Læsetid: 12 minutterMan kommer let til at tænke på denne historie, når man oplever den voldsomme forandring af synet på NATO og den danske NATO-hær, som Ruslands invasion af Ukraine har givet anledning til. For det er mindst lige så naivt at ville tæmme NATO, som det var at ville tæmme Magnus i Odense Zoo.
På Enhedslistens årsmøde i den kommende weekend indstiller Hovedbestyrelsen, at Enhedslistens principprogram ændres, således at EL principielt stadig er modstander af NATO, men:
– EL ikke længere arbejder for en udmeldelse af NATO, før der (bl.a.) eksisterer ”en ny sikkerhedsarkitektur på nordisk, europæisk og internationalt plan”.
– EL ikke længere går ind for at nedlægge det danske militær (og erstatte det med en mindre organisation til fredsbevarende FN-indsatser).
– EL her og nu i stedet skal arbejde ”imod NATO’s bidrag til angrebskrige og oprustningskapløb” og for at ”omdanne det danske forsvar til en nationalt territorialforsvar”.
I artiklen ”6 teser om anti-imperialisme efter Putins krig” (af EL-medlemmerne Mikkel Warming, Pelle Dragsted, Nikolaj Willumsen og Poya Pakzad) uddybes denne vision. Vi skal ifølge denne artikel ”i mellemtiden arbejde for, at organisationen udvikler sig til en ren forsvarsalliance. En alliance, som ikke længere deltager i aggressive krige og regime-skifte operationer I fjerne afkroge af verden, men tværtimod arbejder for fredelige løsninger, respekt for folkeretten og for gensidig afrustning, sådan som NATOs charter faktisk foreskriver. Det ville kræve et opgør med det nuværende strategiske koncept, der betoner NATOs rolle som verdens politimand.” (s.150 i ”Er NATO sikker?”, Solidaritet, 2023). Og her går tankerne uvægerligt til Odense Zoo.
Der er mange grunde til, at Enhedslistens modstand mod NATO og den lokale NATO-hær ikke skal udsættes til en meget hypotetisk fremtid og erstattes af naive illusioner indtil da.
Herunder følger ti af dem.
1. NATO er Vestens militære gren i den globale konkurrence mellem de imperialistiske blokke
NATO er mindre end nogensinde et nordatlantisk territorialforsvar. NATO er i den grad gået globalt. De fire aktuelt vigtigste indsatsområder er:
- Diplomatisk, økonomisk og militær inddæmning af Rusland og ikke mindst Kina, hvor Ukraine-indsatsen kun er toppen af isbjerget.
- En målrettet indsats i forhold til klima- og ernæringskrisens konsekvenser: Den stigende flygtningestrøm, primært ud af Afrika, skal stoppes (ved militært samarbejde med de nordafrikanske regimer).
- En resolut indsats for kontrol med vigtige råvarer – hvor olie og gas forsat prioriteres.
- Forsat sikring af NATO’s militære (især atomare) overlegenhed.
Som NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, erklærede det på topmødet sidste forår: ” Vi står overfor en epoke med strategisk konkurrence.”
NATO-topmødet udpegede Rusland som aktuel hovedmodstander, men Kina rykker helt klart op på dagsordenen. En dagsorden, som har været USA’s længe. En australsk journalist lavede allerede i 2016 en film med titlen: The Coming War on China. Heri beskriver han USA’s systematiske baseopbygning mhp. at omringe Kina. I løbet af det seneste år Har USA, Australien, New Zealand og Storbritannien indgået en aftale om øget samarbejde og oprustning i Stillehavet omfattende bl.a. atomubåde. Det er i denne sammenhæng, de nye toner på NATO-topmødet skal ses.
Ideen om NATO som en lokal forsvarsalliance vil forblive rent spin med stadigt mindre troværdighed.
