Folk på venstrefløjen er begyndt at bruge begrebet ”Global Politistat” (Global Police State) for at beskrive den situation, som de udbyttede og undertrykte står overfor over i hele verden – sammen med de radikale bevægelser, der forsvarer dem. Men betyder politistat ikke koncentrationslejre og demonstranter, der bliver tvunget væk fra gaden?

af Phil Hearse

Politiet tager kvælertag på demonstrant på universitetet i Sydney, 2012, Foto: Jack London. Wikimedia. CC BY-SA 3.0

 

Men det må da være en overdrivelse at beskrive situationen i Storbritannien og USA, uanset hvor undertrykkende den er, som en ”politistat”? Betyder politistat ikke koncentrationslejre og demonstranter, der bliver tvunget væk fra gaderne – som i Myanmar? Og under alle omstændigheder er den politiske og politimæssige situation ikke global, men forskellig fra land til land? Eller er den?

 

Ideen om Den Globale Politistat stammer fra professor William I. Robinson i Californien. Han formulerede begrebet for at beskrive adskillige sammenhængende udviklinger, der tilsammen udgør en del af en global bevægelse væk fra demokrati:

 

1.      Udviklingen af paramilitær (eller slet og ret militær) politiindsats mod protester på verdensplan og parallelt hermed nye love, der forbyder eller begrænser retten til at protestere.

2.      Den udbredte anvendelse af politi og militær til at håndtere de stadigt mere desperate menneskemasser, som er tvunget til at blive ”illegale” emigranter eller flygtninge. Typiske eksempler er anvendelsen af politi ved USA´s grænse mod migranter fra Mellemamerika og ved Europas grænser mod flygtninge fra lande som Afghanistan, Syrien, Libyen og lande i Afrika, der er ødelagte af krig og socialt sammenbrud.

3.      Den stadig større betydning, som militæret og våbenproduktion spiller i økonomi og politik verden over. Dette inkluderer udviklingen af sammenhængende internationale kæder af våbenproduktion og salg, med forskellige konsekvenser: statsskatter og lån bliver centrale i våbenhandler og bliver kilder til virksomhedsprofit; alliancer bliver indgået med reaktionære regimer og nye krige udklækkes; den krigsliderlige kultur hænger sammen med den yderste højrefløjs politik. William i Robinson kalder den økonomiske dimension i denne proces ”militariseret akkumulation”.

4.      Sammenhængende med alt det ovennævnte er fremvæksten af en moderne form for fascisme – bevægelser og regeringer fra det yderste højre, som har haft så enorme politiske fremskridt gennem de sidste to årtier.

 

Disse udviklinger er selv integrerede i den bredere udvikling i kapitalismen, ikke mindst digitaliseringen og udviklingen af overvågningskapitalismen, afgørende for politiundertrykkelsen og dybt integreret med arbejdet i de vigtigste teknologifirmaer som Microsoft, Apple, Amazon og Facebook – der alle konkurrerer om megakontrakterne fra Pentagon.

 

Politistaten i praksis

Hvordan fungerer dette i praksis? Det er helt rigtigt, at politiindsatsen mod protester er meget forskellig fra land til land.

 

Folk i Storbritannien, som protesterer – som i demonstrationerne mod vold mod kvinder i Clapham [London-forstad, hvor en 33-årig kvinde forsvandt i marts 2021, Hun blev senere fundet myrdet, og en politibetjent blev 9. juli dømt for mordet, o.a.] og demonstrationerne i Bristol, London og mange andre steder mod den nye kriminalitetslov (se note), bliver ikke skudt eller slået ihjel med knipler. De bliver heller ikke automatisk mødt med tæsk eller opløsning på russisk facon.

 

På den anden side har der været eksempler ekstrem politivold – mod for eksempel strejkende minearbejdere i 1984-85, studenterprotester mod forhøjelser af studiegebyrer i 2010 og mod miljø- og andre civile ulydighedsdemonstranter. Og retningen af denne udvikling i Storbritannien er åbenlys.

 

Flere og flere love er blevet indført for at begrænse retten til at strejke, demonstrere og protestere. Politiet har opbygget såkaldt taktiske støtteenheder (Tactical Support Units) – uropoliti med speciel træning i gadekamp, og man har fået nye taktiske redskaber til undertrykkelse som den såkaldte kettling, hvor demonstranter omringes og holdes indespærret [knibtangsmanøvre, brugt i forbindelse med klimademonstrationen i København i 2009, o.a.].

