content-picture.php

De verdensomspændende protester og en voksende masseudvikling mod racisme og politibrutalitet efter mordet på den sorte arbejder George Floyd i Minneapolis, har nået et hidtil uset omfang. Disse mobiliseringer er præget af mange unge med forskellig etnisk baggrund i en bevægelse, der går på tværs af generationer. I mange lande på vej ud af nedlukning har det også været de første mobiliseringer, og det er lykkedes at få en markant tilstedeværelse i gadebilledet.

af Fjerde Internationales Forretningsudvalg

Daglige protester er fortsat i mere end to uger i hele USA. Bevægelsen er multietnisk, anført af sorte, og overvejende decentral. De fleste af protesterne har en spontan karakter, nogle gange med flere demonstrationer i forskellige bydele på samme tid, og umiskendelig et tegn på en autentisk social massebevægelse. Mange af demonstranterne er arbejdsløse. Mange vil blive trukket ind i protester mod arbejdsløshedsforsikring og andre sociale kampe i den kommende periode.

 

Politiet har reageret med massiv undertrykkelse af de antiracistiske protester, bl.a. med brugen af farlige kemikalier i gas og peberspray, med uprovokerede overfald på fredelige demonstranter, udgangsforbud og masseanholdelser.

 

Protesterne finder også sted uden for USA, fra Europa til Australien, fra Japan til Afrika, fra Mexico til Brasilien. Protesterne mod drabet på Floyd er blevet kombineret med solidaritet med demonstrationer mod racisme i USA og protester mod politiets brutalitet mod sorte befolkningsflertal som i Brasilien, mod oprindelige folk som i Australien, og mod etniske og religiøse minoriteter og migranter. Demonstranter over hele verden har råbt og båret skilte med ”Black Lives Matter” sammen med navnene på farvede, der i ens eget land er blevet dræbt af politiet – Adama Traoré i Frankrig i 2016 samt flere sager i Storbritannien – på måder, der ligner George Floyd. Krav om at fjerne symboler på racistisk og imperialistisk undertrykkelse såsom statuer af den belgiske konge Leopold II, som morderisk udnyttede Congo som et privat kapitalistisk rum, eller statuer af slavehandlere i Storbritannien, der var centrum i den transatlantiske slavehandel, er et ekko af kravet om at fjerne de amerikanske (pro-slaveri) sydstaters  statuer og flag.

 

 

Kapitalismens legitimitetskrise

De kapitalistiske regeringer er midlertidigt tvunget i defensiven, når de har forsøgt at genindføre kapitalismens normale virke. Det er resultat af deres manglende reaktion på Covid-19-krisen – især i Storbritannien, Brasilien og USA, men også af bølgerne af massefyringer, der har kastet millioner ud i arbejdsløshed, og som meget mere voldsomt berører racialiserede og indvandrerbefolkninger, kombineret med masseprotester, der efter to ugers daglige mobiliseringer er ved at tage fat.

 

I USA har oprøret allerede forårsaget splittelse i borgerskabet og dets politiske repræsentanter. Der er tegn på regimets og Trump-regeringens krise, da militære topofficerer og Trumps egen forsvarsminister – samt alle fire nulevende ekspræsidenter, inklusive George W. Bush – åbent har afvist Trumps trussel om at bruge militæret mod de i hovedsagen unge og multiraciale demonstranter, han omtaler som “bøller” og “terrorister.”

 

At denne splittelse til tider har forhindret en brutal undertrykkelse, og at slagordet om at fjerne støtten til/afmilitarisere politiet vokser blandt demonstranterne med en vis succes, repræsenterer de første delvise sejre i kampen.

