Det siger Mika Helander, der er arbejdsmarkedsforsker på Åbo akademi. (note 1)

 

Baggrunden for strejken er, at en del af de finske arbejdsgiverorganisationer tilbage i foråret 2020 besluttede, at de vil trække sig helt ud af det centrale kollektive overenskomstsystem. De meldte sig ud af arbejdsgiverforeningen og bekendtgjorde, at de fremover kun vil lave aftaler med udgangspunkt i den lokale virksomhed. (Læs mere om baggrunden her).

 

Den mest aggressive part i denne kamp har været Skov- og papirindustrien, som også omfatter den grafiske industri. De fleste steder er det lykkedes at forhandle sig frem til lokalaftaler, der delvist erstatter de kollektive overenskomster. Lige bortset fra skovbrugsgiganten UPM, der bl.a. producerer papir. Her har arbejdsgiveren stået stejlt på, at han ikke vil indgå aftale med funktionærerne, der nægtes basal ret til at vælge en tillidsrepræsentant. Og samtidig kræver han en forøgelse af arbejdstiden for arbejderne, der reelt svarer til en lønnedgang på mellem 20 og 30 procent. Normalt er det sådan, at ”den gamle overenskomst” gælder, indtil en ny aftale er godkendt. Men dette underkender UPM også. Ret beset er der ingen af de ansatte, som kender betingelserne for deres fremtidige arbejdsforhold. Derfor har 3000 finske papirarbejdere på UPM været i strejke siden 1. januar. Der foregår stadig forhandlinger, men strejken er forlænget til og med 16. april, hvis ikke der opnås et resultat inden.

 

UPM – skovbrugskoncern på verdensplan

UPM er en skovbrugskoncern med hovedsæde i Finland og fabrikker i 12 lande. Der er 17.000 ansatte på verdensplan. De producerer papirmasse, avis og magasin-papir, specialpapir til emballage og labels, krydsfiner, biobrændstof m.m. De har en årlig omsætning på 9,8 milliarder euro ifølge deres egen hjemmeside.

 

Jussi Pesonen, der er UPM's administrerende direktør, udtalte allerede i december 2021 til de finske medier, at han havde givet et klart mandat til sine forhandlere: Hvis de kunne lave en aftale, der forbedrede produktiviteten og konkurrenceevnen, vil han ikke lukke en eneste finsk papirmølle, så længe aftalen gjaldt. Hvis der derimod blev strejket, ville dette mandat bortfalde øjeblikkeligt. UPM nøjedes ikke med trusler, men har tilbudt arbejdere, som ville fungere som strejkebrydere, 30 euro (225 kr.) ekstra om dagen.

 

UPM-papirfabrikkerne er kommet ud med store overskud og klarer sig fortrinligt, så den finske fagbevægelse har svært ved at se andre årsager til den aggressive fremfærd end en direkte ideologisk kamp.

 

Hvem støtter strejken?

SAK (finsk LO) deltager aktivt i strejkestøtten sammen med Papirarbejdernes Fagforening. F.eks. på markedspladsen i Rauma – en havneby ud til den Botniske Bugt, hvor man den 26. februar var mødt talstærkt op med varm suppe, taler og strejkestøtte.

 

Der er sympatikonflikt fra bl.a. Elektrikerforbundet og Industriforbundet. Havnearbejdere og jernbanearbejdere har siden 24. januar nægtet at transportere virksomhedens varer.

 

For nylig blev der afholdt fælles møde med de fagforeninger, som organiserer UPM-arbejdere i Finland og 10 andre lande (bl.a. Tyskland, Østrig, Storbritannien, USA og Uruguay), hvor man fastholder, at UPM skal acceptere arbejdsvilkår som i andre skovindustrier. Medarbejderne i EU har afbrudt ESU samarbejdet i protest mod ledelsens ageren i Finland.

 

Forsyningskrise

Men Jussi Pesonen og UPMs antifagforeningskamp har samtidig skabt en forsyningskrise, der bl.a. truer den grafiske industri i Europa. Først og fremmest den del, som producerer bøger, aviser og magasiner.

