Læsetid: 15 minutter

Arbejdsgiverne og de borgerlige politikere er kategoriske: Det er nødvendigt at arbejde mere. I sin tale til nationen den 9. november 2021 understregede Macron, at ”det er gennem arbejdet, og ved at arbejde mere, at vi kan bevare vores samfundsorden”.

 

Efter Macrons opfattelse vil det simpelt hen sige at øge pensionsalderen og/eller forlænge den ugentlige arbejdstid. Andre udtrykker deres hensigter mere tydeligt: at gøre loven om 35 timers arbejdsuge mere smidig for således at øge den ugentlige arbejdstid. For eksempel vil Xavier Bertrand (en potentiel præsidentkandidat på den yderste højrefløj, tidligere arbejdsminister og nu leder af Regionsrådet i Hauts-de-France) gerne tilbage til 39 timer om ugen for at ”frigøre” arbejdstiden; noget der har været et hovedtema på højrefløjen i lang tid. Med andre ord vil højrefløjen afskaffe loven og give virksomhederne frie tøjler og vende styrkeforholdet på arbejdernes bekostning. Marine Le Pen er også tilhænger af en tilbagevenden til 39 timer om ugen gennem aftaler i de enkelte brancher. Kort sagt: at arbejde mere for at tjene mindre.

 

På venstrefløjen ser man overgangen til en 32 timers arbejdsuge som et middel til at skabe beskæftigelse.

 

Blandt andre den faglige landsorganisation CGT, Jean-Luc Mélenchon fra La France Insoumise (note 1) og Fabien Roussel, der er generalsekretær for det franske kommunistparti, har enten taget det med i deres program eller fører kampagne for det. Hvad angår De Grønne er der stadig ikke enighed: Sandrine Rousseau, den kendte økonom, der forsøgte at blive partiets præsidentkandidat, siger, at det er nødvendigt at gå over til en fire dages arbejdsuge, mens Yannick Jadot, der vandt knebent over Rousseau, ikke er af samme mening, men taler for en ”aftale mellem borgerne” om arbejdstiden.

 

Den økonomiske krise og sundhedskrisen har imidlertid bragt arbejdstiden frem i rampelyset igen. Den har allerede i lang tid været et centralt socialt anliggende og et vigtigt element i forholdet mellem klasserne. Hvad er de revolutionæres position i spørgsmålet om arbejdstiden? Hvorfor er det retfærdigt, men utilstrækkeligt, at kræve 32 timer om ugen?

 

Arbejdstiden i centrum af styrkeforholdet mellem klasserne

Hvorfor udkrystalliserer forholdet mellem klasserne sig i arbejdstiden? For Marx er arbejdskraftens værdi, som alle andre varers værdi, bestemt af den arbejdstid, der er nødvendig til dens produktion. Hvis den tid er seks timer, betyder det, at arbejderen bruger seks timers arbejde på at producere sin egen arbejdskraft. Men den arbejdstid svarer ikke til den tid, han tilbringer på arbejde. En lønmodtager arbejder længere end den tid, der er nødvendig for at reproducere hans eksistens: Arbejdet er forlænget med en ekstra tid, som man kalder merarbejdet, og den er kilden til kapitalisternes profit.

 

Hvis en arbejder sælger sin arbejdskraft, gør han det ifølge Marx for en bestemt, afgrænset tid. Det er det, der tvinger kapitalisten til at prøve at finde måder til at forlænge den tid, hvor lønmodtageren er underlagt arbejdsgiverens ordrer og til at gøre den tid så effektiv som muligt. Arbejdstiden er en tid til underkastelse. Det betyder, at historien om arbejdstiden fra den industrielle revolutions begyndelse kan betragtes som historien om kampen mellem arbejdsgivernes ønske om at forlænge arbejdsdagen og arbejderbevægelsens ønske om at reducere arbejdsdagen. Sagt på en anden måde tager denne kamp også form af en konflikt mellem arbejdsgivernes brug af lønmodtagernes tid og lønmodtagernes brug af tid på sig selv. Det vil sige, at arbejdsgiverne ikke bare forsøger at forlænge arbejdsdagens varighed, men også at kontrollere arbejdets effektivitet, så det bliver så rentabelt som muligt i hele lønmodtagerens arbejdstid (for eksempel gennem tidsstudier). I vor tid, hvor hjemmearbejdet er blevet mere udbredt, kan det for eksempel ske, ved at arbejdsgiverne bruger overvågningsmekanismer til fjernkontrol af, hvor lang tid lønmodtagerne bruger deres computere i hjemmet.