 

Disse tiltag er blevet bakket op gennem nye love, som den aktuelle lov, der ændrer rammerne for politiet og retsvæsenet, og som giver politiet udstrakt bemyndigelse til at forbyde protester. Sanktionerne mod overtrædelser af den offentlige orden er blevet langt strengere og fører langt oftere til fængselsdomme.

 

Andre steder er situationen blevet langt mere voldelig. I USA gik politiet til angreb på folk, som protesterede over nedskydning i 2015 af en ung sort mand, Michael Brown, i Ferguson, en forstad til St. Louis, iført militære kampuniformer og med anvendelse af pansrede køretøjer og automatvåben.

 

Det er et led i ”SWAT squad”-militariseringen af politiet i USA. Det kom til klart udtryk mod Black Lives Matter demonstranterne i USA i 2020, hvor der var adskillige døde og sårede efter angreb fra politiet og fascistiske militser.

 

Mindre omtalt i de britiske medier var den paramilitære undertrykkelse af de Gule Veste og deres bevægelse mod nedskæringer i Frankrig, som førte til, at fem demonstranter blev dræbt og flere blev alvorligt sårede paralyserede eller mistede synet.

 

I Spanien er protester mod love blevet meget mere repressive, og politiet har fået næsten total fuldmagt til at forbyde demonstrationer, med trusler om lange fængselsstraffe til dem, der alligevel deltager – hvilket var tydeligt ved den voldelige undertrykkelse i Catalonien i 2017 for at stoppe en folkeafstemning om selvstændighed.

 

I Latinamerika er uropoliti, skarpe skud og tåregas blevet et mere eller mindre automatisk svar på radikale protester. I 2019 blev 26 personer, som deltog i protester mod nedskæringer, dræbt af politiet i Chile, og samme år var der en brutal nedlukning i Peru.

 

På tværs af Afrika er demokrati ukendt land, samtidig med at superrige, indspiste eliter og topfolk i statsapparatet sætter sig på hele landes rigdomme – med uhyggelige politiske konsekvenser i og med, at deres opførsel giver næring til islamistiske militser knyttet til Islamisk Stat og al-Qaeda.

 

Og i Asien, alene i de seneste år, er demonstranter i Myanmar, Thailand og Hong Kong blevet mødt med brutal undertrykkelse, mens Filippinerne er underkastet en slags dement fascisme, eftersom Rodrigo Dutertes regime helt åbent opmuntrer politiet og militser til at myrde narkomaner.

 

Tendensen til en forstærket politistats-undertrykkelse blev skruet op af den økonomiske krise i 2008, som fik arbejdere, kvinder og unge til at samle sig i massive protestbevægelser, såsom Indignados-bevægelsen i Spanien og de gentagne generalstrejker i Grækenland. Det faste svar var en hård undertrykkelse fra politiet.

 

Den mest forfærdelige og morbide undertrykkelse er forsøget på at knuse et helt folks kultur – uighurerne i det nordvestlige Kina – ved at sætte hundredtusinder af dem i koncentrationslejre. Samtidig er et kæmpe netværk af lejre under forberedelse af Mode-regimet i Indien, med henblik på at tage sig af de ”illegale” muslimer, hvis familier i mange tilfælde har boet i Indien i årtier.

 

Brutalitet ved grænserne

Den enorme ulighed, som er skabt af den globale kapitalisme, har frembragt en desperat situation for millioner af mennesker, som den kapitalistiske elite enten ser som ”overskud” eller kun lejlighedsvist nødvendig som billig arbejdskraft. For at kontrollere denne enorme mængde af mennesker, for at kontrollere deres desperate forsøg på at migrere til et bedre liv eller til et sikkert sted, er grænserne blevet militariseret og overvåget af politi med brug af ekstrem vold.

 

Migranter uden legale papirer – og der er millioner af dem i USA og Europa – er tvunget til at tage lavtlønnede, midlertidige jobs. Som et symbol på hykleriet ansætter tusinder af rige i USA ”illegale” som hushjælp, med fuldt kendskab til deres legale status.

