Demokraterne er ikke bare løbet tør for argumenter, men de har også tabt terræn med hensyn til at agere politisk. Det er et problem, der handler om, hvordan man skal agere politisk, og hvordan man kan få vælgerne til at forstå, hvad man vil. Der er stadigvæk mange vælgere, der siger, at de foretrækker Demokraterne, men det er de færreste, der tror på, at de kan gøre noget ved, at prisen på alt det, de er nødt til at købe, stiger uge for uge. Det går galt, fordi deres måde at føre valgkamp på, ikke får vælgerne op af stolen, og når de så kommer i regering, kan de ikke indfri de løfter, de gav før valget.

Partiet taler mere om, hvad de er imod, Trumpisme, ’wokeisme’ osv, end hvad de står for. De ved ikke rigtigt, hvem de skal gå i brechen for blandt de mange grupperinger, der findes i byen, baseret på etnicitet og social placering, og hvilke kampe, de skal satse på at vinde, om det er børnepasning, der er alt for dyr, antikrigsbevægelser, der bliver undertrykt af politiet, eller indvandreres ret til en   bolig. Det største problem er, at den liberalisme, som Demokraterne står for, ikke virker, og hvordan de så skal forholde sig. Demokraterne har glemt at handle politisk, og ved ikke, hvad de selv vil.

Usikkerheden fremgår af de fortælllinger, som de forskellige aktører kommer med. Andrew Cuomo har ligesom Trump betegnet New York som noget, der ligner et et helvede, en by præget af forbrydelser, forfald og fejltagelser, som han er den eneste, der kan rette op på. Zohran Mamdani ser på den samme by, men ser noget helt andet: livsglæde, kamp for at klare dagen og vejen og blive i byen, som den er. Det er det, som Demokraterne alt for tit glemmer. En politik, der bygger på frygt og modstand, tiltrækker ikke vælgere, den kan ikke andet end administrere og kontrollere. Det, der er brug for, er ikke at tænke på mennesker som ofre, men som nogen, som vil være med til at reparere det, der trænger, og bygge op på ny, hvis det er det, der skal til.

Mamdani laver ridser i det billede, der tegner sig, fordi han handler ud fra en anden logik end resten af partiet. For politiske rådgivere er han en besynderlig personage: en ung demokratisk socialist, der kan det med Tik Tok og besidder den lethed, der kendetegner en, der kommer fra et andet land, et medlem af en ny politisk klasse, der er født til at gå viralt. Men det, der adskiller ham fra de andre, er nyt: Det er, at han handler ud fra det, han mener. Han fører sig frem som en glad kriger, der kaster sig ud i alt det absurde, der er ved politik, og ikke vil give op over for de muligheder, der er. Han taler ud fra en tillid til, at politik kan gøre livet lidt lettere at holde ud.

Hvad Mamdani i virkeligheden prøver på, er, om Demokraterne stadigvæk kan skabe opmærksomhed ved at tage kampen op på deres egne præmisser. De moderne medier mangedobler alt det, der presser sig på, hvordan man skal opføre sig eller ikke skal, de kendtes krig mod hinanden, og meget andet af den slags, mens de ignorerer de konflikter, der virkelig betyder noget for folk: huslejer, der stiger, børnepasning, der er alt for dyr, busser og tog, der ikke kommer til tiden, eller slet ikke kommer. Mange demokrater, der er bange for at stå som dem, der skaber splid, viger tilbage fra enhver konfrontation, eller bliver draget ind i de forkerte kampe.

Mamdani forstår, at opmærksomhed skabes gennem konflikt, og at svaret ikke er at undgå den, men at omdirigere den. For konflikt står ikke i modsætning til at styre, men er adgangsbilletten til at overbevise newyorkerne om, at de kan stole på ham. Det er ikke målet at skabe vrede, men at fokusere på den for at minde dem om, at politik stadigvæk kan ændre prisen på de ting, der er nødvendige i deres hverdag.

Mamdanis appel har meget lidt at gøre med, at han er så ung. Det ligger i hans svar på, hvad der gør, at partiet bliver ved med at gå tilbage. Kan en Demokrat fastholde opmærksomheden, uden at blive en karikatur af sig selv? Og når opmærksomheden én gang er vakt, kan den så bruges til at gøre det klart, at politik er et system, der kan lave om på, hvad de skal betale for forskellige ydelser, og hvordan deres livsvilkår vil blive.