 

I sit studie af arbejdsdagen kritiserede Marx illusionen om en ensartet tid: Selv om arbejdsdagen tilsyneladende er homogen, lineær og kontinuerlig, er den i realiteten opdelt i to dele: i den arbejdstid, der er nødvendig for at producere arbejdskraften, og i det merarbejde, kapitalisterne tilegner sig. Det er netop af den grund, at en reduktion af arbejdstiden har været central i arbejderbevægelsens bestræbelser lige fra begyndelsen. Endelig er det også af netop den grund, at Marx ser dette krav som den mulige kilde til arbejdets befrielse. Fritiden, siger han, er en tid, der er befriet for kapitalens indflydelse, en tid til ens egne formål som kunst, videnskab eller kærlighed. At reducere arbejdstiden er således ikke bare nødvendigt, men også muligt takket være den teknologiske udvikling, der gør det muligt at producere mere på den samme arbejdstid. Under kapitalismen bliver al tiden derimod potentielt inddraget i valoriseringen af kapitalen. Arbejdsgiverne stræber ikke bare på at gøre arbejdstiden så lang som muligt, men også på at underkaste fritiden under kapitalen. Som økonomen Michel Husson siger: ”Man kan ikke bare være befriet fra underkastelsen under lønarbejdet halvdelen af tiden: at være udbyttet, underlagt et fremmedgørende arbejde, om det så bare er for to timer om dagen, er at være underkastet resten af tiden”.

 

At øde livet bort for at tjene til det: arbejdstidens realitet i Frankrig

Siden begyndelsen har arbejderbevægelsen beskæftiget sig med spørgsmålet om arbejdsdagen længde og gjort det til et af sine vigtigste krav. Man kan iagttage det i historien om arbejdstiden i Frankrig, hvor hver eneste lov modsvarer et pres fra arbejderbevægelsen eller revolutionære begivenheder. Det starter med loven fra den 22. marts 1841, der begrænser børns arbejdstid i industrien (8 timer om dagen for de 8-12-årige og 12 timer om dagen til dem mellem 12 og 16 år), et af de første skridt til en begrænsning af arbejdstiden i den franske industri. Loven fra 1848, som var et resultat af Februarrevolutionen samme år – noget Marx analyserede i ”Klassekampene i Frankrig, 1848 – 1850”.

lægger grunden til den moderne opfattelse af arbejdstiden ved at definere de tidsbegreber, der har været brugt siden: arbejdsdag, arbejdsuge, ugentlig fridag osv.

 

Der skulle gå halvtreds år, før arbejdsdagen igen blev forkortet, men ikke for alle: Loven fra 2. november 1892 begrænser kvinders og børns arbejdstid. Millerands lov fra 30. marts 1900 indledte en gradvis nedsættelse af arbejdstiden i løbet af seks år til ti timer for mænd og kvinder. Lovene fra 1905 og 1906 fastsætter en arbejdsdag på otte timer i minerne og en obligatorisk ugentlig fridag.

 

Endelig fik frygten for en revolutionær afsmitning fra den russiske Oktoberrevolution i 1917 det franske borgerskab til at gøre endnu en indrømmelse til arbejderbevægelsen med loven fra 1919, der fastsætter en arbejdsdag på otte timer svarende til en ugentlig arbejdstid på 48 timer.