2. USA/NATO står bag en række imperialistiske aggressionskrige i det globale syd
Den danske NATO-hær har været involveret i en række imperialistiske krige med katastrofale konsekvenser for befolkningerne i det globale syd: Irak, Libyen, Afghanistan. Kun sidstnævnte var officielt en NATO-krig, de andre var ”koalitioner af villige” allierede med USA. Men det er en ren formssag, idet USA fortsat er altdominerende i Vestens militære samarbejde i og omkring NATO. Ud over disse krige er USA/NATO militært involveret utallige steder i hele verden. Med NATO’s globale dagsorden vil USA/NATO fortsat (sikkert med dansk deltagelse) føre krige for sine interesser i det globale syd.
Med støtte til fortsat NATO-medlemskab vil EL påtage sig et medansvar for disse imperialistiske krige.Kolonimagten
3. Danmark skal være forpost for USA i Arktis
Danmarks del af NATO’s fælles forsvar ser i høj grad ud til at handle om, at vi skal udnytte vores magt over Grønland til at sikre et effektivt forsvar mod russiske/kinesiske angreb mod USA via Arktis. Det handler ikke om Grønlands sikkerhed – der nok ville være bedre tjent med den afspænding/demilitarisering af Arktis, som EL traditionelt har kæmpet for. Det handler om at placere militært grej (og dermed militære mål) i Grønland og havene omkring, der kan beskytte det amerikanske kontinent.
EL-støtte til et fælles NATO-territorialforsvar vil i praksis også være en støtte til denne skændige koloni-politik.
4. En dansk NATO-hær vil aldrig blive ”et dansk territorialforsvar”
NATO’s fælles forsvar af Danmark vil i praksis blive relevant i en 3. verdenskrig mellem de imperialistiske blokke – hvor Danmark skal tjene som en prop, der kan holde den russiske østersøflåde inde. Under den kolde krig havde begge parter planer for dette scenarie. NATO’s plan indebar så vidt vides anvendelse af atomvåben til dette ”territorialforsvar”…
Det problem har Danmark formentlig uanset om vi er medlemmer af NATO eller ej. Men det siger noget om det illusoriske ved ideen om NATO-støtten til de danske Jens’er, der holder de danske skanser mod russerne.
Vores reelt tiltænkte rolle i det fælles NATO-forsvar handler snarere om at levere landingsbaner, baser og materieldepoter for amerikanske styrker, der skal videre østpå, om bidrag til en østersøflåde med raketter, der kan nå langt nok til at tjene offensive formål i den anden ende af Østersøen – og så selvfølgelig ovennævnte missilskjold, ubåds-bekæmpning m.v. i Grønland/Arktis…
Enhedslisten-drømmerier om at omdanne den danske NATO-hær til et snævert ”dansk territorialforsvar” virker helt illusoriske.
5. NATO er drivende i katastrofalt oprustningskapløb
Der er overhovedet ingen tvivl om, at det er Vesten, der er drivende i den infame oprustning, som våbenindustri og regeringer lige nu har gang i – i ly af den i forhold til dette faktisk beskedne støtte til Ukraine. Både før invasionen og nu, er alene militærudgifterne i Vest- og Centraleuropa 3-4 gange større end Ruslands – og det militære arsenal tilsvarende større og bedre. Og dertil kommer USA’s enorme militærbudget, der stadig her i 2023 (hvor Kina har øget sit ellers noget mindre militærbudget voldsomt) er ca. 3 gange så stort som Kinas og mere end 10 gange Ruslands. Hvis NATO foreslog ”gensidig nedrustning” (det gør de så heller ikke), ville det være stinkende hykleri.
Som fortsat medlem af NATO (med EL’s støtte?) vil Danmark være underlagt et voldsomt pres for at ”betale medlemskontingentet” på vanvittige 2% af BNP eller mere – og derved bidrage aggressivt til oprustningsspiralen.
