En af Stalsbergs centrale pointer er, at nyliberalisme ikke er et skældsord, selvom mange bruger ordet med en negativ ladning. Den grundlæggende tese i Det er nok nu lyder derimod, at nyliberalismen er den specifikke historiske form, som kapitalismen har taget i vores tid. Nyliberalismen begyndte for alvor som periode med 1970’ernes økonomiske kriser og accelererede økonomisk, politisk og ideologisk med Ronald Reagan og Margaret Thatcher i 1980’erne til en sådan grad, at selv de borgerliges politiske modstandere i de socialdemokratiske partier måtte skifte mening. Thatchers største politiske resultat var Tony Blair og New Labour, som hun sagde i et interview i 2002.

Det er en fortælling, der vil være mange venstreorienterede bekendt. Men Stalsberg fortæller den kort, malerisk og præcist, så de fleste kan være med.

Nyliberalismen er ifølge Stallsberg både et økonomisk system og en ideologi. Økonomisk bygger nyliberalismen på en kapitalistisk produktionsform, hvor ejerskabet til kapitalen er koncentreret på ganske få hænder. Ideologisk gør nyliberalismen profitmaksimering til formålet med al samfundsmæssige aktivitet. ”Al samfundsmæssig aktivitet” skal forstås bogstaveligt, for i nyliberalismen spreder profithensynet sig til områder, der ikke tidligere var genstand for profitmaksimering. Stalsberg beskriver denne udvikling sådan, at verden bliver stadig mere markedsstyret: ”Kapitalen får stadig mere plads. Den æder sig ind på det, som før var stat og offentlig ejendom, på natur, på politik, på økonomi og på velfærd,” som hun skriver i bogens første kapitel. Nyliberalismen er en bevægelse, hvor alt bliver underlagt markedet. Stalsberg karakteriserer den nyliberalistiske ideologi således:

”Idealet er dette: Hvis de fleste mennesker vil have noget, enten det er en børnehaveplads eller en helt speciel type ost, så vil dette krav fra køberne automatisk føre til, at markedet leverer ud fra efterspørgslen. Og fordi forskellige aktører på markedet skal levere og konkurrere med hinanden, vil den bedste vinde, fordi folk vil have det bedste. Som en heldig bivirkning vil de, som leverer, tjene penge på leverancen, mens folk får, hvad de vil have.”

Det er nok nu giver samtidig læseren et godt indblik i nyliberalismens politiske og teoretiske udviklings- og idéhistorie fra Adam Smiths The Wealth of Nations i 1776, over stiftelsen af Mont Pelerin Society i 1947 til Reagan og Thatcher i 1980’erne – og så selvfølgelig udviklingen frem til i dag, og den rolle, nyliberalismens spiller i nutidens regeringer, røde som blå.

De ved det ikke, men de gør det
Den nyliberalisme, Stalsberg beskriver, er entydigt forfærdelig. Den ødelægger mennesker, miljø og medbestemmelse overalt i verden. Ifølge forfatteren er dette sågar åbenlyst for enhver: ”Vi ved, at det ikke virker, alligevel forsøger tilhængerne af nyliberalismen igen og igen,” som hun for eksempel skriver om den såkaldte trickle down effekt i bogens første kapitel.

Derfor havde det været givtigt for bogen at gør sig nogle refleksioner over, hvorfor så mange alligevel støtter op om det eksisterende samfund. Hvorfor har socialismen ikke mere vind i sejlene, når nu nyliberalismen er så åbenlyst forkastelig? Hvorfor er der så relativt få, der som Stalsberg kan se, at ”det er nok nu”?

Stallsberg kommer implicit med et svar i form af et ideologibegreb, der ligger meget tæt på begreberne om falsk bevidsthed og ideologi som et slør for virkeligheden, der tjener den herskende klasses interesser ved at snyde arbejderne. ”Troen på ideologien trumfer lærdom fra virkeligheden,” skriver Stalsberg umiddelbart efter passagen ovenfor. Man må altså forstå, at der er en virkelighed, der er, som den objektivt set er i sig selv, og som det i princippet er muligt at udlede en umedieret ”lærdom” fra, hvis man har den rette forståelse. Over for denne huserer en ideologi, der giver befolkningen et falsk billede af den virkelige virkelighed.

I fjerde kapitel refererer Stalsberg for eksempel den franske sociolog Pierre Bourdieu for at mene, at ”arbejderbevægelsen blev forført af nyliberalismen.” Arbejderne støtter altså den eksisterende orden, fordi de er blevet snydt og ikke kan indse deres sande interesser, som socialisterne til gengæld har erkendt. Dette billede genfinder vi i bogens tiende kapitel:

”Vi hører om valgfrihed, friheden til at vælge stort og småt i hverdagen. Hvilket slags job vi vil have, hvad vi skal have til middag i morgen, hvordan vi ønsker at klæde os. Men idealet ”valgfrihed” er noget ganske andet end folks virkelighed.”

Igen: Der er virkeligheden, som Stalsberg er i stand til at se, og så er der et falsk billede af den, som narrer det brede flertal. Sidstnævnte drages og fascineres af dette forskruede billede: ”Alligevel fortsætter vi med at tro på denne angivelige valgfrihed, fordi den lover en form for frihed, vi higer efter og intenst vil tro på,” som hun skriver umiddelbart efter passagen ovenfor.

Kort sagt bliver arbejderne snydt. De tror, at de gør det bedste for dem selv i dagligdagen, men de narres af et slør, der skjuler deres sande interesser.