 

Der er også aktuelle farer. Trumps tweets med lov og orden har opmuntret hvide nationalistiske grupper, hvoraf nogle har forsøgt at deltage i den antiracistiske protester, mens de viser racistiske symboler og våben. Yderligtgående højre- og autoritære regeringer i Brasilien, Filippinerne, Indien og andre steder bruger situationen til at styrke antiterroristiske og undertrykkende foranstaltninger, der vil have en uforholdsmæssig indvirkning på sorte, indvandrere og oprindelige samfund. Migrantsamfund i Europa er længe blevet terroriseret af højreekstreme grupper som Gyldent Daggry i Grækenland, og den økonomiske krise vil forværre racistiske og angreb på migranter.

 

En massebevægelse
Den enorme eksplosion af antiracistisk mobilisering efter mordet på Floyd er blevet set som et resultat af ”strået, der knækkede kamelens ryg.” Det handler ikke kun en række politimord på sorte mennesker, men om konsekvenserne af en pandemi, der har resulteret i to til tre gange flere dødsfald i det sorte samfund end resten af befolkningen, og en økonomisk krise, som også uforholdsmæssigt har ramt sorte og etniske minoritetsarbejdere.

 

Masseprotester i gaderne og det fortsatte behov for fysisk afstand på et tidspunkt, hvor ikke-hvide, migranter og marginaliserede samfund er særligt sårbare overfor pandemien, er en af denne periodes store modsigelser. Sorte samfund, støttet af unge mennesker og hvide arbejdere, går på gaden, fordi de finder det mere presserende at stoppe racisme, undertrykkelse, vold og neo-fascistiske regeringer end at respektere foranstaltninger, der er umulige at gennemføre under betingelser, hvor de mangler indkomst og beskæftigelse.

 

Flere forhold forklarer modet og viljen til kamp overfor undertrykkerne: Den akkumulerede spænding af racistisk vold, herunder politimord på sorte og morderiske antisemitiske angreb og anti-muslimsk terror, folkemordet på oprindelige folk og en omfattende arbejdsløshed forårsaget af depression og pandemi, der har ramt farvede arbejderklassesamfund langt hårdere.

 

Forbindelserne mellem drabet på Floyd og den lokale, racistiske politivold overalt i verden stikker dybt. Behandlingen af koloniserede, indfødte farvede i USA, Canada, Australien, Sydafrika og Latinamerika og farvede migrantsamfund i de imperialistiske metropoler i Europa afspejler århundreder med kolonial og imperialistisk dominans af det globale Nord over det globale Syd, der har været centralt for kapitalismen. Fra plyndring af sølvminerne i Potosí i Bolivia af spanske kolonister i det 16. århundrede, der blev en del af den kapitalakkumulering, der understøttede den europæiske kapitalistiske udvikling, over det europæiske slaveri af millioner af afrikanere, til koloniseringen af Afrika i det 19. århundrede og dagens neoimperialistisk herredømme over det globale Syd – alt dette har båret hovedparten af kapitalistismens udvikling og ekspansion.

 

Nogle af de værste grusomheder mod mennesker i de seneste årtier er begået mod etniske og religiøse minoriteter. Etniske minoriteter og socialt konstruerede racegrupper har været udsat for undertrykkelse overalt i verden, fra etnisk udrensning i det tidligere Jugoslavien og Rwanda i 1990’erne til den aktuelle undertrykkelse af muslimske minoriteter i Kina og Indien og behandlingen af palæstinensere i Israel og de besatte territorier.

 

Deres anti-racisme og vores

Reformistiske kapitalistiske politikere kæmper for at forblive relevante og kanaliserer energien fra bevægelsen til ufarlige høringer, kommissioner og kosmetiske reformer, begrænset til at fjerne symboler for slavehandelen og overfladiske ændringer i politiets praksis.

 

Et sammensurium af multinationale selskaber – heraf mange fra “Fortune Five Hundred” i USA – forkynder nu højlydt antiracisme, kører dyre medieannoncer, giver donationer, reviderer firmahåndbøger. Dette er de samme virksomheder, der praktiserede racistisk og sexistisk ansættelsespraksis og modsatte sig reformer i årevis. Mange har tjent enorme overskud på udbytning af farvede arbejdere.