 

Hvad viser historien om arbejdstiden fra 1841 til 1900? At det har taget et halvt århundrede at komme til en arbejdsdag på 10 timer. Som det vigtigste i den historie ser Marx ikke gennemførelsen af lovene, men styrkeforholdet: ”Disse minutiøse bestemmelser, der ensretter perioden, arbejdstidens grænser og pauserne med en så militærisk præcision efter klokkeslaget, var på ingen måde et resultat af parlamentarisk hjernespind. De udviklede sig gradvis af omstændighederne som den moderne produktionsmådes naturlove. Formuleringen af dem, deres officielle anerkendelse og statslige proklamation var et resultat af langvarige klassekampe” (Kapitalen, Bind 1, Kapitel 8, Afsnit 6).

 

Denne langvarige klassekamp har gjort det muligt at reducere arbejdstiden til det halve fra midten af det 19. århundrede til i dag. Økonomer har regnet ud, at den gennemsnitlige årlige arbejdstid er reduceret fra 3.000 timer om året til 1.600 timer i begyndelsen af dette århundrede. Når det gælder den ugentlige arbejdstid, fandt den første periode med reduktion sted mellem årene 1890 og 1936 efter lovene om først 10 timer om dagen, siden otte timer og dem om den ugentlige fridag. Den næste periode med reduktion af den ugentlige arbejdstid fandt sted fra 1960 frem til Auroux-reformerne (2) i 1982.

 

Når venstrefløjen i dag stiller krav om en nedsættelse af arbejdstiden til 32 timer om ugen, synes den ikke at have lært noget af overgangen til 35 timer om ugen efter århundredeskiftet. Det må tilføjes, at den økonomiske situation slet ikke er den samme i dag. Igen ifølge Michel Husson, har reduktionen af arbejdstiden efter år 2000 skabt mellem 350.000 og 500.000 nye arbejdspladser. Det vil sige, at en nedsættelse af arbejdstiden med 10 procent (fra 39 til 35 timer) ikke har fået beskæftigelsen til at stige med 10 procent. Det skyldes ifølge Husson flere faktorer. For det første har lønmodtagerne i de små virksomheder (hvor der ikke er kollektive overenskomster om arbejdstiden) ikke været omfattet af denne regel. For det andet har de 35 timer tilskyndet til at gøre arbejdet mere intensivt og fleksibelt. Arbejdsgiverne har reorganiseret arbejdet for at kompensere for den nedsatte arbejdstid: Man arbejder lige så meget eller mere uden at ansætte flere. Man kan se det på produktivitetstallene, hvor overgangen til 35 timer om ugen betyder en væsentlig stigning. (3)

 

Lad os se på bilindustrien som eksempel. Hos Peugeot har direktionen aftalt overgangen til 35 timer om ugen i slutningen af 00’erne. I stedet for at forbedre arbejdsbetingelserne og ansætte flere, er det straks blevet omsat i en mere fleksibel arbejdstid ved at lade normtiden opgøres over et helt år. Lønmodtagerne kan arbejde op til seks dage om ugen, herunder på helligdage og søndage, når der er mange ordrer. Deres overskydende arbejdsdage bliver kompenseret i perioder med midlertidig arbejdsløshed (når der er færre ordrer) i en sektor, hvor arbejdet er sæsonbetonet. Resultatet er, at arbejderne på Peugeot-fabrikkerne gennemsnitligt arbejder 35 timer om ugen i løbet af et helt år, men i nogle perioder kommer de langt over denne ugentlige arbejdstid.

 

Dertil kommer problemet med overarbejdet, der ganske vist bliver betalt med et overtidstillæg. Hvis lønningerne imidlertid var tilstrækkeligt høje, ville det være lettere for dem at nægte at arbejde over. På Ateliers de la Haute Garonne, en underleverandør til flyindustrien, arbejder de ansatte 38½ time om ugen, hvoraf de 3½ time er med et overtidstillæg på 25 procent. På den måde er en gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for en lønmodtager i Frankrig i dag højere end 35 timer. L’INSEE (den nationale statistik) viser, at fuldtidsansatte lønmodtagere i gennemsnit arbejder 39 timer om ugen. Et studie fra 2015 viser også, at kun 25 procent af lønmodtagerne arbejder 35 timer og 31,7 procent arbejder mere end 40 timer om ugen.