6. Støt våbenleverancer til Ukraine – Nej til NATO’s oprustning!
Det virker umiddelbart modsætningsfyldt at være glødende modstander af USA/NATO-militæret – og så samtidig støtte, at dette militær forsyner den ukrainske hær med våben, så de kan forsvare sig mod den russiske invasion.
Men det er hverken politisk forkert eller praktisk umuligt. Helt som venstrefløjen f.eks. også støttede Kinas våbenhjælp til vietnameserne i Vietnams befrielseskrig mod USA – selv om de fleste af os ikke støttede det kinesiske regime. Selvfølgelig skal man bruge de muligheder der er, for at få hjælp til at forsvare sig mod et imperialistisk lands invasion – sådan som der er tale om her. Det ville være bedre, hvis våbnene gik til en befrielseshær, der ikke var under kontrol af en korrupt og ultraliberal regering – men sådan er situationen.
7. NATO’s oprustningsvanvid betyder krige og faren for en altødelæggende 3. verdenskrig
Efter afslutningen af den kolde krig blev antallet af sprænghoveder nedbragt, men effektiviteten øget. I den kommende periode vil vi se en omfattende atomoprustning, hvor Kina vil spille en stadig mere aktiv rolle. Ikke desto mindre er det USA’s voldsomme atomoprustning, der springer i øjnene. Det gør det på to planer. Det nye koncept vil for det første atomopruste i Europa ved at bringe flere amerikanske sprænghoveder til Europa og ved at opstille fremføringsmidler tæt på Rusland, som blot mangler de dødbringende sprænghoveder. For det andet gennem en massiv investering i udviklingen og fremstillingen af nye atomvåben. USA vil i de næste 10 år anvende 140 milliarder $ til dette. Denne massive overlegenhed kan ikke undgå at fremkalde tanken, at ideen om at vinde en atomkrig endnu ikke er død, og under alle omstændigheder vil denne prioritering være benzin på bålet til Kinas og Ruslands oprustning.
Men oprustningsvanviddet verden over er også en drivkraft for mindre, konventionelle krige, hvor imperialistiske lande i proxykrige forfølger deres interesser i den internationale konkurrence om indflydelse, råstoffer m.v. med militære midler, og hvor militær og våbenindustri får prøvet våbnene af og skabt marked for nyanskaffelser. Ofrene i disse krige er først og fremmest underklassen, der bliver sendt til fronten eller lider som civile ofre.
8. Militær oprustning angriber klimaomstilling og velfærd
Det kan selvfølgelig ikke afvises, at en mere retfærdigt indrettet samfundsøkonomi principielt set ville kunne skaffe penge til både oprustning og velfærd. Men i den politiske virkelighed i samtlige lande tages de vanvittige beløb til oprustning fra velfærden, fra sundhed og uddannelse, fra at løse verdens fattigdomsproblemer, fra omstillingen til vedvarende energi, fra omsorgen for de ældre og hjælp til funktionshæmmede osv. osv. Dertil kommer den direkte klima-, miljø- og velfærdsskadelige effekt af produktion og brug af det militære isenkram.
Militærudgifterne i verden ligger i 2022 omkring absurde 15.000 milliarder kr. om året – og forventes at stige voldsomt. Dette i en verden hvor klima- og miljøkrisen, fattigdom, underernæring og hjemløshed stadig er altoverskyggende problemer for hovedparten af menneskeheden.
Også af den grund er kampen mod oprustning klassekamp – hvor accept af NATO-hæren kæmper den gale vej.
9. Ingen nedrustning uden krav om ensidig nedrustning!
Der er brug for en stærk, international fredsbevægelse, der på tværs af grænser kræver nedrustning. Og det turde være indlysende, at krav om nedrustning, der betinges af at ”fjenden” også nedruster, er ubrugelige! For hvad er lettere for enhver krigsliderlig regering – end at beklage, at fjenden desværre ikke har nedrustet, så derfor…?! Enhver troværdig fredsbevægelse må og skal handle om at kræve nedrustning i ens eget land – her og nu, ubetinget! Kun på den måde er der et håb om at få oprustningsspiralen gjort til en nedrustningsspiral – fordi fredsbevægelsen i ”fjendens” land nu kan henvise til et lavere trusselsniveau.