 

Der er ingen ledelse eller bud fra de traditionelle politiske partier. I USA er manglen på politisk lederskab særlig akut. Fordi amerikansk politik er domineret af de to kapitalistiske partier, demokrater og republikanere, finder energien i gaderne ikke et landsdækkende politisk udtryk. Under Demokraternes primærvalg skabte den amerikanske senator Bernie Sanders enorm begejstring og bred støtte for hans socialdemokratiske New Deal-reformer især blandt unge. Men Sanders-kampagnen blev stoppet af de virksomhedsinteresser, der kontrollerer Demokraterne, inden pandemien, massefyringer, og nu antiracistiske protester begyndte, hvilket har slået en sprække i venstrefløjen.

 

Omdannelsen af de europæiske socialdemokratier til et nyliberalt redskab for kapitalen har, sammen med de kommunistiske partiers kollaps, efterladt et vakuum på den europæiske venstrefløj, der giver både udfordringer og muligheder for at forbinde antiracistiske og antikapitalistiske krav.

 

Mulighedernes tid

Den globale oprør mod racisme og politiets undertrykkelse har et enormt potentiale for fremtiden for de nye generationer. Generationer, der starter arbejdsplads- og fagforeningskampe, som tager kampen op mod klimaforandringer, står for feministisk modstand, og som beviser deres styrke i direkte kamp mod politiet – det borgerlige demokratis væbnede styrker. Det understreger nødvendigheden af at organisere selvforsvar af bevægelsen under demonstrationer og andre offentlige manifestationer samt behovet for at opbygge en bevægelse, der bygger på demokratisk selvorganisering.

 

For øjeblikket udtrykker protestbevægelsen vrede og ofte radikale, men ikke fokuserede krav om forandring. Dette afspejler en ny ung bevægelse, demonstranternes uerfarenhed, men også det etablerede reformistiske politiske lederskabs fallit. I USA-sammenhæng er kravet om at “afmilitarisere politiet” og endda “opløse politiet” blevet populært og har et betydeligt potentiale som et antikapitalistisk overgangskrav. Der er udbredt afvisning af AFL-CIO [amerikansk fagforeningsforbund, o.a.] for stadig at have racistiske og ultra-højre politifagforeninger som medlemmer. Andre krav formuleres, når bevægelsen udvikler sig, og udspringer fra de forskellige nationale situationer: mod politivold, navnlig mod sorte, oprindelige og etniske mindretal, mod kriminalisering af protester, mod institutionel racisme og symboler på kolonialisme og slaveri, og for positiv handling for social og økonomisk retfærdighed for at rette op på historisk ulighed.

 

I dag kan man rejse parolen om arbejderklassens internationale solidaritet på en måde og med et publikum, som vi ikke har set i årtier. Som da Malcolm X sagde ”Du kan ikke have kapitalisme uden racisme”, så er det nu muligt at forklare, at kampen mod racisme en del af kampen mod kapitalismen, og at denne bevægelse har et betydeligt potentiale til at vokse og smelte sammen med faglige, feministsike og antikapitalistiske bevægelser overalt i verden for at bane vej for et nyt, retfærdigt samfund.

 

Af alle disse grunde forpligter Fjerde Internationale sig til at kæmpe sammen med de kvinder og mænd, der i dag er oprørere i dette antiracistiske og anti-neofascistiske oprør. Kampen mod statsvold og institutionel racisme under kapitalismen kan kun have sammenhængende konsekvenser, hvis vi går med. Vi er alle i krig mod det system, der ødelægger planeten, diskriminerer mennesker på baggrund af køn, race, seksuel orientering og identitet, som øger udbytningen for at redde virksomhedernes profit, hvis eneste mål er den permanente vækst, til skade for vores liv.

 

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 9. juni 2020.06.29

 

Oversat fra International Viewpoint af Rasmus Keis Neerbek.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com