Cubas bemærkelsesværdigt succesfulde statsejede bioteknik sektor er på nippet til at have færdigudviklet en ny vaccine mod Covid-19. Landet vil immunisere sin egen befolkning. Men planen er at producere næsten 10 gange mere, end der skal bruges.

af Scott Cooper

Og Cubas lange historie om medicinsk internationalisme sender et lovende signal til dem, som de kapitalistiske vaccinationsprogrammer ikke når ud til.

 

Nyhederne fra Havana om, at cubanske forskere har arbejdet på en indenlandsk produceret Covid-19 vaccine, som er tæt på den fase, hvor den testes på mennesker, er ikke bare godt nyt for øens beboere. Vurderet ud fra Cubas lange tradition for at forsyne store dele af verdens mest sårbare befolkninger med både akut og langsigtet lægehjælp, rummer det potentiale til at ændre hele billedet af vaccinationer på verdensplan.

 

Tidligt i december berettede People’s Vaccination Alliance om, at ‘rige lande’ som kun repræsenterer 14 procent af verdens befolkning, ”havde opkøbt mere end halvdelen (53 procent) af alle de mest lovende vacciner”, der hidtil var blevet produceret. Det betyder, at næsten 70 lavindkomstlande kun vil kunne vaccinere en ud af ti.

 

Ifølge Launch og Scale Speedometer – et projekt under Duke Global Health Innovation Centre, ”helgarderer højindkomstlande deres indsatser” ved at reservere og opkøbe størstedelen af de producerede vaccinedoser, ”mens lavindkomstlande forbigås”.

 

Ifølge disse data fra 15. februar ”råder højindkomstlande nu over et bekræftet tal på 4,6 mia. doser, øvre mellemindkomst-lande råder over 1,2 mia. doser, nedre mellemindkomst-lande råder over 599 mio. doser, og lavindkomstlande råder over 670 millioner”. Det fremviser et mini-kosmos af den ulighed, den ulykke og død, der er frembragt af det globale udbytningssystem, kendt som kapitalismen.

 

The Economist berettede den 27. januar, at ”flere end 85 fattige lande vil ikke have udbredt adgang til coronavirus vacciner før i 2023”.

 

Befriet for profitmotivet

Cubas Soberana 2 er en sammensat vaccine, der klistrer et antigen til et bæremolekyle, en metode, der styrker vaccinens stabilitet og effektivitet. Hvis det virker, bliver det endnu en fjer i hatten på den cubanske bioteknik-sektor, som i de sidste 30 år har udviklet sig til en af de mest avancerede i verden, især indenfor immunologi. Den udgør et højt specialiseret forsknings- og udviklings-økosystem, kun finansieret og styret af det offentlige. Det er et omdrejningspunkt for et af verdens mest effektive offentlige sundhedssystemer, hvis formål altid har været at udvikle produkter, der forebygger sygdom og behandler de patienter, hvis behov for medicin er størst.

 

Lige modsat ‘Big Pharma’ i USA, der eksisterer for at maksimere udbyttet, når det skaber ‘Blockbuster’-medicinalprodukter (dem, for hvilke de forventer et salg på over 1 mia. dollar), som ofte retter sig mod sygdomme, som er langt mindre vigtige end dem, verdens store flertal dagligt konfronteres med for bare at overleve. Et kendt eksempel er ‘Gastroesophageal Reflux Lidelsen’, som i over 100 år har været kendt som ‘halsbrand’. En ret ubehagelig lidelse (men i virkeligheden næsten aldrig livstruende eller overhovedet særlig alvorlig), for hvilken der nu er skabt medikamenter som Nexium, Prilosec med flere, der fås uden recept, og som har fyldt pengetankene hos en håndfuld velhavende mega-firmaer.

 

På trods af en global pandemi, er det umuligt at overvinde det profitdrevne motiv – kapitalisme vil altid være kapitalisme. Så selv WHO’s Covax program, som skal udbygge produktionsmulighederne og købe forsyninger, ”så 2 mia. doser kan være blevet retfærdigt fordelt, når vi når slutningen af 2021”, forlader sig stort set på, at verdens største imperialistiske lande vil ‘dele’ noget af deres vaccinerigdom.

 

Ideen om, at den globale kapitalisme vil komme verdens mest sårbare til hjælp, er selvfølgelig en ønskedrøm. Det vil i bedste fald blive en symbolsk støtte, som den, Frankrigs Emmanuel Macron har foreslået. Han udtalte til The Financial Times, at Europa og USA skulle fordele 5 procent af deres aktuelle vaccineforsyninger til udviklingslande – et forslag, der omgående blev forkastet af Biden-administrationen.

 

Derfor kommer en cubansk vaccine nok på et tørt sted for verdens mest udbyttede lande. Det cubanske mål er at producere 100 mio. doser i 2021 og at have immuniseret hele sin befolkning, når året er slut. Men Cubas befolkning er på knap 11,4 mio. mennesker. At dømme efter historien, vil de andre doser sandsynligvis ende hos fattige mennesker, især i Afrika og Latinamerika.

 

Cubanske lægers internationalisme

Klart nok kan Cubas produktionskapacitet ikke helt alene sikre de 100 mio. doser. USA har udvist nul interesse, og østaten arbejder hårdt på at udvide produktionen sammen med kontakter i Europa og Canada, når vaccinen er klar. Så vil Cubas unikke tilgang til den ‘intellektuelle ejendom’, som den skaber gennem bioteknik-aktiviteten, slå igennem. Mens Cuba rent faktisk tager patent på de behandlinger, de skaber, er landet primært gået efter at få dækket sine reelle omkostninger, når det sælger sine lægemidler – når man ikke forsyner dem gratis til dem med størst behov – og landet kræver almindeligvis kun tæt på markedsprisen for patentlicenser, når licensaftageren er et velbeslået kapitalistisk firma.

