”Hvis det går, som regeringen ønsker i regeringsgrundlaget, kommer kommunerne til at mangle mellem 13 og 19 milliarder i 2030 i at kunne fastholde det nuværende velfærdsniveau. Det vil få katastrofale konsekvenser – og kalder på et kommunalt oprør.”
(Per Clausen, Enhedslistens repræsentant i KL’s bestyrelse)
Virkeligheden er i mange kommuner allerede katastrofal. Gennem en lang årrække er indtægtssiden i de kommunale budgetter slet ikke fulgt med udviklingen i samfundet. Masser af nye, vigtige områder og voldsomt øgede opgaver på bl.a. ældreområdet, sundhedsområdet, skoleområdet og det specialiserede område er på ingen måde blevet dækket ind.
Det handler ikke om at skære i luksusløsninger. Det handler om f.eks. rengøringshjælp til ældre, der skal skæres ned til 22 minutter – hver fjerde uge. Det handler om skolelukninger, der betyder, at selv de mindste børn skal køre i bus op til 60 minutter – hver vej. Om store områder med ingen eller absurd ringe offentlig transport. Det handler om et accelererende kollaps inden for mange områder.
Umulige spilleregler
I de fleste kommuner starter forhandlingerne med et ”sparekatalog” fyldt med masser af tvivlsomme besparelser – som kommunalpolitikerne så forventes at udvælge en passende mængde af, så man kan lukke hullet i det kommende års budget og derudover skaffe en lille slat penge til at løse nye, påtrængende opgaver.
Problemet er, at det mange steder er utåleligt svært eller umuligt at pege på besparelser, som ikke direkte er en del af felttoget mod velfærdssystemet – eller som fremstår som åbenlyst uholdbare/tåbelige af andre grunde (stop for vedligeholdelse f.eks.). Rammerne for det kommunale selvstyre er mange steder blevet sådan, at man næsten er nødt til at lave en eller anden form for selvmål, hvis man vil spille med.
Derfor er der ikke andre veje frem end den, som Per Clausen peger på. Det er – for et parti som Enhedslisten – et kommunalt oprør mod rammerne.
Hvem skal skabe det kommunale oprør?
Grundstoffet for det påtrængende nødvendige kommunale oprør er helt entydigt de bevægelser af brugere og ansatte, der heldigvis løbende opstår i kommunerne. Der er for eksempel bevægelser for minimumsnormeringer, mod skolelukninger, mod nedlæggelse af buslinjer, mod nedskæringer i hjemmehjælpen og mod alverdens andre skøre og kortsigtede besparelser, der rammer borgernes velfærd. Der er f.eks. også bevægelser for at forsvare natur og miljø, såvel som desperate medarbejdergrupper på skoler og daginstitutioner eller i ældreplejen, der sammen med brugerne kæmper for at få ressourcer til acceptable forhold.
Det er disse bevægelser, der faktisk viser viljen til at kæmpe for velfærdssystemet i kommunerne. Det er også disse bevægelser, der potentielt har styrken til at rykke noget i et kommunalt oprør.
Utroværdighed og splittelse
I de senere år har forskellige kombinationer af et ønske om at ”få indflydelse” sammen med et flertal – og/eller bare ønsket om selv at kunne formulere et ”realistisk” budgetalternativ inden for en umulig ramme – fået Enhedsliste-repræsentanter (med eller i værste fald uden forudgående grundig diskussion i afdelingen) til at fravige principperne og føre det, som alle andre kalder ”den nødvendige politik”.
Vi har således efterhånden set adskillige af eksempler på, at der har været EL-stemmer for forskellige forringelser, som har mødt protester fra de borgergrupper, det har ramt. Det kan være ”revisiteringer” med forventet besparelse af folk med behov for hjælp, nedskæringer i den kollektive trafik eller endda ”grønthøsterbesparelser” på store velfærdsområder.
