Vi lever i en tid, hvor der både er presserende brug for kritik af kapitalismen og åbenlyse forudsætninger for projektet. Den seneste finanskrise, problematisk og utilstrækkelig håndtering af corona-pandemien og naturligvis det helt overordnede perspektiv den globale opvarmning. Til sammen viser de helt klart, at kapitalismens fundamentale logik og den verden som den former, ikke kan håndtere endsige løse menneskehedens vigtigste problemer.

af Einar B. Baldursson

Stillet over for det enorme omfang klimakrisen har, er det som om samfundskritikken ikke blot har svært ved at slå til, men søger sig et læ i mere emotionelt præget politik og kritik kendetegnet ved radikaliseret sprogbrug.

 

Emotionsradikaliteten er en afmagtsreaktion på en verden, hvor systemskabte problemer (global opvarmning) synes at overgå enhver tænkelig og gennemførlig politisk forståelse og handling.

 

Emotionel kritik indebærer typisk, at der til en beskrivende sætning føjes et negativt tillægsord. Rigtig stor del af de meningstilkendegivelser, der gør det ud for at være samfundskritik, endsige kapitalismekritik, er i den form. Men kan også udforme betegnelser, hvor begreber kombineres til et pseudo-intellektuelt formål. Begrebet konkurrencestat er et eksempel på et sådant begreb. Når de to ord kombineres, angiver det, at stater som udgangspunkt konkurrerer med hinanden. Derefter er der ikke lang vej til den næste påstand, hvor borgerne beskrives som soldater i statens sold i den stadige og nådesløse konkurrence. Dermed får et fundamentalt set konservativt projekt et præg, der tiltaler venstreorienterede.

 

Påstanden om konkurrencestaten indebærer to implicitte politiske budskaber. Konkurrence er et statsligt anliggende, og dermed svinder fokus på den konkurrence, der fylder mest i kapitalismen: mellem kapitalformationer. Dernæst er begrebet en anledning til og til en vis grad et dække for en nihilistisk samfundskritik, hvor alt fælles (ikke mindst velfærdsstaten) ses som eksempler på statens kontrol med de frihedssøgende borgere.

 

Lige præcist ”konkurrencestaten” er et eksempel på en radikaliserende samfundskritik, der bygger bro fra et venstrefløjsstandpunkt mod en neopopulistisk strømning på højrefløjen.

 

Tilsvarende sker, når den anti-autoritære statskritik kombineres med narcissistisk individualisme. På overfladen et projekt gennemsyret af radikal retorik, mens den ideologiske substans reelt ikke blot er antisocial men ofte udvikler sig til ekstrem højrefløjspolitik.

 

Der er sikkert få af tilhængerne af de nye neopopulistiske strømninger, der kan stave til Focault, men det viser sig nu, at hans antisociale samfundskritik er en frodig grobund for nye politiske strømninger, der starter på venstrefløjen og ender i et dødsensfarligt hængedynd på højrefløjen.

 

Når det kritiske blik vendes fra den kapitalistiske samfundsdynamik (markedet) til staten, forsvinder ethvert potentiale for en socialistisk samfundsforståelse. Til gengæld bliver vejen kort til forståelser, hvor der fokuseres på forskellige former for konspirationsteorier.

 

Enhver der ses som modstander af populistiske konspirationsteorier, bliver lynhurtigt inddraget i en konspirationsteoretisk skurkerolle. Denne skæbne rammer i stigende grad forskerkredse, der pludseligt opdager, at forskning er politik, som man enten kan involvere sig aktivt i eller flygte fra.

 

Rigtig megen kritik er rigtig skidt
Indtil for nyligt kunne man på venstrefløjen trygt læne sig op ad den antagelse, at en fjendes fjende, kunne ses som en ven. Det har altid været et problematisk princip. Der er grund til at påpege, at ”fjendens fjende” har tidligere været maoistiske og stalinistiske bevægelser, der har et direkte ansvar for det systematiske mord af millioner modstander og uskyldige. Min fjendes fjende er nogle gange den værste tænkelige fjende.

 

60’erne medførte et væld af progressive og demokratiske bevægelser, der afspejlede en ny fase i den socialistiske kamp. Men de medførte også, at der på venstrefløjen voksede et miljø frem, hvis primære samfundskritiske akse var en betoning af det absolutte individ og dets ukrænkelige rettigheder i det sociale hav. Frygten for statens, ikke mindst dens overvågnings- og kontrolsystemer, spillede her en central rolle.