 

Sådan har ‘forretnings’-ideen bag Cubas lægelige internationalisme længe været. Den anden komponent har været landets udenlandske læge-missioner. Den har haft en rækkevidde så bred, at det at forestille sig, at Covid 19 ikke skulle være en del af den, næsten forekommer usandsynligt.

 

Sidst i 2019 var det FN’s vurdering, at omkring 30.000 cubanske læger er aktive i 67 lande, nogle gange udløst af sygdomsudbrud, men lige så tit for at den langvarige kliniske indsats kan forebygge sygdom – lige som sundhedssystemet er indrettet på selve Cuba. At sende sundhedsarbejdere ud over hele verden begyndte kort efter den cubanske revolution, og en videnskabelig undersøgelse anslår, at fra begyndelsen af 1960’erne og til midt i nullerne har næsten 70.000 sundhedsarbejdere forsynet næsten 100 lande i Latinamerika, Afrika og Asien med en sundhedsindsats. I samme periode har omkring 3.350 cubanere hvert år arbejdet udenlands i 2-årige arbejdsperioder som del af landets ‘strukturelle samarbejdsprogrammer’, der hjælper 94 lande med at etablere et sundhedssystem.

 

Andre eksempler er den langvarige indsats, Cuba har gjort for 18.000 ofre for Tjernobyl-katastrofen i Ukraine. Siden 1990 har indsatsen hjulpet med til at behandle alt fra kræft til hårtab og hudproblemer, der stammer fra udsættelse for radioaktivitet. Og da ophøret af apartheid i Sydafrika førte til ‘hvid flugt’ af mange af landets læger, påbegyndte Cuba en samarbejdsaftale, som har sendt hundreder af læger dertil, samtidig med at man inviterede medicinstuderende fra Sydafrika til at studere i Cuba.

 

Hvad man end måtte se af begrænsninger i Cubas 1959-revolution, kan det ikke nægtes, at landet har opbygget et sundhedssystem, der gør det meste af den udviklede verden til skamme. Der er ingen private hospitaler eller klinikker – regeringen står for det nationale system. Ingen får nogen regning for lægelig bistand. Medicin er gratis. Når der bliver opkrævet et beløb for medicin fra udlændinge på besøg i landet, er beløbet så lille, at det forekommer ufatteligt for amerikanere – som dokumentarinstruktøren Michael Moore viste i sin film ‘Sicko’ , da han tog nogle nødhjælpsarbejdere fra terrorangrebet 11. september med til øen for at få den behandling, de ikke kunne få i USA.

 

Alt dette beviser styrken i en planøkonomi, der sætter menneskelige behov over profit. Selv om det cubanske lederskab har problemer, så har den cubanske revolution – som væltede et undertrykkende kapitalistisk regime, der primært tjente USA’s imperialisme – skabt fri og lige uddannelse, og er påbegyndt det langvarige projekt med at opbygge et af verdens mest effektive sundhedssystemer. Et system, hvis formål er at bevare folks sundhed, ikke at ruinere dem, hvis de er så uheldige at blive syge.

 

Det er noget af det, vi kæmper for, når vi kæmper for socialisme.

 

Stadig store udfordringer

Hvis Cuba skal opfylde sit løfte om, at dets vaccine skal hjælpe verdens fattige, så må det overvinde sin egen desperate situation. På det seneste er landets Covid 19 statistik blevet forværret, med et antal bekræftede smittede pr. dag på over 1000 – langt færre end i USA, men nok til at belaste systemet voldsomt.

 

Dette falder sammen med voksende økonomiske belastninger på øen ud over de permanente, som skyldes USA’s imperialistiske og kriminelle blokade – en foreteelse, der har strakt sig over 59 år, siden 1962. Cubas indtægter er afhængige af turismen, og den globale pandemi har stort set tørret den ud. Landets økonomi skrumpede med 11 procent i 2020. Folk er blevet tvunget til at stå i kø udenfor supermarkeder og andre forretninger, bare for at få basale varer. Disse belastninger har tvunget den cubanske regering til at tage nogle nødtvungne skridt, som imperialismen længe har råbt på, herunder at tillade nogle nye næringsveje.

 

Ud over disse skridt er der de reformer, som det herskende bureaukrati nu har iværksat i flere år for generelt at styrke den private sektor og åbne øen op for yderligere investering udefra. Jo mere verdens kapitalister bliver inviteret til Cuba, jo mere den cubanske regering selv løsner sin planøkonomi og tilpasser sig ‘markedskræfterne’, jo større er truslerne mod landets bemærkelsesværdige sundhedssystem. Det ville være et tab, ikke bare for den cubanske befolkning, men for mennesker i hele verden. Svaret på Cubas problemer ligger i den demokratiske beslutningskraft hos landets arbejdere for at forsvare og udvide det, man vandt i 1959-revolutionen, sammen med udvidet international solidaritet og en global kampagne for at få stoppet USA’s blokade.

 

I mellemtiden er Soberana 2 vaccinen – som titusinder af cubanere snart får som del af testen på mennesker – både akut med hensyn til sundhed og økonomi. Cubas engagerede videnskabsfolk gør deres bedste, og de har ikke nogen virksomhedsledere, der stikker hoveder ind på laboratorierne for at huske dem på et ansvar for at producere fiktiv kapital til aktionærerne.

 

Det er godt nyt for hele verden.

 

1. marts 2021 Scott Cooper

 

Oversat fra Left Voice af Anne Haarløv. 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com