Konsekvensen af dette skifte er en katastrofe for Enhedslistens evne til at spille en positiv rolle i opbygningen af det kommunale oprør. Hvis Enhedslisten bare optræder som et villigt redskab for nedskæringer i velfærdssystemet, bliver vi jo – forståeligt nok – selv gjort ansvarlige for dem. Og vi kommer til i handling (og måske også i tale) at optræde som direkte modstandere af dem, der måtte protestere mod eller bekæmpe de nedskæringer, som Enhedslisten har udnævnt til ”nødvendige prioriteringer”.
Problemet ved dette er ikke først og fremmest, om dette giver færre eller flere vælgere. Et langt større problem er det, at vi ødelægger vores mulighed for at være dem, der altid er forrest i protesterne og bevægelserne, der stiller krav til velfærden. Og frem for alt, at vi med denne linje afskærer os fra at være dem, der opfordrer alle nedskæringsramte til at protestere og gå i aktion. Når vi selv hugger sparekniven i nogen, fordi det vil være endnu værre at hugge den i nogle andre, så puster vi i stedet til en splittende diskussion om, hvad der er ”den mindst grimme nedskæring”.
Det kan lykkes!
Vores arbejde – både i kommunalbestyrelsen og ude blandt kommunens borgere – har det klare hovedformål at mobilisere og organisere alle de nedskæringstruede brugere og ansatte til modstand. Og vi skal prøve at skabe en samlet bevægelse mod de uacceptable kommunale rammer. En bevægelse der kræver, at der skal gøres op med budgetloven og at der skal tilføres en ordentlig bunke penge i finansloven, så vi kan påbegynde en kommunal genopbygning af velfærdssystemet.
Dette skal selvfølgelig koordineres med, at Enhedslisten (sammen med så mange andre partier som muligt) rejser disse krav i Folketinget, både i forbindelse med kommuneaftalerne og igen i forbindelse med finansloven. Og det skal kombineres med, at vi i kommunalbestyrelserne landet over foreslår protestaktioner, som at vi enten boykotter budgetlægningen eller laver budgetter, der bryder med rammerne.
Og det er også en vej, der kan lykkes. Al erfaring siger, at netop den borgernære velfærd i kommunerne er noget af det, der virkelig kan mobilisere stærke bevægelser. Se f.eks. på mobiliseringen for minimumsnormeringer. De offentligt ansatte i kommuner og regioner er hårdt trængte grupper – men også grupper, der gang på gang har vist vilje til at gå i aktion (tænk på lærerne og sygeplejerskerne – og længere tilbage pædagogerne). Og vi har en allerede svækket blå regering af tre partier med stærke bånd til kommunalpolitik, som vil være ekstremt sårbar over for et massivt kommunalt oprør.
Hvad mere er: Der er ikke noget alternativ. Løbende tilpasning til ”mindste onde” ender i ”største onde”. Det kommunale oprør er den eneste vej, hvis vi skal kæmpe mod en kommunal velfærdsmassakre. Det er det, der er ”den nødvendige politik”.
SAP’s Forretningsudvalg, den 8.februar 2023
Forbered udskrift
International Viewpoint – Fjerde Internationales webmagasin
Mød strejkende fra England og Frankrig
Vi siger: Krig mod krigen!
Omfordeling kræver kamp!
Tag med på påskeseminar!
For ukrainernes ret til at bestemme over deres fremtid! Fuld tilbagetrækning af alle russiske tropper! Stop krigen!
Uden en klar politik for et grundlæggende opgør med den neoliberale planøkonomi vil Enhedslisten endegyldigt degenererer til endnu et parti der skaber udbredt resignation og frustration i befolkningen. Der er brug for en hel anden vej end den flertallet i folketingsgruppen har lagt ud.
https://arbejderen.dk/debat/den-neoliberale-planoekonomi-tager-kvaelertag-paa-vores-velfaerdsstat/#gsc.tab=0