Meget firkantet kan man sige:

At linjen i den politiske resolution og arbejdsplanen blev strammet op i en positiv retning - væk fra begejstringen for samarbejdet i det såkaldt ”rød-grønne regeringsflertal” og i retning af en vending mod bevægelsesarbejdet.

At der på det organisatoriske område blev godkendt spareplaner, der trækker organisationen i den modsatte retning, men dog ikke vedtaget noget, der for alvor ændrer partidemokratiet.

Og at der på det programmatiske plan blev (forsøgt) cementeret nogle regulære højredrejninger - på en meget lidt demokratisk måde.

 

Lad os tage det grusomme først: Ændringerne i principprogrammet.

 

Det virkeligt grusomme: EL freder NATO-hæren

Selv om diskussionen først lige er sat i gang (https://socinf.dk/el-og-nato-haeren-konklusion-foerst-diskussion-bagefter/), og der kun var afsat 30 minutter til punktet, blev det af et flertal besluttet at gennemføre afstemningerne om ændring af forsvarspolitikken i principprogrammet. Det foregik med en repræsentant for hovedbestyrelsesflertallet som eneste indleder og en ultrakort indtegning til 1,5-minutters-indlæg og blev derved demokratisk set en farce, der godt kan fortjene betegnelsen kup.

 

Men det blev i denne proces indføjet i principprogrammet, at EL ikke skal kræve dansk udmeldelse af NATO, før der er etableret en ”ny sikkerhedsarkitektur, som bygger på fælles sikkerhed”, og at EL nu vil bevare en dansk hær, men udvikle den til et ”nationalt territorialforsvar”. Hvad der egentlig menes med ”fælles sikkerhed” og ”nationalt territorialforsvar” er endnu ikke klart defineret…

 

Til gengæld står det klart, at EL med denne programændring ikke længere er et parti, der er imod den danske NATO-hær som sådan - men i en formentlig lang periode fremover koncentrerer sig om at prøve på at udvikle NATO og den danske hær i en bestemt retning. Og det er en politisk katastrofalt forkert kurs - ikke mindst med den igangværende oprustningsspiral og den tiltagende krigstrussel mellem de største imperialistiske magter. (https://socinf.dk/kan-nato-taemmes/).

 

EU-modstand skal hemmeligholdes i principprogrammet…

En anden betænkelig ændring af principprogrammet (der også skulle ekspederes på en halv times tid) var vedtagelsen af en ”implementering” af sidste års nye EU-program, der bestod i at slette næsten enhver grundlæggende EU-kritik og bare indskrive en henvisning til delprogrammet i stedet.

 

Denne ændring skal ses i sammenhæng med, at centrale fortalere for denne er folketings- og EU-repræsentanter, der lige siden sidste årsmøde systematisk har formidlet den - helt forkerte - udlægning i offentligheden af det nye delprogram, at EL ikke længere har en grundlæggende modstand mod EU-systemet - herunder kun i helt utænkelige situationer kan forestille sig et brud med EU.

 

Og hvis man ønsker at fortsætte denne fejlagtige udlægning af den vedtagne politik, er det naturligvis en stor fordel, at den vedtagne politik ikke skrives tydeligt ind i principprogrammet… For os andre, der var lettede over at årsmødet i 2022 fastholdt den systemiske kritik af og modstand mod EU, er denne hemmeligholdelse imidlertid en udfordring.

 

Det onde: Besparelser rammer græsrodsaktiviteter og øger centralisering

Den økonomiske krise, som partiet som følge af både valgnederlag og længere tids uansvarlig økonomistyring stod i, medførte en række spareforslag i årsmødets budgetbehandling. Det kontroversielle ved prioriteringen af besparelserne var, at besparelserne på ansatte på landskontoret var ret beskeden - i forhold til de dramatiske nedskæringer på midler, der mere direkte kom i nærheden af græsrødderne: udgifter til kampagner, regionalt ansatte, medlemsblad, lokalafdelingernes bevillinger, virtuel afholdelse af hvert andet årsmøde osv.

 

Et fysisk årsmøde er mere end blot halvandet-minuts-taler efterfulgt af afstemninger. Medlemmer fra hele landet mødes og snakker sammen i pauser, under frokost, middag og til festen. Det er i høj grad også under disse uformelle samtaler den egentlige demokratiske proces foregår. Men netop dette skæres væk med et virtuelt årsmøde. Vedtagelsen af at sende et politisk emne til urafstemning trækker i samme retning. Medlemmerne sidder hver for sig derhjemme ved computeren og sætter et kryds.

 

Oven i købet havde HB allerede lige inden årsmødet gennemført en tvivlsom besparelse bestående i at flytte landskontoret ind bag Christiansborgs tykke mure. Hvilket også meget symbolsk smager af centralisering med det parlamentariske arbejde som centrum...

 

De fleste af disse beslutninger blev godkendt af landsmødet - ud fra argumenter om nødvendigheden af økonomisk ansvarlighed. Det bør dog nævnes, at medlemsbladet blev besluttet genoprettet som netpublikation, og at Folkebevægelsen anstændigvis beholdt det støttebeløb, vi havde lovet dem i forbindelse med valgsamarbejdet ved forrige parlamentsvalg.

 

En række tvivlsomme vedtægtsændringsforslag blev nedstemt. Således skal der fortsat vælges ny ledelse (HB) på hvert årsmøde. Og der blev ikke indført kredsvis valg af folketingskandidater - hvilket f.eks. ville gå hårdt ud over mulighederne for at give forskellige slags undertrykte grupper en passende repræsentation i folketingsgruppen som helhed. Der blev til gengæld indført hvert-andet-års-valg af folketingskandidater, hvilket er godt for kontinuiteten, men skidt for rotationen.