 

Opskriften på kritik var typisk påstande om, at monopolkapitalen udnyttede staten til det formål at muliggøre ekstraordinære indtægter. Om der blev fokuseret på sundhedsområdet (medicinproduktion og sundhedsvidenskab) eller nye teknologier (GMO) var sådan set underordnet. I denne periode blev grundlaget lagt for den videnskabsskepsis, som i dag viser sig hos f.eks. modstandere af de nye kommunikationsteknologier (4G og 5G), coronaskeptikere, vaccineskeptikere osv.

 

Hele spektret af alternative livsstile og filosofier viser sig nu at være en motorvej fra diffuse venstrefløjsholdninger til diffuse, men ekstraordinært radikale positioner på højrefløjen.

 

Den dovne samfundskritik
God samfundskritik er baseret på fakta og transparente vurderinger (teorier), der kan indgå i en kritisk debat og både løbende og nødvendig udvikling. Vi kommer ikke udenom, at venstrefløjen ikke de seneste 30 år har været i stand til at videreudvikle en konsistent og nutidig kapitalismekritik. Det er en vis, men ikke stor trøst, at den samme intellektuelle fattigdom har ramt højrefløjen. Højrefløjen kan fint trives ved usammenhængende antisocial og populistisk samfundsforståelse. Hvis venstrefløjen skal trives, må den fremføre en kapitalismekritik, der er besvangret med fremtid. Derfor befinder venstrefløjen sig i den besynderlige position, at den ikke kan nøjes med negativer og dramatiske politiske positioner. Den må hele tiden pege på den nutid, der kan understøtte en holdbar fremtid.

 

Problemet er så, at den slags samfundskritik skal tænkes, studeres og diskuteres. Den socialistiske venstrefløj kan ikke nøjes med at videreudvikle en socialistisk forståelse og bud på et bæredygtigt samfundsskifte. Den må til stadighed bekæmpe og kritisere de neo-populistiske standpunkter, der ofte har sit udspring på venstrefløjen under dække af at udgøre en anti-autoritær kapitalismekritik.

 

Med splittelse bekæmper vi kapitalismen
Der er tråde i den moderne identitetspolitik, der peger i denne retning. Når hudfarve og samfundsmæssig magt kombineres i begreber som ”white privilege” legitimeres et politiseret racebegreb. Den hvide arbejderklasse er ofte efterkommerne af stavnsbundne bønder. Mange af disse stavnsbundne bønder var oprindeligt trælle. Nu opdager denne arbejderklasse, at de repræsenterer et hvidt privilegium og en hudfarvebaseret skyld, og ansvar for de overgreb, der blev udført af den overklasse, de selv har været offer for.

 

Der er ikke noget interessefællesskab mellem arbejdere og overklasse, uanset hudfarve. Men betoningen af hudfarve som et sådant fællesskab skaber splid mellem de undertrykte, der har grundlæggende fælles interesser, uanset hudfarve.

 

Når hudfarven betones i samfundskritikken, understøttes den en form for kunstigt fællesskab, der fremmer ekstrem nationalisme. Splid er ikke blot en forhindring i vejen for den anti-kapitalistiske kamp, den er også det brændsel, de værste af kapitalismens monstrøse bål næres ved.

 

Et monster vi skaber
Det, man også skal være opmærksom på, er, at ”white privilege” risikerer at genlegitimere en racepolitik, hvor påstanden er, at der findes gruppe, der repræsenterer kollektiv skyld. Forestillingen om kollektiv skyd er en central ingrediens i den antisemitisme, der har trukket så dybe og blodige spor gennem europæisk historie.

 

Jødehadet lever og trives, men genoplivningen af kollektiv hudfarvebaseret skyld kan meget vel medvirke til legitimering af en politik, hvor hudfarven hos den angrebne gruppe ikke længere er hvid.

 

Amerikansk kulturimperialisme
Vi lever i en epoke, hvor styrkerelationerne mellem supermagterne skifter. Amerikansk dominans formindskes i et højt tempo. I paradoksernes verden som vores er amerikansk kulturimperialisme på fremmarch som aldrig før.

 

Streamingtjenesterne (og til en vis grad de sociale medier) medfører, at flere og flere lever en væsentlig del af sit liv i en amerikansk produceret kulturverden. Det medfører også, at brydninger i amerikansk politik med lynets fart eksporteres til resten af verden.

 

Der er gode grunde til at stille sig dybt kritisk over for den aktuelle eksport af amerikansk politik til resten af verden. Men der er konkret grund til at frygte en udvikling, hvor samfundskritik baseret på henvisninger til specifikke amerikanske forhold og historie andre steder fører til, at venstrefløjen opleves som stadig mere verdensfjern og irrelevant.