 

Politisk hysteri om illegal indvandring skaber støtte til politik på den yderste højrefløj, ikke bare Donald Trump og de britiske konservative, men fascistiske og semi-fascistiske som for eksempel Alternative für Deautschland, Lega i Italien, Marine le Pens National Samling i Frankrig og Vox i Spanien.

 

Ironien er, at titusinder af migranter kommer fra lande, som er bragt til kollaps af krige anført af USA og Storbritannien – i Afghanistan, Irak og Libyen. Især kommer de fra Syrien, hvor diktator Bashir al-Assad svarede igen på et folkeligt oprør ved at anvende alle mulige moderne krigsvåben mod de folk, der var imod ham. Han har støttet sig kraftigt på det gangster-kapitalistiske regime i Kreml, som har sendt deres luftvåben og deres hær for at bakke op om Assads nedslagtning.

 

Krig og profit

Kapitalismen efter 1945 har altid haft sine krige og et ”militær-industrielt kompleks”, som bygger på et grotesk omfang af våbenproduktion. Men siden det nye årtusinde er krigene blevet uendelige og uendeligt profitable.

 

Et aktuelt eksempel er den frygtelige krig, som Saudi Arabien udkæmper i Yemen, med støtte fra Storbritannien og USA. Den saudi-ledede ”koalition” har slået tusinder af civile ihjel med konstante bombninger i et forsøg på at bekæmpe houthi-oprørerne, og både Storbritannien og USA har leveret målrettet assistance og specialstyrker på jorden. Til gengæld har Saudi Arabien købt britiske og amerikanske våben for utallige milliarder. Et aspekt af krigen har været luftrums- og søvejsblokaden af Yemen, som har bragt millioner i fare for at dø af sult og udsat folk for risiko for epidemier på grund af mangel på medicin.

 

Krig har aldrig været mere profitabel. Afghanistan og Irak var en jubeltid for våbenproducenter i USA, så som Lockheed Martin, Northrop Grumman, Boeing og Raytheon. Men den lange liste over firmaer, som leverer fly, tanks, skibe og missiler fortæller ikke hele historien. USA’s militær og dets leverandører er storforbrugere af højteknologisk udstyr, med firmaer som Apple og endda Facebook højt på listen over deres leverandører. De tre millioner mennesker i USA’s militær forbruger enorme mængder af stort set alt. Militarismen er dybt forankret i nutidens kapitalisme.

 

Krig og militære forsyninger skaber kæder af alliancer mellem stater og mellem firmaer. Uganda, som dominerer det ressourcerige Østafrika, er den stærkeste militære magt i regionen, takket være forsyninger af våben fra Rusland og Israel. Rusland bruger våbeneksport til mange afrikanske lande til at fremme dets politiske indflydelse. Rusland, Kina, Ukraine, Indien og Israel forsyner hovedparten af det militære isenkram, som militæret i Myanmar har købt.

 

Snigende fascisme

Politiets, militærets og lovgivningens anti-demokratiske offensiv går hånd i hånd med den langvarige fremgang for den yderste højrefløj og fascismen. Nedskæringspolitikken siden den økonomiske krise i 2008 har skabt økonomiske afsavn og en politisk opgivenhed, hvor de gamle centrum-højre- og centrum-venstrepartier bliver droppet, og politikerleden breder sig. Den yderste højrefløj og fascisterne – som ofte bliver talt op af massemediernes sympati – har fået meget mere ud af det end venstrefløjen. Fascisterne og den yderste højrefløj vil udnytte de friheder, de har fået i mere demokratiske lande, til at opbygge en støtte – med det ultimative mål at lukke ned fro de selvsamme friheder.

 

Demokrati er det grundlag, hvor ideerne om arbejderrettigheder, frihed for kvinder og LGBT+-miljøer, sorte og etniske minoritetsgrupper kan trives. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at forsvare det, og vi må starte med at afvise lovforslaget til retsreform.

 

Digitalisering og overvågningskapitalismen

I filmen Enemy of the State fra 1968 afslører CIA-afhopperen ‘Brill’ (Gene Hackman) de utallige tricks, som staten råder over til overvågning. Den mistænkte Robert Dean (Will Smith) får mikrofoner og hemmelige kameraer sat op i sit hus – selv en mikrofon i hælen på sin sko. Mulighederne for at spore og overvåge påståede “fjender af staten” er fænomenal, Men uanset hvor effektive disse teknikker var i sin tid, så er de nu historie.

