Foto fra borgermødet på Feggesund Færgekro

 

Det er lørdag eftermiddag. Klokken er næsten 14.00 den 21. februar i år. 

Det er Nordmors Beboerforening og Støtteforeningen Hannæs-Østerild, der har indkaldt til borgermøde. Mødet handler om at bevare den lokale færge, som forbinder det nordøstlige af Thisted Kommune med Morsø Kommune. Mødet munder ud i, at der bliver nedsat arbejdsgrupper som skal fortsætte arbejdet og mødets udtalelse peger på “en økonomisk ligestilling af Ø-færger og genvejsfærger”. Genvejsfærgerne skal på finansloven!

 

Tungen på vægtskålen


Det tager fem minutter at tage færgen fra nordspidsen af Mors til den nordøstlige del af Thisted Kommune. Pendlere fra Nordmors til f.eks. Aalborg sparer op til 40 kilometer på landevejen ved at tage færgen. I 2025 gjorde 117.000 passagerer det, og over 60.000 små og store køretøjer kom over.

 

Men det borgerlige flertal i Thisted Kommune beslutter efter borgermødet at forlade færgesamarbejdet med Morsø Kommune, hvor Thisteds andel er 2,4 millioner kr. årligt. 
Tungen på vægtskålen var Inger Støjbergs Danmarksdemokrater. “Det er fuldstændig afgørende for vækst, velstand og individuel frihed, at infrastrukturen hænger sammen i hele Danmark”, skriver partiet i principprogrammet. Men det tog de to medlemmer af kommunalbestyrelsen i Thisted ikke så tungt. Begge stemte for at opsige færgeaftalen. Så meget for Danmarksdemokraternes kæphest om det skæve Danmark…

 

Tre slags genvejsfærger

I Indenrigs- og Sundhedsministeriets budget-2026 får ø-færgerne 177 millioner kr. i tilskud. I den netop indgåede økonomiaftale for 2027 mellem staten og kommunerne er ø-færgerne nævnt. Men ikke de såkaldte genvejsfærger.
“Genvejsfærger” tilbyder en genvej mellem to destinationer, hvor det også er muligt at køre ad vejforbindelser.

 

I Danmark har vi tre forskellige typer genvejsfærger: - kommercielt drevne genvejsfærgeruter 
- statslige genvejsfærgeruter
- og kommunalt drevne genvejsfærgeruter. De tre kommercielt-drevne genvejsfærgeruter er: Hundested-Rørvig, Odden-Århus og Odden-Ebeltoft.

 

De to statslige genvejsfærgeruter er Tårs-Spodsbjerg (Lolland/Langeland) – som Sund&Bælt betaler (= A/S Storebælt). Transportministeriet betaler for Bøjden-Fynshav (Fyn/Als).

 

De syv kommunale genvejsfærgeruter er små, effektive og – måske vigtigst af alt – overraskende billige. Hvis man dykker ned i tallene, bliver det tydeligt, hvor skæv den politisk-økonomiske prioritering er.

 

Lokal luksus eller national infrastruktur?

De seks genvejsfærgeruter i Jylland drives samlet for under 30 millioner kroner årligt.

 

I Limfjorden er der fire: Hals-Egense (Aalborg Kommune), Hvalpsund-Sundsøre (Vesthimmerland-Skive Kommune), Feggesund (Morsø-Thisted Kommune) og Thyborøn-Agger (Lemvig-Thisted Kommune). Foruden de fire i Limfjorden er det ruterne på Randers Fjord og Hardeshøj-Ballebro mellem Als og Jylland.

 

Det er tankevækkende, at alle kommunale genvejsfærger i Jylland sammenlagt er billigere i drift, end hvad A/S Storebælt betaler til Tårs-Spodsbjerg-overfarten. Alligevel behandles de kommunale genvejsfærgeruter politisk som en slags “luksus”, som de lokale kommuner selv må slås økonomisk med.

 

De 30 millioner kr. er mindre end prisen på få hundrede meter motorvej. Alligevel bæres udgiften i dag udelukkende af ni kommuner, der – trods pressede budgetter – holder liv i forbindelser, som i realiteten er en del af den nationale infrastruktur.

 

Det er her, diskussionen bør begynde: Er kommunale genvejsfærgeruter lokale serviceydelser? – eller er de en del af den nationale infrastruktur?

 

Den blå landevej

Hvis man politisk ønsker liv i yderområderne, er det svært at komme udenom genvejsfærgernes rolle.

