Læsetid: 4 minutterIrsk patruljering som led i EU’s operation i Chad 2008. Foto: Irish Defence Forces – Wikimedia – CC BY 2.0
Tidspunktet for afstemningen om afskaffelse af Danmarks forsvarsforbehold er bestemt ikke tilfældigt valgt. Tidspunktet blev valgt, fordi Putin-regimets forkastelige overfald på Ukraine – med god støtte fra den borgerlige offentlighed – fik pustet til en ”russerne-kommer-frygt”, der er et nærmest ideelt udgangspunkt for at slå døren ind for fuld dansk deltagelse i den militære del af EU.
Indholdsmæssigt er denne sammenkobling med territorial beskyttelse, forsvaret af Danmark, derimod komplet usaglig. De dele af EU’s forsvarssamarbejde, som forbeholdet (i meget beskedent omfang) holder Danmark ude af, handler ikke om territorialforsvar. Og EU-landenes ”musketer-ed” (løfte om gensidig beskyttelse mod invasioner) i EU-traktatens art.42 stk. 7 er henvisninger til FN- og NATO-aftaler, som Danmark i forvejen er en del af.
Så afstemningen den 1. juni handler om noget helt andet.
Imperialisme i Afrika
Der kan ikke herske meget tvivl om, hvad den ”fælles udrykningsstyrke”, som forbeholdet afskærer Danmark fra at deltage direkte i, primært skal bruges til. Man kan se på beskrivelsen af de antalsmæssigt begrænsede styrker. Men man kan først og fremmest bare se på, hvad EU’s fælles missioner hidtil har handlet om. En meget stor del af aktiviteterne har drejet sig om Afrika – lige nu 6 ud af 7. Typisk i form af militær træning og/eller direkte støtte til mere eller mindre korrupte regimers soldater eller sikkerhedsstyrker. Soldater, der ofte begår lige så mange overgreb og forbrydelser som de oprørere (”terrorister”), de kæmper imod.
Dette er naturligvis tæt sammenvævet med de gamle kolonimagters – specielt Frankrigs – betydelige økonomiske interesser i Afrika. De økonomiske og politiske interesser er tæt sammenvævede, både når det handler om skæve handelsaftaler, der sikrer en løbende økonomisk udbytning, og når det handler om beskyttelse af investeringer. Og ikke mindst handler det om hele EU’s interesse (i konkurrence med Kina og til dels Rusland) i at sikre sig kontrol over de enorme mængder af vigtige råstoffer, der gemmer sig på kontinentet.
Danmark har faktisk allerede deltaget militært, bl.a. i Mali, hvor forbeholdet bare blev omgået ved et direkte samarbejde med Frankrig. Og når det handler om de få mere fornuftige militære operationer, EU i FN-regi har deltaget i eller vil komme til at deltage i (og som ja-sigerne ustandseligt fremhæver), kan det selvfølgelig også sagtens arrangeres at yde et dansk bidrag på trods af forbeholdet, hvis det faktisk ønskes.
Men afskaffelsen af forbeholdet handler altså i den forbindelse kort sagt om at muliggøre fuld og åben dansk deltagelse i EU-imperialismens militære gren.
Flygtningebekæmpelse
Et særligt modbydeligt hjørne af de fælles EU-missioner har været det, man med god ret kan kalde ”flygtninge- og immigrantbekæmpelse”. Det drejer sig bl.a. om en fælles indsats med fly og krigsskibe langs den libyske middelhavskyst, der i flere omgange siden 2015 har hjulpet EU-kystvagten med (ved ofte hårdhændede metoder) at holde asylansøgere væk fra EU’s asylsystem… Aktuelt i mission IRINA, der tillige har til formål at håndhæve den internationale våbenembargo mod Libyen. Samtidig har EU imidlertid også arbejdet tæt sammen med det, man kalder ”Libyens kystvagt”, hvis medvirken til forbrydelser, kidnapning og vold mod flygtninge og immigranter vist efterhånden er veldokumenteret.
Danmark har allerede vist sin gode vilje ved deltagelse i EU’s fælles flygtningejagt i kystvagten FRONTEX’s regi. Men hvorfor nøjes med det…?