Stalsberg er som sagt ikke den første, der skriver med denne ideologiforståelse enten på eller mellem linjerne. Men begrebet om falsk bevidsthed er med god ret blevet kritiseret mange gange for at være både patroniserende – hvem er socialister til at belære arbejderne om deres ”sande” interesser? – og ikke mindst essensialistisk, fordi interesser ikke eksisterer objektivt og selvindeholdt, men altid (re)konstrueres gennem politiske kampe og fællesskaber.

I fjerde kapitel introducerer Stalsberg den italienske filosof Antonio Gramscis begreb om hegemoni som den politiske konstruktion af normer og sund fornuft. Hun sætter lighedstegn mellem dette og det ofte citerede diktum fra Karl Marx og Friedrich Engels’ Den tyske ideologi, der lyder, at ”den herskende klasses tanker er i hver epoke de herskende tanker”. Det virker besynderligt at inddrage Gramsci her, for han gjorde netop op med den idé, at en herskende overklasse skulle have monopol på tanker og kultur og derigennem ”hjernevaske” de lavere klasser. For Gramsci er den såkaldte overbygning derimod en kampplads med relativ autonomi, hvor forskellige interesser og grupper bestandig slås om at definere, hvad der er det gode, det sande og common sense. Gramsci er derfor relativt optimistisk på kulturens, normernes og idéernes vegne, hvad angår muligheden for at bruge dem til at skabe samfundsforandringer.

Håbløshed
At mene, at et ideologisk slør forhindrer det brede flertal i at indse deres reelle interesser, leder let en hen, hvor mange venstreorienterede gennem tiden er endt – i håbløshed og apati. Denne finder vi også i Det er nok nu, for eksempel i tolvte kapitel:

”Verden sådan, som vi kendte den, forsvinder minut for minut, mens vi ser på. Magtesløsheden, håbløsheden og lammelsen bliver overvældende, på samme måde som når nogen dør, og vi ved, at den person, vi var så glade for, den som var uundværlig, faktisk er helt borte, og lige meget hvad vi gør eller siger, er der ingen vej tilbage.”

Tonen her er karakteristisk for store dele af bogen, hvor man med jævne mellemrum får indtrykket af den velkendte position, at alt var bedre i de gamle dage, der nu smuldrer for øjnene af os. Vi ser noget lignende, når Stalsberg kritiserer forbrugersamfundet for at udviske klassekampen: ”Klasseperspektivet forsvinder og sammen med det den loyalitet over for de grupper, vi bør solidarisere os med. I stedet er loyaliteten knyttet til det at være forbruger.”

Umiddelbart efter skriver hun:

”Og dette kan komme til at true demokratiet sådan, som vi kender det. Når vi føler slægtskab med forbrugergrupper, fordi man kan lide den samme sodavand eller drømmer om den same Audi fremfor med de grupper, man har fælles interesser i arbejdslivet eller på boligmarkedet med, så er det repræsentative demokrati fare. I værste fald stemmer folk politikere ind, som ikke på nogen måde repræsenterer deres interesser i hverdagen.”

I denne passage ender Stalsberg således med at forsvare det eksisterende, repræsentative demokrati mod en trussel udefra. Demokratiet ”som vi kender det,” skal altså beskyttes og bevares. Men havde vi ikke netop fået en beskrivelse af et dysfunktionelt system, hvor det store flertal bliver snydt af magthaverne og ikke får varetaget sine interesser? Er det ikke netop det system, vi kender, som vi helt grundlæggende skal forandre?

Hvem er ”vi”?
Måske har bogens stemning af håbløshed noget at gøre med, at Stalsberg ideologibegreb gør det svært at se, hvem der kan og skal gøre verden bedre. Bogen stiller en række konkrete krav som for eksempel forbud mod olieeftersøgning og i stedet investering i elbiler og kollektiv transport. Kravene er ganske interessante og brugbare, men Stalsberg svarer ikke på, hvem der skal kæmpe for disse krav. I den traditionelle marxisme er arbejderklassen det revolutionære subjekt. I feminismen er det som udgangspunkt kvinderne. Og så videre. Men det tætteste, vi kommer hos Stalsberg, er et relativt uklart ”vi,” til tider ”os som fællesskab,” men hun skriver ikke, hvem det er. Og bogen igennem får vi som sagt det indtryk, at dette udefinerede fællesskab er ført bag lyset og har svigtet sig selv, fremtiden og historien, for i stedet at reproducere det bestående.

Eller også er der tale om flere forskellige vi’er – det står ikke klart. Uanset hvad efterlader det alt i alt læseren med spørgsmålet: Hvem skal handle, føre kravene ud i livet og skabe forandring?

Et politisk manifest
Det er nok nu har en imponerende litteraturliste, men bogen er i højere grad et manifest end et teoretisk værk. Den giver os en klar, kortfattet og velfunderet definition og analyse af det udtryk, mange af os er vant til at bruge uden måske altid at overveje, hvad det betyder. Og den leverer netop den hårdtslående kritik af det eksisterende samfund, som man som læser forventer at finde i et venstreorienteret politisk manifest.

Det er nok nu vil meget på få linjer, og den behandler store, komplicerede emner som kapitalismens historie og nyliberalismens forbindelse med udbredelsen af depression på meget smal plads. Det er en styrke, fordi alle kan være med. Men det åbner som sagt også for lidt for hurtige og uklare analyser af så vigtige begreber som ideologi og demokrati.

Linn Stalsberg: Det er nok nu. 176 sider. Forlaget Solidaritet. 100 kr.