Hans metode blander traditioner, der sjældent mødes: Bernie Sanders moralske integritet, Alexandria Ocasio-Cortez’ digitale kadence, evnen til at se, hvor der er noget at bygge på, den betydning, det har, at der er ledere, der kan få noget gennemført, og kulturarbejdere, der ved, hvordan man kan skabe interesse hos dem, der hører på. Pointen er ikke stil for stilens skyld. Den er, at man skal se det at kunne overtale andre som et håndværk, og vise, hvordan demokrater igen kan indtage pladsen, når økonomien er på dagsordenen, og tale rent ud om magt, og stadigvæk mene, hvad de siger.

1. Begynd med det, der er det vigtigste

Mamdani går lige til dét, der er det største problem: New York er alt for dyr. Så siger han noget om, hvad der kan være en løsning, og hvordan den kan føres ud i livet. Fastfrys huslejerne i stedet for at gå med til, at de skal stige endnu en gang. Gør busser hurtigere, og lad dem være gratis. Finansiér børnepasning for alle, så forældre ikke tvinges til at vælge mellem at tjene til livets ophold eller stifte familie. Det er ordentlig snak fra dem, der ved, hvordan det skal gøres, frem for at beskrive en drøm. Det er en diagnose, en løsning, og en teori om, hvordan man kan  bruge den magt, man har.

Det er der, hvor de fleste demokrater ryster hånden. Spørg vælgerne, hvad Chuck Schumer, Hakim Jeffries, Kamala Harris eller Joe Biden vil stille op, hvis de får endnu mere magt, spørg om, hvordan det skulle kunne forandre newyorkernes liv, og de vil trække på skulderen. Hvad partiet vil, er alt for tit skjult bag en tåge af gode hensigter: ’mere tryghed for middelklassen’, ’lige muligheder for alle’, ’huslejer, der er til at betale.’ Der er ingen, der svarer på de vigtigste spørgsmål: Hvad er gået galt? Hvilke håndtag vil I trække i? Hvem skal tage det første skridt? Magt er noget, der skal forvaltes, ikke udøves, det er det, der menes.

For medierne, som de er nu, bliver opmærksomheden sat på standby. Kendisser, der skændes, eller hvordan man skal opføre sig eller ikke skal, og mange andre småtterier, det er det, der fylder; kampe om huslejer eller billetpriser gør det sjældent. Der er jo altid nogen, der har økonomiske problemer, så det har ingen nyhedsværdi. 2,90 for en busbillet, en huslejestigning på 6 procent, en svartid på 16 minutter, det er ikke noget, der kan slå et viralt klip om hvem, der har fornærmet hvem. Det er det terræn, som demokrater skal krydse, og det er de færreste af dem, der ved hvordan. De prøver at undgå at støde sammen med nogen, eller blive meddelagtige i, at ’brød på bordet’-emner kommer frem i lyset.

2. Få opmærksomhed ved konflikt

Mamdani skyr ikke konfrontationer, han omdirigerer dem. Da Cuomo gjorde sig til af sine ’erfaringer’, svarede Mamdani ikke igen ved at tale om sig selv. Han gik en anden vej: ’Hvis din husleje er for lav, så stem på dem. Hvis din husleje er for høj, så stem på mig.’

Da Fox kaldte busser ’kaos’, tvang Cuomo et økonomisk valg igennem, næsten en milliard dollars til en skattelettelse til Elon Musk, eller rundt regnet 700 millioner til at gøre busser gratis, og det fik en række konsekvenser: større sikkerhed for chaufførerne, hurtigere ture, flere fyldte ruter. Selv Gaza og immigration, emner, som rådgivere gav prædikatet ’det kan ikke interessere nogen’, fik han skabt interesse for, han viste sin dømmekraft, og vendte derefter tilbage til at føre det ud i livet. Konfrontation skabte lydhørhed, rammerne for den skabte forståelse.

Det er derfor, den slags sammenstød ikke føles uvedkommende. De moderate har en tendens til at håbe, at stormen vil stilne; den aktivistiske venstrefløj opfatter tit konflikter, som noget, der bliver gjort til ære for dem, der er overbevist på forhånd: ’klasse-først’-retorikken leder diskussionen over til kapital versus arbejdere, så det, der virkelig kan skabe forandring, ikke kommer med. Mamdani er modstander af at gå på kompromis – hvem betaler, hvem tjener på det, hvad bliver der lavet om på, og han gør det ved at tale om priser og tjenesteydelser, og ikke ved at fremlægge abstrakte holdninger. Hvor medierne svælger i skandaler, bruger han skandalerne til gøre økonomi forståelig for enhver. Det er den måde, hvorpå man skaber interesse for, hvad politik handler om, helt nede på jorden, selv om medierne helst vil have, at der bliver talt om noget andet.

