I et af de mest ulige lande i Europa, Spanien, har arbejderklassen lidt særlig meget under pandemien. Unidas Podemos’ ’Covid-skat’ på millionærers formuer vil bidrage til at genetablere offentlige ydelser, der har været forsømt så længe – og gøre en ende på årtiers skatteforæringer til de rige.

af Eoghan Gilmartin

Foto. Podemos-leder Pablo Iglesias. lamoncloa.gob.es

 

’Denne pandemi har med al tydelighed vist den offentlige sfæres betydning: vores offentlige sundhedssystem, offentlig undervisning, samt f.eks. de midlertidige lønkompensationsordninger. Det er, hvad det offentlige system er til for – og hvis vi skal redde dette land, så har vi brug for skattelove, der kan understøtte det.’

 

Det sagde Spaniens arbejdsminister og Yolanda Diaz, medlem af parlamentet for Unidas Podemos, da hendes parti fremsatte forslag om en ambitiøs ny formueskat. Hensigten er at kunne overføre 11 mia. euro til statskassen – et beløb, der svarer til 1 procent af Spaniens BNP.

 

I en situation med en dyb national krise insisterer Diaz’ parti på, at ’dem, der har mest, må bidrage mest. Den såkaldte Covid-skat retter sig mod de superrige, især de 1000 største formuer i Spanien. Ifølge dette forslag vil formuer over 1 million blive beskattet med 2 procent, der stiger progressivt til 2,5 for formuer over 10 millioner, over 50 millioner 3 procent, og 3,5 for formuer over 100 millioner. Skatten pålægges også spanske borgere, der er bosat uden for landets grænser.

 

Pablo Iglesias, Unidas Podemos’ leder – der nu er vicepremierminister – opfordrede i parlamentet overklassen til at vise ’skatteyderpatriotisme’ og tage godt imod den nye lov. Selv om en sådan gavmildhed virker usandsynlig, så er der bred opbakning til forslaget – ifølge en opinionsundersøgelse offentliggjort i Público tidligere på måneden, så er 65 procent af spanierne tilhængere af den. Og helt afgørende, så forlød det fredag den 15. maj, at Iglesias havde indgået en foreløbig aftale med Pedro Sánchez, premierministeren fra PSOE (det socialdemokratiske parti), hvor PSOE gik med til at støtte koalitionspartnerens forslag, når det bliver forelagt parlamentets komité for genopbygning efter Covid-19.

 

En aftale mellem de to regeringspartier betyder dog ikke, at loven så bare bliver vedtaget. Men hvis den får flertal for at komme med i komiteens anbefalinger, så vil den gå videre til en formel drøftelse i regeringen efter sommeren. Iglesias regner med, at hans parti kan få flertal i parlamentet for sit forslag, og det ser da også ud til at være opnåeligt efter, når Sánchez er med på den. Unidas Podemos-lederen satser på, at han og hans kolleger med premierministerens opbakning vil have momentum til at overvinde modstanden fra de økonomisk mest ’ortodokse’ – og politisk centrums-orienterede – aktører i PSOE, især finansminister María Jesús Montero.

 

PSOE-Podemos-koalitionens planer begrænser sig ikke til formueskatten. Den har allerede bragt en række andre progressive skattereformer i spil, herunder en Tobin-skat på finansielle transaktioner, en ’Google-skat’, der pålægges store it-firmaer, der betaler skat i udlandet, samt en skat på kapitalgevinster og en særlig indkomstskat for højtlønnede. Hvis Covid-skatten går igennem, som den ser ud nu, så vil den repræsentere et endnu mere radikalt fremstød – især fordi den sigter direkte mod den uretfærdighed, at arbejdere trækkes med en større skattebyrde end de spaniere, der lever af deres formue. Som Unidas Podemos-parlamentsmedlemmet Rafael Mayoral udtrykker det, ’i de seneste årtier har beskatningen af arbejdernes indkomster i uforholdsmæssig høj grad bidraget til statens indtægter, mens de privilegerede har nydt skattefrihed og sendt deres penge ud af landet.’ Vi håber nu, at Podemos kan benytte sig af sin deltagelse i regeringen til at lave om på det.

