content-picture.php

Enhedsfronten som begreb er aktuelt som nogensinde, men enhedsfronten er ikke en konstruktion, det er en metode til at skabe en samlende bevægelse, der kan forsvare vores livsvilkår og rettigheder, når vi bliver angrebet. Hvis man kun tilslutter sig en bevægelse for at ”rekruttere til sit eget parti” så har man misforstået og fejltolket, hvad det vil sige at være revolutionær.

af Benedicte Toftegård

Hvad er en enhedsfront?

Arbejderbevægelsen og andre socialistiske bevægelser har altid har haft mange strømninger og ideer om, hvilken samfundsmodel der bedst tjener vores interesser, og ikke mindst hvilken vej vi skal gå for at nå derhen. Ingen har nogen sinde haft patent på sandheden eller opskriften. Hverken de som har valgt at tilslutte sig et parti, eller de som har valgt at stå uden for.

 

I hverdagen såvel som i krisetider er det altafgørende, at vi kan arbejde sammen og forhindre reaktionære politiske strømninger, pengemagt, arbejdsgivere og undertrykkere af enhver art i at få overtaget.

 

I venstrefløjens traditionelle retorik kaldes det for en enhedsfront, men der er ikke så meget hokus-pokus i det: Selvom vi ikke kan blive enige om alting, så gælder det om, at vi kan arbejde sammen om det, der samler os.

 

Fagbevægelsen er som et eksempel i sit udgangspunkt en ”enhedsfront”. Især når kampen bliver tværfaglig.

 

Lejerforeninger er også en enhedsfront, hvis de udmønter sig i lokale aktiviteter for eksempel som en bevægelse, der samler beboere imod ghettopakken.

 

Men enhedsfronten er ikke altid en formaliseret bevægelse. Den starter der, hvor et boligkvarter, en arbejdspladsklub eller en gruppe forældre/hjemløse/arbejdsløse finder ud af, at de ikke kun skal kæmpe for deres egne snævre interesser, men at de vinder ved at kæmpe sammen med andre og se tingene i et større perspektiv.

 

Et konkret eksempel fra dagligdagen

Lad mig komme med et konkret eksempel fra min egen virkelighed. Det starter helt banalt med kollektive lønforhandlinger på en arbejdsplads. For mange år siden besluttede Fællesklubben på mit trykkeri, at man skulle komme til lønforhandlinger med krav om samme kronestigning til alle faggrupper, fordi det vil hjælpe de ufaglærte og lavtlønnede grupper op. Selvom nogle var imod, så oplevede flertallet af klubbens medlemmer, at det styrkede fællesskabet og stillede medarbejderne stærkere overfor arbejdsgiverne. I begyndelsen af 00’erne skete det, at når klubben var i strejke, blev ugebladene bare trykt på andre trykkerier i Danmark. Fællesklubben brugte derfor fagforeningen til at få startet et samarbejde med arbejdere og klubber på andre arbejdspladser.

 

Vi sagde: ”Vi er nødt til at mødes og tale sammen, for ellers spiller arbejdsgiverne os ud imod hinanden”. Det var ikke altid let. Da et af de andre trykkerier gik i strejke, svarede nogle kolleger: ”Dem vil vi ikke støtte. De er nogle svin, de gik bag ryggen på os sidste gang, nu må de sejle deres egen sø.”

 

Vi sagde:” Ja det er sandt. De støttede ikke os. Men nu støtter vi dem i deres kamp, for så er der en chance for at de finder ud af, hvorfor vi skal stå sammen”.

 

Over en årrække opbyggede vi et tillidsmandsnetværk. Vi er ikke enige politisk, vi er heller ikke altid enige om den faglige strategi. Men netværket betyder, at ingen længere står og trykker hinandens blade, hvis en arbejdsplads er i strejke. Vi kan mødes, inspirere hinanden og udveksle erfaringer.

 

Omkring 2006 besluttede vi, at vi også skulle have et internationalt netværk. Vi mødtes med tyske, polske, svenske, norske og finske arbejdere med meget forskellige traditioner. De polske arbejdere er f.eks. medlemmer af to forskellige fagforeninger. Solidarność og OPZZ hader hinanden og vil ikke samarbejde på topplan. Folk på arbejdspladserne ville imidlertid gerne opbygge et netværk, ligesom vi gjorde i Danmark. De forstod virkelig pointen i at kende til hinandens løn og arbejdsforhold.

 

Desværre blev der stukket en kæp i hjulet ovenfra. Svensk fagbevægelse havde vi også problemer med, da de er meget topstyrede. Desværre er projektet delvist strandet, men det internationale arbejde var en øjenåbner for mange kolleger og deres faglige bevidsthed. Vi blev klogere på, at det ikke handler om, at ”de tager vores arbejde”.