 

Dele af venstrefløjen har regeret på den manglende politiske fornyelse gennem en samfundskritik, der opgiver et fokus på kapitalismens dybere strukturer, til fordel for en radikaliseret kritik af staten. Der findes få begreber i det socialistiske værktøjsskab, som er ringere end betegnelsen ”den kapitalistiske stat”.

 

Statskritikkens begrænsninger og problemer
Betegnelsen havde en vis berettige i den periode, hvor der opstår en strategisk alliance mellem handelskapitalen og den stat, som opstod i det enevældige kongedømmes tid. Den klassiske kolonialisme og tidlige imperialisme hører denne tid til. Det gælder i øvrigt også videreudviklingen af den allerede omfattende praksis med slaveri (der fandtes nærmest overalt – med store dele af Europa som undtagelse). Handelskapitalen er blottet for etiske og moralske hæmninger, og i den klassiske kolonialisme medfører denne uhyggelige kombination, at der for en stund blev etableret et system med international handel med mennesker (hvor ofrene primært, men ikke udelukkende var af afrikansk oprindelse).

 

I takt med fremkomsten af et egentligt industrielt borgerskab voksede behovet for et opgør med de totalitære udemokratiske regimer. For en stund blev dele af borgerskabet en fortrop i en revolutionær bevægelse. Men så snart industriens arbejdsklasse havde opnået tilstrækkelig styrke, medførte klassekampen en udvikling af den sociale stat. Den sociale stat er ansvarlig for at sikre arbejdskraftens reproduktion gennem et socialt system, et uddannelsessystem og et kultursystem. I takt med at den størrelse tiltager, således at den bliver en væsentlig del af det økonomiske samfundssystem, opstår både muligheden og behovet for at anvende staten til det formål at regulere økonomien og begrænse de sociale skadevirkninger, der følger af den kapitalistiske økonomis krisecyklus.

 

Kapitalernes afhængighed af en sådan socialstat er et slående vidnesbyrd om de enorme begrænsninger, kapitalistisk markedsdynamik er forbundet med. Kapitalismens forudsætning er et socialt reguleringssystem, der ikke kan underordnes kapitalernes konkurrence- og markedsdynamik.

 

Klimakampens ”statssocialisme”
COP26 var på mange måder endnu en påmindelse om, at kapitalistisk økonomi står i vejen for en fælles handling i klimakrisen. Men – igen var vi vidner til en diskussion, der afslørede, hvor svækket pro-kapitalistisk ideologi og politik er nu. Der var ikke mange forslag til eller ideer om, at man kunne anvende markedskræfterne til at løse klimakrisen. Diskussionen handlede helt fundamentalt om, hvordan man kunne bygge og anvende redskaber, der styrer eller modificerer kapitalistisk markedsdynamik.

 

Krisen peger på en løsning i form af fælles internationale styringssystemer, der bryder med det kapitalistiske markeds logik. Sjældent har argumenterne for international demokratisk socialistisk planøkonomi stået stærkere. Klimakrisen udstiller gang på gang, at borgerlig økonomi og kapitalistisk ideologi er slået fejl. Borgerlig politik er i en dyb krise.

 

Kapitalistisk statskritik
Socialstaten som forudsætning for kapitalismens overlevelse er både en nødvendighed og torn i øjet på borgerlig politik. Hvis man indrømmer, at kapitalismen ikke kan fungere uden omfattende a-kapitalistiske sociale systemer, bryder grundlaget for borgerlig politik sammen. Dette medfører to former for borgerlig statskritik.

 

Den ene bygger på den empirisk uholdbare påstand, at kapitalistisk markedsdynamik altid medfører billig og effektiv vareproduktion, og derfor bør en række statslige ydelser udbydes og organiseres på markedsvilkår. Den anden bygger på en mere fundamental anti-statslig ideologi. Denne strømning dukker op med jævnlige mellemrum i Europa (for eksempel i partiet Venstre), men forsvinder så igen. I USA udgør denne strømning en væsentlig magt på den amerikanske højrefløj. Denne fløj argumenterer for at socialstaten bør demonteres således at konkurrencens barbari kan udfolde sig uden begrænsninger.

 

Den marginaliserede venstrefløjs statskritik
Givet kapitalismekritikkens relativt svage position på den internationale venstrefløj behøver det ikke at undre, at radikaliseret statskritik er dukket op som et bud på revolutionær politik. Når man ikke længere kan opretholde en konkret, aktuel og teoretisk forankret kritik af kapitalismen, er det ganske naturligt, at blikket må rettes mod andre sociale dynamikker.