3. Stil skal tjene substans

Den måde, Mamdani præsenterer sig selv på, er kendetegnet ved en vedholdenhed: ’Den glade kriger’-ånden, han tager kampen alvorligt, bruger ikke sit krudt på at være bitter, tror fuldt og fast på, at det er muligt at overbevise andre. Han er meget smilende, men det er aldrig påtaget. Hans tone er jævn, hans humor tør, hans tålmodighed er til at tage og føle på. Han er det modsatte af, hvad der ifølge influencere dominerer moderne politik, hvor enhver gestus er nøje udtænkt, og enhver følelse kalibreres efter, hvordan den skal virke. Han lyder som en, der gerne vil vinde folk over på sin side, han prøver ikke at imponere dem.

Der er et gammelt navn for åbenhed: tilgængelighed. I gamle dage var det møntet på en kandidat, som brede kredse kunne leve med, til stede, åben for at et flertal gerne ville have ham med. Mamdani er en moderne version af den slags. Han optræder på Fox uden at være en undskyldning for sig selv. Han kan gå ind på steder, hvor han ikke altid bliver venligt modtaget, og går ud igen, efter at have argumenteret for sine synspunkter, som han også gør alle andre steder. Han nedtoner ikke sine synspunkter for at gøre tilhørerne tilpas; han tror på, at en politik, hvis grundpiller er husleje, transport, børnepasning og sikkerhed, er gangbar på tværs af bydele og den baggrund, som hans medborgere hver især har.

Det er i kontrast til enhver arketype, som en demokrat kan relateres kan relateres til. Der er establishment-polen, som Schumer og Jeffries tilhører, der tager fejl af talegaver og mening. Den moderate version prøver at føre politik som et brand, og siger ikke ret meget for ikke at støde nogen. Online venstre-polen bruger al deres energi på at fremtræde autentiske i deres eget hjørne af internettet. Mamdanis version er meget mere enkel: Vær tydelig, før dig ikke frem; selvsikker, ikke selvglad. Han gør alvor indbydende, og frastøder ingen ved at være dyster, så ’den glade kriger’ forvandler sig fra at være en type til at blive en strategi.

4. Mød kultur med kompetence og overbevisning

I vores ’opmærksomheds-økomomi’, som det kaldes, handler vores ’kulturkrigs’-kampe ikke om politik, men om vibes. Men medier og akademikere har knapper, de kan trykke på, hvis de vil vide noget om, hvilken religion en kandidat tilhører, er du pragmatisk, stamme eller koalition? Det er ikke noget, der skal vedtages, det er en provokation. Træd på riven, og du får skæftet i hovedet, gå uden om riven, og det ser ud som om, du trækker dig ud. Til helvede med dig, hvis du gør, til helvede, hvis du ikke gør. Mamdanis træk er at opfatte politik som et redskab, og ikke som en tro. Han ser testen lige i øjnene, viser moralsk styrke, og drejer samtalen tilbage til newyorkerne.

Gaza er et oplagt tilfælde. Det er ikke i sig selv et ’kultur’-emne, det bliver bare behandlet, medierne behandler det bare, som om det er. Mamdani går ikke på listesko. Han har fordømt folkemordet på palæstinenserne, udtalt sig kritisk om jødernes frygt for antisemitisme, bekræftet sin tro på palæstinensernes menneskelighed, fordømt den liberale uvane med at skære et ’med undtagelse af Palæstina’-smuthul ud af sine værdier.

Den præcisering spillede en stor rolle, men det var selve metoden, der var vigtigst: at bestå kompetencetesten under pres, at være i stand til at holde fast ved et standpunkt, der var upopulært inden for det politiske establishment, at gøre det uden at kamme over i vrede – og så vende tilbage til, hvad transport, børnepasning mm koster. Og da meningsmålingerne gik i en anden retning end den, som Jeffries, Schumer m.fl. stod for, og deres rådgivere så, at det, der nu var en belastning, blev det et bevis på, Mamdani kunne holde sammen på en koalition samtidig med, at han blev ved med at sige, hvad mente.

