Det står ret klart, at Danmarks ry som klimaduks er decideret forkert. Det har mange vidst og påpeget i årevis, det er tydeligt beskrevet i Enhedslistens grønne delprogram, men den fortælling står nu tydeligt i den brede offentlighed.
Man skal bare gå en tur på DRs hjemmeside, så vil overskrifterne bare de sidste par måneder tale deres tydelige sprog. ”Sort plet på vores grønne selvbillede: Tal afslører at Danmark er blandt verdens største klimasyndere”. ”Regeringens klima-regnestykke pillet fra hinanden: Danmark er slet ikke tæt på at nå klimamål”. ”For første gang i flere år er Danmarks udslip af drivhusgasser steget”. Listen fortsætter…
De danske klimamål lader det også til, at den nuværende regering ikke planlægger at opfylde. Man skulle i 2025 have halveret udledningen sammenlignet med 1990, men alt tyder på, at det mål ikke kan nås - måske end ikke med den fejlagtige indregning af biomasse som klimaneutralt. Man har reelt set ikke taget de politiske beslutninger der var nødvendige, fx med udtagning af landbrugets lavbundsjorde, som ellers lå lige til højrebenet at gennemføre. Og nu lader det til, at man i stedet kigger på 2030-mål. Det er den gamle hockeystav der spøger igen. Vi når det ikke i dag eller i morgen, men i overmorgen bliver det rigtigt godt, lader parolen til at være.
Den store aftale
Med den nu indgåede aftale om havvind lader det jo så til, at der kommer noget skred i klimapolitikken. Og ret skal være ret, der er da bestemt mange gode ting i den aftale, som Enhedslisten jo også har været med til at indgå.
Det helt grundlæggende: En påtrængende vigtig udbygning af vedvarende havvind-energi fra 2,3 gigawatt i dag til 9 gigawatt, som måske kan udvides til 14. Fokus på bæredygtigt vindmølledesign, som blandt andet stiller krav om mulighed for genanvendelse af møllevinger. Sociale klausuler med kædeansvar. Det er alt sammen skridt i den rigtige retning.
20 procent til staten, et lille skridt i den rigtige retning
En af de største nyskabelser i dette udbud er, at staten nu kommer ind som medejer på 20 pct. Det betyder dels, at man jo har en indtægt i form af det økonomiske overskud som strømmen vil indbringe, men også en lille smule politisk indflydelse.
I virkeligheden så viser denne debat mest af alt, hvor styret af kapitalinteresser vores energiforsyning er. I den forstand er 20 procent jo et skridt i den rigtige retning, for hvad den hidtidige havvind angår har tallet været 0. Det skal også bemærkes, at det oprindelige forhandlingsudspil hed 25 procent, men snakken går på, at energiministeren blandt andet fik de borgerlige med, ved at de fik forhandlet tallet ned til de 20.
Desværre så er 20 procent jo langt fra nok til at sikre, at man reelt har demokratisk kontrol med energien. Det vil stadig være profitten som er den styrende parameter, og statens medejerskab skal formidles via et holdingselskab. ”Det statslige holdingselskab skal drives på et forretningsmæssigt grundlag med henblik på at sikre størst mulig økonomisk værdiskabelse for staten af medejerskabet i de kommercielle havvindprojekter”, hedder det. Mao. må det statslige medejerskab på ingen måde benyttes til at trække i retning af, at der tages andre hensyn end at maksimere ejerkredsens indtjening (natur og miljø, hensynet til en hensigtsmæssig brug af energiressourcerne e.l.)! Det er ifølge forligsteksten også ene og alene er prisen, som skal være den afgørende parameter i udbuddet.
80-20 i stedet for 20-80
Vi må konkludere, at der er lang vej endnu førend den kritiske infrastruktur er under demokratisk kontrol og drives i befolkningens langsigtede interesse. Der er absolut ingen fornuftige argumenter imod, at staten her og nu i stedet besluttede at stå for de 80 procent og udbød et medejerskab på 20 procent til en privat aktør med den fornødne ekspertise!