Opbygning af EU’s militær-industrielle kompleks
EU’s forsvarssamarbejde har også et andet vigtigt omdrejningspunkt: Samarbejde om en storstilet vækst i den europæiske rustningsindustri. Ikke mindst Frankrigs genvalgte præsident er om noget en våbenindustriens ambassadør, der kæmper for denne sag. Danmark er allerede med i en del af dette, idet noget regnes ind under ”det indre marked”, som vi jo er med i. Men der er ingen tvivl om, at den ikke ubetydelige højteknologiske danske våbenindustri gerne vil have Danmark med helt ind i centrum af de europæiske oprustningsplaner.
Dette har ikke det mindste med de pæne ord om ”forsvar af demokratiet” at gøre. Den europæiske såvel som den amerikanske rustningsindustri leverer med lige stor fornøjelse våben til Israels voldelige undertrykkelse af palæstinenserne, Erdogans kamp mod kurderne og De Arabiske Emiraters krigsforbrydelser i Yemen. Selv Putin har, også efter annekteringen af Krim, kunnet købe våben i EU, som han nu bruger mod Ukraine.
Den tætte sammenvævning af en enorm, højtudviklet militærindustri og den statsmagt, der forsyner den med ufattelige milliardordrer, forskningsbistand m.v. kendes fra efterkrigstidens USA, hvor den fik navnet ”det militærindustrielle kompleks”. En betegnelse, der fortsat er helt berettiget i USA, hvor våbenindustri, lobbyister, generaler og – skal vi kalde det ”taknemmelige” – politikere sammen har sikret en fortsat fuldstændig vanvittig oprustning i USA og NATO, helt uantastet af manglen på realistiske fjendebilleder i en lang periode efter murens fald. Og ikke bare oprustning. Våbnene skal jo også helst afprøves, bruges og fornys – og det er desværre ikke bare konspirationsteoretikere der hævder, at ”det militærindustrielle kompleks” har været drivende i at sikre den lange række af amerikanske krige verden over.
Det er et mere eller mindre erklæret formål med det europæiske forsvarspolitiske samarbejde, at EU skal have ”sit eget militærindustrielle kompleks”. Selvfølgelig ikke fordi nogle onde mennesker bare elsker krig, død og ødelæggelse. Men fordi EU som bekendt har som sit fornemste (og traktatsikrede) mål at sikre fremgang og fede profitter for den europæiske storkapital. Og dét er der lige nu al mulig udsigt til, hvis man sætter fuld fart på rustningsindustrien. Et EU, der i høj grad er under indflydelse af storindustriens lobbyister på alle områder, er den perfekte ramme for, at vi nu får vores helt eget militærindustrielle kompleks på vores side af Atlanten.
Et nej er vigtigt
Det er vigtigt at stemme den 1.juni. Et dansk nej vil i sig selv hverken stoppe EU’s imperialisme, EU’s flygtningefjendske politik eller den latente krigstrussel fra en eksplosiv vækst i EU’s oprustnings-industri. Men det vil kaste lidt grus i maskineriet – og først og fremmest vil det være det bedste afsæt for en fortsat kamp i Danmark og resten af EU mod disse uhyrligheder.
SAP’s Forretningsudvalg, den 25. maj 2022
Forbered udskrift
International Viewpoint – Fjerde Internationales webmagasin
Stå sammen mod hetzen!
Macron blæser på valgresultatet. Modstanden vokser
Et mørkt øjeblik i nutidig tysk historie
Finanslov uden ambitioner for velfærd og lighed
Hvor går grænserne for etnisk udrensning på Vestbredden?
“også efter annekteringen af Krim” i burde nok nævne at der er afholdt en afstemning på krim, og i Donbas regionen. og der var et kæmpe stort flertal for at blive en del af Rusland. og at folk i Donbas regionen er blevet bombet, myrdet, og forfulgt lige siden 2014 hvor USA udførte et kup, hvorved den demokratisk valgte regering blev afsat, og afløst af nazister, som forbød oppositionen.
Putin havde langt bedre grund til at invaderer Ukraine, end Nato har haft i Irak, Libyen, Yemen, Jugoslavien……
Men det bliver jo et ja. folk fatter ikke en bjælde, er nemme at narre. og som i skriver er det derfor afstemningen kommer lige nu. WW3 er i fuld sving. vores såkaldte ledere er alle som en psykopater, de skal nok få ødelagt jorden og udslettet menneskeheden 🙁 I deres iver efter stadigt mere magt.
Som Tolkien siger så er dem der søger magten de mindst egnede som ledere.
Magthaverne ønsker militær af præcis samme årsag som en junkie ønsker sig en pistol, det giver dem mere magt.