 

Jamen, er det en enhedsfront – det er jo bare fagforeningsarbejde? Ja og nej . De folk, som deltager aktivt i de forskellige projekter, er folk, som stemmer alt fra Enhedslisten over Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti. Og alligevel er de med til at handle og sætte arbejdsgivernes ledelsesret på dagsordenen. Nogle af dem siger: ”Vi går ikke ind for det der dem og os.” Men når en hård arbejdsgiver igen og igen ”snyder på vægten” og ”tager røven på deres gode intentioner”, så vil de gerne kæmpe. Når man kæmper, får man erfaringer. Det er erfaringer, som skaber den politiske bevidsthed.

 

Partierne og enhedsfronten

De revolutionæres opgave er at være med til at opbygge og udvikle bevægelser, som rykker ved magtforholdene i samfundet. Vores opgave er at forsvare arbejdernes, de arbejdsløse, de hjemløse, lejerne, de langtidssyges interesser. Vores opgave er at skabe resultater, at lære folk at organisere sig og gøre oprør. Vores opgave er, gennem disse konkrete kampe, at pille ved illusionerne omkring klassesamarbejde og ensidig fokus på parlamentarisme.

 

De revolutionæres opgave er ikke at oprette bevægelser for at rekruttere medlemmer til deres egen organisation. Undervejs i sit arbejde vil man møde mennesker, der ligesom en selv, har brug for at se tingene i et større perspektiv, ikke mindst internationalt, og måske vil disse mennesker blive tiltrukket af den politiske organisation, man selv repræsenterer. Men det er ikke formålet. Det er der desværre mange organisationer på venstrefløjen, som har misforstået gennem tiden. Det er heller ikke formålet at ”overtage” brede bevægelser og gøre dem identiske med sit parti. Så holder bevægelsen nemlig op med at være bred, og så kan den ikke længere ændre noget.

 

Den tragiske forhistorie

Ligesom mange andre venstrefløjsbegreber lyder og lugter begrebet enhedsfront lidt af krig og jordslåede skyttegrave. Da begrebet enhedsfront kom på dagsordenen for hundrede år siden, endte det paradoksalt i sin egen modsætning. Arbejderbevægelsen og de socialistiske ideer bekrigede hinanden, mens verden gik under i fascisme, kz-lejre og verdenskrig. Måske kunne enhedsfronten have forhindret dette i at ske?

 

Den store splittelse i den internationale arbejderbevægelse omkring Første Verdenskrig handlede om, hvorvidt man kunne nå socialismen gennem reform og parlamentarisme eller gennem revolution. De tyske socialdemokrater havde stemt for krigsbevillingerne. De var dybt involveret i mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht samt i den brutale nedslagtning af de revolutionære i de berlinske arbejderkvarterer. Modsat begyndte den nye Sovjetrepublik allerede i 20’erne at udrense, fængsle og henrette medlemmer af mensjevikkerne og de socialrevolutionære.

 

Fernando Claudin skriver i sin bog ”Krisen i den internationale kommunistiske bevægelse”, at enhedsfronten oprindeligt i starten af 20’erne blev opfattet som en defensiv politik. ”Den revolutionære bevægelse var i tilbagegang, og kapitalismens krise betød angreb mod levestandard og de rettigheder, som arbejderne havde tilkæmpet sig politisk og fagforeningsmæssigt. Nu gjaldt det ikke kampen om magten, men om opbygningen af en nødvendig opposition.” (note 1)

 

Og denne opposition skulle gerne samle arbejderklassen fremfor at splitte den. Det er interessant, at det især var folk, som hverken støttede den socialdemokratiske Anden eller den kommunistiske Tredje Internationale (fordi de var uenige i både organisation og taktik), som forsøgte at genoprette en enhed i arbejderklassen. Den såkaldte 2 ½ Internationale med frontfiguren Otto Bauer fra det østrigske Arbejderparti henvendte sig i 1922 til de to andre Internationaler og foreslog, at man sammenkaldte til en fælles konference. Den skulle have som mål at beslutte en fælles aktion. Konferensen blev afholdt, og for første og sidste gang sad disse organisationer over for hinanden for at forsøge at skabe et minimum af enighed, men de gik hver til sit uden resultat.

 

Otto Bauer erklærede: ”Vi anser det for umuligt, uforeneligt med ideen om den proletariske enhedsfront, at de fulde borgerrettigheder ikke skulle gives til alle proletariske og socialistiske partier i Rusland”. Han hentydede naturligvis til de udrensninger, der allerede havde fundet sted i den nye Sovjetrepublik. Men han bebrejdede også repræsentanten fra Anden Internationale, at de lagde nogle moralske teser frem og forventede, at Tredje Internationale skulle lægge sig fladt ned og acceptere dem.