 

Det gode: EL som venstrefløj i egen ret og fokus på aktivisme og bevægelser

Der blev vedtaget en lang række ændringsforslag til den vedtagelse om den politiske situation, som HB havde foreslået. Vedtagelser, som tydeligt skærpede kritikken af den regering, som EL var parlamentarisk grundlag for. Som understregede, at Enhedslisten skal præsentere et helt anderledes alternativ til den borgerlige regering, end en gentagelse af dette. Og som præciserede, at ”den vigtigste opgave, vi har som politisk parti, er at skabe forandringer gennem befolkningens aktive deltagelse”, samt at ”arbejdet i bevægelserne skal sættes i højsædet”.

 

Både her og i arbejdsplanen blev EL’s engagement i et ”kommunalt oprør” mod velfærdsnedskæringerne udpeget som en af de vigtigste opgaver i den sammenhæng. Der blev lagt op til, at EL i kommunerne ”ikke skal føre kniven for den borgerlige regerings nedskæringspolitik”, men i stedet ”engagere os i alle de lokale kampe mod nedskæringerne og arbejde for at udvikle en samlet bevægelse mod rammerne.” Også miljø- og klimabevægelserne og det faglige græsrodsarbejde, ikke mindst i forbindelse med OK24, blev fremhævet som vigtige prioriteringer.

 

SAP’s opgaver

Disse politiske indsatser kan, hvis de faktisk bliver prioriteret, bidrage til udvikling af en ”aktivistisk kamplinje” i EL’s lokalafdelinger og andre netværk. Og det er noget af det, der i den grad er behov for (ikke mindst i nogle af de kommuner, hvor EL-repræsentanter indgår i en S-domineret flertalsgruppe på en måde, der kan være svær at skelne fra SF’s). Både for at rodfæste EL mere i bredere dele af arbejderklassen og i alle dele af landet. Men også for at udvikle Enhedslisten - både organisatorisk og politisk - fra vælgerforening til klassekampsparti.

 

Men papir er tålmodigt. En vending mod bevægelsesarbejde, aktivisme og klassekamp kommer ikke af sig selv. Den kræver målbevidst aktivistisk knofedt. Ikke mindst i en situation, hvor de besluttede spareplaner bestemt ikke har holdt hånden over de beskedne ressourcer, der kom lokalt græsrodsarbejde til gode, tværtimod.

 

Så meget mere er det en afgørende opgave for SAP at levere en solid indsats for at denne vending bliver til virkelighed. Og det handler ikke bare om at få en aktivistisk klassekampslinje fastholdt i beslutninger og udtalelser. Det handler allervigtigst om selv at være med til at give den kød og blod!

 

Hvad gør vi med NATO-linjen?

For SAP og andre modstandere af NATO og den danske NATO-hær er der nu flere vigtige opgaver.

 

For det første skal vi selvfølgelig bruge de muligheder, der er, for at få en reel partidiskussion om emnet - og for derigennem at udbrede modstanden mod NATO og den danske NATO-hær blandt EL’s medlemmer. Det er værd at notere sig, at ”flertallet” for, at NATO-modstanden  ”forudsætter en ny sikkerhedsarkitektur” , manifesterede sig i en afstemning om et ændringsforslag til HB-forslaget - hvor forslaget bortfaldt ved stemmelighed (133 for, 133 imod). Og hele ”indarbejdelsen” blev vedtaget med 158 af i alt 288 stemmer. Så det var en kneben sejr i en horribel proces. Der er allerede af forrige årsmøde besluttet, i dette års arbejdsplan gentaget og af den afgående HB planlagt en freds-/sikkerhedspolitisk partidiskussion - i efteråret med blandt andet en konference. Det er oplagt, at denne debat burde munde ud i nogle mere gennemarbejdede (og helt anderledes!) forslag til principprogramændringer.

 

For det andet bliver det naturligvis en løbende kamp at skadebegrænse i forhold til opgivelsen af modstanden mod NATO og den danske hær. Det handler først og fremmest om at sikre, at beslutningerne ikke bliver udmøntet i f.eks. EL-støtte til ”NATO-kontingentet” på 2 procent eller til oprustning af den danske NATO-hærs ”territorialforsvar”.

 

For det tredje er vi for eksempel i SAP nødt til at sikre, at der stadig internt i EL, men også i såvel bevægelser som i den offentlige debat, er stemmer - blandt andet vores - der taler for en højaktuel modstand mod NATO som en imperialistisk blok, såvel som mod alle bevillinger til en dansk NATO-hær. Man kan kun håbe, at dette ikke i praksis vil komme til at stå i åbenlys modsætning til den linje, EL vil føre.

 

På samme måde har SAP en særlig opgave med at fastholde og udbrede den systemiske EU-kritik og -modstand, som ganske vist er vedtaget på EL’s årsmøde, men som man bestemt ikke længere kan have tillid til vil blive udbredt af Enhedslisten som parti.

 

Det er klart, at årsmødets beslutning om NATO er et hårdt slag mod alle anti-imperialister og socialister med et internationalistisk syn. Hvordan vi konkret skal imødegå denne beslutning, må vi fortsat diskutere både internt i SAP og med andre gode kammerater i den kommende tid.

 

Socialistisk ArbejderPolitiks landsledelse, den 11. juni 2023