Det samme mønster viste sig på så forskellige områder som immigration og politiarbejde. Da Mamdani gjorde indsigelser mod, at Tom Homan, Trumps direktør for immigrations- og toldmyndigheder, havde ladet en studerende, der havde det grønne kort, fængsle, var det, fordi han havde glemt den økonomiske debat, som nogen af de andre demokrater hævdede; han viste, at han var klar til at kæmpe på områder, hvor andre holdt lav profil. I et parti, der tit opfatter en moralsk konfrontation som en afledning fra ’køkkenbordspolitikken’, lærte han, at mod i sig selv giver troværdighed. Ved at gå offentligt til angreb på immigrations- og toldmyndighederne fik han sat en tyk streg under, at regeringen kan hævde, at den står på det arbejdende folks side, hvis de holder munden lukket, når det gælder plager, som de selvsamme mennesker oplever i hverdagen, huslejer, der bliver forringet, transport og børnepasning, der hele tiden bliver dyrere, deres livsvilkår i det hele taget.

Hvad kriminalitet og offentlig sikkerhed angår, har han også ageret klogt ved at droppe et slogan, der var på retur, ’Black Lives Matter’, og samtidig holde fast ved det, der var substansen i forbindelse med demonstrationerne mod mordet på George Floyd i 2020. Han accepterede kritikken og undskyldte, men handlede stadigvæk ud fra det, der var kravene fra bevægelsen for racemæssig retfærdighed: et øjeblikkeligt stop for, at bevæbnede myndighedspersoner bliver sat til at tage sig psykisk syge. Det var et skoleeksempel på, hvad man kan opnå ved at sige noget på en anden måde, og droppe en retorik, der efterhånden klinger hult, og skræmmer vælgere væk, samtidig med holde fast i det, der e vigtigst: sikkerhed, reformer og retfærdighed. Og som meget andet i hans program tog det hensyn til de økonomiske begrænsninger, der måtte være: mere politi skulle ikke være svaret på, at det sociale sikkerhedsnet var brudt sammen.

I begge tilfælde fik han det, som andre opfattede som skyttegravskrige mellem uforligelige sociokulturelle standpunkter, til at være noget, der godt kunne regeres ud fra, hvis det blev grebet praktisk an.

Hans holdninger brød med de fire karikaturer, som det store flertal af demokrater har brilleret med i årtier. Mamdani er ikke en ’woke’-kulturkriger, der går mere op i retorikken, end at det fører til noget. Han er ikke en moderat, der giver køb på sine synspunkter for at stille ’eksperterne’ tilfreds – Mamdani siger med fuld ret ’vi’ om de newyorkere, der vil have en regering, der udretter noget. Han er ikke en, der tror, at økonomi bare drejer sig om klassekamp, og ser væk fra, hvad race, køn og immigration betyder. Han er heller ikke låst fast på en identitetspolitik, der glemmer det, der er fælles for alle. Hans fokus på husleje, transport og omsorg skaber fælles grund på tværs af forskelle, og det får folk til at kæmpe sammen om fremskridt på de nævnte områder, selv om de ikke har samme betydning for alle mennesker og grupperinger.

I en tid, hvor ’anti-woke’-politikken blev skærpet med bogforbud, razziaer fra immigrations- og toldmyndighederne, censur af kommentarer om Charles Kirk, fængslinger af immigranter og aktivister, og åben fjendtlighed over for transpersoner, stod Mamdani frem, da den offentlige mening var begyndt at ændres. Mange amerikanere, der engang rullede med øjnene over ’woke’, har nu fået kolde fødder, når de hører, hvad modstanderne kan finde på at sige, hadefulde og krænkende bemærkninger på SoMe eller i det offentlige rum i det hele taget, og adskillige tilfælde af vold og undertiden også mord. I den kontekst, er det at være ’woke’ ikke længere bare noget, man flager med, men et standpunkt imod den autoritære stat. Mamdani skifter kanal, det drejer sig om at knytte inklusion sammen med tilhørsforhold, og moralsk klarhed med konkrete aktiviteter.