 

De 32 timer og venstrefløjen

Fagforbundet CGT har igen en kampagne for de 32 timer baseret på erfaringer fra andre lande og de virksomheder, hvor de 32 timer er indført på baggrund af lokale overenskomster. På sin hjemmeside bekræfter afdelingen i Montreuil, at arbejdstiden ”ufravigeligt er reduceret” på grund af en stigende produktivitet. Det drejer sig om hverken mere eller mindre end ”meningen med historien om menneskehedens udvikling og dens formidable muligheder”. At reducere arbejdstiden bliver således et spørgsmål om en omfordeling af produktivitetsgevinsten mellem arbejdet og kapitalen på en retfærdig måde. Det gør det også muligt at forbedre lønmodtagernes arbejdsbetingelser og beskytte miljøet.

 

Selv om idéen om at reducere arbejdstiden er berettiget, er de midler, CGT foreslår helt utilstrækkelige: Den faglige landsorganisation foreslår, at der bliver vedtaget en lov, der efterfølgende tillader, at der åbnes forhandlinger på branche- eller virksomhedsniveau. På den ene side vil det at vente på en lov udsætte muligheden for at åbne forhandlinger om de 32 timer til en usikker fremtid (et nyt flertal i Parlamentet?). Det er at overlade det til en debat mellem parlamentsmedlemmerne i stedet for at bygge på en mobilisering af lønmodtagerne. På den anden side risikerer lønmodtagerne at blive viklet ind i forhandlinger fra virksomhed til virksomhed og fra branche til branche, især i en sammenhæng, der er ufordelagtig for konflikter på arbejdsmarkedet. At forvente, at de kollektive forhandlinger vil resultere i et positivt resultat for lønmodtagerne, er at forvente alt for meget af dem.

 

På sin side er Mélenchon helt klar over, at den ugentlige arbejdstid for en fuldtidsansat lønmodtager i Frankrig langt overstiger 35 timer. Det er derfor l’Avenir en commun (AEC – En Fælles Fremtid, La France Insoumises program for præsidentvalget i 2022) forsvarer en effektiv gennemførelse af de 35 timer om ugen ved at forhøje overtidsbetalingen. Men som tidligere nævnt findes overtidsbetalingen allerede. Mélenchon vil forhøje tillægget for overtid for at afholde arbejdsgiverne fra at benytte sig af det, men han siger ikke noget om, hvordan det skal kunne foregå. Dertil føjer AEC-programmet en landsdækkende, betalt sjette ferieuge og indkaldelse til en ”national konference om fordelingen af arbejdstiden og virkningen af de teknologiske fremskridt” for at bane vej for en 32 timers arbejdsuge. Det er svært at forestille sig, hvordan dette program skal kunne gennemføres på andre måder end ved, at Mélenchon selv kommer til magten.

 

At fordele arbejdet mellem alle

Ligesom CGT’s program ignorerer Mélenchons spørgsmålet om styrkeforholdet internt i virksomhederne og de blandede resultater med de 35 timer. I begge tilfælde handler det om at lave en god aftale mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne for at komme frem til en ”bedre fordeling” af profitten. Ingen af hans forslag har et reelt svar på problemerne med at nedsætte arbejdstiden og skabe beskæftigelse, for ikke at tale om den kapitalistiske organisering af arbejdet, hvor nogle er ved at bryde sammen under arbejdsbyrden, mens andre lider under arbejdsløshed eller prekære ansættelsesforhold.

 

Det er ikke desto mindre muligt at nå frem til en 32 timers arbejdsuge. For at opnå det er det nødvendigt at dele arbejdstiden mellem alt og alle. Det ville gøre det muligt at skabe beskæftigelse og nedbringe den strukturelle arbejdsløshed. Det ville også gøre det muligt at reducere stress på arbejdspladsen og forbedre balancen mellem arbejdet og privatlivet. Kort sagt det modsatte af det, som arbejdet under kapitalismen er i dag, hvor nogle tilbringer hele deres liv på kontoret eller fabrikken, mens andre lider under arbejdsløshed og prekære ansættelsesforhold.

