Check Point Software Technologies arbejder tæt sammen med det israelske militær og den israelske sikkerheds- og våbenindustri, heriblandt dronefabrikanten Israel Aerospace Industries (IAI). Check Point Software Technologies er Israels fjerde største virksomhed. Selskabet spiller altså en stor rolle i besættelsesmagtens økonomi.
Merkur ændrer ikke kurs
Der kom en del kritiske spørgsmål på Merkurs generalforsamling den 13. april. Det har imidlertid ikke fået banken til at skifte kurs:
I Merkur Andelskasses ledelse fortæller adm. direktør Charlotte Skovgaard til Finans Watch, at generalforsamlingen bragte vigtige argumenter frem, men at debatten for nuværende ikke har ændret på ledelsens syn på investeringen i Check Point Software Technologies.
”Vi har lovet repræsentantskabet at orientere dem, hvis der sker væsentligt nyt i sagen, og så vil vi give en status på vores næste repræsentantskabsmøde i midten af juni. Så vi holder dem opdateret, hvis der sker noget nyt, og vi kommer også til at melde det ud, hvis det viser sig, at investeringen ikke længere lever op til vores kriterier. Så vil vi trække os fra den,” siger hun og tilføjer, at Merkur vil blive ved med at tilskynde Triodos til at kulegrave investeringen i Check Point Software Technologies.
Søren Egge: Fravælg investeringer i israelske selskaber
Nu udbygger og uddyber repræsentantskabsmedlem Søren Egge Rasmussen imidlertid sine synspunkter, som han også gav udtryk for på generalforsamlingen gennem en række kritiske spørgsmål.
”Det kan være ok i fredstid. Men min holdning er, at Merkur ikke skal formidle investeringsprodukter, hvor dette selskab indgår,” siger Søren Egge Rasmussen til FinansWatch. Han mener ikke, at investeringen kan forsvares i lyset af den israelske hærs fremfærd i Gaza.
”I dag er der meget teknologi i våbensystemer. Man kan have et firma, som er dygtige til it, men som bliver involveret i forskellige projekter. Jeg har ikke mulighed for at gå totalt i dybden med det, og så har jeg det bedre med, at Merkur ikke videreformidler disse produkter,” siger han.
Personligt er Søren Egge Rasmussen af den opfattelse, at de israelske modsvar på Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023 bør få Merkur Andelskasse til helt at fravælge aktier i israelske selskaber.
”Det er med til at opretholde det israelske samfund. Jeg har ikke lyst til at være en del af den krig i øjeblikket,” siger han.
På spørgsmålet, om det ikke er kollektiv afstraffelse af det israelske samfund som helhed svarer han til Finanswatch:
”Vil du bruge de samme argumenter overfor Rusland? Lige så snart man siger Israel, er der et andet regelsæt at forholde sig til, og det er ikke rimeligt.”
Hele Merkurs reaktioner i denne debat viser klart den tætte forbindelse banken har til den hollandske bank Triodos, måske i en sådan grad, at den ikke agerer som en selvstændig aktør, men er afhængig af Triodos ekspertisse, vurderinger og netværk.
SI tager kontakt til Holland og Belgien
Dette har fået Socialistisk Information til at henvende sig til freds- og solidaritetsorganisationer og samarbejdspartnere i Holland og Belgien for at få disse organisationer til at lægge pres på Triodos. Vi var blevet gjort opmærksomme på, at Triodos holder generalforsamling den 24. april.
Dette er en række af danske andelsejere i Triodos i Danmark også opmærksomme på. I henvendelsen skriver Socialistisk Information:
”Vi er blevet gjort opmærksomme på en række foruroligende forhold i samarbejdet mellem de to banker. Merkur og dens kunder investerer i det israelske selskab Check Point Software Technologies. Dette selskab er Israels 4. største. Det har et tæt samarbejde med den israelske stat. Derudover samarbejder selskaber med Israels største våbenproducenter, herunder Israel Aerospace Industries. Det er med andre ord sandsynligt, at de to banker er indirekte delagtige i folkemordet….
… Vi har spurgt os selv, hvorfor de foretager disse investeringer. To pressemeddelelser fra Triodos fra henholdsvis 2016 og 2018 angiver, at staten New York har sat banken på en sortliste på grund af boykot af Israel. Det har været så vigtigt for banken at blive fjernet fra denne liste, at den ændrede sin kodeks om konfliktfyldte områder. Triodos har generalforsamling d. 24. april.…. Vi er nået frem til den konklusion, at vi ikke kan vinde denne kamp med mindre spørgsmålet også bliver rejst i Holland.”
Danske kunder og andelshavere fortsætter
Dagen før generalforsamlingen oprettede Freja Wedenborg begivenheden Vi lukker vores Merkur-konto på Facebook for at samle de vrede andelshavere i Merkur. Andelshaverne har givet Merkur én måned til at stoppe sine investeringer i virksomheder i besættelsesmagten Israel – ellers lukker de deres konto. Siden hun offentliggjorde opfordringen om at trække sine sparepenge ud af Merkur, hvis ikke andelskassen dropper sine investeringer i Israel, har 44 andelshavere tilsluttet sig – og yderligere 70 brugere er interesserede.
Freja Wedenborg er bestemt ikke tilfreds med Merkurs håndtering af sagen. Til Dagbladet Arbejderen udtaler hun: ”Som kunde hos Merkur sætter jeg min tillid til, at de har styr på etikken. Jeg er ikke kunde hos Triodos. Derfor synes jeg, at de burde undersøge sagen til bunds og trække deres investeringer i Triodos tilbage, hvis de ikke kan få en fuldstændig garanti for, at pengene ikke bliver brugt til investeringer i det israelske militær gennem Check Point Software Technologies.”
Men et salg af Merkurs aktiepost er ikke på tegnebrættet, siger Charlotte Skovgaard.
”Vi har, blandt de værdibaserede pengeinstitutter i Europa, en lille ejerandel i hinanden for at bakke op om vores fælles formål, og det er ikke på tale at sælge den. Det, vi igen og igen kan love, er, at vi sikrer os, at investeringerne lever op til det, vi har defineret som vores minimumskriterier.”
Så det er ganske tydeligt: Det internationale pres på de to banker må fortsættes og forstærkes!