 

Overgangen fra trykte til digitale medier har gennem de sidste årtier medført faldende efterspørgsel efter papir og dermed faldende priser. Som modsvar har papirindustrien gennem de sidste år valgt enten at lukke fabrikker ned, men først og fremmest at omlægge produktionen til at producere pap og karton, som bruges til vores stærkt stigende forbrug af emballage. F.eks. alle de papkasser, som GLS og Post Nord drøner rundt med i deres lastbiler, fordi vi bestiller varer på nettet, fremfor at gå ned og købe dem i en butik. Det er skidt for klimaet.

 

I dag stilles der meget stramme krav til det papir, man bruger til at trykke bøger, aviser og magasiner. Det skal være FSC-mærket, så man kan følge, hvor træet kommer fra, og at det er certificeret, at hver gang man fælder et træ, bliver der plantet 3 nye. Disse miljøkrav gælder ikke for træ, der anvendes til emballage.

 

Denne udvikling har betydet en akut mangel på papir i Europa. Priserne på papir er steget mellem 34 og 39 procent, siden strejken begyndte, og det giver en samlet prisstigning på 80 procent (note 2) på lidt over et år. Den grafiske industri i Europa frygter, at endnu flere kunder vil opgive og gå digitalt.

 

De grafiske arbejdsgivere er desperate. De har ordrer, men intet papir at trykke på. De er så desperate, at Intergraf, der er den grafiske industris arbejdsgiverforening i EU, har skrevet og appelleret til UPM om at optage forhandlinger med deres medarbejdere, så strejken kan stoppe. De advarer om, at Europa kan komme til at mangle 40 procent af deres behov for papir. Fagforeningerne appellerer samtidig til arbejdsgiverne om, at de ikke skal acceptere, at UPM bryder sine leveringskontrakter under henvisning til force majeure. Der er nemlig faldet en dom i EU i 2021, der siger, at en overenskomstmæssig ”lovlig” strejke ikke er force majeure.

 

Hvorfor er UPM så aggressive?

Ifølge det finske papirarbejderforbund har UPM altid været kendt som fagforeningsfjendsk, men strejken anslås at koste dem omkring 20 mio. euro om ugen. (note 3) Det er også en slags penge.

 

Den finske skovindustri beskæftiger omkring 140.000 arbejdere og står for en femtedel af Finlands eksport. 13 milliarder euro om året. De andre arbejdsgivere har været i front, når det gjaldt afskaffelsen af det kollektive forhandlingssystem, men de har alligevel bagefter valgt at indgå lokalaftaler på de enkelte virksomheder. For hvis man gradvist, bid for bid og over tid er i gang med at forringe overenskomstsystemet og dermed reducere arbejdernes styrke uden store protester og omkostninger, hvorfor så bruge så store summer på at tage den helt store konfrontation?

 

Fordi det går for langsomt?

 

Eller fordi UPM gerne vil prøve grænser af og se, hvor langt de kan presse arbejderne uden at skulle indgå ”i det socialdemokratiske kompromis mellem kapital og arbejde”, som arbejdsmarkedsforsker Mika Helander formulerer det i indledningen til denne artikel?

 

Eller fordi de har råd til at bruge enorme summer på at bekæmpe fagforeningsrettigheder?

 

Det kan jeg ikke svare på, men jeg synes det er tankevækkende, at denne konflikt stort set ikke bliver omtalt i Danmark og dansk fagbevægelse.

 

Noter:

Note 1: Framtidens avtal på spel under pappersstrejk i Finland – Arbetet

Note 2: (Hansen/Ritzau Scanpix 18.2.2022)

Note 3: Unions put pressure on UPM customers as Europe faces paper shortage | IndustriALL

 

Øvrige kilder: Det finske papirarbejderforbund: https://www.paperiliitto.fi, Global Union to union (Svensk org. fagforeningsrettigheder/internationalt arbejde. Printweek online (Magasin for trykbranchen).