 

Vi må som udgangspunkt give os den præmis, at store dele af den militante venstrefløj er indfanget i en nihilistisk, anti-autoritær og individualistisk ideologi. Staten er en oplagt hadegenstand for hele denne bevægelse.

 

William I. Robinson er nok den mest kendte af bevægelsens teoretikere. Så nyligt som i 2020 udgav han bogen ”The Global Police State”, der tegner til at blive det ”teoretiske” ståsted for den marginaliserede venstrefløj. Bogen er lige som Robinsons øvrige skrifter et sammensurium af fejl, bevidste og systematiske fordrejelser og et politisk program, som peger på alt andet end masseorienteret socialistisk politik.

 

Han hævder for eksempel, at der på verdensplan udvikles et paramilitært politi, der systematisk anvendes til det formål at undertrykke protester på en brutal militariseret måde, i en udvikling der indebærer generel begrænsning af de demokratiske rettigheder, ikke mindst retten til at protestere.

 

Historisk set er dette helt forkert. Generelt befinder vi os i en epoke, hvor anvendelsen af magt over for demonstranter er mindre udtalt, udbredt og brutal end længe. Der vil altid være undtagelser, men sammenholdt med 1960’erne befinder vi os nu i en usædvanligt fredelig tid, forså vidt angår politivold mod demonstranter. Vi behøver blot at minde om, at 1961 myrdede det franske politi i Paris mere end 100 deltagere i en algerisk demonstration. Stadigvæk den dag i dag er begivenhedsforløbet ikke helt afdækket.

 

Det er selvfølgelig et enkeltstående og på mange måder enestående eksempel på ekstrem politivold. Men hele perioden med protester mod Vietnam-krigen er rig på ekstreme eksempler på grov politivold. I dansk sammenhæng er der grund til at minde om demonstrationen den 18. maj 1993, hvor politiet affyrede over 100 skud, og hvor 11 demonstranter blev såret.

 

De Gule Vestes demonstrationer i Frankrig i 2018 bliver ofte fremhævet. 2900 blev såret i de mange demonstrationer, men af dem var 1048 politifolk og 1843 demonstranter. Demonstrationerne omfattede grupper, der helt bevidst gik efter voldelige konfrontationer med politiet, og det faktum, at næsten 40 procent af de sårede er politifolk, skyldes, at langt de fleste politifolk ikke var iført kampuniform.

 

Robinsons eksempler i bogen er gennemgående kendetegnet ved påfaldende mangel på historisk overblik, for slet ikke tale om omhyggelighed.

 

Således hævder Robinson, at der pt er tale om øget anvendelse af politi og militær til at håndtere flygtninge og migranter i grænseområderne. Der er ingen tvivl om, at der er tale om øget fokus på styrket indsats ved grænserne, både i Europa, USA og efterhånden også Latinamerika. Imidlertid er denne indsats fortsat en brøkdel af det, der var tilfældet i det 20 århundrede.

 

Robinson hævder også, at militæret og våbenproduktionen spiller en stadig større rolle i økonomi og politik verden over. Igen forholder det sig stik modsat. Det 20 århundrede var kendetegnet ved en lang række krige, der udgjorde en perfekt grobund for salg af våben. Konflikten mellem Østblokken og USA samt NATO spillede en vigtig rolle her, ikke mindst gennem en række krige gennem stedfortræder. Markedet for våben er fortsat stort, men en brøkdel af, hvad det tidligere var.

 

Når staten erstatter kapitalen i samfundskritikken
Robinsons ahistoriske statskritik og ekstremt problematiske analyse er ikke alene opskriften på en ringere kapitalismekritik. Den er også en åben dør til radikalisme.

 

I en artikel af Phil Hearse, ”Hvad ligger der i begrebet ”global politistat”, beskrives dette perspektiv på følgende vis:

 

”Den globale politistat er bade en realitet og en metafor. Der er en verdensomspændende kampagne mod demokrati drevet af den neoliberale højrefløj, en global bølge af fascisme og den yderste højrefløj. Den teoretiske ramme, som marxismen og den radikale venstrefløj kunne anvende i 1960’erne og 70’erne er ikke længere tilstrækkelig. Verden er gået videre, kapitalismen har flyttet sig, og den radikale venstrefløj må også komme videre, eller sidde fast i en ramme, der ikke kan bruges.”

