Uanset dommer Fachins motiver var det fra et juridisk synspunkt korrekt at omstøde dommen over Lula. Afgørelsen vil få enorme politiske konsekvenser.

af João Machado og Tárzia Medeiros

Det er vigtigt at huske på, at Lula var præsidentkandidat, da han blev dømt og sat i fængsel, og at han førte i meningsmålingerne. Hvis han ikke var blevet forhindret i at stille op, er det usandsynligt, at Bolsonaro ville være blevet valgt. Nu tyder alt på, at Lula vil stille op som præsidentkandidat i 2022. Selv om han ikke sagde det direkte, var det i rollen som sandsynlig kandidat, at Lula under omfattende mediedækning holdt en tale og svarede på spørgsmål fra journalisterne den 10. marts – to dage efter Højesterets beslutning om at annullere de tidligere domme mod ham. [se tidligere artikel i SI om retskendelsen]

 

Lula fik det til at lyde, som om hans uskyld var blevet anerkendt af domstolene, selv om omstødelsen af hans dom ikke peger på det, og ikke en gang dommerne i den Føderale Højesteret (STF), der stemte for at betegne den tidligere dommer Sergio Moro som suspekt [- han havde haft til hensigt at dømme Lula uden den upartiskhed, der forventes af en dommer -], beskæftigede sig med det spørgsmål. De sagde simpelthen, at Lula havde ret til en retfærdig rettergang.

 

Alle medierne berettede, at Lula holdt en inspirerende tale, og at han fremfor alt viste, at han var i en helt anden liga end Bolsonaro, især når det handler om den stadig mere afgørende kamp mod pandemien, hvor der er en kraftig forværring af Covid-19 i landet i de seneste uger. Lula viste respekt for ofrene og forsvarede kravet om fysisk afstand, brugen af masker og en hurtigere vaccinationsindsats. Han kritiserede Bolsonaro for at have fejlet på alle disse punkter. Desuden sagde han, at Bolsonaro mangler en vision for landet og et regeringsprogram, og han fremførte de overordnede linjer i sit eget projekt.

 

Han forsvarede sine tidligere regeringer (han nævnte ikke Dilma Rousseff), kritiserede den totale underkastelse under markedsbetingelserne (og sagde samtidig, at ”markedet” ikke behøvede at være bange for ham) og gentog de ting, der efter hans mening havde kendetegnet hans regeringer: forsvar af arbejderne, men inddragelse af alle landets sektorer i et forsøg på at opnå en forståelse mellem dem, fremme af alliancen mellem kapital og arbejde osv. og en bestræbelse på økonomisk ”udvikling”. Han kritiserede Bolsonaro for at opmuntre folk til at gå med våben og lagde vægt på, at det var politiet og de væbnede styrker, der havde behov for en bedre bevæbning.

 

Kontrasten til Bolsonaro og hans morderiske, ultraliberale og ufolkelige politik var enorm. Men Lula fastholdt også alle de ting, der begrænsede hans tidligere politiske positioner: Han viste ikke nogen erkendelse af klimakrisen og de vedvarende miljøbetingede sociale konflikter, han udtrykte tillid til udviklingen af en perifer kapitalisme som Brasiliens, og han nævnte ikke fængslingen af og massakren på den fattige sorte befolkning, noget der er blevet værre i de seneste år, men som allerede fandt sted under hans regeringer. Selv om han var meget kritisk over for Bolsonaro, lod han forstå, at den eneste måde at fjerne ham på var at vente til valget i 2022, og opfordrede dermed venstrefløjen til at se passivt til, stillet over for den økonomiske og sundhedsmæssige krise, der har gennemtrængt landet i 2021. Disse mangler kommer oven i hans forsikringer om en klassesamarbejdspolitik, som tidligere nævnt.

