge indholdet af de lande-specifikke anbefalinger, Kommissionen har givet medlemsstaterne på baggrund af SVP og aftalen om Korrektion af Makroøkonomiske Ubalancer. Den undersøger også de stærkt nedbrydende virkninger af SVP og de rammer, der befordrer den, på demokratiet i EU, og hvilke følgevirkninger det har.

 

Rapporten analyserer indholdet af alle de lande-specifikke anbefalinger der er lavet på baggrund af SVP og aftalen om Korrektion af Makroøkonomiske Ubalancer fra 2011–2018. Den finder, at Kommissionen, ud over de vedholdende krav om reduktion af de offentlige udgifter, specifikt har peget på pensioner, sundhedsudgifter, lønstigninger, tryghed i ansættelsen og ydelser ved arbejdsløshed.

 

Indholdet af lande-specifikke anbefalinger fra Kommissionen under Stabilitets- og Vækstpagten og Korrektion af Makroøkonomiske Ubalancer 2011 – 2019

 

ANTAL EU-28 MEDLEMSSTATER, DER HAR FÅET INSTRUKSER FRA KOMMISSIONEN

ÅR Øget pensionsalder
/nedskæringer i udgifter til pension
Nedskæring i udgifter til sundhedsvæsnet/
privatisering af sundhedsvæsnet
Bremse på lønstigninger Reduceret beskæftigelses-sikkerhed/
arbejdernes forhandlingsret
Mindre støtte til arbejdsløse, socialt sårbare eller handicappede
2011 14 2 7 5 8
2012 13 3 6 7 10
2013 15 10 6 9 6
2014 17 16 13 10 9
2015 13 9 8 3 3
2016 19 8 4 2 3
2017 10 5 4 2 3
2018 13 10 2 0 3
I alt 63 50 38 45

Kilde: Forfatterens beregninger på grundlag af EU-kommissionens CSR-data 2011-2018

 

Siden indførelsen af Det Europæiske Semester i 2011 og frem til 2018 har Kommissionen lavet 105 særskilte krav om, at enkelte medlemsstater øger pensionsalderen og/eller reducerer de offentlige udgifter til pensioner og ældrepleje.

 

Den har lavet 63 krav om, at regeringerne skærer ned på sundhedsvæsnet og/eller udliciterer eller privatiserer sundhedsydelser.

 

I 50 tilfælde fik medlemsstater krav om at bremse lønstigninger.

 

Instrukser om at indskrænke trygheden i ansættelsen, eller indskrænke beskyttelse mod fyringer og arbejderes og fagforeningers kollektive forhandlingsret blev givet 38 gange.

 

Ud over rutinemæssige krav om en generel nedskæring af regeringernes udgifter til sociale ydelser stillede Kommissionen også 45 specifikke krav om at skære ned på eller fjerne ydelser til arbejdsløse, socialt sårbare og handicappede, herunder indførelse af straffeforanstaltninger for at tvinge disse individer ud på arbejdsmarkedet – eller i det mindste at gøre dem til aktivt jobsøgende.

 

Under dække af at begrænse gæld og underskud gennemtvinger EU-Kommissionen nedskæringer på politikområder, den ikke har nogen lovlig myndighed over.

 

Det aktuelle politiske fokus må naturligvis være at reagere på de umiddelbare og enorme udfordringer, pandemien giver os. Men da vi står over for en recession, der sandsynligvis bliver værre end den globale finanskrise, har vi også brug for en ærlig vurdering af den fejlslagne offentlige politik, der har efterladt sundhedsvæsnet i EU i så svag en forfatning og med så ødelæggende resultater.

 

26. marts, 2020

 

Oversat af Poul Bjørn Berg fra Links International Journal of Socialist Renewal, hvor artiklen var optrykt fra Emma Clancy’s blog

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com