Det amerikanske krav om oprustning i de europæiske NATO-lande har pludselig fået fornyet vind i sejlene. Historisk er det, at også den tyske regering har satset på massiv oprustning af den tyske hær.

Dermed er der kommet fornyet energi i en proces, der allerede var i gang. Allerede længe før invasionen af Ukraine var der bestræbelser fra USA’s side på at få de europæiske NATO-medlemmer til at øge deres udgifter til militæret, og grunden til det skal ses i en skærpet rivalisering mellem de imperialistiske blokke: på den ene side de vestlige lande med USA i spidsen og på den anden side Kina i et kompliceret forhold sammen med blandt andet Rusland. Som altid handler konflikten mellem imperialistiske magter dybest set om de forskellige kapitalistiske gruppers muligheden for dominans og adgang til markeder, råstoffer og produktionsmidler. USA’s fokus er allerede siden Obamas præsidentperiode vendt mere og mere mod en omringning af den imperialistiske hovedrival, Kina, og USA har derfor ønsket en ”egenfinansiering” af den europæiske oprustning. Det har betydet et krav til de europæiske NATO-lande om oprustning af deres militærudgifter op til 2 procent af bruttonationalproduktet.

I Danmark har udgifterne i procent af BNP været støt faldende siden 1955 og faldt under de 2% omkring 1990, men siden 2015 er de igen begyndt at vokse. Det forholdsvis brede forsvarsforlig, der blev indgået i januar 2018, opererer da også med ekstra midler, så et mål på 1,5 procent af BNP kunne nås i 2023. Den oprustning, der her er i gang, handler altså ikke om Ukraine-krigen. Som begrundelser henvises blandt andet til Ruslands aggressive adfærd, ustabilitet i Nordafrika og Mellemøsten og klimaforandringernes øgede muligheder for militær tilstedeværelse i Arktis. Desuden nævnes diverse digitale trusler. Kendsgerningen er imidlertid, at NATO-landenes samlede militærbudgetter allerede nu er 15-20 gange større end Ruslands!

Det handler ikke om forsvar

Der tales altid om ”forsvaret” og om NATO som en ”forsvarsalliance”. Ikke desto mindre er NATO reelt en militærblok, der er skabt til at forsvare USA’s og Vesteuropas imperialistiske interesser. Og som er blevet brugt til dette overalt i verden, af og til med NATO-kasketten, men ellers i ”koalitioner af villige lande”. Og Danmark har villigt deltaget som en partner i de aggressionskrige, som USA har indledt, lige som dansk militær har været involveret i europæiske imperialistiske operationer i Nordafrika, f.eks. opbakningen til fransk imperialisme i Mali. Det danske NATO-militær er således blevet anvendt langt væk fra noget, der har med ”forsvar af Danmark” at gøre.

I den nuværende politiske situation er Danmarks fastholdelse af Grønland som koloni blevet mere og mere interessant i styrkeforholdet mellem de store imperialistiske blokke. Den korteste luftvej mellem Nordamerika og Asien går over Nordpolen og Grønland, og med klimaforandringerne er muligheden for militær tilstedeværelse i Arktis blevet meget større. Den danske regering forhandler netop nu med USA om dansk medlemskab af North American Aerospace Defense Command (NORAD). Det danske ”forsvar” skal have mere fokus på opbygningen af et luftværn over Grønland.

Våbenindustriens profitjagt

Ud over disse imperialistiske ambitioner på vegne af Danmark spiller den såkaldte ”forsvarsindustri” og dens lobbyister en stor rolle for interessen for oprustning. Forsvarsministeriet anslår selv, at mere end 200 virksomheder i Danmark er tilknyttet forsvarsindustrien med produktion af blandt andet højteknologiske våben. Et eksempel er Terma i Lystrup. Den største del – ca. 80% – af ”forsvarsindustriens” produkter bliver eksporteret til først og fremmest USA (47%), EU (34%) og 11% til det øvrige Europa, herunder Rusland og Tyrkiet (tal fra 2019). Den danske ”forsvarsindustri” har altså været med til at udstyre Rusland med nogle af de våben, der nu bliver brugt til at overfalde Ukraine, den har udstyret Tyrkiet med nogle af de våben, der bliver brugt til at angribe kurderne med, og har for øvrigt også bidraget til Saudi-Arabiens krig mod Yemen. Så meget for ”forsvar”.

I 2019 udgav regeringen en ”Strategi for Dansk Forsvarsindustri”. Det var mens Trine Bramsen var forsvarsminister. Den understreger vigtigheden af et øget samarbejde mellem Forsvarsministeriet, forsvarsindustrien og den civile højteknologiske industri, offentlig støtte til styrkelse af forsvarsindustriens eksportmuligheder og ”brobygning mellem forskning, industri og myndigheder på det forsvarsteknologiske område”. I de prioriterede områder der nævnes, lægges der specielt vægt på udvikling af teknologi tilpasset arktiske forhold – endnu en understregning af, hvor det danske fokus rettes.