 

Hvis du har en eller anden enhed koblet op på internettet, kan du blive overvåget. National Security Agency i USA henter enorme mængder af data, ligesom kommercielle firmaer gør det. De ved alt om dig; hvad du køber, hvem du er venner med, hvilke demonstrationer og møder du går til, hvilke hjemmesider du besøger, hvad du har downloadet, hvad du har delt på Facebook og lagt op på Instagram, og hvilke bøger du læser. Og selvfølgelig hvem du har talt i telefon med.

 

I George Orwells 1984 bliver man overvåget af Big Brother fra en skærm, som man er tvunget til at sætte op på væggen derhjemme for at observere dig i real time.

 

I dag holder Big Brother øje med dig gennem alle de skærme, du bruger, og især gennem din smartphone. De laver stadig alle de gamle ting som at åbne breve og aflytte telefonen, men meget af det er spild af tid. Brug et webcam til Zoom? Så kan en række sikkerhedstjenester

 

Digitaliseringen af kapitalismen bygger på kommerciel overvågning. Det er målretning af annoncer til dine foretrukne indkøb og skabelsen af websider som Amazon for at højne det økonomiske overskud hos megarige selskaber.

 

De enorme profitter i den digitale kapitalisme er næsten ubegribelige. I første kvartal af 2020 var det 23 milliarder dollar hos Microsoft, 22 milliarder hos Apple og Amazon måtte nøjes med bare 7 milliarder.

 

Dybt forankret i disse tal ligger ikke alene salget af IPhones, men også levering af enorme mængder af materiale og datacentre (cloud computing) til militære kunder. Amazon kører i øjeblikket en kampagne mod indgåelsen af en kontrakt om det såkaldte JEDI cloud computing network til Microsoft – ifølge Amazon et udtryk for Donald Trumps fjendskab mod deres direktør Jeff Bezoz, som ejer det Trump-kritiske dagblad Wall Street Journal. Kontrakten har angiveligt en værdi på 10 milliarder dollar.

 

Men det er kun toppen af isbjerget. Alle militære aktiviteter i USA bygger i stigende grad på forbindelse til computer-netværk. USA’s vigtigste krigsfly, Lockheed F-35, er i bund og grund en flyvende computer med en enorm kapacitet til overvågning og målsøgning over store geografiske områder. Kontrol over hele kampzonen og den massive voldsudøvelse bygger alt sammen på digitalisering.

 

Den globale politistat er bade en realitet og en metafor. Der er en verdensomspændende kampagne mod demokrati drevet af den neoliberale højrefløj, en global bølge af fascisme og den yderste højrefløj. Den teoretiske ramme, som marxismen og den radikale venstrefløj kunne anvende i 1960’erne og 70’erne er ikke længere tilstrækkelig. Verden er gået videre, kapitalismen har flyttet sig, og den radikale venstrefløj må også komme videre, eller sidde fast i en ramme, der ikke kan bruges.

 

Den globale kapitalisme har brug for den globale politistat til at bekæmpe massebevægelser og folkelige oprør på internationalt plan. Verdens magthavere har vendt sig mod demokrati, fordi det ikke længere er en effektiv vej til at kontrollere og disciplinere de urolige masser i verden, som reagerer på det afskyelige omfang af grådighed og ulighed skabt af nyliberalismen. Nøglen til modstand mod den globale politistat er kampen for demokratiet.

 

Note:

Lovforslaget er på over 300 sider og indeholder en gennemgribende reform af hele retssystemet med skærpede straffe og blandt andet bedre mulighed for, at politiet kan forbyde demonstrationer. Lovens engelske titel er Police, Crime, Sentencing, and Courts Bill. Den blev vedtaget ved tredjebehandling i Underhuset den 5. juli 2021 med 365 stemmer for og 265 imod og afventer nu godkendelse i Overhuset.

 

Læs mere:

Policing the Planet, redigeret af Christina Heatherton og Jordan Camp, Verso Books, 2016.

The Global Police State, af William I. Robinson, Pluto Press, 2020.

Can Democracy Survive Global Capitalism?, af Robert Kutner, WW Norton, 2018.

System Crash, af Neil Faulkner, Phil Hearse, Nina Fortune, Rowan Fortune, og Simon Hannah, Resistance Books, 2021.

 

Oversat fra Anticapitalist Resistance af Peter Kragelund og Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com