På Mors er Feggesundfærgen vores “blå landevej” mod nord. For folk i Hannæs er det modsat. For uden færgen bliver afstande ikke bare længere i kilometer, men i tid, muligheder og livskvalitet. Uden Feggesundfærgen har vi ekstra 40 km fra Nordmors til den anden side af fjorden. I fugleflugt og sejlrute er det mindre end 1 km.

 

Når mere 117.000 passagerer årligt bruger fx. Feggesundfærgen, er det svært at argumentere for, at den blot er lokal. Det er pendlere, erhverv, turister og helt almindelige borgere, der får deres hverdag til at hænge sammen. Derfor: Når en færge forsvinder, er det ikke bare en transportmulighed, der lukker – det er en forbindelse, der brydes.

 

Spørgsmål om prioritering

I sidste ende handler det ikke om penge. Det handler om politisk vilje og prioritering.

 

Vil vi have et Danmark i balance, hvor det er realistisk at bo og arbejde uden for de største byer? Eller accepterer vi stiltiende, at sammenhængskraften langsomt udhules, fordi små – men vigtige – forbindelser forsvinder?

 

Genvejsfærgerne er ikke bare transport. De er symboler på en politisk beslutning, om vi vil forbinde landet – eller lade det glide fra hinanden, én færgerute ad gangen. På Mors trak Thisted og Morsø Kommuner støtten til Næssundfærgen i 2015, som forbandt Sydmors og Thy. En nødvendig investering på to nye motorer gjorde udslaget. I dag er det landets eneste bilfærge, som drives af en privat forening.

 

En fast del af finansloven

Den tidligere transportminister Thomas Danielsen udtrykte sig klart: “Kollektiv transport er også udviklingspolitik. Det handler om et Danmark i balance. Alt for mange siger det rigtige, men har ikke viljen til at prioritere finansieringen, når der bliver forhandlet. Vi skal udvikle HELE Danmark – også via kollektiv transport” (på hans Facebook-side, 14. september 2025).

 

Jeg kan kun være enig. Men en ting er uklart: Hvem skal betale? Er det kommunernes opgave? Eller skal staten på banen?
Det er på tide at gøre genvejsfærgerne til en fast del af finansloven. Ikke som en nødløsning, men som en anerkendelse af deres reelle værdi: som en del af et sammenhængende Danmark.

 

Nedadgående spiral


Venstre og Socialdemokratiet har banet vejen for stadig større landbrug på færre og færre hænder, ekstremavl af grise, kvælstofforurening af fjorde osv. I dag er der mindre end 6000 fuldtidslandmænd i Danmark.

 

Venstre – og også Socialdemokratiet – har i perioden 2015-2023 groft underfinansieret velfærden med 22,5 milliarder kroner. Det fremgår af en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2023).

 

Dertil kommer budgetlovens og regeringens jerngreb om kommunernes økonomi, som er en spændetrøje for det kommunale og regionale selvstyre. Siden 2011 har kommunerne brugt mindre, end de har budgetteret med. I nogle år, da det var værst, lå de kommunale regnskaber 5-6 milliarder kroner under det budgetterede niveau. Kommunerne er bange for at bruge mere end budgetteret – af frygt for økonomiske sanktioner, den såkaldte “bødehammer”.

 

De blå-sorte partier har været flittige til at skyde skylden for den nedadgående spiral i landdistrikterne på eliten, “de fine saloner”, miljøeksperter osv. 
Men i virkeligheden er de selv (med)ansvarlige for den negative udvikling.

 

Et stemningsskifte

Venstrefløjen står meget svagt i landdistrikterne. Enhedslistens medlemmer er få og afdelingerne svage. Styrken er åbenlyst i de større byer.
Men det sidste folketingsvalg – “svinevalget” – markerede et politisk stemningsskifte, som venstrefløjen har mulighed for at udnytte: Tag landet tilbage fra storlandbruget, sæt en stopper for sprøjtegifte, beskyt de grundvandsdannende områder.

 

Venstrefløjen ønsker også langt større og tidligere inddragelse af lokalsamfund og naboer, før der tages beslutninger om vedvarende energi-projekter. Vi ønsker at sikre ejerskab eller medejerskab til den vedvarende energi i lokalsamfundet.

 

Venstrefløjen skal vise, at vi ønsker udvikling – og ikke afvikling. I dag er det højrefløjen, som høster opbakning i landdistrikterne.
Enhedslisten skal udvikle mere politik for løsning af problemerne i landdistrikterne – f.eks. i forhold til den kollektive transport – men der skal også prioriteres flere ressourcer. 
Kunne et første skridt være en konference for Ø-medlemmer med interesse i landdistrikternes udfordringer og problemer?

 

Frans Mattesen er medlem SAP, Enhedslisten og den trafikpolitiske gruppe på Nordmors