Arbejdsgiverne i teknologi- og skovbrug/papirindustrien i Finland meddelte i marts 2021, at de ikke længere vil indgå kollektive overenskomstaftaler med fagbevægelsen! Fremover skal man forhandle arbejdstid, løn, ferie og barsel på hver enkelt virksomhed. Hvordan kunne det komme dertil? Og kunne det ske Danmark?

af Benedicte Toftegård

Arbejdsgiverne i den finske papirindustri går forrest med at ville afskaffe kollektive forhandlinger. Den finske plakat er fra 1935, hvor SAK (LO) lavede en film med titlen: Succes trods alle forhindringer

 

Arbejdsgiverne i den finske teknologiske industri har delt sig op i to konkurrerende organisationer. Den oprindelige vil fremover kun servicere virksomheder, som ønsker at indgå virksomhedsbaserede overenskomster. En ny ”Teknologiens Arbejdsgivere” vil forsøge at hverve medlemmer nok til stadig at kunne indgå kollektive aftaler, da de mener, det vil tage for mange ressourcer at begynde forfra, men er der ikke opbakning fra mindst 50 procent af branchen, vil de aftaler, man indgår, ikke længere være grundlag for en almengørelse. I Finland har man et system, hvor de generelle overenskomster har afsmittende virkning på minimumsvilkår de steder, hvor der ikke findes aftaler. Så tab af kollektive aftaler har store konsekvenser.

 

SAK (Der svarer til dansk LO, da funktionærorganisationer er samlet i STTK) advarer mod, at man vil skabe et system, der kan ende med splittelse af arbejderne og i værste fald et ræs mod bunden i forhold til løn- og arbejdsvilkår.

 

Arbejdsgiverne og flere borgerlige partier har ifølge SAK (note 1) givet udtryk for, at ”lokale aftaler på hver enkelt virksomhed vil skabe flere job, men de kan ikke henvise til konkrete eksempler.” Budskabet handler om at frigøre sig fra bestemmelser om løn og arbejdstid. ”I virkeligheden er de landsdækkende overenskomster allerede så fleksible, at man ved lokal enighed kan ændre på 70 forskellige betingelser. Men det kræver en forhandling med medarbejderne, hvor man giver og tager”, mener SAK.

 

Hvad teknologi-industriens arbejdsgivere mener, kan man læse af følgende citat (2):

 

”Aflønning skal (fremover) ske efter incitament i stedet for generelle forhøjelser

Udgangspunktet for arbejdstiden er efterspørgslen og kundernes behov: Der arbejdes mere, når der er travlt, og fritiden lægges på de stille tidspunkter.”

 

Værst ser det ud i skov- og papirindustrien. Her har en enig arbejdsgiverforening fra 1/1 2022 frigjort sig fra/opsagt samtlige kollektive overenskomster og simpelthen nægtet at forhandle nye.

 

Og hvordan kan de dog det? I Danmark er reglerne sådan, at når en overenskomst bliver opsagt, og der startes overenskomstforhandling, så gælder de gamle aftaler, indtil der er er forhandlet en ny aftale på plads. Men nu mener de finske arbejdsgivere, at der gælder nye forhold med den begrundelse, at de har dannet en hel ny forhandlingsorganisation. SAK er stødt på arbejdsgivere, der direkte har meddelt, at ansættelsesvilkårene ophører med at gælde, når overenskomsten udløber, hvilket SAK protesterer imod.

 

Sagen er, at det finske DA besluttede at ændre deres vedtægter i 2017, så de fremover ikke kan (vil) indgå i det, vi vil kalde trepartsaftaler med regering og fagbevægelse. Ja, man kan (vil) slet ikke indgå centrale aftaler overhovedet.

 

Hvordan er det kommet dertil?