Der er ingen tvivl om, at havvinden er en super-forretning - og den danske stats kreditværdighed gør det, som vi så det under coronaen, muligt at finansiere stort set et hvilket som helst milliardbeløb til investeringen.
Og det er yderst problematisk i de kommende - klimamæssigt helt afgørende - 30 år at overlade kontrollen over disse enorme energiressourcer til private kapitalister. Hvis klimakatastrofen skal bremses, vil havvinden blive en afgørende ressource med en voldsomt stigende værdi, som burde indgå direkte i en socialt og miljømæssigt bæredygtig omstilling.
Der er udelukkende ideologi og klasseinteresser bag beslutningen om, at havvinds-gevinsterne nu primært skal havne i kapitalisternes lommer, og kontrollen over energiproduktionen overlades til profitstyring.
Bedre havnatur?
De fleste er udmærket klar over, at havmiljøet generelt har det skidt. Forurening, overfiskeri mv. har presset naturen ganske betragteligt. Så det er jo glædeligt, at man i indledningen til aftaleteksten kan læse følgende: ”Aftalen bidrager også til forsyningssikkerheden, og der sikres bedre havmiljø med en kommende havnaturfond.”
En fond specifikt møntet på havnaturen er en glimrende ide, og vil kunne bidrage positivt. Men man skal ikke læse langt ned i den mere specifikke tekst, førend at billedet bliver lidt mindre prangende. Udgangspunktet for havnaturfonden er penge fra den såkaldte Grønne Fond vedtaget i 2022. Det er altså ikke nye penge man finder, men penge der allerede reserveret, som nu allokeres til dette område specifikt. Dog skriver man, at kommer der indtægter ved udbuddet over det forventede, så øremærkes der yderligere midler til fonden. Hvis man vil sikre yderligere midler til naturen, så skal man altså kæmpe for at forventningerne til udbuddet er relativt lave, hvilket jo kan virke lidt spøjst… Det er også påfaldende, at man vil pålægge to af vindmølleparkerne krav om en konstruktion, der er skånsom ift. havbundsmiljøet. Hvorfor i alverden ikke dem alle?
Især Alternativet har (selv om de ligeledes er med i aftalen) problematiseret, at aftalen ikke sikrer havmiljøet tilstrækkeligt - og det er der gode grunde til.
Er vi i mål?
Nej, langt fra. Der er intet som tyder på, at regeringen kommer i mål med ambitionerne for 2025-klimamålene, hvorfor de naturligvis vælger at sætte fokus på et fjernere 2030-mål. Dette kombineret med kreative opgørelser, der slet ikke for alvor dokumenterer vores reelle klimabelastning gør, at vi til stadighed må øge presset på regeringen for klimahandling.
Nu går en proces i gang med at skrive udbudsmaterialet. Så skal private aktører komme med deres bud og der kommer en forhandlingsproces. Dertil en proces med etablering af vindmøllerne, hvor der jo løbende skal være kontrol med fx de arbejdsklausuler, som man har skrevet under på. Det er en proces som tager mange år, der potentielt kan blive forsinket af mange årsager, og vi må bare erkende, at klimakatastrofen udvikler sig i høj fart mens tiden går.
Det er derfor bydende nødvendigt, at denne aftale om havvindmøller ikke bliver den undskyldning, som regeringen kan bruge for at undlade at træffe nødvendige beslutninger om nye klimatiltag. Vindmøller er godt, men de gør det ikke alene. Der skal sættes ind overfor udledningen fra transport og landbrug, vi skal sikre en generel grøn omstilling af hele samfundet. Vores ressourceforbrug er for højt, og uligheden mellem rige og fattige lande nødvendiggør, at vi i de rige lande laver en mærkbar omstilling. Vi har visionerne og værktøjerne, de er beskrevet i Enhedslistens grønne delprogram.
Socialistisk ArbejderPolitiks forretningsudvalg, den 8. juni 2023