Våbenindustriens helt store fest i 2022 var våbenmessen i København, hvor lobbyister på slap line mængede sig med politikere, forskere og erhvervsfolk. Her kunne man så også glæde sig over fjernelsen af det danske forsvarsforbehold, så den danske våbenindustri kunne blive fuldt integreret i EU-våbenlobbyens bestræbelser på at hælde penge i europæisk våbenproduktion (se ugekommentar om dette).

Og netop i disse dage underskrives en bilateral aftale med USA, der skal rykke hhv. Danmark og USA frem i køen, når landene bestiller militært udstyr hos hinanden. Også her er aftaler med rustningsindustrien tæt sammenvævet med de militærstrategiske bånd, hvor USA og DK som bekendt er i færd med at færdiggøre en forsvarsaftale, der forventes at give det amerikanske militær mulighed for at udstationere både mandskab og materiel på dansk jord (Weekendavisen d.3.2.23).

Andre elementer i dette ”forsvars”-samarbejde med USA er indkøbet af F35-jagerbombere for en snes milliarder – og senest en amerikansk opfordring til at købe Tomahawk-krydsermissiler, der fra danske skibe i Østersøen vil kunne ramme Moskva.

Skønmalet oprustning i ly af Ukrainekrigen

Der er et skrigende behov for at venstrefløjen går i offensiven mod dette oprustningsvanvid. Ingen kan påstå, at det er en let opgave, fordi oprustningen lige nu foregår i ly af den velbegrundede opbakning til militær hjælp til Ukraine mod den russiske invasion.

For Enhedslisten er det ikke desto mindre en vigtig opgave at forklare, at Danmark sagtens kan sende våbenhjælp til Ukraine uden at dette knyttes sammen med oprustning af Danmark og NATO. Det burde være indlysende, at hverken når der bevilges økonomisk støtte til Ukrainske våbenkøb, eller når Danmark sender dele af sit militære grej til Ukraine, hænger dette snævert sammen med, at der skal bruges penge på f.eks. nye jagerfly eller krydsermissiler til det danske militær. Og med dette udgangspunkt kan (og skal) Enhedslisten så offensivt præsentere det synspunkt, at vi på en gang er for våbenhjælp til Ukraine og imod NATO’s og Danmarks oprustningsvanvid i øvrigt.

Der er argumenter nok for begge dele. Men det er det sidste, der er hårdt brug for at fremføre de mange gode argumenter for. Og der er gode argumenter – på mange forskellige niveauer:

At NATO i forvejen er langt overlegen, og ved at puste til oprustningsspiralen øges faren for en altødelæggende verdenskrig. At et Rusland, der har svært ved bare at vinde krigen i Ukraine, på ingen måde er en aktuel trussel mod Danmark. At en oprustning af Danmark som NATO-medlem intet har at gøre med det hypotetiske begreb ”dansk territorialforsvar”. At USA og NATO, som en dansk oprustning er tæt sammenvævet med, ikke er de globale forsvarere af frihed, demokrati og en international retsorden, men tvært imod en imperialistisk klub, der selv fører angrebskrige (Irak, Afghanistan,..) og støtter en lang række undertrykkende regimer (Tyrkiet (selv medlem!), Saudi Arabien, Israel…)), når det er det, der matcher klubbens imperialistiske interesser. At det militære oprustningssamarbejde i EU, som vi nu er blevet en del af, på samme måde har som formål at varetage EU-landenes imperialistiske interesser, primært i Afrika.

Brug for en klar stemme mod NATO-oprustningen

Enhedslisten har da også konsekvent stemt imod de nye jagerfly, imod afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, imod det nationale oprustnings-kompromis, imod aftalen om de amerikanske udstationeringer i DK og har senest erklæret sig som modstandere af de fremskudte oprustningsplaner. Så vidt, så godt – der er ikke stemt forkert.

Men til gengæld må man sige, at der har været meget mudder i Enhedslistens kommunikation om oprustningen. Ikke mindst med udgangspunkt i de tvivlsomme formuleringer (om at der skulle være et godt alternativ til NATO, før EL gik ind for en udmeldelse, og om at EL støtter et dansk ”territorialforsvar”), der røg med i det seneste årsmødes vedtagelser om Ukraine-krigen. Det er klart, at disse formuleringer åbnede for en byge af spørgsmål om, hvad et effektivt ”territorialforsvar” mon er og koster, om vi egentlig er for eller imod NATO, om man ikke skal betale NATO’s ”klubkontingent” når man nu vil fortsætte som medlem, om hvad vi mener om NATO’s atomparaply, osv. osv. Svarene på disse spørgsmål har nogle gange været foruroligende vage – eller bare foruroligende…

Derfor er det vigtigt at fastholde, at det også var en del af disse årsmødevedtagelser, at Enhedslisten skulle have en ”systematisk drøftelse” af hele vores sikkerhedspolitik op til det kommende årsmøde. Det er ved at være allersidste udkald for at sparke denne i gang, hvis det er i år, der skal diskuteres ændringer i principprogrammet på dette område.

Der er påtrængende behov for en stærk stemme, der klart og entydigt taler imod oprustningsvanvid, mod skønmalingen af NATO, for ned- og afrustning af begge de imperialistiske blokke, startende med den, vi selv bor i.

SAP’s Forretningsudvalg, den 15.februar 2023