 

Social polarisering

Det er uden for enhver tvivl, at sådanne initiativer er nødvendige. Med en national økonomi, der i alt for høj grad er afhængig af turisme – og kendetegnet af en ulighed, der er en af de højeste i Eurozonen – er arbejderklassen i Spanien sikkert en af europæiske befolkningsgrupper, der er hårdest ramt af Covid-19-krisen. Allerede i 2018 var 26,1 procent af befolkningen i Spanien i risikozonen for fattigdom og social udstødelse, og for børn var det 29,5 procent – altså værre end EU-gennemsnittet på 21,8 procent. FN’s særlige observatør vedrørende ekstrem fattigdom og menneskerettigheder talte efter sit besøg i landet om ’offentlige tjenesteydelser, der hang i laser efter at være udsat for meget alvorlige nedskæringer efter 2008, og som aldrig var blevet genoprettet … et fuldstændig utilstrækkeligt socialt beskyttelsessystem, der med vilje lader en stor del af befolkningen blive hængende i fattigdom, et socialt diskriminerende og i stigende grad totalt anakronistisk uddannelsessystem, (og) en skattelovgivning, der giver de rige langt flere goder og fordele end de fattige.’

 

Corona-pandemien kastede et skærende klart lys over de skader, der var blevet forvoldt. Og efterhånden som nedlukningsrestriktionerne begynder at blive løsnet, bliver det lige så klart, at Spanien står foran en ny og skærpet social polarisering. Nogen af koordinaterne i denne nye situation viser sig allerede: Der har i de seneste uger været tusinder, der stod i kø i timevis ved fødevarebanker i Madrids arbejderklassekvarterer, mens der i hovedstadens mest velhavende kvarterer var anti-lockdown-demonstrationer blandt de ultrakonservative rige. I deres raseri mod PSOE-Podemos-regeringen efteraber de nu, om ikke volden, så den undergangsretorik, som oppositionen i Venezuela benytter sig af.

 

I denne potentielt eksplosive situation gør Podemos alt, hvad de kan, for at sætte en tyk streg under, at der skal gøres noget, der virkelig virker, hvis samfundet skal hænge sammen – og koalitionen får ikke mange alternativer at gøre med, hvis ikke de kommer på omgangshøjde med begivenhederne. Det højreorienterede Partido Popular (PP) vil gøre alt, hvad det kan, for at regeringen ikke vil holde 2021 ud – de går ud fra, at koalitionen vil bryde sammen under vægten af en økonomisk krise, hvor arbejdsløsheden måske når op på 21 procent, og BNP falder med 13 procent. Midt i en kamp om lederskabet for oppositionen med det højreekstremistiske Vox-parti, har PP ingen interesse i at dæmpe spændingerne i samfundet.

 

Bedre at sidde med ved bordet

PP har lige fra starten af krisen brugt meget lidt tid på at politisere pandemien, og nu forsøger de at knytte an til den sociale vrede, der nærer ’de riges oprør’ mod nedlukningen. Med deres polariserende retorik er partiets mange angreb på regeringen blevet stort set umulige at skelne fra dem, som det højreekstreme Vox kommer med. PP-leder Pablo Casado har anklaget Sánchez for at gå efter ’et forfatningsmæssigt diktatur’ med hans brug af ekstraordinære beføjelser, og for at kaste landet i armene på ’ekstremisterne’ i Podemos og den catalanske venstrefløj. Som Brais Fernández bemærker, så er der ikke noget af det, der sigter mod en umiddelbar sejr for højrefløjen, men det skal snarere, ved en langvarig udmattelseskrig, føre til, at venstrefløjen kører træt og giver op i løbet af de næste 18 måneder.

 

For Iglesias har regeringen ingen anden mulighed end at se konflikten i øjnene – og at handle ud fra den viden, at alternativet til den nuværende koalition er en radikaliseret højrefløj, hvor neofascismen for hver dag, der går, vil træde tydeligere frem. Han og hans Unidas Podemos-regeringskolleger har gået en næsten svimlende balancegang mellem ubøjelig loyalitet over for administrationen over for angreb fra højrefløjen, samtidig med en kontrolleret skærpelse af spændingerne inden for regeringen ved at stå fast på uenigheder på forskellige områder. Deres mantra har været, at ’hvis en konflikt ikke er offentlig, så eksisterer den ikke’, mens de bevægede sig fra én højt profileret stillingskrig til en anden med PSOE’s økonomiske sværvægtere Montero og Nadia Calviño – med vekslende succes.

