Netmagasinet Solidaritet

Tag med på socialistisk ungdomslejr!

{{brizy_dc_image_alt entityId=
En af dem, der skal med på International Socialistisk Ungdomslejr (ISUL) i år er Marie Veistrup. Det er femte gang i træk, hun deltager. I år går turen til det sydlige Tyskland.
Af Åge Skovrind
Læsetid: 4 minutter

 

Foto: Marie Veistrup til den feministiske fest på lejren i 2023.

 

Lejren samler hvert år hundredvis af unge socialister fra hele verden – mest Europa, til et selvorganiseret arrangement med masser af politiske diskussioner, skoling, socialt samvær og fede fester. Et sted, hvor man møder andre unge og knytter kontakter, som meget ofte rækker ud over den ene uge, lejren finder sted. Den danske deltagelse på lejren koordineres af Socialistisk UngdomsFront (SUF), og også i år er Marie med i planlægningen og forberedelsen.

 

Hvad ser du mest frem til?

Mange ting, men blandt andet at vi i år kommer til et nyt sted – i Sydtyskland, og hvor vi derfor forventer mange nye deltagere fra Tyskland og Schweiz. Det er en gruppe fra den tysktalende del af Schweiz, som står for de praktiske forberedelser på stedet, men de har valgt at afholde det i Tyskland, fordi det er meget billigere.

 

Der har været en spændende udvikling de senere år, hvor der både er kommet flere deltagere efter nogle år med nedgang, men også en bredere repræsentation, hvor der tidligere var en stor overvægt fra Sydeuropa, især Frankrig. Der kommer også flere gæster og deltagere fra organisationer, som ikke er tilsluttet Fjerde Internationale, som for eksempel SUF.

 

Ud over de fleste vesteuropæiske lande har vi år tilmeldinger fra blandt andet Argentina, Brasilien, Tyrkiet, Serbien, Letland, Rumænien og måske Ukraine. I bedste fald også fra Indonesien, Filippinerne og Pakistan, som prøver at få løst nogle udfordringer med visum.

 

Er der noget i programmet, som adskiller sig fra tidligere?

I store træk bliver det efter samme model som andre år, men da det er lejr organiseret af deltagerne selv, kan der altid ske nye ting, også på selve lejren.

 

Det er de europæiske delegationer, som har planlagt programmet på et møde i påsken. Hver dag vil have sit eget tema, og temaerne bliver: anti-imperialisme og antifascisme, feminissme og LGBT, økosocialisme, anti-racisme, arbejderkamp og fagforeninger og på den sidste dag strategi og partier. Der vil være fælles oplæg om disse emner og forskellige workshops, som dykker ned i de erfaringer, man kommer med fra de forskellige lande.

 

Vi har også det, vi kalder permanente kommissioner, hvor man deltage i et forløb gennem ugen. Her er planlagt tre emner. Den ene gruppe diskuterer, hvordan vi opbygger ungdomsorganisationer gennem mobiliseringer, så er der en læsegruppe om det økologiske manifest, som Fjerde Internationale vedtog på sin sidste verdenskongres, og endelig en teatergruppe, som blandt skal forberede en præsentation på lejren. Det er faktisk den danske delegation, som skal stå for det.

 

Hvor mange kommer med fra Danmark?

Lige nu er der 28 tilmeldte, men der kan stadig nå at komme flere. En del kommer for første gang, men også mange har været med tidligere. Hvis man vil med, skal man gå ind på SUFs hjemmeside her.

 

Her kan man læse mere om lejren, og her kan man tilmelde sig. Der er også kontaktoplysninger, hvis man har spørgsmål om et eller andet.

 

Hvad koster det?

Hvis man er medlem af SUF afhænger prisen af, hvor stor ens indkomst er. Det svinger fra 900 kroner til 4900 kroner. Hvis man fx er på SU, bliver det 1900 kroner. Hvis man ikke er medlem af SUF, betaler man den høje pris.

 

Betalingen dækker transport, mad, overnatning, og hvad man ellers skal bruge, men snacks og drikkevarer er for egen regning. Man betaler med lejrens egen valuta, hvor vekselkurserne er sat i forhold til købekraften i deltagernes hjemlande. På den måde tager vi solidarisk hensyn til deltagere fra de lande, hvor man ikke har så stærk købekraft.

 

Er der noget, du vil tilføje?

Det er vigtigt at sige, at lejren også er ramme for fede sociale aktiviteter. I år er der lidt mere luft i det politiske program, så der bliver tid til at mødes mere uformelt med de andre deltagere. Jeg ser også frem til den feministiske fest, som er for folk, der oplever kønsbestemt undertrykkelse. Og lgbt-festen, som er for alle, plejer også at være et højdepunkt. I år har vi også en antiracistisk aften, og i det hele taget er der et hav af formelle og uformelle møder – plus alt det, der bare dukker op. Det skal nok blive fedt!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Er du menneske? - Udregn regne stykket her ved siden af.Captcha