Venstrepartiets ledelse kæmper med opgaven at undgå to positioner. Den ene som Socialdemokraternes ”dørmåtte” og den anden som velmenende, men virkelighedsfjerne idealister.

af Internationalen

Da Nooshi Dadgostar, Venstrepartiets leder, satte foden ned på spørgsmålet om markedsbestemt husleje og dermed fældede regeringen [i juni 2021, o.a.], affødte det entusiastisk støtte og voksende opbakning i meningsmålingerne.

 

Nederlaget for januaraftalen [regeringsaftalen fra 11. januar 2019 mellem Socialdemokraterna, Centerpartiet, Miljöpartiet och Liberalerna, o.a.] på dette vigtige punkt fortæller os noget, som vi til stadighed må have i baghovedet: Det kan lade sig gøre at føre venstreorienteret politik selv i tider som disse. Venstrepartiet er i dag begunstiget af høj score i tillidsmålinger og har fået i tusindvis af nye medlemmer, netop fordi man på kritiske punkter turde markere en afstand til Socialdemokraterne og Centerpartiets nyliberale kurs. At turde modsætte sig ny-liberal kvælertags-politik betaler sig for venstrefløjen. Men endnu vigtigere viser det, at en anden samfundsorden er mulig – at politik kan handle om mere end budget-disciplin og gradvise forringelser.

 

I Sydsvenska Dagbladet 7. februar funderer den nye ordfører for økonomisk politik Ali Esbati over Venstrepartiets ændrede kurs: ”Vi må være endnu tydeligere med, at vi ikke skal definere vores politik ud fra, at den skal trække Socialdemokraterne i frakkeskøderne lidt mod venstre.”

 

Det indebærer, siger Esbati, at Venstrepartiet sigter mod at bryde de finanspolitiske rammer, at føre en aktiv industripolitik for styrke forsømte dele af Sveriges infrastruktur og at tage initiativ til at gennemføre den nødvendige grønne omstilling fra markedet til politikken. Det lyder lovende, men når vi ser den nye politik i praksis, er det svært at føle selvsamme begejstring.

 

Når Venstrepartiet nye ”industrisatsning lanceres ude i virkeligheden, illustreres det af en omrejsende Nooshi iført sikkerhedshjelm, som hylder fremgange for svensk industri og industriens konkurrenceevne. Af en partiledelse, som beslutter at bifalde (om end midlertidigt) at give Cementas ret til at udvinde kalk på Gotland. At gøre sig uafhængig af et svagt Socialdemokrati er én sag, noget andet og sværere er det at spille en uafhængig rolle mod en stærk kapitalmagt. Her blev signalet fra Venstrepartiet [på partikongressen 4-6. februar 2022, o.a.], at i valget mellem forandring og business as usual kommer grøn klimapolitik i en tilspidset situation til at blive tilsidesat til fordel for industriens behov.

 

At opgive rollen som kritisk venstrefløj fra tilskuerpladsen og i stedet vove at få beskidte hænder kræver et politisk klarsyn af en art, vi endnu ikke har set afprøvet i virkeligheden. Når Venstrepartiet stadig oftere fremstiller sig selv som de nye socialdemokrater, må det efterfølgende spørgsmål blive, hvad målet er. At udfordre og på sigt erstatte Socialdemokraterne som det store bevægelsesparti for de brede lønmodtagergrupper er en modig målsætning, som ikke må handle om at kopiere historiske løsninger.

 

Socialdemokratiet havde sin guldalder i en tid, hvor der fandtes et historisk usammenligneligt råderum for reformer – og alligevel er vi havnet der, hvor vi er i dag. Det kan heller ikke dreje sig om at gøre sig til LO-bureaukratiets bedste venner. Det har, om ikke andet, det seneste LO-udspil vist. At turde satse højt i regeringsforhandlinger kan give eksponering og øget vælgertilslutning, men at udvande sin politik ved at sælge ud af sine kerneværdier ville være en sikker opskrift på politisk irrelevans på længere sigt.

 

Det såkaldte Overton-vindue – det vil sige rammen for, hvad der almindeligvis anses som politisk muligt og troværdigt at fremføre – er i dag uhørt lille. De programmatiske forskelle mellem de forskellige regeringsalternativer har formentligt aldrig været mindre. At forsøge at klemme sig ind her, uden at blive en del af den samme ubestemmelige grød, er en udfordring.

 

Venstrepartiets ledelse kæmper med opgaven at undgå to positioner. Den ene som Socialdemokraternes ”dørmåtte” og den anden som velmenende, men virkelighedsfjerne idealister. Det er i sandhed ikke nogen let opgave at fremstå som pragmatiske og troværdige og samtidig være oppositionelle nok til faktisk at udgøre netop et alternativ. Men hvis man skal have beskidte hænder, så må man også kunne vise reelle fremskridt – og så må man stå fast på sin oppositionelle kerne. At weekendens kongres nedstemte ledelsens klimapolitiske linje viser, at debatten lever, og at vi kan forvente flere vigtige konflikter de kommende år. Så længe spørgsmålene bliver holdt i live – så lever også håbet om, at Venstrepartiets nye orientering kan føre til noget kvalitativt nyt i svensk politik.

 

Artiklen blev bragt som leder i Internationalen, som udgives af Socialistisk Politik (svensk sektion af 4. Internationale). Socialistisk Politiks medlemmer arbejder i Venstrepartiet.

 

Oversat fra Internationalen af Leif Mikkelsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com