Overenskomstforhandlinger 2022: Det stærkeste er at samarbejde. Plakat fra Papirarbejderforbundet

Torsdag den 5. maj udkom et indlæg i Ugebrevet A4 skrevet på vegne af grafiske tillidsfolk/Grafisk Overenskomstgruppe i HK. Her står der blandt andet:

Fire måneders strejke mod skovbrugsgiganten UPM viste, hvilke alvorlige angreb den finske arbejdsmarkedsmodel er blevet udsat for. Tilsyneladende har det ikke interesseret dansk fagbevægelse, og det bekymrer os. Spørgsmålet er, om ”den danske model” er et 100 % sikkert værn mod afskaffelse af landsdækkende kollektive overenskomster, eller lukker vi øjnene for, at en faldende organisationsprocent kan komme til at udfordre også vores system?

Baggrunden for artiklen er, at strejken mod skovbrugsgiganten UPM – den længste strejke i Finlands historie – er slut. Konflikten, der startede 1. januar 2022 og sluttede 22. april, har betydet papirmangel i Europa og i den grad også ramt danske trykkerier. De grafiske tillidsfolk har således haft konflikten tæt inde på livet.

Nu har UPM så indgået forlig med de finske papirarbejderes fagforening – Paperiliitto. Et forlig, der betyder at man har måttet acceptere at indgå fem separate lokale overenskomster for hver af UPMs virksomheder.

Hvor man altså før havde et system, der mindede om det danske med landsdækkende kollektive overenskomster, der forhandles mellem arbejdsgiver og fagforening. Det er en helt bevidst strategi fra arbejdsgiverside. Over en årrække har de arbejdet hen imod at angribe den ”finske model” i sin grundstruktur ud fra en ideologisk kamp mod fagbevægelsen. Fremover vil de udelukkende lave virksomhedsbaserede overenskomster, hvilket naturligvis splitter arbejderne og presser de svageste og dårligst organiserede til ringere løn- og arbejdsvilkår.

En del mere kompromissøgende brancher og virksomheder valgte tidligt at lave lokale aftaler med deres medarbejdere, som lægger sig tæt op ad de gamle landsdækkende overenskomsters indhold, men hvilke konsekvenser det nye virksomhedsbaserede system kan medføre i fremtiden, er konflikten mod UPM et skræmmende eksempel på.

Hvad indeholder forliget?

Selvom overenskomsterne på UPM nu er opdelt i 5 forskellige aftaler, hvor der før var én fælles, så fremhæver papirarbejdernes fagforening, at de fremtidige aftaler omfatter alle UPMs medarbejdere. UPMs ledelse havde først nægtet at lave aftaler, der omfattede de funktionæransatte. De aftalte lønforhandlinger og reguleringer kommer ikke til at adskille sig fra det, der er indgået på andre virksomheder. UPM havde krævet, at arbejdstiden skulle hæves uden at blive kompenseret lønmæssigt. Deres oprindelige udspil ville have betydet en reel lønnedgang på mellem 20 og 30 procent. Fagforeningen har måttet bøje sig og acceptere at arbejdstiden bliver hævet med en halv time om ugen. Det sker dog med fuld lønkompensation, fordi man går bort fra fast månedsløn og går over til timebetaling. UPM fremhæver i deres beskrivelser af resultatet, at lønnen fremover skal gives efter incitament, og at der fremover skal være en ”øget fleksibilitet” i skifteholds ordninger og brugen af arbejdstiden.

De grafiske tillidsfolk skriver i en kommentar til dette:

”Så selvom vores finske kolleger har vist et enestående sammenhold og udholdenhed, så har det ikke været nemt. Man har måtte gå på kompromis med de samme ting, som vi selv lider under. Nemlig at vi gradvist mister magten over arbejdstiden og dermed indflydelse på vores eget liv. Og at vi bliver splittet ud imod hinanden gennem individuelle lønforskelle af mere eller mindre saglig karakter.

Det er nu blevet langt nemmere for finske arbejdsgivere at tryne deres ansatte lokalt.”

Jura gør det ikke alene

De grafiske tillidsfolk i HK slutter artiklen med at spørge, hvad og hvorfor det egentlig angår os, hvad der sker i Finland:

”Store internationale koncerner prøver ofte at sno sig uden om den danske model. Lige fra Wolt til IBM. Vi ved, at jo lavere organisationsprocenten er, jo svagere er det grundlag vi forhandler på. Måske er juraen forskellig, men det handler også om styrkeforhold og om vores legitimitet.

Hvis organisationsprocenten i fagbevægelsen bliver ved med at falde, kan vi måske komme i samme situation som i Finland. Derfor undrer det os, at ingen i dansk fagbevægelse tilsyneladende har interesseret sig for, hvad der sker, eller fundet det relevant at oplyse om det i egne rækker. Begivenhederne i Finland burde indgå i debatten om, hvordan vi organiserer og aktiverer flere medlemmer.”

Se også tidligere artikel om strejken i SI!