5. Lav smuthullet stort nok til, at det kan give ekko

Disciplin er en vane, der holder sammen på alt det andet. Mamdanis nøgleord, husleje, busser, børnepasning, tilgængelighed, leveomkostninger, er korte nok til at huske, og bredt nok til at passe til næsten ethvert problem. Næsten ethvert argument, næsten enhver meningsudveksling, bliver i sidste instans ført tilbage til de ord. Han behandler det smuthul, som ethvert af de fire ord er, som en elastik: hvis man strækker det for langt, risikerer man, at det springer, og budskabet holder ikke længere sammen. Jo længere en Demokrat kommer væk fra det, som det drejer sig om, jo sværere bliver det at vende tilbage til det. En politik, som folk kan huske, er som rytmen i en sang. Mamdani kan improvisere, men melodien vender tilbage. Jo længere væk en Demokrat kommer fra et refræn, jo mere sandsynligt er det, at han taber tråden.

Smuthullet faldt mest i øjnene hos Fox. Studieværten brugte 10-15 minutter på udenrigspolitik, Hamas, gidsler, Benjamin Netanyahu, Den Internationale Straffedomstol – emner, som en borgmester i New York ikke har noget at gøre med, men som kan fylde det meste af et interview. Det sker gang på gang, hvis du lader dig rive med af det, du bliver spurgt om, ser det ud som om du kun tænker på fjerne krige i stedet for det, som du arbejder med til hverdag; hvis du ikke svarer på det, du bliver spurgt om, virker du som om, du vil krybe udenom, eller modsiger dig selv.

Mamdani svarede meget præcist på det, som han blev spurgt om, og knyttede så an til det job, som han er stillet op til: at gøre det billigere og mere sikkert at bo i New York. Og da spørgsmålet ’hvor skal pengene komme fra’ kom, besvarede han det meget kort og præcist, og benyttede så lejligheden til det, han var inviteret for, og gik videre med, hvad der skulle gøres, hjemløsheden skulle afhjælpes, der skulle være flere bus- og togafgange mm. Da han så blev presset til at bevise, at han var ’pro-business’, blev han på sin egen banehalvdel: Den by, der først og fremmest skal være for dem, der bor og arbejder der, dér skal der være renere, gader og sikrere undergrundsbaner, er jo den samme by, hvor der skal være firmaer, der har lyst til at investere i den.

Som New York er blevet styret indtil nu, er det en by, der er præget af forfald, et dysfunktionelt transportsystem, og et socialt sikkerhedssystem, der er brudt sammen. Demokraterne har svært ved at klare presset, de prøver at berolige deres mange kritikere, eller kommer med så mange søforklaringer, at deres tilhørere ender med at glemme, hvad det hele drejer sig om. Mamdani gør ingen af delene. Han holder smuthullet stort nok til, at det kan give ekko, og stærkt nok til at forsvare. Kulturkampe, de fælder, der bliver lagt ud af ’eksperter’, prestigeprojekter, det er alt sammen til for at slå ham ud af rytmen, men han finder altid tilbage til den.

For mange vælgere virker Mamdani som en modgift. Ikke bare til Trumps antiautoritære korruption, men også til Biden-Harris’ nederlag, og den mistillid til partiets ledere i almindelighed, der er fælles for mange af dets egne vælgere. Det, der er nyt, er ikke bare ansigtet på ham, der nu er kommet i forgrunden, men selve metoden: en vej for en demokratisk socialist til at bringe partiet på ret køl, som det skete flere gange mellem 1920’erne og 1960’erne.

Jeg ved, at siden vi vandt den 24. juni, er der mange, der har spurgt om det, vi stræber imod, er muligt at nå. Om de unge mennesker vi ser som fremtiden, også kan være det allerede nu. Om den venstrefløj, der har kritiseret, også kan være den venstrefløj, der leverer.

Og til det, mine venner, har jeg et ganske enkelt svar: Ja.

Og til dem, der tvivler, dem, der svært ved at tro på det, og som deler vores vision, men ikke ved, om de kan tillade sig at håbe, dem stiller jeg spørgsmålet: Hvornår har værdighed været en selvfølge?

New York kan være lyset i en sort tid. Vi må bevise én gang for alle, at den politik, som vi fører ud i livet, hverken må være præget af frygt eller middelmådighed. At magt og principper ikke behøver at være i konflikt på Rådhuset. For vi vil bruge vores magt til at gøre det principielle til det mulige.

22. februar 2025

Waleed Shahid er tidligere talsperson for Justice Democrats. Han har også været seniorrådgiver for Alexandria Ocasio-Cortez og Jamaal Bowman.

Oversat fra portside.org af Niels Overgaard Hansen

https://portside.org/2025-10-22/zohran-mamdanis-5-lessons-democrats