Gitte Hesselmann holdt denne velkomsttale ved åbningen af det traditionsrige Socialistisk Påskeseminar, hvor knapt hundrede mennesker i alle aldre brugte fire dage på oplæg, workshops, fritidsaktiviteter, erfaringsudveksling og hygge.

af Gitte Hesselmann

Læsetid: 6 minutter

Velkommen til dette års Socialistisk Påskeseminar i en tid, der skriger på systemkritik, økosocialistiske svar, opbygningen af modmagt og solidariske handlings-fællesskaber.

 

Hver dag vokser fornemmelsen af, at vi er på vej ind en ny epoke med nye voldsomme udfordringer: Bliver verden nogensinde den samme igen?

 

Dette spørgsmål trænger sig uvilkårligt på ved udbruddet af krigen i Palæstina. Vi er vidne til Israels forsøg på at realisere den endelige løsning på det “palæstinensiske problem”. Regimet er stærkt internationalt isoleret- kun verdens mest magtfulde regeringer står skulder ved skulder med det racistiske apartheidregime.

 

Krigens grusomhed slår os med rædsel – det er svært ikke at blive grebet af mismod. Heldigvis opviser tusindvis af demonstranter verden over netop mod- modet til at aktionere og demonstrere mod grusomheder og krigsforbrydelser. Vil bevægelsen vokse sig stærk nok til at forhindre fordrivelsen af palæstinenserne fra deres eget land?

 

Samtidig aktualiserer netop zionismens racistiske karakter mange vestlige landes racistiske fundament. Den omfattende internationale solidaritetsbevægelse rejser nye spørgsmål i vores egne lande: -om afroamerikaneres og latinoers stilling i USA og arabere og andre muslimers sårbare position i Vesteuropa. Dette har vi også set i demonstrationerne i Danmark, hvor etniske minoriteter har præget gadebilledet. Vil de også i Danmark stille spørgsmålstegn ved skiftende regeringer og arbejdsgivernes diskrimination? Samtidig ser vi EU og NATO opretholde Middelhavet som en barriere mod flygtninge, der søger tilflugt mod nord pga. fattigdom, tørke og sult. Det er bl.a. en konsekvens af klimakrisen.

 

Klimakrisen optager i stigende grad den unge generation. Uret tikker- jo mere CO2 og metan, der slipper ud i atmosfæren- desto tættere kommer vi på katastrofen. Klimaktivister kniber sig selv i armen- Det er svært at acceptere og forstå politikernes nærmest totale passivitet, hvad angår klimahandling. Skal der klimakatastrofer af ufatteligt omfang til, før befolkningen ser krisens omfang i øjnene og lægger det nødvendige pres på politikerne?

 

Stadig flere aktivister begynder at se et større billede- modstanderen er ikke naive politikere, der skal vækkes. Store kapitalinteresser står bag driften mod fortsat vækst og fossilt vanvid. Denne erkendelse åbner op for at søge alliancer – det er stærkt at se klimaaktivister stå side om side med fredsaktivister i blokade mod Termas eksport af våben til Israel – for krig er den ultimative miljø- og klimakatastrofe.

 

Der er brug for endnu flere alliancer i forhold til klimakrisens konsekvenser: arbejdsløshed, omskoling, oversvømmelser og konsekvenserne af sorte megaprojekter som Lynetteholm, Kattegatforbindelsen og det industrielle landbrug med dets konsekvenser for miljø og klima.

 

Tiden er knap – flere erkender faren – men når vi det i tide?

 

Før opmærksomheden var rettet mod Palæstina, var krigen i Ukraine i fokus og den fortsætter med ufattelige lidelser på begge sider til følge. Stadig flere kigger uden for selve krigsarenaen og stiller spørgsmålet: Hvad følger efter Ukrainekrigen? De fleste iagttagere er ikke i tvivl: Vi er på vej ind i en epoke med stadig voksende konflikter mellem stormagterne. På Netflix ligger filmen: “The coming War on China”, af den nylig afdøde instruktør John Pilger. USA’s ageren økonomisk, diplomatisk og militært peger klart i den retning, og Kina forbereder sig på denne udfordring. Det stærkt etno-nationalistiske regime i Rusland står også på spring til at udvide deres interessesfære, som vi har set den udfoldet i Kaukasus og Ukraine.

 

Især i mange lande i Stillehavet ser vi en voksende modstand mod oprustningen. Vil modstanden i tide kunne vokse sig stærk nok til at stoppe driften mod krig?

 

Lige nu er vi vidner til skærpede konflikter i Finland med såvel strejker som lockout. Arbejdsgiverne synes, at fagforeningernes resultater og styrkepositioner står i vejen for deres visioner. Senest har højrefløjens overtagelse af regeringsmagten medført totalt stormløb mod faglige rettigheder, ansættelsestryghed og dagpenge. Da vi ved, at EU-Kommissionen nøje drøfter nye tiltag med regeringerne, inden de sættes i værk, er det umuligt ikke at stille sig spørgsmålet:

 

Er vi også på disse spørgsmål på vej ind i en ny epoke med skærpede konfrontationer? Er vores faglige organisationer forberedte på de udfordringer og kommende konfrontationer? Er Tesla den eneste arbejdsgiver, der er træt af den nordiske models snærende bånd??

 

Hvad er på bordet, når Danmark er på dagsordenen i EU? Hvad er i kortene for Danmark?

 

Hvis vi kigger på de konsekvenser, som finanslovene og budgetloven har haft for den danske velfærd, så tegner der sig et billede af, at den danske model nærmer sig kollaps, og det, SVM-regeringen forbereder nu, er en mere rendyrket ny-liberal model, hvor private udbydere spiller en endnu mere central rolle: Konsekvenserne ser vi stadig tydeligere: personalemangel, brutale serviceforringelser, ventelister og stadig flere presseskandaler, som til syvende og sidst vil frembringe et sammenbrud i velfærdsmodellen.

 

Hvilke konsekvenser har det for socialister? Er nøje beregnede og taktisk kloge lovforslag i folketinget nok til at stå imod velfærdskollaps og ny-liberalt stormløb – eller skal vi berede os på andre tider?

 

Hvordan bruger vi den tid, vi ikke har? Hvordan bygger vi organiseringer og kampe, der kan vinde flertallet for en anden udviklingsvej end ny-liberalismens, racismens, krigens og klimakatastrofens vej?

 

Hvordan styrker vi solidariske handlings-fællesskaber? Fællesskaber der slår rødder og rækker ud til andre, så de forskellige kampe får en fælles retning. Økofeministisk socialisme.

 

Hvis vi som socialister skal styrke og bidrage til solidariske og kæmpende handlingsfællesskaber, så må vi selv være bærere heraf og selv skabe rum for fællesskab og mod til handling:

 

Vores socialistiske påskeseminar er et sådant rum!

 

– et rum, hvor vi føler os trygge og inspirerede gennem workshops til at dele kamperfaringer, men også bekymringer.

 

–  et rum, hvor vi som modmagt til herskerteknikker træner og udfolder bæredygtig praksis,

 

Året påskeprogram spejler mange af brændpunkterne, modstanden – og inspiration og energi til os alle.

 

Helt bogstaveligt energi – ved også at skabe rum for at hygge, lege og grine – samle energi i fællesskab med familie, børn, voksne, gamle venner og nye venner som vi skal lære at kende.

 

Velkommen til jer alle sammen – Så dejligt, at I er her på socialistiske påskeseminar arrangeret af SAP.

 

Ovenstående tale blev udsendt af Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg i uge 14 i stedet for den sædvanlige ugekommentar.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com