Et forsøg på et svar kræver, at man ser tilbage i SAKs egen historie (3). Måske er det sådan, at Industri- og Arbejdsgiverforbundet i Finland i mange år havde brug for og gavn af, at der blev ført indkomstpolitik og bygget sociale løsninger med tilslutning fra fagbevægelsen? Det gjaldt tilslutning til EU i 1994, til euroen i 1997, til atomkraft i 2002 og pensioner i 2005. Men allerede i 2007 besluttede arbejdsgiverne i industrien, at deres fremtidige mål var at løsrive sig fra centrale løsninger. Nu havde de ikke brug for indkomstpolitik og pragmatisk klassesamarbejde, men ønskede en ideologisk kamp mod arbejderbevægelsen. Ellers kunne Finland ikke klare sig i konkurrencen med udlandet … løn- og arbejdsforhold skulle drastisk forringes. Især ”Forbundet af Finsk Teknologindustri” (EK) var frontløber i denne nye strategi.

 

Alligevel blev der af forskellige grunde forhandlet en bred rammeløsning for 2011-13. I 2015 havde det borgerlige Centerpartiet regeringsmagten i Finland. Arbejdsgiverne klagede over, at Finland lå 10-15 procent bagud i konkurrenceevne i forhold til Sverige og Tyskland. I april fremsatte regeringen et lovforslag, der indebar et hurtigt fald på 5 procent af lønomkostningerne. Det var et direkte indgreb i fagbevægelsens frihed til at indgå aftaler. Regeringen ville fjerne fridage, nedsætte skifteholdstillæg og begrænse parternes ret til at indgå aftaler, der brød den økonomiske ramme. Det resulterede i, at SAK opfordrede sine medlemmer til at gå i strejke. 300.000 nedlagde arbejdet, og der var demonstrationer i Helsinki. Regeringen måtte umiddelbart trække forslaget tilbage.

 

Ved valget i 2019 mistede Centerpartiet 18 mandater, og der blev dannet en ny regering bestående af Socialdemokratiet, De Grønne, Venstrealliancen og Svensk Folkeparti (det svenske mindretal).

 

Det har dog ikke lagt en dæmper på arbejdsgiverne. Forhandlingerne med arbejdsgiverne i Skov- og papirindustrien brød sammen i januar 2020, og 14.000 arbejdere gik i punktstrejke og sympatikonflikt fra den 27. januar til 9. februar. Nu erklærer arbejdsgiverne, at alle hidtidige aftaler bortfalder, fordi de nægter at forhandle nye.

 

Den finske model

Det er først relevant at tale om en egentlig ”finsk arbejdsmarkedsmodel” efter Anden Verdenskrig, hvor regeringen lagde stort pres på arbejdsgiverne for at indgå kollektive aftaler over en bred kam. SAK (var af historiske grunde (se note) langt svagere end fagbevægelsen i de øvrige nordiske lande på dette tidspunkt. Finland var et fattigt land, mange emigrerede til Sverige for at få arbejde, og der var endnu ikke etableret et fasttømret system med OK-forhandlinger. I 1956 kom det til en 19 dage lang generalstrejke, der involverede 400.000 arbejdere på trods af, at SAK kun havde 270.000 medlemmer. Arbejderne opnåede lønstigninger på 6-10 procent, men i årene efter vedtog regeringen skattelettelser til de rige og afgifter, som skulle betales af arbejderne. Fagbevægelsen havde ikke styrken til at indhente det tabte.

 

I 1960’erne og 70’erne indgik SAK sammen med arbejdsgiverne i et indkomstpolitisk samarbejde, der øgede produktiviteten til gengæld for sociale reformer. Organisationsprocenten i Finland steg voldsomt. Især da man fik indført arbejdsløshedsunderstøttelse i tilknytning til fagbevægelsen. I 90’erne lykkedes det i modsætning til andre europæiske lande at indføre markante forbedringer for arbejderklassen. Finland har f.eks. en langt bedre tillidsmandsbeskyttelse og bedre vilkår for tr-arbejde end i andre nordiske lande. I dag opgøres organisationsprocenten til generelt at være 70 procent og op mod 80 procent for industrien.

 

Finland har samme system som i Danmark med overenskomstforhandlinger og fredspligt i den mellemliggende periode. Alligevel har Finland markant flere strejker. Til eksempel havde man i papirindustrien strejke i 2000, i 2005, i 2010, 2011, 2015 og 2020.

 

Kunne det ske i Danmark?