 

Han sagde: ”Lad først masserne kæmpe sammen, hvad end deres forskellige politiske overbevisning måtte være, så er jeg overbevist om, at denne fælles kamp på den fælles slagmark vil udvikle et kammeratskab og en solidaritet, således at intet proletarisk parti vil kunne tillade sig selv at modsætte sig opfyldelsen af disse moralske betingelser.”

 

Anden Internationale ville ikke bøje sig, og Tredje Internationale beskyldte Otte Bauer for at være forræder og repræsentere borgerskabets interesser.

 

I løbet af 20’erne og frem til midten af 30’erne reducerede kommunisterne enhedsfrontpolitikken til ”kun at være et middel til at ophidse og mobilisere masserne”. Enhedsfronten skulle kun have som mål at ”afsløre socialdemokraterne/socialfascisterne”. Hitler og Mussolini stormede frem, mens kommunisterne brød med enhedsfagforeningerne for at lave deres egne. Ved folkeafstemningen mod den socialdemokratiske regering i Preussen 9. august 1931 deltog kommunisterne side om side med nazisterne! Den politiske katastrofe var en realitet

 

I 1930 skrev Trotskij fra sit eksil, at en enhedsfront ikke skal dannes ud fra sloganet om kapitalismens øjeblikkelige omstyrtelse, idet ”de socialdemokratiske arbejdere lige præcis stadigvæk er socialdemokrater, fordi de endnu tror på den gradvise reformistiske overgang fra kapitalisme til socialisme”: Kommunisterne skulle henvende sig til dem med disse ord: ”I bekender jer til demokratiet, vi tror, at den eneste udvej er revolutionen. Men vi kan ikke og ønsker ikke at lave revolution uden jer. Hitler er nu den fælles fjende. Når han er besejret, stiller vi regnskabet op i fællesskab og finder ud af, hvordan vi skal fortsætte.” (note 2)

 

Enhedsfront i dagligdagen

En enhedsfront indebærer at man er nødt til at gå på kompromis. Uenigheder handler ikke kun om højre/venstre, om ideologi og program, men opstår ofte på grund af praktiske erfaringer. Her er nogle eksempler:

 

Nogle folk i Enhedslisten har altid arbejdet i de pædagogiske fagforeninger ud fra et rent økonomisk perspektiv, der som udgangspunkt ser på pædagogernes rettigheder som arbejdere. Nogle folk især fra SF går mere op i at se på børnenes tarv i de overfyldte institutioner og har dermed et bredere politisk perspektiv.

 

Man kan sagtens finde en Enhedsliste-mand ansat på et fagforeningskontor, der kun er fokuseret på sit eget fag, mens en venstrefløjssocialdemokrat er igangsætter af bevægelse for mere tværfaglighed og fælles kamp mellem offentlige og private.

 

Enhedsfronten vokser ud af, at man finder de mennesker omkring sig, der tænker på samme måde omkring det, at vi skal organisere folk til at gøre oprør/tage hånd om deres liv.

 

Enhedsfronten ser aldrig bort fra klassekampen. Selvom vi oplever alvorlige krisesituationer som f.eks. en pandemi, så vi ved godt, hvem vi deler interesser med. På et trykkeri i Århus fik ejeren mange penge fra staten i hjælpepakke, samtidig med at han også fyrede folk. Så mange, at arbejdspresset for de tilbageværende er blevet helt utåleligt.

 

Lige nu er der stor opbakning til Mette Fredriksens håndtering af corona-situationen i Danmark. Lad os bruge den fokus-på-fællesskab-stemning til at få vores fagforening til at sætte fokus på de firmaer, som misbruger hjælpepakkerne. Det er nu, vi skal have den del af fagbevægelsen, som organiserer det private (f.eks. industrien) til at bakke op om de offentliges krav til forbedringer. Både af løn- og arbejdsforhold, men også krav til personalenormeringer og bevillinger til sygehuse og daginstitutioner m.m., som kan sikre vores velfærd. Det er også nu, vi skal have fagbevægelsen til at komme på banen igen med krav til et bedre dagpengesystem og en bedre organisering af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Det er lige nu, at tingene er i opbrud. Men det kræver, at der er bevægelse derude.

 

Noter:

1: Fernando Claudin: Krisen i den kommunistiske Verdensbevægelse, bind 1, side 139 og 143.

2: Trotsky: The turn in the Communist International … The only Road og Before the decision.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com