Derfor er det bekymrende, at den ovennævnte artikel meget udtrykkeligt tager afstand fra ”krav om en ensidig afrustning i NATO-landene”. Og selv hvis hele Vest- og Centraleuropa blev afrustet, ville Vesten for øvrigt stadig være militært overlegen.
10. NATO forsvarer ikke demokrati og frihed, men imperialisme og kapitalisme
USA og NATO ynder at fremstille sig som dem, der bruger militær magt til at forsvare demokrati og frihed i verden. Og som dem, der forsvarer en international retsorden, om at man ikke bare kan erobre et andet land. Det lyder jo tilforladeligt. Problemet er bare, at begge dele er løgn og hykleri.
Sandheden er, at USA/NATO’s track-record viser billedet af en vestlig alliance, der har stået bag og støttet en lang række udemokratiske, diktatoriske og/eller undertrykkende regimer. Og det er ikke bare historisk set, at man har bekæmpet venstrefløjsbevægelser, -regeringer og koloniale befrielsesbevægelser med alle midler. Også i dag tæller USA/NATO’s nære samarbejdspartnere (ud over medlemsstater som Erdogans Tyrkiet og Orbans Ungarn) f.eks. udemokratiske højrefløjsregimer i Latinamerika, apartheidregimet Israel, en stribe arabiske og nordafrikanske diktaturer som fx Saudi Arabien og Egypten – osv. osv. I størstedelen af det globale syd (og såmænd også i fx Portugal og Grækenland) ved alle og enhver på venstrefløjen, at USA/NATO er leverandør af militær støtte til den overklasse, der vil forsvare kapitalismen og Vestens imperialistiske interesser (råstoffer, investeringsbeskyttelse) – intet andet. Og i hvert fald absolut ikke demokrati og frihed, der truer kapitalismen eller resulterer i mindre vestlig kontrol. Når det handler om overholdelse af international ret, for eksempel at undlade at overfalde og erobre lande uprovokeret og uden FN-mandat, er der også masser af eksempler – bl.a. krigene, som Danmark har deltaget i.
Det er derfor udtryk for et temmelig pinligt eurocentrisk snæversyn at være imod ”et krav om øjeblikkelig og ensidig nedlæggelse af NATO eller krav om en ensidig afrustning i NATO”, fordi det vil ”efterlade to brutale antidemokratiske autokratier som de dominerende militære verdensmagter, og det vil næppe gøre verden til et bedre sted”, som det formuleres i ovennævnte artikel.
Skal vi mon så tilsvarende også være modstandere af ensidig afrustning i Rusland og Kina eller modstandere af afskaffelse af deres militære samarbejder, fordi det vil ”efterlade et aggressivt imperialistisk USA/NATO som den eneste militære verdensmagt, og det vil næppe gøre verden til et bedre sted” (i fx Mellemøsten og Latinamerika)?
Der er al mulig grund til, at fredsbevægelser og antiimperialistiske bevægelser skal stille ensidige krav om nedrustning, udmeldelse af imperialistiske blokke osv. i hvert eneste imperialistisk land verden over! Der er brug for kamp mod alle de imperialistiske blokke – indefra – ikke støtte til deres kamp mod hinanden. Det er ikke den ene eller den anden imperialistiske blok, men i sidste ende befolkningernes fælles modstand på tværs af grænser – mod oprustning, imperialisme og krig – der er nøglen til at standse fremtidige imperialistiske krige.
Derfor er det ikke godt, hvis der i Enhedslistens principprogram skal skabes forvirring om Enhedslistens holdning til dette.
Socialistisk ArbejderPolitiks forretningsudvalg, den 25.maj 2023