 

Der har været tidspunkter i de seneste måneder, hvor regeringen har været i en tilstand af delvis lammelse på grund af interne skillelinjer – som f.eks. denne uges dødvande i forbindelse med ophævelsen af højrefløjens arbejdsmarkedsreformer, som Sánchez gav grønt lys for og senere trak i land på efter pres fra Calviño. Som tingene står, er der stadig ingen konsensus i regeringen om, hvordan man skal gå videre med en arbejdsmarkedsreform – et centralt element i regeringens program, som partierne blev enige om i januar.

 

Den måske mest bitre pille, som Unidas Podemos er blevet tvunget til at sluge, er imidlertid Sánchez’ nej til at støtte et stop for betalinger af husleje – for i stedet at gå ind for en ordning med rentefrie lån til lejere, der er i restance, i lighed med det, som den moderate Labour-leder Keir Starmer har slået på tromme for. Der er dog også ting, som Iglesias’ parti er kommet igennem med – frem for alt er det lykkedes at få PSOE med på en hurtig godkendelse af en ambitiøs plan for en garanteret minimumsindkomst, der vil være til gavn for en million familier i fattigdommens risikozone, når den træder i kraft i begyndelsen af juni. Og når partiet har besluttet at samle kræfterne i de kommende måneder om en række ting, som det især vil slås for (f.eks. gennemførelsen af formueskatten), så er Iglesias’ strategiske satsning, at Podemos’ position i regeringen stadig stadig er stærk nok til at presse på for en mere demokratisk og socialt retfærdig vej ud af krisen.

 

På vippen?

Selv om de interne uenigheder stadig kan håndteres med held, så står det hen i det uvisse, hvor stort manøvrerum PSOE-regeringen virkelig har. En formueskat har stor betydning med hensyn til at tvinge de rige til, at der skal være retfærdighed i skattesystemet. I dens nuværende form vil den betyde en femdobling af beskatningen af deres aktiver.

 

Hvis vi går ud fra, at beskatningen i Spanien i forhold til BNP er 6 procent under gennemsnittet i Eurozonen, så er der råderum til at udvide statens beskatningsgrundlag yderligere; en ambitiøs skattereformpakke til efteråret kan spænde et langtidsholdbart sikkerhedsnet under et overbebyrdet offentligt tjenesteydelsessystem og finansiere nye velfærdstiltag, som f.eks. minimumsindkomsten. Koalitionen har indtil nu udelukket nedskæringer og har også offentliggjort en omfattende investeringsplan orienteret imod grøn energi og grønne jobs, der sigter mod at nedbringe CO2-udledningen med 35-42 procent i løbet af de næste ti år.

 

Men partiernes skæbne er ikke kun i deres egne hænder. Med en national gæld på 115 procent af BNP i år, så har Spanien også brug for en massiv europæisk kapitaltilførsel for at kunne finansiere en økonomisk genopbygning. I den henseende lyder mandagens fransk-tyske aftale om en hjælpefond på 500 mia. euro ildevarslende, da der som modydelse for økonomisk hjælp tales om en ’klar forpligtelse fra medlemsstaternes side til at føre en sund økonomisk politik og indvillige i et ambitiøst reformprogram’ – det vil sige nye nedskæringer.

 

Som i det øvrige Sydeuropa, er det spanske samfund stadigvæk ved at samle stumperne efter de voldsomme nedskæringer, som Trojkaen tvang igennem i 2011. Der, hvor slaget nu står for Europas eneste venstrefløjskoalition, er at undgå en gentagelse. Dens skattemæssige førsteprioritet må som højere formål have en omfordeling af samfundets rigdom og en styrkelse af den offentlige sfære – ikke lydighed over for EU-påtvungne sparemål.

 

Eoghan Gilmartin skriver, oversætter og bidrager til Jacobin med bopæl i Madrid. Artiklen er oversat fra Jacobin af Niels Overgaard Hansen.

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com