 

Den nylige sejr på det industrielle bageri Neuhauser i Mosel, hvor de ansatte har fået 32 timer om ugen efter flere måneders kamp, viser på en lille skala, hvordan det er muligt at reducere arbejdstiden. I september 2021 ville ledelsen af fabrikken Folschviller de Neuhauser påtvinge de ansatte en intensivering af arbejdet på grund af stigende ordrer og åbningen af nye markeder. Arbejderne på fabrikken arbejdede 37½ timer om ugen fra mandag til fredag i 8 timers skift (3×8). Om fredagen gjorde arbejderne rent i produktionsanlægget i 20 timer, men ledelsen forsøgte at reducere den tid til 10 timer for at frigøre mere tid til produktionen. CSE lagde gennem CGT sag an for at få stoppet projektet. (4)

 

Det hører med, at retsopgøret kom efter en konflikt om lønnen, hvor en strejke havde bredt sig til fire af virksomhedens afdelinger. Midt i november gav retten lønmodtagerne medhold og blokerede ledelsens plan. Den måtte først gennemføre en information og høring med CSE og derefter en ekspertundersøgelse osv. Det tvang dem til at droppe deres oprindelige plan og acceptere fagforeningens forslag om at gå over til 32 timer om ugen med 35 nyansættelser og med bibeholdelse af lønnen. Ansatte, der før havde arbejdet 37½ timer om ugen, kom derefter til at arbejde 32 timer om ugen med løn svarende til 35 timer og med en ny organisering af arbejdet i femholds-skift á 8 timers varighed (5×8).

 

Eksemplet viser, at det er muligt at gå over til 32 timer om ugen, når der opbygges et styrkeforhold, og når man anvender de af de arbejdsretlige love, der er til lønmodtagernes fordel. På det nationale plan er der brug for en plan for kampen for de 32 timer med opretholdelse af lønnen uden at vente på, at der skal gennemføres en lov af et eventuelt flertal i Parlamentet, og uden at gå gennem lokale forhandlinger fra virksomhed til virksomhed. Det er også indholdet i Anasse Kazibs kampagne. Han er en revolutionær jernbanearbejder, der arbejder i 3×8 skift hos SNCF (det nationale jernbaneselskab) og stiller op til præsidentvalget. At nedsætte arbejdstiden for at fordele arbejdet mellem alle er jo ikke nogen utopi, som historien om arbejdstiden verden over også viser; ganske vist på betingelse af, at man genoptager de ”langvarige klassekampe”, som Marx taler om.

 

6. december, 2021

 

Oversat fra Révolution Permanente af Poul Bjørn Berg

 

Noter:

1) La France Insoumise er et populistisk venstrefløjsparti grundlagt i 2016 af Jean-Luc Mélenchon, der er partiets kandidat til præsidentvalget.

2) Auroux-lovene fra 1982 er opkaldt efter Jean Auroux, der var arbejdsminister fra 1981 til 1983 i præsident François Mitterands regering. Det forpligter de franske arbejdsgivere til årlige forhandlinger om løn og arbejdstid på virksomheder med mere end 50 ansatte. Der er en bødestraf for ikke at gøre det, men ikke noget krav om en aftale.

3) Produktivitet betyder i denne sammenhæng mængden af varer eller tjenesteydelse, der bliver produceret, i forhold til investeringerne i produktionen. Det skal ikke forveksles med arbejdets produktivitet, der er forholdet mellem varer og tjenesteydelser og den arbejdstid, deres produktion kræver.

4) Comités Social et Économique (CSE) er repræsentative organer for medarbejderne i virksomheder med mindst 11 ansatte, og de betales af arbejdsgiverne, der også sidder med i dem. Medarbejdere, der vælges til CSE, tildeles et bestemt antal timer om måneden til deltagelsen, og loven kræver mindst seks møder om året.