 

”Den globale politistat” kan kun fungere som metafor. Når der i statslig regi anvendes brutale og voldelige undertrykkelsesmetoder, er der i bedste fald tale om et meget abstrakt globalt perspektiv. Overordnet og helt centralt handler det om mere eller mindre lokale historiske, økonomiske og politiske strukturer og dynamikker. Når man slår dem sammen i en metafor, opnår man blot at tabe enhver mulighed for relevant og konkret forståelse af den faktiske verden.

 

Dette lægger op til venstre-radikalisme (som Lenin kaldte kommunismens børnesygdom). Den indebærer en tendens til samfundskritik og organisationsformer, der omfatter konspiratoriske arbejdsformer i form af mere eller mindre hemmelige selskaber og organisationer. I logisk forlængelse deraf medfører den øget anvendelse af aktionsformer kendetegnet ved øget fokus på vold. Dermed udviskes centrale forskelle på højre og venstre. Til sidst bliver de venstre-radikale lige præcist det, de advarer i mod. Anti-demokratisk aktionsgruppe.

 

Mellem vadesteder
I denne diskussion (se Phil Hearse´ artikel) fremhæves en række meget problematiske situationer og hændelser. Imidlertid er det vigtigt, at enhver påstand om ”en fase”, må bæres frem af en dybere og bredere historisk analyse. Der vil til hver tid være tendensen i alle tænkelige retninger i den myriade, som er det globaliserede verdenssamfund.

 

Ud fra et bredere epokeperspektiv tyder på alt på, at kapitalistisk ideologi befinder sig i en historisk krise. Det medfører, at borgerlige strømninger i stigende grad læner sig op ad følelsesbårne ideologiske systemer, og det betyder en øget forekomst af nationalistiske og religiøst funderede højrefløjsbevægelser. Der er ingen tvivl om, at der er tendenser til ideologisk radikalisering af den brede højrefløj overalt. Disse tendenser udspringer af en fælles betingelse i form af den tiltagende sociale belastning, som global opvarmning medfører. Men – de er indtil videre separate fænomener uden nogen bredere tendens til international organisering. I den næste fase vil denne udvikling formentlig blive styrket. Ved siden af den radikaliserede højrefløj vil der fortsat være tale om en myriade af ekstremistiske højrefløjsgrupper. Der er dele af venstrefløjen, der foretrækker at fokusere på disse grupper. Det vil imidlertid være en fejl. De ideologiske forudsætninger for ekstremistiske massebevægelser på højrefløjen vil, hvis historien ”gentager sig”, udspringe af forandringer inden for den borgerlige mainstream.

 

Det nødvendige alternativ
Den krise, der udvikler sig i forbindelse med global opvarmning, skal ses i sammenhæng med et grundlæggende skift i magtbalancen mellem de centrale statslige aktører (Kina og USA). De to kriser udfolder sig på en baggrund, hvor det kapitalistiske system er i gang med endnu et hamskifte. Overgangen fra industrikapital til fiktiv økonomi foregår pt på fulde omdrejninger.

 

Parallelt med denne udvikling gennemgår arbejderklassen endnu et hamskifte. Industrikapitalismens arbejderklasse spiller en stadig mindre rolle i en verden, hvor uddannelse i stigende grad er en central faktor i efterspørgslen af arbejdskraft og dens værdi. Automatiseringen vil skubbe kraftigt til denne udvikling, hvilket medfører risiko for gentagelse af den samme udvikling, som martrede den engelske arbejderklasse i begyndelsen af det 19 århundrede. Udviklingen af en stor gruppe marginaliserede og lavt uddannede vil medføre væsentligt øget risiko for udviklingen af nihilistiske og voldelige massebevægelser. Risikoen er, at de dårligst stillede vil bekæmpe enhver indsats mod global opvarmning ud fra en forestilling om, at den sker på deres bekostning. Følelsen af, at de dårligst stillede skal betale en urimelig pris, spillede en central rolle i de Gule Vestes bevægelse. Og den bevægelse havde et klart fascistisk potentiale.

 

Hele denne udvikling åbner meget betydelige muligheder for et socialistisk svar, baseret på en tidssvarende analyse af den aktuelle periode. Uden konkrete svar komme vi ingen vegne, men forudsætningen for politisk slagkraftige programmer er en fornyet marxistisk kritik af kapitalismen.

 

I den kommende periode vil intet vil skade venstrefløjen mere end flirt med venstre-radikale fantasier, mere eller mindre hemmelige organisationsformer og voldelige aktionsformer. Påstande som ”den globale politistat” skal udfordres af relevant og aktuel kapitalismekritik og faktualitetens ubønhørlige krav om dokumentation. Doven kapitalismekritik peger ikke mod et opgør med dette system, men at man som en brik stiller op til et spil, der vedligeholder systemet.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com