Jeg er ikke bekendt med den nøjagtige tekst i den finske hovedaftale, og hvorvidt den juridisk er svagere end den danske, men flere spørgsmål melder sig:

 

Når de finske arbejdsgivere undsiger systemet på den måde, som de gør, kan det hænge sammen med, at de ikke føler sig forpligtet af en model, der historisk er skabt fra politisk pres fra oven, og ikke som et resultat af fagforeningernes styrke nedefra.

 

Det ville i så fald kunne argumentere for, at det samme ikke kan ske i Danmark. Eller at det vil være langt vanskeligere.

 

Men den finske arbejderbevægelse har stærke og militante traditioner. Hvad gør, at lige netop arbejdsgiverne i teknologi- og papirindustrien føler sig stærke nok til at blæse det pæne og velordnede klassesamarbejde en hat og gå til direkte til konfrontation mod arbejderklassen?

 

Det er værd at bemærke, at en lang række andre arbejdsgiverorganisationer har valgt den bløde linje. De orker ikke alt besværet, når man bare kan følge nogle regler, som er lavet for alle. Måske er arbejdsgivernes strategi at svække de stærkeste grupper, for så falder korthuset nemt for de andre? Som Margaret Thatcher i England konfronterede minearbejdere og havnearbejdere?

 

Tankevækkende er det, at de borgerlige partier i Finland ikke holder sig tilbage for at gribe ind og forringe overenskomster. Tankevækkende er det, at hverken arbejdsgivere eller borgerlige partier længere finder det relevant at indgå i ”dialog” med fagbevægelsen om samfundsspørgsmål.

 

Hvad nu?

SAKs topledelse forsøger at appellere til politikerne og regeringen om, at de nu må sikre lovgivning dér, hvor arbejdsgiverne nægter at forhandle kollektive aftaler, og man derfor ikke længere har overenskomster, man kan gøre almene..

 

I den grafiske industri, som hører under papirindustrien, ruster man sig til modangreb. Kamp for at sikre lokalaftaler fra arbejdsplads til arbejdsplads så ens som muligt. En slags musketer-ed blandt tillidsfolk, om at koordinere forhandlingerne, og at ingen ikke må lave dårligere forlig end andre. Desværre er der også sorte pletter på kortet. Nu skal de organiseres!

 

Noter:

1: Se SAK fagforeningsblad – (svensksproget udgave) Flere artikler om emnet bl.a. april og oktober 2021.

 

2: Nyhedsbrev fra arbejdsgiverne inden for teknologi-industrien, 24/9 2021.

 

3: A history of the SAK, Tapio Bergholm, Valkcalan Painokarelia 2016 (engelsksproget udgave)

 

Kort om SAKs historie:

1905 første forsøg på generalstrejke, som bliver slået ned. SAJ (nu SAK) bliver først dannet i 1907 og de står svagere med hensyn til at opbygge lokale fagforeninger og kollektive aftaler end i de andre nordiske lande. Men under Første Verdenskrig forøger man medlemstallet, og det eksploderer i 1917 med 160.000 medlemmer.

 

1917: Generalstrejke inspireret af den russiske revolution udvikler sig til borgerkrig. 30-40.000 mennesker bliver slået ihjel. De røde taber, og i årene efter bliver løn- og arbejdsforhold dikteret. SAJs ledere er enten døde, flygtet til Sovjet eller udsat for slavearbejde i straffelejre. Regeringen forsøger i 20’erne at opfordre til kollektive aftaler som andre nordiske lande, men arbejdsgiverne svarer igen ved at blackliste aktive og ved at give bonus til arbejdere, der undlader at melde sig i fagforening.

 

1930: Højreorienteret regering (Lapua-bevægelsen) forbyder SAJ og kommunistpartiet. Arbejderne danner SAK på socialdemokratisk grundlag, men på de gamle strukturer. Meget svag indflydelse på arbejdspladserne.

 

1945: Kommunisterne bliver igen legale. Regeringen presser parterne til at indgå en aftalemodel.

 

1960: Kold krig betyder at fagbevægelsen splittes. Flere forbund melder sig ud af SAK og danner SAJ.

 

1969: Alle forbund samles igen i SAK (Suomen Anmattiyhdistysten Keskusliitto).

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com