Det er en helt indlysende sandhed, at det haster med den grønne omstilling. Og det er blandt andet nødvendigt med en radikal og hurtigt omstilling af vores energiforsyning. Men det stiller venstrefløjen og de grønne bevægelser overfor voldsomme dilemmaer, når investeringslysten i vedvarende energi buldrer derudaf. Og stat og kommuner er under pres for at forære vores fælles værdier i jord og hav til kapitalen.

af SAPs Forretningsudvalg

23.
februar
2023
Forbered udskrift | Send denne artikel til en ven Send denne artikel til en ven |

For nylig kunne vi i dagspressen læse, at regeringen nu ville suspendere ”åben dør”-ordningen. Det er en ordning, der giver energiselskaber og kapitalfonde adgang til at opstille store vindmølleparker til havs. De skal ikke nødvendigvis igennem et udbud, men blot søge om et ledigt havareal. Tilladelsen gives efter først-til-mølle-princippet, og der skal ikke betales for brug af arealet.

 

En ren foræring, hvor store dele af landets begrænsede (hav-)areal skal gives væk til dem, som kommer først. Og vel at mærke dem, som kan stille kapital til rådighed. Tilsyneladende uden nogen større planlægning, undersøgelser og overvejelser om natur- eller andre interesser.

 

Det var nu ikke lige det, der var regeringens betænkeligheder og fik dem til at suspendere ordningen. Det var bekymringen omkring EU´s love om statsstøtte og konkurrence. EU-Kommissionen har dog hurtigt forsikret, at de ikke ser noget problem i ordningen.

 

Grøn kapitalisme?

Regeringen, og måske især socialdemokraterne, har en stærk interesse i ”åben dør”-ordningen, selvom de nu (midlertidigt) har sat foden ned. De vil gerne have en massiv og hurtig udbygning af vindkraft. Det var tanken bag den aftale om industri og energi, som blev lavet i juni 2020. Planen var at bygge to store energi-øer til havs. Et led i store planer om udviklingen af brint-teknologi og PowerToX (PtX). En plan om at satse højt på ny teknologi, som en afgørende del af den grønne omstilling. Men også en plan om at tiltrække investeringer til de nye energianlæg.

 

Og rent faktisk har der på det seneste vist sig et boom i investeringslyst. Fra næsten nul interesse i ”åben dør” er antallet af ansøgninger eksploderet til 54 de seneste 9 måneder (Information, 9.2.). Grøn kapitalisme skal redde klimaet og forsyne os med flydende brændstoffer til fly, skibe og industri.

 

Dette er ikke den bedste – eller bare en troværdig – vej for den grønne omstilling. Slet ikke, når forudsætningen er en øget økonomisk vækst. Og det vil det være, alene fordi der skal gennemføres gigantiske byggeprojekter. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, hvis der samtidigt skal ske et fald i udledningen af klimagasser. Tilhængerne vil sige, at der blot skal ske en ”absolut afkobling”, dvs. et stigende forbrug af råstoffer samtidigt med stærkt faldende udledninger. Dette har verden imidlertid endnu til gode af opleve ét eneste eksempel på i den virkelige verden.

 

Men det er ikke kun i havvind, at investeringerne boomer. Kommunerne oplever i disse år stor interesse for lokalplaner om solenergi-anlæg. Der er stor efterspørgsel efter landbrugsjord, der kan omdannes til solfarme. Og kommunerne har en interesse i energiforsyning. Specielt hvis de er så fremsynede, at de tænker på at integrere varmepumper i fjernvarmeforsyningen. Men der er problemer med bare at sige ja til en lokalplan. Under alle omstændigheder skal kommunerne stille modkrav. Kan de stille krav f.eks. om kommunal medfinansiering og indflydelse? Og er det helt på plads med kommuneplanerne, der skal tage mange forskellige hensyn?

 

Klima eller natur og biodiversitet

Der er en stærk fortælling om, at markedet skal løse klimakrisen. Det er svaret både blandt borgerlige politikere, men også i høj grad i Socialdemokratiet og længere ud på venstrefløjen. Og disse forestillinger kan godt få vind i sejlene, når det rent faktisk viser sig muligt at investere og skabe profit på området.

 

Men som allerede nævnt hænger den blinde vækst i energiforbruget, bl.a. til PtX-løsninger, på ingen måde troværdigt sammen med behovet for her og nu at begrænse udledningerne dramatisk, så klimakatastrofen kan bremses i tide. Og ”markedets løsning” er tæt forbundet med denne, fordi det hele er bygget op om business-as-usual kapitalistisk vækst i den materielle produktion.

 

Dertil kommer, at der er en betydelig risiko for blinde vinkler. F.eks. når der skal tages nogle valg mellem energianlæg og natur. Også her handler det om, at der simpelthen kun er begrænset plads, og at biodiversitet kræver plads til vild natur. Det kan f.eks. handle om konflikter mellem vindmølleparker og fuglenes trækruter. Vores viden om klima og biodiversitet er i virkeligheden meget begrænset. Så måske kan problemerne være meget mere alvorlige end spørgsmål om nogle trækfugles trivsel og overlevelse. Vi kan ikke se bort fra biodiversitet, fordi vi tror, at vi kan løse kriserne i etaper, hvor vi kan starte med udledningen af klimagasser og først derefter tager fat på naturkrisen. Når arterne er uddøde, kommer de aldrig tilbage.

 

Krav om planøkonomi

Derfor skal energianlæg indgå i central planlægning, der både tager hensyn til energibehov, natur og ikke mindst arealanvendelse. Vi skal tage udgangspunkt i, at ressourcerne er begrænsede. Og der skal også koordineres med hensyn til energiproduktion og -forbrug, infrastruktur osv. Det kræver politiske beslutninger. Det kan vi ikke overlade til markedet. Til hvad der giver mest profit at investere i.

 

Energiproduktion- og forsyning er en del af den kritiske infrastruktur og bør være under samfundseje under demokratisk kontrol. Ejet af stat, kommuner eller forbrugerejede og forbrugerstyrede virksomheder. De enorme værdier, der gemmer sig i havvinden, skal ikke havne i storkapitalens lommer. Havbunden er vores allesammens. Vi skal ikke gentage fadæsen med Nordsøolien, der i sin tid blev foræret væk til A.P. Møller.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 22.februar 2023

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com