 

Alle medierne har lagt vægt på, at Lula fremstår som den kandidat, der står stærkest over for Bolsonaro ved valget i 2022. Dertil kommer, at Bolsonaro endnu en gang har mistet popularitet siden udgangen af 2020 – han befinder sig i ”sin regeringsperiodes værste tid” – selv om han stadig har opbakning fra næsten 30 procent af befolkningen. Selv om flertallet afviser ham, ser han stadig ud til at kunne komme med i valgets anden runde.

 

Det, at Lula kan blive kandidat, svækker regeringen endnu mere og er en positiv ændring af styrkeforholdet over for den yderste højrefløj og til fordel for de folkelige sektorer. Nogle repræsentanter for borgerskabet er begyndt at indtage standpunkter, der viser, at de måske vil støtte Lula, og regeringens støtter er begyndt at lægge pres på Bolsonaro for forandringer, især med hensyn til hans katastrofale håndtering af pandemien. Bolsonaro selv viser mange tegn på, at han mærker presset.

 

Lulas genkomst har haft en virkning på hele venstrefløjen, også dem der lige som PSOL var i opposition til hans regering.

 

Alt tyder på, at de senere års tendens – Arbejderpartiet PT’s tilbagegang (selv om de stadig i det store billede er det største parti på venstrefløjen) og den relative styrkelse af PSOL – bliver vendt om, i hvert fald på kort sigt. PT har fået en ny vitalitet. Oven i det er PSOL nu under pres for at gå med i en samlet front med PT fra den første runde af valget i 2022. Selv om det endnu ikke debatteres åbent i PSOL, er det givet, at støtten til Lula allerede har sine fortalere der (også med presseudtalelser i den retning).

 

En samlet front omkring Lulas kandidatur vil ikke være en ”venstreorienteret front” – Lula søger helt klart støtte fra de af de borgerlige partier, der har den mindste tilknytning til Bolsonaro – og det vil bestemt ikke være en front for arbejderklassen og samfundets undertrykte lag. Derfor ville det være en alvorlig misforståelse, hvis PSOL griber det perspektiv. Det vil betyde, at partiet mister meget af det, det har opnået som en venstreorienteret kraft, der er kritisk over for klassesamarbejde, og som det trods mange forhindringer har udviklet siden det blev grundlagt.

 

Et nederlag til Bolsonaro er helt klart et yderst vigtigt mål i det næste valg (hvis det ikke lykkes at afslutte hans regering før den tid, og det er en kamp, der ikke bør opgives). Trods alle de velkendte problemer vil en ny Lula-regering være en kæmpe lettelse efter alle Bolsonaros rædsler, selv om den ikke vil være et sammenhængende alternativ til højrefløjens offensiv og de angreb, de folkelige sektorer har lidt under. Men valget har to runder, og Lula vil, hvis der ikke sker en større omvæltning, være sikker på at nå til den anden runde. Derfor er det vigtigt og afgørende, at PSOL som et partiprojekt for den brasilianske socialistiske venstrefløj præsenterer sin egen kandidat i første runde af præsidentvalget i 2022, og diskuterer støtten til en anti-Bolsonaro kandidat, hvis partiet ikke når til den anden runde. Det kunne også være afgørende for at sikre, at PSOL’s institutionelle manøvrerum i Brasiliens nationale parlament bliver fastholdt og udviklet.

 

Situationen i Brasilien har ændret sig meget ved omstødelsen af dommen over Lula. Højrefløjen er svækket, mens PT er blevet meget stærkere. Det juridiske kup, der var afgørende for valget af Bolsonaro, har lidt nederlag. Det er naturligvis noget, den socialistiske fløj hilser velkommen. På den anden side er venstrefløjen også kommet under et øget pres. Den har brug for endnu mere politisk sammenhængskraft for at opretholde sit socialistiske projekt.

 

17. marts 2021

 

João Machado og Tárzia Medeiros er begge medlemmer af Comuna – som er tilknyttet Fjerde Internationale, og som er en strømning i det brasilianske venstrefløjsparti PSOL (Partido Socialismo e Liberdade – Partiet for Socialisme og Frihed)

 

Oversat og forkortet fra International Viewpoint af Poul Bjørn Berg

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com